Harning

  • Mest læste de seneste 48 tim

  • Blogstats

    • 153,209 hits
  • Kommentarpolitik

    Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
  • Ophavsret

    Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
  • En tanke…..

    ”Sociala grupper skapar avvikelse genom att skapa de regler vilkas överträdande bildar avvikelse, och genom att applicera dessa regler på särskilda människor och stämpla dem som avvikare." Howard S Becker
  • Og én mere

    ”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.” Martin Niemöller
  • Sider

  • Reklamer

    Jeg står på ingen måde inde for de reklamer som du eventuelt kan se på denne blog.
  • Meta

Utilpassede børn og deres forældre skal straffes

Posted by harning på august 26, 2008

Ja det skal fedt hjælpe Karen Jespersen! Hvor ville det være dejligt at for en gangs skyld høre en politiker udtale sig om de utilpassede, udstødte, svage, kriminelle unge med baggrund i reel viden fremfor i hævngerrige overskrifter.

Tænk hvis bare én af dem havde nosser til at gøre et nummer ud af fakta – fremfor at skjule sig bag prangende reklameslogans uden andet formål end at fremstå som handlekraftige. Hvad er det nu man siger, jo, angreb er det bedste forsvar. Og det er de skam rigtig dygtige til – Karen Jespersen ingen undtagelse. Men er vi danskere virkelig så dumme? Er vi ude af stand til at se bag angrebet, og finde Jespersens usikkerhed og manglende viden?

Og hvad vil vi egentlig med vores samfund?

Vil vi være en sund, stærk nation – med kompetente, selvsikre, hjælpsomme borgere?

Eller er vi godt tilfredse med at være en hævnende nation – hvor straf er det eneste fix vi har brug, og hvor vi bruger hvert et vågent minut på at finde nye syndebukke vi kan sammenligne os med.

Er det simpelthen sådan, at vi kun kan skjule vores egne mindreværdsfølelser ved at råbe højest og træde på de laveste?

Og hvor blev forresten journalisterne af? Dem der skulle stille skarpe, vedkommende spørgsmål og undersøge magten?

Apropos reel viden, så kunne jeg virkelig godt tænke mig at nogen gad forske i følgende:

Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?

Og kunne nogen af alle disse kriminelle have været hjulpet langt tidligere, havde de fået et korrekt pædagogisk/psykologisk tilbud og/eller medicin, fremfor at deres forældre har måttet underkaste sig div udokumenterede terapiforsøg og har måttet bøde økonomisk for de unges sygdom?

© Harning

13 kommentarer to “Utilpassede børn og deres forældre skal straffes”

  1. Marian said

    Ugh, hér er jeg dog uenig i et par punkter: udredning mht. adfærd er jo stort set altid psykiatrisk udredning. Med efterfølgende psykiatrisk diagnosticering og psykiatrisk medicinering. Nu fritager psykiatrien godt nok det enkelte individ for “skyld” – og desværre også for ansvar – for sine egne handlinger, ved at placere skylden hos en angivelig hjernesygdom (for hvis faktiske eksistens der til stadighed mangler videnskabelige beviser, uanset hvilken af disse angivelige hjernesygdomme vi taler om), men den fritager altså dérigennem også samfundet for enhver “skyld”, ethvert ansvar.

    Samfundet kan dårligt gøre noget til eller fra, hvis nogle af dets medlemmer pga. defekte gener lider af biologiske hjernesygdomme. Det eneste, det kan gøre, er at udrede, diagnosticere og medicinere, om nødvendigt med tvang. Ser man nærmere på, hvad især psykiatrisk diagnosticering og medicinering gør ved de mennesker, der er udsat for det, kan man efter min mening kun konkludere ét: det er en straf forklædt som “hjælp”. Og det er faktisk en værre straf at blive psykiatriseret, end at blive kriminaliseret, fordi man i første tilfælde mister HELE sin tro-/værdighed og integritet for resten af sit liv, mens man i sidste kun mister en del af dem i et begrænset tidsrum. Mens den såkaldte “medicin”, der anvendes i psykiatrien, ikke gør andet, end at lukke munden på folk, der ellers konstant med deres adfærd ville anklage samfundet for at være ret så umenneskeligt. Den kemiske knebel. Meget praktisk for et samfund, der ikke gider at nogen sætter spørgsmålstegn ved dets ufejlbarlighed.

