Tilfældige uddrag fra FLUGT

“…Hun fortrød at hun var gået op i huset igen. Hun fortrød at hun ikke havde fået alle papirerne med, at faxen stadig stod derhjemme.
Hun sad helt stille i den mørke gang, hvor intet dagslys nåede ind – i sin egen celle, kunne lige så godt havde været på en anden planet.
Dag blev til nat, nat blev til intet.
I mørket.
Hun kunne høre sit eget hjerte slå, luften som hun trak ind og ud.
Intet andet.
Sekunder, minutter, timer.
Umuligt at regne.
Hun vidste hvordan den så ud. Seks meter lang, skabe, mellemrum, knagerække til overtøj, kosteskab…”

***
“…Angsten krøblede hende til tider stadig. Her til morgen var posten kommet med et officielt udseende brev…”

.…Reaktionen hade været umiddelbar. Hun måtte væk. Hurtigt fandt hun tasken med de mest vigtige papirer, den lille opsparing og børnenes pas. Låste døren, løb hen og hentede børnene i deres respektive skoler, med dårlige undskyldninger om tandlægetider og syge bedsteforældre. Så ind til centrum, ind i menneskevrimlen…”

***

Nej, du er ikke gået forkert

Men undskyld at siden og jeg roder, vil forhåbentlig blive bedre i løbet af det kommende døgns tid.

RED. JEG ER TRÆT AF WORDPRESS!!!!! DET VIRKER SLET IKKE EFTER HENSIGTEN!!!!

Giv mig mit dashboard tilbage

YES! Jag ääälskar systembolaget

Der har reddet min dag, min uge, min måned og nok også mit år! Og ja, jeg er skide overfladisk, men som 34årig træt mor til tre er det nu engang ikke til at undgå, at blive begejstret når en venlig pligtopfyldende butikschef spørger om hun må se ens legitimation, før hun vil udlevere varerne.

Pæne piger gør det

eller, du kan også få et bedre sexliv* hedder bogen som jeg fik af min far da jeg var femten. En gave jeg idag ser tilbage på med stor taknemmelighed alt eftersom hele Kofod sagen ruller. For hvor er jeg glad for, at jeg som femtenårig seksuelt aktiv, ikke bare blev accepteret af mine forældre - men at de betragtede min seksualitet som noget naturligt, fremfor noget jeg skulle skamme mig over.

Tænk hvis de i stedet for havde hængt mig ud som offer ligesom det er sket for den pige som Kofod valgte at være sammen med, gad vide hvor jeg og min sanselige kvindelighed så havde været idag? Velsagtens gemt godt af vejen i mit sinds afkroge - helt udenfor terapeutisk rækkevidde.

*”Fina flickor gör det eller du kan också få ett bättre sexliv” av Irene Kassorla.

Blogging with a purpose Award

Jeg er egentlig ikke så meget for alle de der blogging award-memes. Men da denne award, efter min mening, er lidt mere seriøs og da Tosommerfugle nominerede mig (med en begrundelse jeg ikke kan lade være med at være glad og en lille smule stolt af) skynder jeg mig at give bolden videre.
“Blogging with a Purpose”.

Hermed reglerne:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog

Og mine nominerede er (tadam….)

Pär Ström, der aldrig opgiver kampen mod overvågningssamfundet og femimafiaen.

Dynamics of my mind, for at lykkes med, at blogge fordomsfrit og analytisk om religion og kristendom - så selv en ateist som jeg selv finder det interessant.

Jens Drejer hvis blog om opera og litteratur aldrig mister fokus og altid bidrager med nye vinkler på gamle bøger…

Om Blogs der skriver så letbegribeligt om lige netop blogs - at også jeg den tekniske idiot forstår.

Kjeldberg som dels formår at beskrive forfatterens alle kvaler mens hun nyder en päronsplit i bankboksen og samtidig formår at have overskud og mod til at påtage sig børnenes stemme i kontroversielle emner.

I dag fejres Verdens Poesidag

Dagen* blev indstiftet af UNESCO i 1999 med det formål at digtoplæsninger skal resultere i at digterne fra hele verdenspoesien kan ses, høres, læses og udgives mere. Hvor og hvordan du vil tilbringe denne dag - bestemmer du selvfølgelig selv.

Men hvis du har lyst til at tage ud af dit hus og opleve noget, så kan jeg da anbefale dig at tage ind til Dansk forfatterforening, Strandgade 6 i København hvor der i aften klokken 19.00 er Dansk-Svensk poesiaften.

Og så ses vi forhåbentlig der.

* (egentlig den 21 - men pga af påsken i år fremflyttet de fleste steder)

red. 19.30 - Jeg kan desværre ikke nå det (sådan er det nogen gange når man har børn) men hvis du har været derinde må du meget gerne smide en kommentar og fortælle hvad jeg er gået glip af.

Glad Påsk

Nu vil denne blogs indehaver tage på et velfortjent hvil, sætte sig op på sit kosteskaft og flyve afsted - skulle I kede jer, mens jeg er væk , kan I bruge tiden på at regne ud hvorfor jeg mon har valgt lige netop dette billede.

GLAD PÅSK !

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt - måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort - så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i - i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det - og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument - men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: - Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: - Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, - får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: - Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Når et indlæg får sit eget liv

er det nogen gange bare for sjovt.

Udsatte Børn

Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette indlæg - og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden. Lad det være sagt, jeg hader generaliseringer og fordomme!

Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?

Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.

For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.

Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?

For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.

Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.

Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.

© Harning

Små og store bedrifter

Jeg har brugt meget tid gennem årene at tænke over netop små og store bedrifter. For hvad er en stor bedrift egentlig? Er det at få 13 i en opgave eller at bestige Mount Everest? Når jeg lægger øret mod samfundets surren og familie og venners forståelse - så nævnes ofte ting som netop gode karakterer, en uddannelse, et nyt job, at føde børn, at være enlig forsørger at kunne tabe sig fyrre kilo, at blive månedens medarbejder, at blive optaget på en eller anden top ti liste osv.

Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn - men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år - men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem - hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små - men som for mig har været enorme.

Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger - som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes - det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde - synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift.

Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil - en stationcar intet mindre. , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig - for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….

© Harning

Ha en mening, Be a Man!

Er de danske mænd blevet forvandlede til tavse lallende jasigende tøffelhelte? Skal vi nu til at se hvordan den ene efter den anden (ligesom i vores naboland) begynder at pappablogga om deres små rollingers overgylpede stofbleer - mens mor går på job og passer karrieren, og vi alle hæver vores arme i fælles jubel? Er det den nye danske mandlige identitet?

Eller er det som Jens og Susan er inde på i kommentarerne i indlægget her under, at mænd bliver slagtede og anklagede for kønsdiskriminering - hvis de vover at lufte en tanke, en værdi som ikke følger den slagne femipopulistiske rute..

Ha en mening, Be a Man!

Og en PR-agent…og en dobbeltgænger….

for jeg kan bare ikke finde ud af det. Faktsikt er det så slemt, at ikke nok med, at jeg ikke kan finde ud af at sende mine skriverier nogen steder hen - det er så slemt at jeg end ikke kan finde ud af at takke ja - når jeg ligefrem bliver opfordret til at gøre noget der har med dem at gøre for penge!

Jamen, hallo, du har jo tre udgivelser på bagen - de kom vel ikke bare til af sig selv siger du så måske.

Nej og jo.

For sandheden er at “Forældrerettigheder” aldrig var blevet skrevet - havde et forlag ikke opmuntret mig til det, og “på græssets smaragdgrønne” var aldrig kommet længere end til skrivebordsskuffen havde det ikke været for sønneke, der sendte manus til et forlag.

Så, nej jeg kan ikke finde ud af det.

Jeg ved godt at jeg burde, at det er en del af det at skrive - og have råd til at blive ved med at skrive i dagens Danmark. Men for mig er det nok oftest sådan, at når først en historie - et digt er skrevet, ja så er det et overstået kapitel og jeg har fået min fornøjelse ud af det, og så vil jeg bare kravle under et tæppe med et glas vin og måske diskutere de bagvedliggende ideer og værdier - derhjemme, i fred og ro…..

Muse søges!

Jeg har ingen muse, en mangel jeg nu har brugt et par dage at tænke over. For hvorfor har jeg ikke det? Er det fordi jeg ikke har brug for en? Eller er det noget med kønsdiskriminering, for hvem har vel hørt om en kvindelig forfatter eller kunstner der havde en muse?

Har du?

Kommentarpolitik

Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.

Men, som vante læsere nu vil kunne se - er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.

Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. - Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer.

Udvalgte strofer fra Tøsemagt

Jeg ved hvem jeg vil ha`
Og hvem jeg ska´ ta`

Jeg er hammer intelligent
Og super potent

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´ meget hvad.
Jeg vil ikke nøjes
Men sku gerne ophøjes.

Han er ik´ så gammel
Har brug for en skammel
På køkken bor(d)et
Med mig ved roret.

” Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg er hammer intelligent
Og super potent
Jeg vil ikke ha´ hans gener
som noget der forener.

Jeg vil ikke ha´ hans sæd
Den må han lægge et andet sted.
Når han er færdig med at bore
Er han en kasseret gammel hore.

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer.”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´meget hvad
Og når han er en fuser
Vil jeg brug´ min håndbruser

”Jeg er hammer intelligent og
Super potent.
Scorer 13 taller og tæsker tøseballer”

© Harning

Og så et spørgsmål:

Er ovenstående - for eller imod feminismen, for eller imod kvinder, for eller imod mænd, for eller imod rødstrømpebevægelsen?

Harning går under jorden

Nu tror I måske, at det er på grund af dem her, men det er det ikke. Ej heller er det gamle exer eller skrigende børn der har fortrængt mig fra mit hjem.

Det har derimod faxen, telefonerne og i særdeleshed netforbindelsen.

har brug for

Timer og dage uden distraktioner.

Men….

vender naturligtvis tilbage den 24 februar for at afslutte udfordringen og give en status.

Mon der er plads til mig her …..

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget - ikke hvis formålet med dem skal opretholdes - og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder - for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

Uforfalsket kærlighed

Har lige brugt over en time på at køre den yngste på seks rundt i byen - så han kunne aflevere de fine kærlighedserklæringer som han har puslet med hele ugen.Hvor er de dog kære de børn, og hvor kan jeg dog mærke løvinden - hvis ikke de piger der har været så heldige, at få en hilsen fra mit lille pus sætter tilbørligt pris på det!

Ny Mail!

Pga gentagne problemer med min tidligere mailleverandør har jeg nu fået en ny.

Så, hvis du vil skrive til mig fremover kan du gøre det på:

harning@writeme.com

Det eneste digt jeg kan citere

helt udenad endda. (og nej det er bestemt ikke et af mine egne) Kom jeg igen til at tænke på idag, da jeg læste dette indlæg af ordholder, så for dem af jer der vil vide - hvad der er uforglemmeligt for mig:

Du har tappat ditt ord

”Du har tappat ditt ord och din papperslapp,

du barfotabarn i livet.

Så sitter du på handlarns trapp

och gråter så övergivet.”

 

“Vad var det för ord - var det långt eller kort,

var det väl eller illa skrivet?

Tänk efter nu - förrn vi föser dej bort,

du barfotabarn i livet”

Nils Ferlin (1898-1961)

Nogen bloggere er bare for meget!

Her sidder jeg, i dyb frustration fordi en af de blogs jeg til daglig læser - nu lukker og slukker! Truslen er at denne tilstand vil vare ved et år. Et helt år. Jamen det er da næsten ikke til at bære. Særlig ikke fordi jeg ved at bloggerinden har gang i et rigtig spændende projekt som jeg ville elske at følge med i. Hver dag. Men nej, jeg må nøjes med en lille opdatering en gang om måneden på hendes hjemmeside…..

Helt ærlig, hvad er det for noget?

Men når nu min frustration har fået en smule udløb - kan jeg jo bare sige,pøj pøj til dig Lonni. Og sejt at du sådan kan blogge af og lukke ned i så lang tid - ved jeg ikke om jeg kunne.

Men hvor vil jeg dog savne at kigge omkring, og jeg vil vente, og holde vejret, og om et års tid sidder jeg sikkert med resultatet af dine anstrengelser i hænderne og glædes over at det var deri du lagde dine kræfter - fremfor at hyggekommentere med mig.

Men gid du dog ville skynde dig lidt, for tålmod har aldrig været min stærke side…….Og jeg hader at vente….Og den der venter på noget godt, venter altid for længe…..

En bog på 45 dage statusrapport

Efter en mere end drøj opstart, hvor min hjerne gik i stå og jeg tillod mit privatliv at influere på skriveprocessen - kan jeg nu noget forundret konstatere, at jeg har 23 færdige sider, et skelet og masser af tanker.

Planen nu på tyvendedagen og med lige over halvdelen af tiden tilbage er at jeg foreløbig håber på, at have yderligere tyve sider klar til weekenden - for mon så ikke jeg har fortjent en lille bonus….

Og hvad resten angår - ja det må tiden vist vise.

OG. Jeg er ikke længere alene.

Min hjerne er en ørken

Startskud til en bog

Så skulle vi gerne være klar til at gå i gang. Vi som dronningen bruger det, da jeg ser ud til at være den eneste der vil,kan,tør tage udfordringen op.

Da jeg først lagde min udfordring ud, var det i forhåbningen om at mange ville deltage, og at jeg derved ville få den ydre motivation til at skrive som jeg manglede - da min normale indre motivation synes at være gået i vinterhi.

Sådan blev det ikke, en masse positive tilkendegivelser både her på bloggen og i min mailbakke om at det var vel nok en fantastisk, spændende ide - men ellers tak, og ingen samlede handsken op.

Det betyder, at jeg nu sidder og har smidt en udfordring ud - som jeg bliver nødt til selv at følge, og det er jo meget godt som motivation, men….

Det gør bare presset på mig, så meget større, for havde flere taget imod udfordringen - så ville der nok have været at par stykker iblandt som bare ikke kunne nå at skrive en bog på 45 dage, af den ene eller anden årsag, og så havde det jo ikke gjort så meget hvis jeg blev en af dem.

Men nu er det ligesom knald eller fald for mig, og dæleme om jeg ikke vil lykkes!

Hvilken fører videre til bogen. Altså den som jeg nu har besluttet mig for at skrive. Som nogen af jer sikkert læste i går, har ”Andreas” hoppet på ungdomsromansvognen sammen med mig, og vist var det fristende at tage det projekt nu. Særlig fordi den unge mand er teenager og deres liv og lyster som bekendt jo kan ændres ganske hastig. Men, efter nøje overvejelser synes jeg ikke det er rimeligt, hverken for ham eller for mig. Et nystartet skrivesamarbejde kan være vanskeligt nok endda, uden at skulle have det pres på sig som de 45 dage uvægerlig giver. Det vil jeg simpelthen ikke byde hverken den unge mand, eller bogen.

Så det bliver en fag/debatbog med den foreløbige arbejdstitel ” Hjælp de vil tage mit barn”. Bogen om anbringelse af børn og unge. Bogen har længe været et hjertebarn, og det i sig selv er vel grund nok til at skrive den. Men dertil kommer så, at den bog jeg vil skrive om emnet ikke synes at eksistere - jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, og det kombineret med de cirka 300 mennesker som hver måned ramler ind på min blog i sin søgning efter oplysninger om anbringelser gør, at jeg tror det er en vigtig og nødvendig bog som bør og skal skrives.

Og så når vi til den ekstra bonus, guleroden: En bog om anbringelser gør, at jeg er ”nødt til” at opdatere mig grundigt på forskningsområdet og læse en del rapporter, og da jeg nok ellers ikke ville nå at læse noget som helst, så er det jo helt fantastisk.

***

Ps. Det er altså stadig ikke for sent at samle handsken op og hoppe på vognen.

© Harning

Forberedelse til en bog på 45dage

Har købt printerpapir og tjekket farvepatroner - intet er så irriterende som at ikke kunne skrive ud og gennemlæse, måske flytte lidt rundt, slette.

Har stadig ikke besluttet, hvilken bog. For bare nogle timer siden - havde jeg faktiskt bestemt at det skulle være den om anbringelse af børn og unge.

Men så hørte jeg fra “Andreas” - der skrev dette fantastiske gæsteindlæg, som nu pga. den fine opmuntring fra kommentatorerne her på bloggen, er blevet overbevist om at han vist kan noget, og vil gerne skrive en ungdomsroman sammen med mig. .

Så nu ved jeg alligevel ikke..

Vil prøve på at ikke tænke mere over det før i morgen tidlig, og indtil da har jeg givet mig selv lov til at læse en af mine absolutte favoritbøger gennem tiderne (med undskyldningen, at jeg jo nu ikke kommer til at læse noget i laaang tid) Hannah Green`s bog ” I Never Promised you a Rose Garden”.

Hvilken bog?

At skrive en bog på 45 dage er en ting, hvis man altså på forhånd ved hvilken bog man vil skrive. Det gør jeg bare ikke. Ikke fordi jeg ikke har ideer, men fordi jeg er nødt til at vælge.

Jeg kunne fx skrive den socialrealistiske roman - som lige nu befinder sig i flere allerede færdigskrevne men ustrukturerede kapitler i mit hoved. - Men… havde egentlig en lidt anden plan for den, og så er 45 dage bare ikke nok.

Så er der et par hjertebørn… Dels er der den om anbringelse af børn og unge, som jeg egentlig burde have skrevet for længst, og så er der den om unge forældre - men den indebærer to problemer: a, jeg har allerede skrevet en del og så er det jo lidt snyd og b, hvad værre er så mangler jeg stadig et par interviewpersoner - for ikke at tale om den forberedelse og efterbearbejdning som selve interviewsene indebærer - hvilket virker som helt umuligt indenfor tidsrammen.

Endelig er der ungdomsromanen, som jeg så gerne ville skrive og hvor jeg har det overordnede plot i hovedet men synes jeg mangler evnen til et fornuftigt sprogbrug for målgruppen (15-18), så forudsætningen ville være at jeg fandt en ung samarbejdspartner, med tid, lyst og evner - og de vokser ikke ligefrem på træerne………

Eller måske skulle jeg skrive en helt femte, en jeg bare ikke har tænkt på endnu………

Jeg ved det simpelthen ikke.

Men har da heldigvis et døgns tid til at finde ud af det.

Harning

Harning, du har fandeme større nosser end en elefant

var der engang en god ven der sagde til mig.

Det var den gang, gad vide hvad han ville sige i dag, hvor jeg sidder foran mit tastatur og nærmest er ved at tisse i bukserne over den udfordring jeg har givet, ikke bare alle jer der ude, men så sandelig også mig selv.

For kan man virkelig skrive en bog på 45 dage?

Jeg har regnet på det, selvfølgelig har jeg det.

Og ja, det burde kunne lade sig gøre.

Men…

Jeg ved end ikke hvilken bog jeg skal skrive!

For ikke tale om, at vist har jeg regnet, men det betyder også at jeg må prioritere - kraftigt - i en periode.

Og så er det at tvivlen begynder at nage for alvor, for vist kan jeg skære hist og pist - bruge min tid lidt bedre, men som alle andre skal jeg have den faste indtægt ind, og være sammen med børnene naturligvis (der ganske vist er vant til at: ”Tyst! mor skriver”, men alligevel) og så er der et par opgaver for dsfs som jeg hverken kan eller vil unddrage mig, og halvfjerds digte som skal oversættes - for der er allerede indgået forlagsaftale….

Så jeg bliver nødt til at skære i mit stof! Min behovstyring, min bibliopati - og begrænse mit læsestof til en bog el. to hver fjortendes dag. - måske endda mindre…..

Og kan jeg det?

Tvivlen nager allerede, for hvad nu; hvis jeg lige kommer forbi en bog jeg ikke har (ud skal jeg jo), eller hvad nu; hvis min yndlingskritiker bestemmer sig for selv at modtage udfordringen og for at sætte en pind i hjulet for mine vinderchancer - (og dermed forbedre sine egne) og publicerer en stribe af fantastiske anmeldelser til bøger jeg bare må eje og læse?

Men mon ikke det er et senere spørgsmål, lige nu må det væsentlige vist være, at finde ud af hvilken bog jeg skal skrive…..

© Harning

Indlæget der blev væk

Kender I det, man planlægger, skriver et indlæg og kan så af en eller anden grund ikke bruge det. Her skulle egentlig have været et indlæg med en skarp kritik af Ålborg kommunes behandling (eller mangel på samme) af Unge, men da jeg ikke har fået ok fra min kilde kan jeg simpelthen ikke publicere det endnu. Hvad gør man så….

Aha, et gæsteindlæg. Det må kunne gøre det tænker jeg så. Skrevet af en ung.

Hvis jeg så ellers bare kunne finde den unge mand, hvis historie jeg havde i tankerne, og få et ok fra ham…

Opdatering, fandt ham og fik tilladelse til at poste hans historie hvis bare han måtte forblive anonym - og det må han selvfølgelig, så god fornøjelse!

Skabelsesberetningen

“Jeg blev lavet i en skrigende grøn chintzstol mens bomberne sprang i gaderne, en af dem lige udenfor vinduet i den lille lejlighed hvor mine forældre var ved at kopulere. Resultatet af den ekstra forskrækkelse var, at min far stødte et par gange for kraftigt og derved forårsagede mine særdeles ukvindelige,str. 39 i sko. Efter en forøvrigt stille graviditet, blev jeg født- på tværs. Fødderne først og med det ene ben bøjet ved knæet.

Far plejede altid at sige, at denne min skabelsesberetning var et omen for hvordan jeg ville komme til at leve mit liv, på tværs men med fødderne solidt plantet i jorden.”

© Harning

Personlig blogger?

Er jeg jo egentlig ikke. Men nogen ting er bare helt uimodståelige at blogge om, når man sådan tænker over det - som nu igår;

- hvor jeg tog min bedste BH på, for at fejre jul med min gamle mor - og til gengæld indkasserede ikke en, men to sømmelige bommuldsnatjoler i julegave af selvsamme gamle mor…

Hm..

Hvad fanden tænkte jeg på!

De bedste juleglæder

er de uventede. Så tak til søde forlægger Ole og Lonni for at I tog jer tiden til at glæde mig med mere end jeg havde forventet. Se det er ægte julestemning. Og ja Ole, jeg har selvfølgelig fået bagt et “pepparkakshus”.

Og rigtig glædelig jul til Jer

allesammen derude!

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

 

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007

Bredbandsbolaget är dom att lita på?

Efter många om och men hos telias bredband valde vi att byta operatör. Vi ringde därför till Bredbandsbolaget som ju i deras annonser lovar snabbhet och dessutom lovar att dom skall ta sig an allt angående operatörbyte. Perfekt tyckte vi. Och visst har det gått snabbt, om jämförelsen är en snigels vandring runt ekvator!

Och visst borde vi inte gnälla eftersom vi nu tre månader senare faktiskt har fått vårat bredband. Och faktiskt hade vi ända tills i dag ändå ett ganska bra intryck av bredbandsbolaget, då vi löpande har haft kontakt med en av deras anställda: Andreas Cider en hövlig och sympatisk person, som hjälpte där han kunde och dessutom lovade att vi naturligtvis skulle bli kompenserade för att vi var tvungna att använda mobilen som internätförbindelse.

Ett avtal jag fann tillfredsställande, varför jag slog mig till tåls och inte gick till en annan operatör eller köpte ett mobilt bredband hos 3. Jag trodde nämligen i min naivitet att Bredbandsbolaget var att lita på och att ett avtal var ett avtal.

I dag har jag blivit klokare, jag har nämligen i dag insett att ett avtal med Bredbansbolaget inte är giltigt, att det kan ändras från person tilt person/ anställd till anställd. Att Bredbandsbolagets anställda inte talar som anställda och därmed på hela verksamhetens vägnar utan uppenbarligen som enkelindivider som bara hittar på fiktiva historier och avtal allt emedan samtalet skrider fram.

En något besynnerlig affärsidé skulle man som konsument kunna tycka, men faktiskt är det inte alls konstigt. Det har Bredbandsbolagets reklamationsansvariga David Bergh hjälp mig förstå. Han har varit så jättesnäll att tydliggöra, att ett ord från Bredbandsbolaget inte är ett ord och att det är jag som är konstig och naiv - när jag hittills har trott att man av Bredbandsbolaget kan förvänta sig att de anställda menar vad dom säger och att dom ingår avtal på verksamhetens vägnar.

Så tack, så väldigt väldigt mycket, snälla goa David Bergh för att du nu har hjälpt mig ur min barnsliga naivitetsbubbla.

Att utvecklas, bli klokare är väl det vi alla strävar efter…

Harning.

*Bredbandsbolaget och deras reklamationsansvariga meddelar att de inga kommentarer har till ovanstående

Tag livet af de plejekrævende

Sverige i nær fremtid, men det kunne lige så godt være Danmark. Et land uden ældrepleje og pensionister. Det nye rige er nemlig styret af den nye overklasse- Bureaukraterne. Og de har besluttet i fuld demokratisk orden – da de også er lovgiver- at gamle ikkeproduktive mennesker skal aflives.

Bureaukraterne selv er naturligvis undtaget terminering, og lever i sus og dus langt efter afsluttet administrativ tjeneste. Bonusen for en succcesfuld administrativ karriere er at få lov til at indgå i et jagthold, hvor gamle ikkebureaukrater jagtes og bliver dopede med Mogadon før sluttermineringen.

***

Ovenstående er et kort indblik i en af de bøger jeg synes vældig godt om, og som jeg synes er særdeles relevant i vores samtid. Men…

Desværre er bogen ikke dansk, ej heller går den at finde i dansk oversættelse.

Men hvis du har lidt ekstra julefred, kan du jo bruge den til at regne ud hvilken bog der er tale om og hvordan du får fat i den.

Julehistorie for de 5-8 årige børn

Thomas og Esmeralda

Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud

-Jeg er helt forkert,sagde hun, helt forkert er jeg.

-Hvad mener du ? spurgte Thomas.

-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.

-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.

Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.

Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.

Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret? Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.

- Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.

- Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.

- Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.

Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan, gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.

De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.

- Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.

- Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.

- Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.

Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.

- Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.

- Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.

- Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.

- Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.

Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.

-