Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven - for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette - og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge - for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social - men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* - selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det - suprise - kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

Udsatte Børn

Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette indlæg - og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden. Lad det være sagt, jeg hader generaliseringer og fordomme!

Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?

Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.

For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.

Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?

For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.

Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.

Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.

© Harning

Små og store bedrifter

Jeg har brugt meget tid gennem årene at tænke over netop små og store bedrifter. For hvad er en stor bedrift egentlig? Er det at få 13 i en opgave eller at bestige Mount Everest? Når jeg lægger øret mod samfundets surren og familie og venners forståelse - så nævnes ofte ting som netop gode karakterer, en uddannelse, et nyt job, at føde børn, at være enlig forsørger at kunne tabe sig fyrre kilo, at blive månedens medarbejder, at blive optaget på en eller anden top ti liste osv.

Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn - men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år - men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem - hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små - men som for mig har været enorme.

Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger - som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes - det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde - synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift.

Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil - en stationcar intet mindre. , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig - for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….

© Harning

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen!

og de har taget mig og min krop som gidsel!

For nogle år siden skrev jeg denne sangtekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side - men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste - skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldning til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer - ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag - lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre - faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Endnu en gang hetz mod sundspendlerne

Jeg bliver SÅ træt, af at læse Metro der fortsat giver spalteplads til Ilmar Reepalaus hetz mod os sundspendlere. Igår var manden endnu engang ude med riven - denne gang med en påstand om at vi snyder med bla. boligsikringen. Altså den som de fleste af os slet ikke kan få! Hvad manden egentlig vil er tvivlsomt, i år synes han at være interesseret i at kunne snage i vores indtægter - går jo ikke, at danskere ikke skal oplyse til Hr. Reepalau hvad de tjener. Sidste år kom jeg frem til at hans agenda vist nok var som beskrevet herunder, men da manden er noget ulden og ikke til at lokke korrekte tal ud af - så står hans agenda vist fortsat hen i det uvisse…

Låt Danmark betala för systembolaget!

Nu får det vara nog, anser Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.

Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.

Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan dom av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.

Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?

Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark - lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.

Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.

De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna - utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.

Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).

Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.

Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.

Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar - i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.

Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?

Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?

Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.

Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan…..

©Harning

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i - så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen - og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. - Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet - til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog - og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater - dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne - som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det.

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn - medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie - men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt - som hvis det ikke var blevet anbragt!

 

© Harning

Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet - En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 - den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret.

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kronikken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

 

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser - er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med - så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

 

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” - da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker - de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem - hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

Når retssikkerheden rammer Fru Sørensen!

Eller: Gå hjem og sov Kafka

Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.

Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.

Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?

I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.

I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.

Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.

Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?

Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.

Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.

Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.

Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.

En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.

Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.

Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.

Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.

Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.

Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.

Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.

Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.

I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.

Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.

Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.

Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!

Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……

Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.

© Harning

 

For kompliceret for Ombudsmanden

I Danmark har myndigheder og bureaukrater ikke altid ret, derfor findes der en ombudsmand. Ombudsmandens job er at undersøge sager, hvor borgernes retssikkerhed er blevet tilsidesat af pampere og papirnussere.
For i Danmark ved vi godt at myndighederne ikke altid har ret.
Faktisk er vi i Danmark så bevidst om myndighedernes manglede evner at Ombudsmanden selvfølgelig ikke skal tage sig af alle de sager der havner på hans bord.
De sager, der er for omfattende og hvor myndighederne har begået for mange fejl og overtrådt for mange love, de skal naturligvis afvises, ellers ville ombudsmanden skulle bruge urimeligt mange resurser.
Det ville også være synd for ombudsmanden hvis han var nødt til at tage stilling til en kompliceret sag. En sådan stillingtagen kræver jo både stor juridisk kompetence og et dybtfølt engagement for borgernes rettigheder, hvilket vel er mere end man rimeligvis kan forlange i en bananrepublik, der flere gange har påkaldt sig Amnesty Internationals bevågenhed.
Men, hvis du som borger er så heldig at have en lille sag, en sag hvor myndighederne kun har overtrådt en enkelt paragraf eller to, så er det lige noget for ombudsmanden.

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i - for en ombudsmand.

©Harning

Skrankepave Skammelsen

Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer - ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag - lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre - faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Statsreguleret kønsdiskriminering

Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.

Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.

Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.

Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærlig gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?

Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?

©Harning

 

Højere løn til den samlede pædagoggruppe?

Jeg har for første gang i meget lang tid været inde for at læse debatten på BUPLs hjemmeside. Jeg kommer der ellers yderst sjældent ud fra en betragtning om, at der er grænser for hvad mit temperament og min professionelle stolthed kan bære.Men…… nu var jeg lidt nysgerrig med hensyn til mine kollegers holdninger vedr. overenskomstforhandlingerne.

Og hvad fik jeg så ud af det? Skam, irritation, frustration ……….

Det første der slår mig er sproget. De mennesker jeg skal arbejde sammen med, udvikle lære og handleplaner med, skrive underretninger sammen med, de mennesker der skal varetage børnenes sprogudvikling- de kan ikke stave! Ikke engang tilnærmelsesvis!!!

I debatten om lønforhandlinger fremkommer følgende eksempler:

Én gør opmærksom på hvor ”kvalifiseret” og ”profesionell” vedkommende er til at udføre sin ”profesion”. En anden fortæller om lønforhandlinger som alle ”kunne stå indenfor” Eller hvad med ”opgaver der er havlet ned” og ” ….bedre forhåld..”

Rent grammatisk synes der desuden, at være stor enighed blandt de debatterende om, at endelser er noget fanden har skabt og derfor ikke relevante at tage hensyn til.

Fx: ” …vi udføre…….”

”..vi skal sørger for forældre opfatter institutioner som værende…xxx”

” hvor de kan deffinerer alt”

Sproget er helt klart det største og mest gennemgående problem, dertil skal så lægges en smule forældreforagt og enkelte individers totale mangel på opfyldelse af den kontrakt som de er ansat til at varetage. En pædagog og tillidsmand skriver således: at han slet ikke har læst lov om dagtilbud!!

Helt ærlig, hvordan kan jeg som pædagog være stolt af min profession, af mine kollegaer? Og hvordan kan vi sætte os til forhandlingsbordet og bede om mere i løn, når vi (som gruppe) så indlysende mangler helt basale og faglige færdigheder?

Og er der noget, at sige til, at jeg sjældent besøger denne debat?

Mit forslag til de kommende lønforhandlinger ville derfor være at før vi bruger penge på at hæve lønnen for pædagoger som gruppe - så bør vi bruge penge på: dels efteruddannelse i dansk og socialfag (juraen i pædagoguddannelsen), dels revidere selve grunduddannelsen ved at indføre Dansk som obligatorisk linjefag og afsætte yderligere et halvt år til socialfag.

Vi må i hvert fald gøre noget, for når dette er det billede som offentligheden får af os som gruppe - så har vi ikke en chance for at få nogle lønkrav igennem.

(naturligvis ved jeg at der faktiskt findes fagligt kompetente pædagoger derude. Problemet er imidlertid ikke dem - men de pædagoger der glimrer ved deres inkompetence på en pædagogfagligdebatsite til fuld offentlig skue da de her fremstår som repræsentanter for den samlede gruppe)

© Harning

Hvem har ansvaret for de unges dårlige opførsel?

Dagligt hører vi om de unges manglende respekt for hinanden og de ældre generationer. - Emnet bliver livligt diskuteret i såvel media som i kassekøen i Netto. Vi læser den ene artikel efter den anden om de unges egocentricitet og aggressive adfærd. Teorierne om hvorfor de yngre generationer er så meget værre end de ældre er mange - alt efter hvem man spørger, dog synes to teorier at høre under de primært mest accepterede, nemlig :

• det er fjernsynet og computerspillenes skyld
• det er forældrenes skyld.

Men er det korrekt? Hvem er det egentlig der opdrager børnene? Hvor tilbringer de mest tid henne, og med hvem?

De generationer vi taler om, er dem der er født fra 70erne og op til nu. Fælles for dem alle er at de har tilbragt størstedelen af deres vågne timer i daginstitutioner og skoler.I daginstitutionerne og i skolerne er forældrene ikke til stede - der hersker pædagoger og lærere, og hverken fjernsynskiggeri eller de mistænkeliggjorte computerspil er tilladt.

Af såvel dagtilbudsloven som folkeskoleloven fremgår det at pædagoger og lærere har ansvar for at støtte barnets tilegnelse og udvikling af sociale færdigheder (i folkeskoleloven primært formuleret som rettigheder og pligter i et demokrati med åndsfrihed og ligeværd).Lærer og pædagoger har således en opdragelsesmæssig forpligtigelse i forældrenes fravær, spørgsmålet er om de overhoved løfter denne opgave.

Forældre oplever ofte, at de ved skole/hjem samtaler bliver oplyst om at deres barn har en uhensigtsmæssig adfærd i institutionen - en adfærd disse forældre næsten lige så ofte ikke oplever at barnet har i hjemmet, eller sammen med forældrene. Når disse forældre så forsøger, at forklare for barnets pædagoger/lærere at de slet ikke kan genkende det omtalte barn, bliver de mødt med mistro.

Hvorfor bliver de det?

Os der beskæftiger os med børn til dagligt, ved jo godt at børn er nogle kompetente størrelser, der sagtens kan indgå i forskellige sociale kontekster og naturligt skifte mellem de roller som påkræves i de enkelte situationer. Børnene taler og fører sig fx ganske anderledes når de er sammen med bedste end de gør når de er sammen med jævnaldrende. -Kunne det være sådan, at børnenes adfærd i institutionen er uhensigtsmæssig, fordi barnet har lært at i netop denne kontekst så er den type adfærd både accepteret og måske endda profitabel? Har barnet muligvis lært af de voksne rollemodeller i institutionerne, at respekt er ligmed magt og frygt? At det at have respekt er ligmed, at være frygtet og ikke ligmed en fælles anerkendelse af medmenneskelighed og kompetencer?

Jeg ved ikke om ovenstående spørgsmål er et faktum. Derimod er det et faktum at vores børn og unge tilbringer betydeligt mere tid i institutioner end de gør med deres forældre. Det er ligeledes et faktum, at de samme børn som opfører sig ganske pænt i familiære sammenhænge ikke nødvendigvis gør det samme ude i samfundet

Så hvordan kan vi være så sikre på, at det ikke er institutionaliseringen af vores børn, der er årsagen til deres uhensigtsmæssige adfærd?

Og hvornår skal lærere og pædagoger påtage sig deres ansvar som rollemodeller - i stedet for bare at smide al skyld og alt ansvar over på forældrene? Det er jo trods alt ikke forældrene der tilbringer mest tid med deres børn - det er pædagogerne og lærerne. Ligesom det er pædagoger og lærere der, til forskel fra forældrene, har et lovgivningsmæssigt ansvar for at socialisere børnene.

©Harning

Haikumysteriets opløsning?

Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur i naturen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor kat komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at katten ville spise ham og satte i løb…

Hvor er det så jeg vil hen med denne lille saga om Peter, der vist må have fået solstik når han midt ude i den skønne natur kan blive bange for en sølle kat ?

Præcision – er hvor jeg vil hen.
Nærmere bestemt vores præcision som forfattere, lyrikere og digtere. Som ivrig læser af alt der er skrevet med bogstaver, hvad enten dette så er i papir eller computerformat har jeg læst et utal af digte med genrebetegnelsen Haiku. Rigtig gode digte! Problemet er bare, at jeg ikke mener de er Haiku.
For debattens skyld kommer hermed mine (og vel næppe helt egne) definitioner.:

Haiku: Haiku er en meget gammel Japansk digtform, som opstod i slutningen af 1500tallet hvorefter den i det følgende århundrede udviklede sig til en kunstform. Naturen indgår som metafor, digtet beskriver kigo (øjeblikket) og der tilstræbes en pludselig/ overraskende slutning.
Senryu: Senryu, følger de samme retningslinjer om 17 stavelser som Haikuen. Men hvor haikudigtet omhandler naturen og kigo, beskriver Senryudigte paradokser i tilværelsen og menneskelige relationer via satire, sproglige spidsfindigheder m.v. Senryu er altså ikke blot en afart af Haikuen, men en kunstform i sig.
Gendai :Moderne og omdiskuteret rod, hvor intet af ovenstående tilsyneladende er gældende. Værst er, ifølge min opfattelse, forkæmperne for gendai uden retningslinierne 5-7-5 (17) - For hvorfor bruge et japanskt ord, når vi allerede har et glimrende danskt ord (græsk) nemlig Epigram?

Når nu der findes disse inddelinger, er det så rimeligt at kalde alt for Haiku- uanset om det er humoristiskt eller satiriskt, handler om naturen eller om hverdagen, om øjeblikket eller evigheden?
Det synes jeg ikke- tværtimod synes jeg, at vi som forfattere har en særlig forpligtigelse til at være præcise i vores ordvalg, at beskrive så nuanceret som muligt hvad enten vi skriver lyrik eller en genrebetegnelse.
Hvorfor vi nu vender tilbage til historien om Peter, for den var ikke særligt præcis – den var et produkt af overordnede fællesbetegnelser, som nærmest latterliggjorde Peter, i stedet for at tydeliggøre hans angst.
For historien om Peter er egentlig denne:
Der var en gang en gammel klog mand der hed Peter. En dag bestemte Peter sig for, at han ville gå sig en tur på Savannen, som han havde gjort så mange gange før. Peter gik og sang en lille trudelut for sig selv, da han pludselig så en stor Løve komme imod ham med blottede tænder. Peter blev bange for at løven ville spise ham og satte i løb……
For mig er det således et mysterium, at hvem som helst, kan kalde hvad som helst for Haiku.

© Harning