  2. harning said

    Hehe, hej Marian, tænkte nok at du ville få noget galt i halsen.😀

    Men, lad mig lige gøre et par ting klart.

    1. jeg mener ikke at en diagnose pr. definition frikender nogen for skyld (dog mener jeg at der findes tilfælde hvor korrekt behandling kunne have hjulpet).

    2. jeg er ganske vist rimelig stor tilhænger af neuropsykiatri – men mener ikke at de har det endegyldige svar, lige så lidt som nogen andre. (Psykologi derimod er en helt anden sag – ofte diffus og sjældent dokumenteret….Men kan naturligvis også have sin berettigelse.)
    En af mine stjerne på den psykiatriske himel er Daniel Stern der netop insisterer på at hans teori hverken er teori eller endegyldig og at intet kan ses adskilt men at vi er nødt til at tage aspekter fra såvel biologi, miljø, osv med i vores betragtninger om mennesket. For ikke at tale om Greenspan hvis arbejdsmetoder særlig når det gælder børn med sanseforstyrrelser er ganske fremragende.

    3. Tvang er aldrig i orden overfor voksne mennesker.

    4. Ens handlinger skal have konsekvenser – men særlig når det gælder børn og unge skal disse konsekvenser falde i umiddelbar forbindelse med handlingen og have en tydelig sammenhæng.
    Men fordi jeg mener vi selv primært er ansvarlige for vores egne handlinger – mener jeg også det er søgt at straffe forældrene i disse sager – forældre der forøvrigt ofte har banket på systemets døre i årevis for at få hjælp. Reel hjælp – som de bare ikke får.

    5. Det er min helt klare opfattelse at en diagnose kan være til større hjælp, end mangel på samme – under forudsætning af at vi holder op med at nedgøre mennesker som har en diagnose, holder op med at stemple dem ved netop at understrege at “de jo helt normale”. Gu´ er de ej – og tak gode gud for det! Vi er alle forskellige, med hver vores styrker og hver vores svagheder og bare tanken om et samfund der forsøger at mase os alle ind i den samme “normale” form giver mig kvalme.

  3. harning said

    Og bliver altså lige nødt til alligevel også at kommentere dette og opponere på det skarpeste:
    “Ser man nærmere på, hvad især psykiatrisk diagnosticering og medicinering gør ved de mennesker, der er udsat for det, kan man efter min mening kun konkludere ét: det er en straf forklædt som “hjælp”.” – Det er bla. min søn du taler om, og for ham har der været tale om en helt uvurderlig hjælp at blive såvel udredt som medicineret! (hvad han naturligvis ikke blev i DK). Så godt for den ene, skidt for den anden og heldigvis er vi ikke alle ens.

  4. Marian said

    Ja, jeg ved godt, at det i nogle tilfælde kan være en hjælp, at få en diagnose og “medicin”. Og folk skal selvfølgeligt have lov til at vælge frit selv. Problemet med psykiatriske diagnoser og “medicinen” er for mig at se bare at diagnosen gør ens lidelse til en mere eller mindre mystisk størrelse udenfor én selv, noget, man ikke har, og aldrig kan opnå at få den mindste kontrol over. Det er handlingslammende og recovery-hæmmende. Mens “medicinen” med sine ekstremt skadelige virkninger (hjerneskader) gør sit til, at recovery ofte bliver til en by i Rusland.

    Jeg kender et hav af mennesker med de forskelligste psykiatriske diagnoser, der ved at tage ansvar for sig selv, har klaret, at blive uafhængige af systemet (“medicin”frie). De har dog måttet kæmpe en uhyre sej kamp mod systemet, for overhovedet få lov til det. Det er umoralsk, at fortælle folk, at de lider af en hjernesygdom og vil være nødt til at tage højt toksiske stoffer resten af deres liv, når der ikke findes et eneste bevis på, at det faktisk forholder sig sådan.

  5. Marian said

    Mht. alternative tiltag, som terapi osv.: ja, det er en gråzone, hvor det er svært, at komme med videnskabelige beviser. Og også ja, der findes en hulens masse “quacks” indenfor området, der gør mere skade end gavn. Ikke desto mindre må detsamme siges at være sandt mht. psykiatrien.

  6. harning said

    Jo men Marian, alene det at være istand til at tage ansvar for egen sygdom og handle derefter, kræver en vis selvindsigt – som udredning kan give. Om resultatet så er at den enkelte vælger at klare sig med eller uden medicin- med eller uden andres støtte, er så en helt anden sag.

