Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 152,722 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 3

Posted by harning på september 15, 2008

Eller: Desperate mennesker gør desperate ting..

Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.

Nikolaj:

Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.

Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.

Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.

Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.

©Harning

Læs også del 1 og del 2

*Navne og steder er naturligvis anonymiseret.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)

6 kommentarer to “Unge forældre, Nikolaj og Mettes historie del 3”

  1. Marian said

    Hvis ingen andre siger noget, siger jeg at jeg stensikkert havde gjort detsamme. Måske ikke engang ventet til helt efter fødslen. I hvert fald ikke med at undersøge mulighederne og arrangere. Nærmest gjort det sideløbende med at prøve, at få myndighedernes afgørelse ændret. Man sidder vel bare og venter på at det sker, hvis man så absolut ikke kan se en eneste mulighed for at komme væk, ikke kan finde ud af overhovedet, hvor man skulle kunne tage hen etc.

  2. harning said

    Enig Marian. Jeg havde sikkert også taget benene på nakken langt tidligere – og så taget kampen op med klager m.v. på sikker afstand efterfølgende. Men de stakkels unge mennesker synes at have lidt af en kombination af naivitet og magtesløshed overfor myndighederne, hvorfor de valgte at reagere i stunden. – Og hvem kan vel egentlig bebrejde dem det…

  3. Marian said

    Nej, bebrejde kan man dem ingenting. De fleste tror jo selvfølgeligt, at myndighederne altid kun er til for borgernes skyld (ikke omvendt), og bliver lamslået – magtesløs – handlingslammet – ud af en kombination af denne naivitet og en god del autoritetstro, når det modsatte viser sig.

  4. harning said

    Lammede, paralyserede – beskrivelser jeg har hørt et utal af gange fra mennesker som pludselig finder sig personligt konfronteret med sin barnetro om at myndigheder pr. definition er gode.
    Og selvfølgelig er de ikke det.
    Det er mennesker som står for forvaltningen af love, regler og almindelig retssikkerhed overfor borgerne , og mennesker kan fejle,handle efter egne normer, og for øvrigt bare være ligeglade hvis de så vil…

  5. […] Læs også del 1,  del 2 , del 3 […]

  6. […] Læs også del 1,  del 2 , del 3 […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: