Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Efter uendeligt tålmod med os forfattere og flere måneders hårdt arbejde fra de to ildsjæle Lonni Krause og Kenneth Krabat så en ny antologi dagens lys i august. Antologien ”Ordløst, 119 digtere i dansk forfatterforening” må nok siges at være vor tids mest digre samling af poeter i én og samme bog og i bedste kunstnerlige ånd er den selvfølgelig gratis og lagt ud til fri op og download for privatpersoner*. Så… hvis du vil læse mine eller andres bidrag klikker du bare på bogen herunder.
God fornøjelse!
Harning
*Men den må naturligvis ikke anvendes i erhvervsmæssig øjemed, herunder offentlige og private skoler samt skriveskoleundervisning, uden tilladelse fra forlaget eller aftalt kompensation til de enkelte digtere, herunder CopyDan-afregning eller tilsvarende.
Til trods for meldinger i såvel svenske som danske medier, så er verdens ældste mand ikke død. Tværtimod så lever verdens ældste man i allerhøjeste grad. Derimod så er den mand som tidligere var verdens ældste mand nu død.
For snart mange år siden eksperimenterede jeg med at kombinere forskellige udtryksformer, heriblandt Haiku og Rap*, da Tosommerfugle skrev en kommentar til mit foregående indlæg om “Blattar och Svennar” kom jeg til at tænke på følgende lille sag:
Mujaffa Perker!
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
De danske lærker råber og skriger:
” de satans perkere tar vores piger”
Vi drikker vodka med tyrkisk peber
Sidder gerne på værtshus og flæber
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Mujaffa perker! De sorte svin!
De tér sig sgu som de rene stjerner
mens vi tyrer vodka på vores hjerner.
Mujaffa Perker ! De sorte svin !
den lille lærke blir´ sgu helt til grin.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
At drikke små grå Shot
Er da ikke særlig hot.
20 hjerneceller pr. drink
gør ik´ den lille lærke flink.
Mujaffa Perker!
Ligner ik de danske lærker
Lille lærke bliver bange; føler afmagt ringeagt
Tør ikke skabe en fællespagt
Lille lærke glem det nu
Og lad os spise lidt ”mulat marabou”
I bund og grund er vi jo af det samme
Vi kommer blot fra en anden ramme
Mujaffa Perker!
Ligner ik´ de danske lærker
Lille lærke bliver glad: føler ikke ringeagt
Vil gerne skabe en fællespagt
( Dagbogsnotat d.18april 19..
Jeg har genvundet min frihed!!
Vender nu tilbage til haikuen og den frie skabende proces)
För fem år sedan utgavs det första numret av Gringo. Iden bakom var att beskriva Sverige; mångfalden och nyanserna, och samtidigt ett seriöst försök att göra upp med polariseringsbilden om blattar och svennar. Jag tycker att de har gjort ett bra jobb, kanske lite för bra eftersom ungdomar nu använder ord som blattar och svennar om sig själva och andra utan rasistiska undertoner – en utveckling som är bra på sikt, men som i dess späda början, där bara ungdomarna hunnit förlika sig med tanken kan skapa problem med de lite äldre generationerna.
För…..:
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son,som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket svenne så är det inte positivt och nationalistiskt men däremot bara ett ord som alla andra och därtill ett ord som han använder för att beskriva det lite äldre medelklassetablissemang * som han, som tonåring, så gärna vill göra uppror mot och skilja sig ut från?
Hur ska en lite äldre person kunna veta att när min son, som omedelbart ser svensk ut och vars svenska anor går hundratals år bak i tiden, använder uttrycket blatte så är det inte nedsättande och rasistiskt men däremot bara ett ord som alla andra ord och därtill ett ord som han använder för att beskriva sig själv och känslan av att vara främmande i det land som han trots för långa anor inte känner sig hemma i?
Alltså, hur kommer vi vidare och ser till att Blatte och Svenne blir som alla andra ord; med positiva och negativa och objektiva innebörder för alla generationer? Och går det överhuvudtaget eller måste vi vänta tills den unga generationen vuxit upp innan de negativa, rasistiska och nationalistiska undertonerna helt försvunnit ur vår förståelsesram?
Kært barn har mange navne og Graffiti ligeså.Kunst eller hærværk - meningerne er mange, men faktum er at vi mennesker helt tilbage fra stenalderen til dagens unge har haft et uimodståeligt behov for at markere os i verdenen, give hver vores individuelle ord med på vejen og gøre os udødelige ved at præge huler,mure,sten, vægge og togvogne med mere eller mindre kreative kreationer.
Idag står både den svenske og den danske kulturminister for skud, dog af to vidt forskellige årsager.
Den danske kulturminister Christina Christensens problem er at hun ifølge Pia Kjærsgaard er for farveløs, ikke har tilstrækkelige visioner og at man aldrig hører “en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende” og socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre..
Den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths brøler er den stik modsatte, nemlig at hun har udtalt sig alt for markant i sagen om Pirate Bay, hvor hun ikke alene har udtalt sig i en endnu ikke afsluttet retssag og derved kan anklages for forsøg på at blande sig i domstolenes uafhængighed, men hvor hun tillige har “dømt” de anklagede som tyve, sidstnævnte er ikke bare injurerende men desuden fuldstændigt irrelevant i forhold til den pågældende sag idet Pirat Bay ikke står under anklage for tyveri.
Og jeg undrer… er der her tale om kulturforskelle? Eller er det her muligvis et af de områder hvor vi er rørende enige på begge sider af sundet om at mellanmjölk är bäst?
Ovenstående har, som mange af jer sikkert ved, altid interesseret mig ligesom jeg ofte bliver fremstillet som værendes på de svages side – en “anklage” jeg plejer at være ganske stolt over.
Hvorefter vi når frem til spørgsmål nummer to og hvordan vi bedst hjælper alle disse svage minoritetsgrupper? Et spørgsmål som jeg egentlig ikke synes kan besvares førend spørgsmålet om og definitionen på minoritet og normalitet er blevet besvaret – for hvis flertallet af Danmarks befolkning som minimum tilhører en eller anden form for minoritet, er normen så ikke at være en lille smule unormal?.
skogar av metroseksuella androgyna pojkvaskrar och virtuella universum fylda av spyfärdiga, kvalmende, blöjbytande pappabloggar
en verden af kompliceret idioti på højt niveau
hvor digte skrives
uden rim og ræson, om gulerødder og murbrokker og betonlebber
som var dét, det vackraste Gaia hade att erbjuda.
Och kanske är det så
att indifference är det nya Utopia?
en påske, en testikeloperation (dog ikke min egen. ) , et par weekenders havearbejde, og nogle codeswitchingdigte senere… og så er jeg vist ved at være tilbage i blogland igen.
Kriminell. Spritlangare. Det är jag det. Ja, jag visste det faktiskt inte – men så är det. Det säger Tobbe själv, och Tobbe borde veta vad han talar om för han representerar systembolaget i Jägersro och om de säger att jag är langare – då måste jag väl vara det, annars är det ju elakt förtal och sånt ägnar ett statsligt bolag sig väl inte med.
Alltså måste jag vara spritlangare – Även om jag inte själv visste om det…
Hur kom det sig då att jag blev spritlangare?
Jo, enligt Systemet, som ju är de som vet bäst, så förhåller det sig på det viset, att om jag som mamma tar med mig mitt barn på Systemet och om mitt barn är i en sådan ålder att Systemet anser att barnet gillar alkohol – Ja då är jag langare och får som sådan naturligtvis inte handla på systemet. För vem som helst ju kan förstå att alla ungdomar tvingar sina gamla mödrar att langa, liksom det ju är självklart att alla vi mammor springer på systemet jämt och ständigt för att tillhandahålla våra ungdomar med alkohol – det är ju det goda mödrar gör!
Inte dricker vi eller våra bekanta själva nån alkohol…
Att min son skulle kunna köpa och dricka hur mycket sprit som helst varenda dag helt legalt om han så skulle vilja spelar förstås inte heller nån roll, för enligt Systemet är det naturligtvis fullständigt osannolikt att en tonåring hellre skulle vilja ha laglig original välsmakande sprit – än att tvinga sina föräldrar att köpa taskig importerad öl på det fina svenska statsliga bolaget.
Undrar om jag vågar ta med sonen på Apoteket…eller om jag då blir stämplad inte bara som sprit men även som knarklangare…..
Som en del af jer har bemærket, har jeg ikke været særlig aktiv på bloggen de sidste par uger. Det skyldes på ingen måde at jeg har tabt mit samfundssind eller min interesse for alle jer derude – men derimod at jeg har taget tyren ved hornene og ved hjælp af massiv støtte fra venner og familie døgnet rundt, lidt stesolid, en helt enestående klinikdame ved navn Margaretha og en tandlæge udover det sædvanelige er lykkedes med, at gå i gang med at få lavet mine tænder.
Al min tid og energi går derfor pt til Tandlægen – som jeg enten er jeg ved at samle mod til at tage hen til, eller er på vej til, eller ligger totalt paralyseret hos, eller er på vej væk fra, eller hvis til tider smertefulde eftervirkninger jeg forsøger at komme mig over…
Så.. selvom jeg virker lidt fjern, blogger noget sporadisk og ikke lige får besvaret jeres kommentarer med det samme håber jeg at I vil bære over med mig et stykke tid endnu.
Nu sidder jeg endelig ved tastaturet på min nye computer. Oprindelig ville jeg, som bekendt, have købt en computer helt uden præinstalleret operativsystem – men sådan blev det ikke. Efter grundig research og efter at have forkastet en ellers rigtig lækker lille sag fra Zepto fandt sønnike og jeg en langt mere prisværdig computer fra Fujitsu Siemens. At valget faldt på Fujitsu Siemens skyldtes udelukkende at jeg havde læst denne artikel i Tech World hvori Fujitsu Siemens erklærede at de naturligvis gav licenspengene retur til os som ikke ønskede Vista og at dette kunne ske forholdsvis enkelt. ( til forskel fra fx Acer hvis procedure er så dyr og langsommelig at jeg end ikke kan finde ord for hvad jeg synes om det og selvfølgelig til forskel fra alle de fabrikanter der som fx Lenovo bare pure nægter).
Og rimelig enkelt var det*, altså når jeg efter mange viderestillinger fik fat på en supportmedarbejder der vidste hvordan. Det eneste jeg skulle gøre var at afinstallere Vistaen og returnere CD og et klistermærke til Fujitsu sammen med en erklæring om at jeg ikke ville bruge Vista på min computer – hvorefter de vil indsætte licenspengene på min konto.
Simpelt.
Jeg er ikke noget teknisk geni, eller nogen fantastisk computernørd – tværtimod. Faktisk er det uhyre sjældent at jeg bruger min computer til noget som helst andet end at skrive på. Det gør jeg så til gengæld rigtig meget.
Nu skal jeg så til at have en ny computer – igen. Den nuværende er simpelthen for langsom. Allerhelst ville jeg have en HP (compaq presario) igen, ikke fordi jeg ved så meget om computere, men fordi den første jeg havde holdt i ti år, havde den rette størrelse og kunne det jeg havde brug for at den skulle kunne. Siden har jeg prøvet tre andre mærker på lige knap fire år…
Mit problem er imidlertid at jeg nægter at betale for computer OG operativsystem. Af flere årsager, her blot de to absolut væsentligste:
- Jeg er generelt og principielt imod monopoler.
- De fleste computere i dag sælges med Vista – Vista vil jeg under ingen omstændigheder have, hvilket som minimum indebærer at jeg skal have fjernet Vistaen og have byttet den ud (ergo betaler jeg for et operativsystem jeg ikke vil have, samt ekstra arbejde)
Så hvad gør jeg? Jeg har i dag været i kontakt med HP, hvis bedste tilbud var at jeg kunne få en computer uden operativsystem – hvis jeg altså ville betale et par tusinde ekstra og vente to til tre uger!
For en uge siden skrev jeg et indlæg omhandlende Pirate Bay& Civil ulydighed, i indlægget havde jeg lagt et link til hvordan man som dansk internetbruger kunne komme omkring spærringen af The Pirate Bay – desværre har det vist sig at også den side som jeg linkede til er blevet blokeret. Derfor får I nu et par guides til såvel XP som Vista direkte på bloggen.
Som de fleste af jer ved, er det sjældent at jeg gider beskæftige mig med ekstremisterne og fanatikerne i dansk politik. Men.. det er selvfølgelig ikke ensbetydende med at jeg ikke har en mening.
Og her til aften, hvor lederen af DNSB Jonni Hansen lige har holdt et omskrevet møde i Århus kan jeg bare ikke dy mig for at komme med en enkelt kommentar.
For om noget så bekræftede mødedeltagernes efterfølgende bemærkninger min teori om det dummeste politiske træk i årtier – Nemlig beslutningen om at lade Jonni Hansen være partiets ansigt udadtil. Havde DNSB haft det mindste reele ønske om at tiltrække stemmer og måske endda komme i folketinget – så ville de have kløst sig fast til den særdeles intelligente, til tider charmerende og meget velartikulerede Povl Riis Knudsen.
Men, det gjorde de ikke. Hvoraf jeg kun kan udlede, at enten så er de lige så ekstremt dumme som deres synspunkter eller også har de intet reelt ønske om at blive et større dansk parti.
I Politiken kan man i dag læse at de danske 9.klassers børn placerer sig markant lavere i stavning og grammatik end forventet i forhold til den internationale ECTS-karakterskala. Artiklen bærer desværre tydeligt præg af journalistens forudfattede mening om at grammatik er vigtig – hvilket naturligvis er noget forvrøvlet sludder. Det vigtige er jo at børnene har det godt og føler sig dygtige – ikke om de reelt kan noget eller ej.
Københavns kommune er en af de kommuner som i denne sammenhæng er et forbilledligt eksempel. De praktiserer nemlig en fantastisk, opmuntrende og glædesfyldt indlæringspædagogik i de små klasser – den såkaldte Børnestavning.
Børnestavning går i al sin enkelthed ud på at gøre de små poder til selvsikre og glade børn ved at lade dem stave alle ord lige nøjagtig som de gerne vil – for derefter at overøse dem med roser for deres kreative præstationer. En pædagogik jeg naturligvis ikke kan andet end applaudere, for selvfølgelig betyder det ikke noget hvis man ikke kan formulere sig skriftligt eller ikke kender forskel på præsens og præteritum – herrejemini vi lever jo i nuet og telefonen er gudskelov opfundet.
Faktisk synes jeg det er så genial en metode, at jeg gerne så den indført i alle fag og på alle årgange – tænk bare på hvor nem lektielæsningen lige pludselig ville blive hvis man kunne nøjes med at bekræfte sin lille pode i at: ja 5+5 er 3 og Danmark er hovedstaden i Berlin.
Børnestavningen har ydermere den meget heldige bieffekt, at den bringer forældre og lærere tættere på hinanden i kraft af den fælles hemmelighed de deler om at børnene reelt ikke kan stave. Altså et slags udvidet skole-hjemsamarbejde.
Desværre findes der fortsat forældre (der lige som artiklens journalist) stadig ikke har forstået hvor ligegyldig grammatik er, forældre som gør livet vanskeligt for de stakkels mønsterværdige lærere ved at obstruere pædagogikken og forældresamarbejdet med tåbelige argumenter om at de ikke vil lyve overfor deres børn og at ret skal være ret. Forældre der simpelthen nægter at rose deres børns fantastiske kreative stavning. Til disse forældre vil jeg bare sige – skam jer!
Til min store glæde kunne jeg i dag læse at så mange som 500.000 helt almindelige danskere ikke vil finde sig i den tåbelige blokade af Pirate Bay og derfor udøver civil ulydighed ved at liste udenom blokaden og klikke sig ind på den svenske side.
500.000 danskere der har forstået hvordan nettet fungerer og som derfor har valgt at gå i mod Landsrettens afgørelse.
500.000 danskere som ikke synes det er acceptabelt at teleselskaberne skal have censurerende eller politimæssige opgaver. Jamen, så kan min søndag vel næppe blive bedre.
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er “strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens “strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion - alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Jeg bliver så glad, hver gang jeg kan konstatere, at bloggere bidrager til samfundsdebatten og gør sit for at modvirke censur, magtmisbrug og overformynderi – hvad enten det så er herhjemme eller på den anden side af jordkloden. Ethvert bevis på, at ikke alle bloggere er nævenyttige indvandrerfjendske idioter med ligegyldig ensformet og imbecil retorik synes jeg er velkomment, omend det naturligvis luner allermest at vide, at uanset hvor forskellige kulturer og verdenhjørner vi alle kommer fra – så synes vi som mennesker betragtet have det tilfælles at vi ønsker og værdsætter friheden til selvstændig tænkning.
Lige nu befinder jeg mig i den, for mig, yderst bizarre situation at jeg ikke har læst mere end et par af slagsen den seneste måned. Ikke fordi jeg ikke har haft tid eller fordi jeg ikke har haft nogen bøger at læse – nej problemet synes at være at jeg pt har usædvanligt mange ulæste bøger liggende og at jeg derfor bare ikke kan finde ud af at vælge… For hvordan vælger man hvilken man skal læse først? Resultatet er at jeg er begyndt på adskillige, dog uden rigtig at læse nogen af dem færdigt – hvilket sikkert ikke er så underligt for det er svært at blive grebet af syv bøger på én gang….
Så hvad gør jeg? Hvilken af dem starter jeg med?
Jeg har:
Kit Whitfield:Nattvakt
John Grisham: Den samvetslöse (gave fra min morfar, fordi han og jeg begge kan lide Grisham)
Juli Zeh: Leklust-eller flickan utan egenskaper.
Mario VargasLlosa: Kriget vid världens ende (kommer varmt anbefalet fra min nabo)
Annica Wennerström: Lappskatteland – en familjesaga.
Tom Kristensen: Hærværk. (fordi nogen sagde noget der fik mig til at ville læse den grundigere)
Dean Koontz. Deadline (den eneste koontzbog jeg ikke har læst)
Elizabeth Georg: Innan döden
Carina Rydberg: Den som vässar vargars tänder (anmelderrost, men indtil videre bare kedelig)
William Marsden & Julian Sher: Dödens änglar- den sanna historien om världens mest fruktade MC-gäng.
Elizabeth Nobel: Bokcirkelens bekännelser (fordi det er en genre jeg kender alt for lidt til)
Michael Bergstrand. En doft av hämnd (fordi den geografisk er placeret i den by hvor jeg bor)
Georges Ifrah: Räknekonstens kulturhistoria (fordi den i dén grad har sat ild i en hidtil ukendt interesse for matematik og tal)
Fransk-Dansk ordbog (fordi jeg kom til at afsløre,at jeg ikke har læst den. )
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Som ca tre procent af befolkningen lider jeg af ekstrem odontofobi. Jeg ved selvfølgelig godt – sådan rent rationelt, at tandlæger ikke er farligere eller mere ondskabsfulde end resten af menneskeheden, men ikke desto mindre får den blotte tanke på et tandlægebesøg min puls til at gå op og mine hænder til at ryste hvorefter fortrængningernes lyksalighed lynhurtigt indtræder og jeg glemmer alt om tandlægernes eksistens. Altså med undtagelse af de par gange om året hvor jeg flækker endnu et stykke af mine i forvejen særdeles flossede tænder eller som nu hvor halvdelen af mit ansigt synes at være blevet tre gange så stort i løbet af de sidste to døgn og mine børn ser på mig med noget som til forveksling ligner ren skræk .
Og jeg indser – at jeg nu er nødt til at få gjort noget ved sagen, at jeg ikke længere kan undskylde mig med letkøbte udokumenterede forklaringer som atjeg lider for litteraturen og at angsten og det dårlige gebis derved bare er et umiskendeligt bevis på mit litterære talent… Spørgsmålet er bare hvad. Fuld narkose synes at være en mulighed- omend også dette virker enormt skræmmende.. eller måske en lidt lettere sedering – hvis bare jeg vidste at midlet var stærkt nok….
Hvis du ikke har andet at tage dig til mellem jul og nytår, er træt af fjernsynets hundredesyttende genudsendelse af “Sound of music”, ikke er sart og er til hardcore satire og gratis/open source compterspil med en politisk agenda så er det her den perfekte side for dig.
Her kan du hjælpe pædofile præster med at gramse på børn og finde på gode måder at dække over det, give dit religiøse had frit løb eller kaste dig ind i kampen om copyright på nettet.
Men husk endelig!:
Hvis du bor i lande med meget restriktiv pædofillovgivning som Australien eller i et land hvor dette ovenikøbet kombineres med en censurerende katolsk overmagt som Italien – så risikerer du retsforfølgelse.
siden 1904. Seismiologerne kalder det ligefrem for sexet.
Og jeg sov! Børn der taber sutten tre døre væk og bilbomber vågner jeg af – men Sveriges største jordskælv i over hundrede år forstyrrer ikke min trygge søvn det mindste.
ØV.
Måske jeg alligevel skulle købe mig en lejlighed i toppen af det besynderligt udseende og frygteligt malplacerede Turning Torso – dem der bor dér vågnede da i det mindste..
Enligt sydsvenskan finns det inte plats för övernattande för pappor på UMAS nya BB.
Nej, det är väl självklart! Undersökningar visar att det är säkrare för mor och barn att föda i det egna hemmet. Den enda anledningen för en kvinna att vilja föda på sjukhus måste därför vara att hemmiljön känns så stressande att sjukhuset trots allt tycks vara ett bättre och lugnare alternativ – om BB då skulle tillåta att den stressade hemmiljön följde med mamman så förlorar de ju hela sitt existensgrundlag omkring normala födslar.
För nån vecka sedan när jag kom för att hämta yngste sonen fann jag honom rosig och fnissandes tillsammans med en klasskamrat i skolans källare.
- Vi pussas, förklarade de glatt.
Mysigt, tänkte jag och mindes med nostalgisk förtjusning min egen barndoms pusslekar på höskullen, samtidigt som jag gladdes åt att sexualförskräckelsen och nypuritanismen trots allt inte fått fäste bland de små.
Tills igår.
Då min son allvarligt förklarade för mig att barnen egentligen inte får pussa varandra i skolan – de får bara pussa de vuxna.
Evnen til at kunne skelne mellem fantasi og virkelighed er hvad vi ofte anvender som referenceramme når vi skal afgøre om nogen er psykisk syg eller ej.
Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det? For hvad nu hvis jeg ikke vil, men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?
Matematik og fysik har aldrig rigtigt været mine stærke sider, og jeg har altid haft brug for praktiske eksempler at hænge diverse teorier op på – hvilket er anledningen til at jeg i dag kan glædes over mit nyfundne forhold til Einstein.
For alt er relativt, og matematik er pludselig noget jeg både kan forstå og glædes over. For jeg har regnet ud at for hvert år så bliver jeg bare yngre og yngre fx så vil jeg, når jeg er 100 og sønneke 83 – end ikke være en femtedel ældre end hvad han er. Dertil kommer desuden at kvinder holder sig friske længere.
Jeg bliver altså bare yngre og smukkere for hvert år der går – se det er et praktisk eksempel som selv jeg kan forstå.
Min teenager ved godt hvad PTHC står for, en viden jeg må indrømme jeg ikke selv havde før han fortalte mig om det (en viden jeg for øvrigt virkelig godt kunne have ønsket mig foruden). Hvad min teenager derimod ikke vidste noget om før jeg fortalte ham det, var hvad en børneattest er for en størrelse – en viden som jeg synes alle teenagere burde have, en viden som det i dén grad undrer mig at de ikke har.
For teenagere eksperimenterer og de bliver forelskede og de lader sig rive med af situationen og ingen af dem tænker på at bede deres legekammerater om dokumentation på, at de er over femten. Lige så lidt som de tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis de ikke gør det. For det kan have konsekvenser. Alvorlige konsekvenser. Og selvfølgelig burde alle femten, seksten og syttenårige vide hvad det kan indebære for dem at have sex eller lidt fællesonani med en sød og venlig person på fjortenårogellevemånederellerderomkring.
Så hvorfor ved teenagere ikke noget om det? Når nu det kan få indflydelse på deres liv.
Alvorlig indflydelse.
Tohundredeetellerandet pepparkakor i alverdens former, fire krydderkager, fire chokoladekager, marmorkagerne står i ovnen, saffranet til lussekatterna er for længst købt, dejen til brunekagehuset lagt i køleskabet, så mangler jeg bare de resterende seks slags småkager, tre bløde kager, glasuren og glansbillederne, kanelsneglene, den første julepynt, glöggen og adventsgaverne – og så er jeg og familien klar til første uge i december. Hvordan jeg skal nå det til i morgen er der dog stadig en del tvivl om i det lille hjem, men da jeg de sidste par år har overgivet mig til elektronikkens fantastiske forunderlige verden skal det det nok gå – bare de skeptiske tvivlere forvandles til søde hjælpsomme børn, jeg starter med glöggen og selvfølgelig under forudsætning af at vi ikke pludselig får strømafbrydelse.
Af såvel danske som svenske læseplaner fremgår det, at eleverne skal lære at forstå de andre nordiske sprog i såvel tale som skrift.
Jeg husker selv med gru tilbage på de par timer jeg havde i folkeskolen og på HF i faget svensk. I al sin kedsommelighed gik det ud på at vi fik udleveret en tekst om ”näcken” (et særligt svenskt fænomen-da nøkken som bekendt ikke findes i Danmark…..) Denne supermoderne litterære tekst skulle jeg så, som svensker, læse højt i klassen – hvorefter undervisningen i at forstå det talte og skrevne svensk var afklaret for både mig og mine medstuderende.
Mine danske børn, der nu går i svensk skole, har tilsvarende erfaringer med danskundervisningen. Min ældste søns lærebog i gymnasiet har fx medtaget en rigtig relevant og typisk dansk molbohistorie fra århundredeskiftet, og læreren der skal undervise i faget forstår ikke selv dansk.
Ovenstående personlige erfaringer rejser altså for mig spørgsmålet:
Mener vi stadig at det er en vigtig del af de unges uddannelse i norden at kunne forstå hinandens sprog, eller er det en glemt passage i loven som ingen berettigelse har i vores nye globale verden hvor naboen ligesåvel kan være Miguel fra Sydamerika?
Og en tanke..,når nu de nordiske sprog ikke er selvstændige fagområder på læreruddannelserne,men bare noget som de enkelte lærere forventes at kunne forstå og undervise i alligevel – hvorfor skulle eleverne så ikke også tilsvarene kunne forventes at vokse op og helt automatisk tilegne sig samme viden?
(Da jeg ikke nævner norsk skyldes det at hverken jeg eller mine børn er blevet introduceret til sproget i skolen)
Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.
I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse “symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).
Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.
Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:
1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.
2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.
Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?
Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?
Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?
Flere danske medier fortæller i dag historien om Abraham Biggs der begik selvmord for åben skærm. Hvorfor én enkelt amerikansk drengs selvmord overhoved bliver betragtet som en nyhed værd at rapportere i Danmark kan undre (det er jo ikke som om vores egne unge ikke også tager livet af sig selv), og ingen af artiklerne får umiddelbart lavet nogen pointer der kunne være væsentlige i forbindelse med danske forhold. Den eneste diskussion jeg muligvis kan skimte mellem artiklernes linier – er diskussionen om hvorvidt en hjemmeside, et site , et socialt netforum skal kunne holdes ansvarlige for det skete. Men da det i sig selv er så absurd, så kan det vel heller ikke være det som er relevansen?
Så hvad er relevansen egentlig? Hvorfor skal vi herhjemme overhoved bekymre os om et eneste individ på den anden side af kloden – bare fordi dette individ har valgt at tage livet af sig selv?
Ja, havde de danske medier valgt perspektivet “Ytringsfrihed og selvmord” – så havde jeg måske kunnet se en relevans også for os herhjemme, i det lille flade land som vi selv betragter som verdens højborg i ytringsfrihed, men da jeg endnu ikke har kunnet finde et eneste medie der har anskuet “nyheden” udfra denne vinkel, må jeg vel bare fortsætte med at undres……
I aftes kom seksåringen dybt beklemt, og sagde at han havde gjort noget forkert i skolen og at jeg nok ville blive skuffet over ham. Det viste sig, at han havde været oppe og slås med en anden dreng. Læreren havde skældt dem begge ud og selvfølgelig også skrevet en besked til os forældre.
Hér skulle man så måske tro at historien endte med at også jeg tog mit barn i rette og skældte ham ud – hvilket ihvertfald var lærerens helt klare intention.
Men.. Det viste sig, at ganske vist havde sønneke været oppe og slås, og vist synes jeg ikke at det er i orden, men han fortalte også at de selv havde løst det, var blevet gode venner, sagt undskyld og sågar giver hånd før læreren overhoved meldte sig på scenen.
Hvordan kan jeg så andet end at rose ungen for hans evne til selv at løse konflikten, rette op på sin fejl og undskylde?
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
For en gangs skyld, ser det ud til at jeg er enig med Venstre og Dansk folkeparti. I følge politiken arbejdes der nemlig nu på et forslag om at unge med kriminel adfærd skal kunne låses inde på institutioner efter svensk model. Hvis den svenske model følges, vil dette helt konkret indebære, at de unge og deres forældre får en langt bedre retssikkerhed end de har i dag og at de unge reelt udredes, behandles og modtager skoleundervisning – altsammen noget der pt ikke sker i Danmark.
Hvorledes partierne forestiller sig at den svenske model skal kunne implementeres i Danmark – uden omfattende ændringer i bla. den sociale lovgivning og uden uddannede mennesker til at varetage udredningerne fremgår ikke af artiklen, men indtil det modsatte er bevist vil jeg denne gang forbeholde mig den naive tro på at selvfølgelig har politikerne også taget hensyn til dette…
Jaja, jeg ved godt at jeg egentlig burde holde blogpause, men… Så det her program i fjernsynet (tror det var bbc) om børn til fysisk/psykisk syge forældre. Programmet havde en meget klar intention om at fortælle hvor svært det var for disse børn – hvor svært det var for dem at have en psykisk/fysisk syg forælder.
Men, det eneste jeg kunne tænke på, alt eftersom programmet skred frem, var at hold da op hvor er de her børn heldige!
Ja, de var “nødt til” at tage ansvar, at lave mad og gøre rent, at gå på posthuset og betale regninger – være bevidste om familiens økonomi.
Men det betød også at de havde en rolle i familien, at de havde en viden om at de var en del af familiens helhed, at de havde en værdi.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at føle medlidenhed med disse børn – kunne jeg ikke andet end synes at de var heldige og at stakkels de børn som ikke har forældre med “handicaps” var de uheldige, for sandheden er; at siden vi hentede børnene ind fra marken – har vi stort set ikke anet hvad vi skulle stille op med dem…..
Da jeg kan konstatere at I er rigtig mange som havner på denne blog fordi I gerne vil læse Darwish i dansk oversættelse, kommer her endnu et af hans digte:
Til mit endeligt og til hans
- Er du træt af at gå, mit barn,
er du træt?
- Ja, far.
- Din nat på vejen er lang
og hjertet oversvømmer nattens mark.
Du er endnu let som en kat
kom op på mine skuldre.
Snart skal vi gå gennem den sidste skov
af jernege og terebint.
Dette er det nordlige Galilæa og Libanon ligger bag os
vi ejer hele himmelen fra Damaskus
til Akkas smukke mure.
- Og bagefter?
- Vender vi tilbage til vores hus.
Kan du vejen, min søn?
- Ja, far:
Til øst for Johannesbrødtræet på hovedgaden
starter en lille smal vej mellem figenkaktusser
den fortsætter mod brønden og bliver bredere
drejer mod onkel Jamils vingård,
ham der sælger tobak og slik,
forsvinder i en tærskeplads
retter sig ud igen og slår sig ned i huset
i form af en papegøje.
- Kender du huset, mit barn?
- Lige så godt som vejen.
En jasmin omkring porten af jern
solkatte på stentrappen
en solsikke der stirrer langt ud i det fjerne
tamme bier der dækker frokost op til min farfar
på bakke af bambu
på husets gårdsplads en brønd, en hængepil og en hest
bagved muren en morgendag som bladrer i vores papirer.
- Far, er du træt?
Jeg ser sved i dine øjne.
- Jeg er træt, min søn… Bærer du mig?
- Som du plejede at bære mig, far.
Jeg skal bære denne længsel
til min begyndelse og til hans
og jeg skal gå denne vej
til hans endeligt og til mit
Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting. Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.
Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv som andre har været mest interesserede i at læse*.
Sad i tandlægens venteværelse og læste avisens finanssektion, og før jeg vidste af det havde jeg undsluppet mig et højt YES!. Hvilket måske ikke havde været det store problem, havde jeg ikke været omgivet af svenskere og sammen med en søn som ville have klar besked om hvad mor var så begejstret for.
For jeg kunne simpelthen ikke få mig til at sige sandheden – dér foran alle disse svenskere – at Yes! den svenske krone er blevet svagere og langt mindre værd end den var for et par år siden.
Så hvad siger man, når man ikke vil erkende at man er blevet en hård, kynisk kursspekulant og at det som for nogen er en krise – for andre begynder at ligne en fest?
Jeg løj, håbede at ingen havde observeret at jeg læste finanssektionen, og sagde at mit yndlingsfodboldthold lige havde vundet en kamp – mig, der end ikke kan udstå fodbold…
Men ikke flere løgne, benzinpriserne går ned, madpriserne ligesådan og mine danske lønkroner er betydelig mere værd end de var for tre år siden.
Er det ord som først popper op i hovedet når jeg ser billedet af Robert Jacobsens skulptur. Efter at have kigget på den et par dage, vendt og drejet den i hovedet, set den i kontekst er mit ordforråd blevet en lille smule udvidet. Og “malplaceret penisforlænger” er nu de ord som popper op. Sammen med spørgsmålene: Er det her en forsinket aprilsnar? Har København virkelig brug for flere besynderlige og i bedste fald intetsigenede varemærker? Hvad er det lige vi vil have at vores hovedstad og dermed vores land skal sende for repræsentative budskaber til resten af verden?
Frihedsgudinden i New York kan jeg forstå, for hvad enten man er enig eller ej, så er budskabet klart – hér er frihedens land. Men hvad er det for et budskab som en malplaceret penisforlænger sender? – Hér er et lille ligegyldigt land med mindreværdskomplekser?
(Og så en lille afledt tanke, er København den eneste by i Danmark? Eller kunne man forestille sig, at der fandtes andre byer i landet? Måske endda en by med et stålværk?)
Jamen er det ikke bare fantastiskt! Nu kan stort set alle etniske danske piger og kvinder få lov til at leve i Danmark. For som politiken selv siger så forhindrer mægling sandsynligvis 19 ud af 20 drab på etniske kvinder…
(hvad er det med politiken og sprog? Og forskning og statistik? Og….. )
Det her er bare for sjovt. For et stykke tid siden kunne jeg konstatere at der havde været en del besøgende som havde ønsket et indlæg oversat til russisk via Google translater. Fint nok tænkte jeg og undrende mig over russernes interesse i sprogstimulering af danske børn med anden etnisk herkomst. Jeg kan ikke russisk og havde derfor ingen forudsætning for at se hvorvidt indlæget var oversat hensigtsmæssigt. Så idag kan jeg konstatere at der er nogle som har været inde for at læse mit indlæg om statsreguleret kønsdiskriminering – oversat til svensk.
Og jeg er simpelthen flad af grin – for hold da op hvor er det gået galt.
Men..Når jeg er færdig med at grine, mon så ikke tømmermændene og realiteterne melder sig – for hvor er det frygteligt hvis der sidder nogen derude og tror at Google translater er tilforladelig…
Ps. Vad fan betyder PRS? PMS vet jag vad är men PRS?
PRS – hur blev det det samma som “statsreguleret”? For selv ville jeg nok bare have oversat det med noget i retning af “Statsregulerad”…
Efterhånden er det stort set umuligt at tænde for computeren,radioen eller fjernsynet uden at høre ord og sætninger som “vi frygter”, “stærk stigende”, “voldsom fremmarch” og så naturligvis topscorerne: trussel, katastrofe og krise. Begreberne fyger rundt allevegne i mediernes nyhedshistorier – Fra det totalt ligegyldige faktum at DNSP har sølle 500 abonnenter til deres månedlige blad Fædrelandet (TV-avisen igår), til bankkrisen, til terror, til de påståede miljøkatastrofer.
Jordens undergang synes nær, hvis vi skal tro på alle disse såkaldte nyheder. Men er det virkligheden? Eller er virkeligheden snarere den at angst sælger?
Selv har jeg aldrig været den store tilhænger af dommedagsprofetier;jeg gik glad og fro ind i millenniumskiftet uden at have sikret mig det mindste, antrax siger mig ikke en dyt og jeg har helt forbiset ideen med at hamstere gasmasker, lommelygter, batterier og dåsemad ligesom jeg ikke interesserer mig det mindste for Johnni Hansens lille forvirrede flok. Til gengæld mener jeg at Michael Crichtons bog “State of fear” (på dansk “frygtens ansigt”) burde være obligatorisk allerede i grundskolen- gerne med særlig fokus på den helt enestående litteraturliste.
Men måske er det bare mig der er uoplyst, uindviet og særdeles saligt enfoldig når jeg ikke tror på den katastrofale virklighed som medierne så gerne vil sælge til os…
Her følger et spørgsmål som jeg har forsøgt få besvaret så længe jeg kan huske….
Hvis jeg er en god kristen, så er belønningen Paradis. Det lyder jo umiddelbart meget besnærende, men..
Hvad nu hvis, mit Paradis indbefatter min familie, mine venner, et par spændende bloggere, gratis smøger, lidt god rødvin og stedet forøvrigt er en blanding mellem Hälsinglands skove og Vesterbros puls.
Men min søns Paradis indbefatter mig, hans venner, en masse nøgne fnisende teenagepiger, højlydt musik døgnets 24-timer og er mestendels et kæmpe diskotek på Christiania…..
Og min bedste vens Paradis indbefatter mig, hans utålelige underbemidlede imbecile familie og et alkoholfrit miljø hvor der hverken er plads til computere eller bloggere og hvor sneen falder blødt-hele tiden!…
Hvis paradis bliver så valgt, og hvis bliver fravalgt – og hvorfor?
Hvordan har I lige, sådan nøjagtigt, tænkt jer at det der skulle fungere?
Eller det det bare tænkt; at jeg, og vi alle, bliver til kloner i paradisielle paralleluniverser?
Skoleskyderier er åbenbart så almindelige og de danske lærere så angste, at særlige handlingsplaner bør udarbejdes på tværs af uddannelsesinstitutionerne således at lærerne kan finde tryghed i at vide, hvorledes de skal handle når en af de mange danske skytter kommer ind og skaber kaos i skolen. Det synes at være essensen af denne artikel fra Politiken.
Ja, hvorfor ikke? Der er jo tale om et meget almindeligt problem, og endnu en særlig handleplan – udover de særlige handleplaner for mobning, brand, dødsfald,vold,hærværk,sexchikane og alverdens andet småt og godt som skolerne i forvejen samler på, synes derfor at være en glimrende løsning.
For ikke at tale om hvor hyggeligt det lyder, at sætte sig ned i fællesskab over kaffen og wienerbrødet, på tværs af faggrænserne og tale om hvordan den enkelte lærer bør reagere, når en af disse meget almindelige skytter pludselig står der med geværet op i hovedet af hende.