    Men for at vende tilbage til indlægget – så er det jeg primært opponerer mod endnu en politisk hovsaløsning der på ingen måde tager hensyn til den viden vi faktisk har. Ligesom jeg protesterer mod straf og hævn for hævnens skyld.

    Dertil kommer så, at jeg finder det vældigt interessant at vi (de) fortsat insisterer på at noget udelukkende er miljøorienteret og at det er forældrenes skyld (når de unge er unge) og at ingen af dem har en diagnose – hvorefter samme unge vokser op og bliver voksne kriminelle som lige pludselig har en diagnose…

    Jeg synes det er mægtig besynderligt at diagnoser/sygdomme bare lige sådan pludselig opstår ud af det blå hos tidligere helt raske personer – særlig når vi taler om diagnoser som psykiatrien mener er medfødte….

  7. Marian said

    Selvindsigt: det hedder jo altid, at de virkeligt tossede ikke har noget af det. Det er ikke korrekt. Det, de virkeligt tossede ikke kan indse, at der skulle være noget galt med deres hjerner, når de selv føler, at der er noget helt galt med den verden, de er nødt til at leve i, og som de så er nødt til at reagere på en eller anden måde på, for at klare at overleve. Somme tider kan disse overlevelsesstrategier gå hen og blive til reel selvmord, fordi man føler, at man som sig selv kun kan overleve udenfor en så destruktiv verden.

    Hovsaløsning og totalt fravær af enhver form for logik mht. diagnoser etc.: helt enig.

    Interessant ville i mine øjne også være at undersøge, hvorfor mon nogle forældre måske ikke er så successrige med at afholde deres børn fra at vælge en karriere som kriminel. Kunne det have noget med samfundet i sin helhed at gøre??… Der er nok en grund til, at man går så konsekvent af vejen for at se nærmere på det spørgsmål.

  8. harning said

    Jamen det er jo netop i dette samspil min undren kommer til udtryk:

    “Interessant ville i mine øjne også være at undersøge, hvorfor mon nogle forældre måske ikke er så successrige med at afholde deres børn fra at vælge en karriere som kriminel. Kunne det have noget med samfundet i sin helhed at gøre??… Der er nok en grund til, at man går så konsekvent af vejen for at se nærmere på det spørgsmål.”

    For er det virkelig forældrene der ikke kan afholde børnene fra at blive kriminelle – eller er det fordi, børnene af samfundet, tvinges ind i nogle sociale grupperinger hvor kriminalitet er iorden?

    Lad mig brug sønnike som eks. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om han ville være blevet kriminel havde vi blevet i DK og var han ikke blevet udret. Men jeg ved, at hvis vi var blevet i Danmark, havde han aldrig lært at læse, eller skrive, eller tale noget fremmedsprog. For i Danmark blev han nægtet udredning, nægtet nogetsomhelst andet end at blive skældt ud for at være dum, doven, og umulig – og tilbudt at som elleveårig at komme i klasse med 25 elever som alle allerede var kriminelle, som var op til seksten år gamle, og som alle bare var der til opbevaring.
    Det er ikke spor utænkeligt, at min søn, i den situation var blevet lige som alle de andre i den klasse. Udstødt som han ville have følt sig af resten af skolesystemet og med et stort socialt behov.
    Heldigvis blev det ikke sådan. Vi flyttede fra Danmark, og min søn læser nu sågar visse fag på højere niveau end hans jævnaldrende kammerater, han trives fint socialt og er ikke tvunget til at hænge ud med småkriminelle udstødte jævnaldrende!

    Men…
    Hvis vi var blevet i Danmark – hvordan ville hans fremtid så have tegnet sig? Og ville jeg som forælder have kunnet afholde ham fra at forsøge, at passe ind i den eneste gruppe som i givet fald havde villet kendes ved ham?

  9. Marian said

    Næppe😦

    Dog ser jeg stadigt diagnosticering (patologisering) af adfærd som kontraproduktiv. Vi kan jo se, hvad det i yderste konsekvens fører til, når vi ser på Danmark. Selv om man skal vente lææænge og somme tider forgæves, så fører diagnosticering, når den endeligt sker, ikke til så meget andet, end at den diagnosticerede får stemplet sin reaktion på samfundet som værende “syg” (personligt opfatter jeg min egen reaktion som noget af det sundeste, der findes: jeg havde ikke ord til at sige: “Så giv mig dog plads til at være!” ergo måtte jeg gøre brug af det, jeg havde, nemlig symbolik), mens samfundet, atter en gang, slipper for at skulle tage ansvar. Virkelig hjælp får man jo ikke.

