Harning

Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?

Posted by harning på oktober 7, 2007

Dagligt hører vi om de unges manglende respekt for hinanden og de ældre generationer. – Emnet bliver livligt diskuteret i såvel media som i kassekøen i Netto. Vi læser den ene artikel efter den anden om de unges egocentricitet og aggressive adfærd. Teorierne om hvorfor de yngre generationer er så meget værre end de ældre er mange – alt efter hvem man spørger, dog synes to teorier at høre under de primært mest accepterede, nemlig :

  • det er fjernsynet og computerspillenes skyld
  • det er forældrenes skyld.

Men er det korrekt? Hvem er det egentlig der opdrager børnene? Hvor tilbringer de mest tid henne, og med hvem?

De generationer vi taler om, er dem der er født fra 70erne og op til nu. Fælles for dem alle er at de har tilbragt størstedelen af deres vågne timer i daginstitutioner og skoler.I daginstitutionerne og i skolerne er forældrene ikke til stede – der hersker pædagoger og lærere, og hverken fjernsynskiggeri eller de mistænkeliggjorte computerspil er tilladt.

Af såvel dagtilbudsloven som folkeskoleloven fremgår det at pædagoger og lærere har ansvar for at støtte barnets tilegnelse og udvikling af sociale færdigheder (i folkeskoleloven primært formuleret som rettigheder og pligter i et demokrati med åndsfrihed og ligeværd). Lærere og pædagoger har således en opdragelsesmæssig forpligtigelse (hvilket forældre ikke har), spørgsmålet er om de overhoved løfter denne opgave.

Forældre oplever ofte, at de ved skole/hjem samtaler bliver oplyst om at deres barn har en uhensigtsmæssig adfærd i institutionen – en adfærd disse forældre næsten lige så ofte ikke oplever at barnet har i hjemmet, eller sammen med forældrene. Når disse forældre så forsøger, at forklare for barnets pædagoger/lærere at de slet ikke kan genkende det omtalte barn, bliver de mødt med mistro.

Hvorfor bliver de det?

Os der beskæftiger os med børn til dagligt, ved jo godt at børn er nogle kompetente størrelser, der sagtens kan indgå i forskellige sociale kontekster og naturligt skifte mellem de roller som påkræves i de enkelte situationer. Børnene taler og fører sig fx ganske anderledes når de er sammen med bedste end de gør når de er sammen med jævnaldrende. –Kunne det være sådan, at børnenes adfærd i institutionen er uhensigtsmæssig, fordi barnet har lært at i netop denne kontekst så er den type adfærd både accepteret og måske endda profitabel? Har barnet muligvis lært af de voksne rollemodeller i institutionerne, at respekt er ligmed magt og frygt? At det at have respekt er ligmed, at være frygtet og ikke ligmed en fælles anerkendelse af medmenneskelighed og kompetencer?

Jeg ved ikke om ovenstående spørgsmål er et faktum. Derimod er det et faktum at vores børn og unge tilbringer betydeligt mere tid i institutioner end de gør med deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at de samme børn som opfører sig ganske pænt i familiære sammenhænge ikke nødvendigvis gør det samme ude i samfundet

Så hvordan kan vi være så sikre på, at det ikke er institutionaliseringen af vores børn, der er årsagen til deres uhensigtsmæssige adfærd?

Og hvornår skal lærere og pædagoger påtage sig deres ansvar som rollemodeller – i stedet for bare at smide al skyld og alt ansvar over på forældrene? Det er jo trods alt ikke forældrene der tilbringer mest tid med deres børn – det er pædagogerne og lærerne. Ligesom det er pædagoger og lærere der, til forskel fra forældrene, har et lovgivningsmæssigt ansvar for at socialisere børnene.

©Harning

15 kommentarer to “Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?”

  1. digtafon said

    Altid en debat, der sætter sind i kog. Min mening er, at det er helt og aldeles forældrenes ansvar. Selvfølgelig tager ungerne skade af dårlige kammeraters selskab, men så er det forældrenes ansvar at sørge for, at de kommer væk fra det miljø. Ligesom de fra starten burde have lært deres børn selv at kunne vælge det dårlige selskab fra. Ligeledes er det forældrenes ansvar at opdrage deres børn, så de ikke mobber andre, og i bund og grund også forældrenes ansvar, hvis de ikke gør noget ved det, når deres børn bliver mobbet. Selv om skolen selvfølgelig har pligt til at forebygge og gribe ind.
    Det er begrænset, hvad man kan forlange/forvente, at pædagogerne i institutioner. Der er trods alt sjældent hverken tid eller ressourcer til at tage sig specielt af hvert enkelt barn. Selv om de har pligt til at være gode rollemodeller, kan man næppe forvente meget mere end det. Så når alt kommer til alt er det alene forældrenes ansvar, om børnene vokser op og bliver ordentlige mennesker.

  2. harning said

    Rent personligt mener jeg, at forældrene har ansvaret for deres børn, og vist er det mit moralske ansvar som mor at opdrage mine børn ordentligt. Men som pædagog mener jeg så sandelig også at jeg har et fagligt ansvar og en reel mulighed for at påvirke de børn jeg har i min varetægt.

    Det interessante synes jeg imidlertid er, at der faktiskt ikke foreligger nogen grundige undersøgelse vedr. langtidseffekterne af “institutionsbørnene”.- Dette til trods for at vores lovgivning netop har valgt udelukkende at holde forældre ansvarlige for at give børnene omsorg – mens ansvaret for socialiseringen udelukkende er lagt ud til pædagoger og lærere.

    Vi har altså bygget et samfund op omkring nogle institutioner og lagt ansvaret af opdragelsen ud på professionelle fremmede – helt uden forudsætning for at vide hvorvidt det virker eller ej, eller i hvilken grad det måske endda har en negativ effekt.

    Og til trods for at vi intet ved, fortsætter diskussionen og sætter sindene i kog hos os alle – med hver sin mening – meninger der udelukkende er baseret i tro – fremfor viden!
    Det er useriøst og urimeligt overfor vores børn.
    Synes jeg.

  3. Hey Harning

    Meningsfulde overvejelser! Kender også debatten alt for godt, men hvad kan gøres anderledes? Forældre skal tjene penge og på arbejde jo… Lad mig høre dit forslag:)

    – Maria

  4. harning said

    Hej Maria

    nogle simple forslag…..

    1. vi kan undersøge langtidseffekten af institutionsbørnene
    2. vi kan lade være med at skyde med spredehagl og give hinanden skyld for noget – vi ikke reelt ved hvis skyld er.

    3. Og absolut vigtigst:
    Vi skal som samfund tage stilling til hvad vi vil med vores (samfundets) børn . Hvor meget/lidt er de værd, hvad skal de bruges til på sigt osv. Herunder også; hvad er et godt barneliv – og er det noget vi skal prioritere?
    Hvorefter vi naturligvis samordner hele vores lovgivning således at den i alle aspekter klart afspejler hvad vi vil med børnene og hvem der har ansvaret, pligten og rettighederne. Som det er i øjeblikket er intet klart defineret og vi har derfor en lovgivning der primært overlader til enkelte forvaltningspersoner at tage stilling til, og udfra egne normer, at bestemme hvad der er bedst for det enkelte barn.
    Forældrene har meget lidt at skulle have sagt – men lastes alligevel for det meste.

    forvaltningspersoner = alle ansatte i den offentlige forvaltning (lærere,sagsbehandlere,pædagoger m.f)

    simpelt ikke😀

  5. Jaja, det er da meget godt, at det udelukkende er forældrenes ansvar at opdrage deres børn. Men det ændrer jo ikke ved, at vi med vores samfundsform har valgt at udlicitere det ansvar til “professionelle” barnenumseømhedsfabrikanter.

    Jeg har – som sikkert de fleste andre forældre – været i præcis den situation, Boel beskriver: Været helt ude af stand til at genkende det “problembarn”, skolen beskrev som min stedsøn! Helt ude af stand til at genkende hans kammerater som problembørn. Havde jo de knægte rendende ud og ind af huset hver dag – der var aldrig “noget”. Tværtimod var de sgu søde, høflige og velopdragne – inklusive “rødderne”!

    Selvfølgelig måtte jeg da tro på lærerne, når de klagede over, at det kunne tage dem op til tyve minutter af en lektion overhovedet at få ro i klassen (på sjette årgang) – og jeg troede dem skam også gerne, når de sagde, at min knægt selvfølgelig ikke var en skid bedre end de andre, når det kom til det!

    Alligevel måtte jeg i nogen grad melde “hus forbi”. Jeg kunne ikke tage ansvaret for, at adfærd, der var totalt uacceptabel hjemme hos os, åbenbart var almindeligt anerkendt i skoletiden. For den skoletid – inklusive åbenbart lærernes manglende gennemslagskraft – havde jeg ikke nogen indflydelse på!

    Tvært imod oplevede jeg, når der var noget – f.eks. den manglende tilstedeværelse af blot elementær disciplin – jeg var utilfreds med – netop at blive mødt med vrede og mistillid.

    Forældre afleverer deres syv måneder gamle børn til fremmede – og så kan de ikke forstå, de slet ikke kender børnene, når de henter dem igen 14-15 år senere.

  6. harning said

    Vel talt Fru Møller:D
    Værre bliver det, når den nye forældreansvarslov hele tiden taler om at forældre skal være enige om skolevalg – fremfor at præcisere, at der er tale om valg af hvorledes undervisningspligten skal varetages – Det efterlader nemlig indtrykket at forældre nu SKAL vælge en skole, uanset hvad de måtte mene om skolevæsenet og upåagtet at undervisningspligten nu engang kan varetages af en kompetent forælder der har tid, resurser og lyst til at påtage sig dette ansvar for sit barn i kortere eller længere perioder.
    Så pseudoansvar er hvad den lov reelt handler om, og det skal blive endnu mere interessant med den nye generation der netop vokser op under disse nye love – og se hvor ansvaret for deres dårlige opførsel vil blive placeret femten år fra nu.
    Med lidt held, vil der være nogle gæve forældre der sagsøger kommunerne for ikke at have levet op til deres ansvar, og så kan vi måske endelig få nogle facts på bordet😀

  7. Lonni said

    Jeg vil mene det er en blanding af samfund/politikere og forældre. Selvfølgelig er det først og fremmest forældrene, der får skylden hvis en fyr/pige begår kriminalitet. Men hvad har vi gang i for de unge – findes der udfordringer nok for dem – ungdomshuse – klubber – er der medansvar i skolerne – bliver ungerne hørt?

    Vi må starte med os selv – altså forældrene – men skole, samfund og politikere må også være med.

    Lonni

  8. harning said

    Hej Lonni
    Jo, det er jo hvad de fleste “almindelige” mennesker mener.
    Men hvad synes du så om det faktum, at lovgiver mener noget andet? Forældre har netop kun et lovgivningsmæssigt ansvar for at give deres eget barn omsorg og sikre at barnet ikke bliver udsat for fysiske/psykiske krænkelser af andre.
    Hvorimod ansvaret for, at det enkelte barn opnår sociale færdigheder og lærer demokratiets spilleregler lovgivningsmæssigt er placeret i institutionerne – ikke hos forældrene. (og til vis del også hos det enkelte barn – men stadig ikke forældrene)
    Ville det ikke være rimeligt hvis lov og gængse normer/morale fulgtes ad?

  9. “Det er samfundets skyld”, sang TV2 – ganske vist med en ironisk drejning.
    I dette tilfælde er det samfundets og dermed vores skyld. Vi har simpelthen ikke fokus nok på det, vi efterhånden er fælles om at betegne som ‘de bløde værdier’, som f.eks. omsorg, nærvær, opmærksomhed og gensidig respekt. Som jeg ser det, er det en uheldig følgevirkning af kvindernes selvrealiseringsprojekt – og mændenes manglende samme.

    Samfundet som helhed har forsømt at finde en hensigtsmæssig model for arbejds- og familieliv, siden vi holdt vores indtog på arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked, som oprindelig var indrettet på, at den ene part (manden) gik på arbejde, mens den anden (kvinden) gik hjemme. Det har vi ikke forstået at tilpasse i tilstrækkelig grad. Vi kvinder har blot indtaget en plads ved siden af mændene, men har dermed efterladt et tomrum i hjemmet – og dermed dér, hvor børnene skulle opfostres og lære om tilværelsens grundlæggende vilkår.

    Misforstå mig ret: Jeg plæderer ikke for, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne. Der skal være lige muligheder for de to køn. Men jeg mener, at forældre af begge køn på grund af de samfundsøkonomiske strukturer nærmest tvinges til at arbejde for meget og dermed også nødsages til at overlade deres børn i fremmedes varetægt. Og vi er selv med til at understøtte dette tvivlsomme projekt, fordi vi ikke magter at sige stop, men kører med på vognen for at kunne bo ligeså pænt som naboen, få råd til udlandsferier med ungerne, som ikke skal snydes, når nu deres kammerater er ude at rejse i sommerferien – og for at vi kan se os selv i øjnene og sige: Jeg er en succesfuld kvinde/mand. Uanset hvor dygtig eller omsorgsfuld en pædagog barnet møder, vil vedkommende ikke kunne erstatte den samhørighed, der naturligt er mellem barn og forældre.

    Det handler vel også om, at vi er blevet frygteligt bange for at sætte grænser – især for børnene. Der har længe været en tendens til at opfatte børn som små voksne. Det er en fatal fejltagelse. Børn har af gode grunde ikke det overblik, den viden eller den socialisering, som (man kan forvente, at) en voksen har. Det er vores opgave, både som forældre og som pædagoger/undervisere at udvikle disse egenskaber hos dem I ET PASSENDE TEMPO. Det indebærer også, at vi må påtage os det ansvar at sætte grænser for børnenes uhensigtsmæssige adfærd, at lade børnene forstå, at voksne som følge af livserfaring og uddannelse generelt er mere kompetente beslutningstagere end børnene selv. Påtager man sig denne rolle, så opdager man imidlertid, uanset om man er mor, far eller pædagog, at en del andre voksne ser skævt til én, for “er det ikke synd for børnene?” Nej, det er ikke synd. Det er mere synd at lade dem sejle deres egen sø.

    Om de unges dårlige opførsel er forældrenes eller pædagogernes ansvar? Så enkelt synes jeg ikke, at det kan stilles op. Det er samfundets ansvar. Og samfundet, det er os.

  10. Lonni said

    Måske kan vi ikke mere – som i de gode gamle dage – dele os op – som jeg næsten skrev før.

    Jeg er næsten ved at tro, at forældre/pædagoger/politikere som = Samfundet, er ét stort organ, der har pligt, til at gøre livet godt for børnene.

    Jeg tror ikke på, at vi ka dele os op mere og spørge: Hvem har ansvaret.

    Det har vi alle!!

    Kh
    Lonni

  11. harning said

    Hej Lonni1
    Jeg er ikke uenig med dig i at samfundet pr. definition er os alle. Derimod synes den nuværende lovgivningsmæssige opdeling ikke at være enig. For mig ville det være logisk at forældre havde det primære ansvar (også ifølge loven) og at institutionerne havde et supplerende/sekundært ansvar.
    Men sådan er det bare ikke.
    Institutionerne har det fulde ansvar for børnenes sociale færdigheder og demokratiforståelse – og dette uden at vi som “almindelige” mennesker egenlig er gået med til denne ansvarsforflyttelse, hverken i vores levevis (norm/morale) eller i vores skyldbelæggning.Hvilket vel også tydeligt ses i kommentarerne til dette indlæg😀
    -Og desuden fuldstændigt uden viden om hvordan institutionslivet reelt påvirker børnenes udvikling i disse færdigheder.

    Så set i det perspektiv, er samfundet ikke os alle som samlet enhed, men os alle i små enheder – Hvor institutionerne har hovedansvaret for de unges dårlige opførsel !😀

  12. harning said

    Vis forskning kan findes i dette arbejdspapir:

    http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Arbejdspapirer/Arbejdspapirer/2002_18.pdf

  13. Trille said

    Umiddelbart vil jeg ikke mene det altid er helt fair at give forældrene skylden for deres børns upassende opførsel i skoler osv.
    Som socialrådgiverstuderende har jeg set mange tilfælde med forældre der:

    – Ikke ved hvordan de skal opdrage (Opdrager efter egne normsæt osv)
    – Ikke kan finde ud af at sætte grænser fra når børnene er helt små (Dette gælder især hos familier af anden etnisk baggrund – kultur)
    – har post traumatisk stress eller depression
    – der ikke passer ind i kategorien “risikogruppen” og dermed ikke kan få den behøvede hjælp fra systemet.

    Mennesket er ikke perfekt, desværre! Jeg vil dermed også give mit samtykke til at det må være:
    – primært forældrenes ansvar
    – Hvis denne ikke længere kan magte barnet eller af anden grund bla. uvidenhed osv. ikke slår til, er det samfundets ansvar at hjælpe forældrene.

    Efter min mening handler det altsammen om mangel på dialog. Vi er som forældre ofte for stolte til at spørge el. bede om hjælp.

  14. Trille said

    Forældrene får ofte meget lang “snor”……

    Utroligt når det egentlig handler om noget så vigtigt og værdifuldt som et barns liv, velvære og trivsel.

  15. harning said

    Hej Trille, og velkommen til.😀

    Tak for din mening – der ligesom mange af de andre kommentarer var meget personlig, men siden du er socialrådgiverstuderende,kan jeg jo ikke lade være med at spørge dig om, hvordan du stiller dig til at:
    1.
    ” vores lovgivning netop har valgt udelukkende at holde forældre ansvarlige for at give børnene omsorg – mens ansvaret for socialiseringen udelukkende er lagt ud til pædagoger og lærere.”

    2.
    Der mangler empiri i langtidseffekterne af institutionaliseringen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: