Så skulle vi gerne være klar til at gå i gang. Vi som dronningen bruger det, da jeg ser ud til at være den eneste der vil,kan,tør tage udfordringen op.
Da jeg først lagde min udfordring ud, var det i forhåbningen om at mange ville deltage, og at jeg derved ville få den ydre motivation til at skrive som jeg manglede - da min normale indre motivation synes at være gået i vinterhi.
Sådan blev det ikke, en masse positive tilkendegivelser både her på bloggen og i min mailbakke om at det var vel nok en fantastisk, spændende ide - men ellers tak, og ingen samlede handsken op.
Det betyder, at jeg nu sidder og har smidt en udfordring ud - som jeg bliver nødt til selv at følge, og det er jo meget godt som motivation, men….
Det gør bare presset på mig, så meget større, for havde flere taget imod udfordringen - så ville der nok have været at par stykker iblandt som bare ikke kunne nå at skrive en bog på 45 dage, af den ene eller anden årsag, og så havde det jo ikke gjort så meget hvis jeg blev en af dem. 
Men nu er det ligesom knald eller fald for mig, og dæleme om jeg ikke vil lykkes!
Hvilken fører videre til bogen. Altså den som jeg nu har besluttet mig for at skrive. Som nogen af jer sikkert læste i går, har ”Andreas” hoppet på ungdomsromansvognen sammen med mig, og vist var det fristende at tage det projekt nu. Særlig fordi den unge mand er teenager og deres liv og lyster som bekendt jo kan ændres ganske hastig. Men, efter nøje overvejelser synes jeg ikke det er rimeligt, hverken for ham eller for mig. Et nystartet skrivesamarbejde kan være vanskeligt nok endda, uden at skulle have det pres på sig som de 45 dage uvægerlig giver. Det vil jeg simpelthen ikke byde hverken den unge mand, eller bogen.
Så det bliver en fag/debatbog med den foreløbige arbejdstitel ” Hjælp de vil tage mit barn”. Bogen om anbringelse af børn og unge. Bogen har længe været et hjertebarn, og det i sig selv er vel grund nok til at skrive den. Men dertil kommer så, at den bog jeg vil skrive om emnet ikke synes at eksistere - jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og det kombineret med de cirka 300 mennesker som hver måned ramler ind på min blog i sin søgning efter oplysninger om anbringelser gør, at jeg tror det er en vigtig og nødvendig bog som bør og skal skrives.
Og så når vi til den ekstra bonus, guleroden: En bog om anbringelser gør, at jeg er ”nødt til” at opdatere mig grundigt på forskningsområdet og læse en del rapporter, og da jeg nok ellers ikke ville nå at læse noget som helst, så er det jo helt fantastisk.
***
Ps. Det er altså stadig ikke for sent at samle handsken op og hoppe på vognen.
© Harning