    Det har til enhver tid været hovedpointen med at patologisere adfærd, at give samfundet en undskyldning for, ikke at skulle foretage nogle forandringer, der ville skabe rummelighed nok til at alle kan trives og udvikle sig i det. Som jeg ser det, er samfundets snæverhed og rigiditet dog ikke så udpræget i Sverige (endnu), som den er i Danmark.

    Mens det er meget meget mærkeligt, at jo mere snævert og rigid samfundet bliver, jo flere af dets medlemmer får diagnosticeret deres adfærd som patologisk… Men det skyldes sikkert, at “eksperterne” bliver bedre og bedre til at diagnosticere. Og i hvert fald ikke, at samfundet bliver tiltagende umenneskeligt at leve i, nej.

  10. harning said

    Hele formålet med diagnoser skal naturligvis være at gøre livet nemmere for den enkelte både hvad angår behandling, værktøjer, medicin el. andet – hvad enten denne diagnose så er sukkersyge, epilepsi, ad-hd, kræft, dysleksi, et brækket ben eller Asperger. Formålet skal naturligvis ikke være at marginalisere mennesker yderligere.
    Og når vi taler om ovenstående unge, så er de allerede marginaliserede, at se nærmere på faktuelle årsager og deraf følgende indgreb synes stadig at være den bedste løsning. Dertil kommer naturligvis, at vi alle må kæmpe for, at sikre et samfund hvor individet har ret til at være lige netop individuelt og at denne individualitet påskønnes.

  11. […] af harning på september 20, 2008 For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende […]

  12. JR said

    Hej

    Jeg er en af de forældre, som har et super dejligt barn, som jeg har måttet kæmpe for i mange år. Og ja, jeg blev mødt med, at der måtte være noget galt med min forældreevne. Det var selvfølgelig også uheldigt, at han var mit andet barn, der var “anderledes”. Men gud hvor var det befriende, da der endelig var nogen, der kunne se, at min dreng led. Efter han fik sine diagnoser, heraf bla. Tourettes (man kan slet ikke være i tvivl….han tikser som bare fanden) og udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret, troede jeg, at hjælpen bare var der. Medicinen var der selvfølgelig, og det psykiatriske væsen anviste kommunen, hvilken støtte han- og vi skulle have som familie. Det med den kommunale hjælp kunne vi så skyde en hvid pil efter. Først da min søn 9 år gammel gik med selvmordstanker…han fik en psykose, og det psykiatriske væsen lavede en underretning om kommunen, fik han det rette skoletilbud. Hvilken lettelse! I mellemtiden stod jeg pludselig alene med 3 børn…min yngste datter fungerer fint. Jeg har også haft kontakt til den kære Karen Jespersen, som viste sin “medfølelse”, men først efter 1 år og 2mdr. kunne kommunen bevilge aflastning. Lykkeligvis for mig og mine børn, bor vi sammen med mit livs kærlighed, så tilbuddet om aflastning er ikke aktuelt i dag.
    Min søn ved, at han er anderledes, men han ved også, at han er super dygtig til mange ting, som mange andre ikke kan. Vi har iøvrigt lige være backstage i Legoland….noget de ellers ikke gør, men fordi min søn er “speciel” dejlig, fik han denne mulighed.
    Det at få stillet diagnoserne har været en kæmpe hjælp for ham og omverdenens syn på ham…ja vel også på os som familie.
    Det er VIGTIGT, at medicinen ALDRIG står alene.

  13. harning said

    Mange tak for din fortælling JR.
    Men hvor gør det mig ondt for dig, din dreng og jeres familie at I skulle så lang en vej igennem.

    (apropos aflastning, så skruede jeg for en seks år siden et tilbud sammen om aflastning til børn indenfor autismespektret til Ålborg kommune/Nordjyllands amt hvor jeg dengang boede. De afslog, med begrundelsen at de selv havde alle de aflastningstilbud som de havde brug for ( interessant nok har jeg kendskab til flere familier i samme amt, som stadig venter på plads – kommunens begrundelse til disse er : at de ikke har kvalificerede aflastningsfamilier der kan tage sig af børn indenfor autismespektret….) )

    Og helt enig med dig i at medicin aldrig kan eller må stå alene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: