De forfulgte forfattere

ser nu endelig ud til at kunne få tilbudt fristeder i Danmark.

En ordning og en ny lov som jeg ser frem til med stolthed.

Men, hvem skal afgøre om forfatterne er forfulgte? Hvilke kriterier berettiger som forfølgelse? Vi ved jo fra almindelige flygtninge, at en smule tortur og dødstrusler sjældent kan gøre det ud for forfølgelse i bedømmerens øjne. Og hvad med de danske forfattere, der er udvandret efter at have følt sig forfulgt i Danmark - vil de nu kunne flytte hjem igen - med alt betalt?

Topmodel 9

Jeg ved det godt, jeg burde holde mig for god til at se den slags. Men det gør jeg ikke. Tværtimod er jeg ret vild med den slags sociale eksperimenter hvor man smider en masse forskellige mennesker sammen. Og omgang 9 er for mig helt uimodståelig fordi der er denne skønne pige som er diagnosticeret med såvel Asperger som AD-HD. Og hun deltager, og får bare ved sin tilstedeværelse sat en hel del ting på plads.

For hvem er det egentlig der er socialt handicappet? Pigen der ikke helt forstår hvad der foregår omkring hende - eller de manipulative, intrigante stikke hinanden i ryggen piger som ikke har nogen diagnose?

Skønt!!

Heather, jeg hepper på dig!. You go girl!. (som om hun læser med her, hm….)

(Note. Nu jeg er ved emnet, og endnu ikke har bestemt mig for om det ender med en klumme eller ej. Hvis du arbejder med/ eller er forælder til mennesker indenfor Autismespektret eller med andre sanseforstyrrelser - Så kast dig over alt hvad Greenspan har skrevet om emnet. Du vil blive så meget klogere, og de mennesker du skal støtte til egen udvikling vil få det så meget bedre.)

Ps. Da det jeg ser, er genudsendelser - så lad venligst være med at oplyse mig om hvordan det går.

Unge forbereder sig på døden

Hedder det sig i politiken idag, fordi flere og flere planlægger deres egen begravelse og forargelsen er allerede begyndt at røre på sig rundt omkring i blogverdenen over dette “nye fænomen”. Men hvad er der egentlig at være så forarget over?

Hvis vi ser lidt på kendsgerningerne så er det at planlægge sin begravelse altså ikke det samme som at planlægge sin død - der er stor forskel på at bestemme hvilken kiste man vil ligge i - når engang man er død og det at bestemme hvordan og hvornår man vil dø.

Og de Unge, ja det er altså ifølge artiklen dem under 40år, og selv om nogle af dem der planlægger sin begravelse er 16år så synes jeg da at det er et sundt og fornuftigt skridt at tage.

For hvilke teenagere spekulerer i forvejen ikke over livet og døden? Findes der nogen anden alder hvor hele ens eksistens i den grad bliver endevendt? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og dels forestille sig det værste - nemlig at man kan dø - og dels sikre sig at få lov til at ligge der i kisten og høre en selvvalgt Eminem eller Farlig Fredag sang, fremfor mor og fars salmevalg?

Selv sætter jeg pris på, at vide hvordan mine pårørende helst vil have det og hvordan jeg bedst respekterer deres ønske - samtidig som det sparer mig for en masse grublerier og unødvendige diskussioner når jeg skal arrangere deres begravelser. Men så er jeg jo også lidt doven anlagt.

Opfordring til drab?

For et par dage siden skrev jeg dette indlæg, og jeg havde egentlig forventet at nogen ville reagere på det noget makabre paradoks der var deri - men nej. Til trods for rigtig mange læsere så synes ingen andre end mig at undres…… Så nu er spørgsmålet - hvorfor?

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven - for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette - og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge - for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social - men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* - selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det - suprise - kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

Blogging with a purpose Award

Jeg er egentlig ikke så meget for alle de der blogging award-memes. Men da denne award, efter min mening, er lidt mere seriøs og da Tosommerfugle nominerede mig (med en begrundelse jeg ikke kan lade være med at være glad og en lille smule stolt af) skynder jeg mig at give bolden videre.
“Blogging with a Purpose”.

Hermed reglerne:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog

Og mine nominerede er (tadam….)

Pär Ström, der aldrig opgiver kampen mod overvågningssamfundet og femimafiaen.

Dynamics of my mind, for at lykkes med, at blogge fordomsfrit og analytisk om religion og kristendom - så selv en ateist som jeg selv finder det interessant.

Jens Drejer hvis blog om opera og litteratur aldrig mister fokus og altid bidrager med nye vinkler på gamle bøger…

Om Blogs der skriver så letbegribeligt om lige netop blogs - at også jeg den tekniske idiot forstår.

Kjeldberg som dels formår at beskrive forfatterens alle kvaler mens hun nyder en päronsplit i bankboksen og samtidig formår at have overskud og mod til at påtage sig børnenes stemme i kontroversielle emner.

Bogen jeg ikke vil læse højt på Verdens poesidag d. 26

han slikker pigen
som planternes osmose
gennem mødommen

.

Glad Påsk

Nu vil denne blogs indehaver tage på et velfortjent hvil, sætte sig op på sit kosteskaft og flyve afsted - skulle I kede jer, mens jeg er væk , kan I bruge tiden på at regne ud hvorfor jeg mon har valgt lige netop dette billede.

GLAD PÅSK !

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt - måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort - så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i - i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det - og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument - men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: - Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: - Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, - får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: - Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Udsatte Børn

Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette indlæg - og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden. Lad det være sagt, jeg hader generaliseringer og fordomme!

Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?

Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.

For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.

Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?

For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.

Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.

Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.

© Harning

Ha en mening, Be a Man!

Er de danske mænd blevet forvandlede til tavse lallende jasigende tøffelhelte? Skal vi nu til at se hvordan den ene efter den anden (ligesom i vores naboland) begynder at pappablogga om deres små rollingers overgylpede stofbleer - mens mor går på job og passer karrieren, og vi alle hæver vores arme i fælles jubel? Er det den nye danske mandlige identitet?

Eller er det som Jens og Susan er inde på i kommentarerne i indlægget her under, at mænd bliver slagtede og anklagede for kønsdiskriminering - hvis de vover at lufte en tanke, en værdi som ikke følger den slagne femipopulistiske rute..

Ha en mening, Be a Man!

At være villig til at gå i retten for sine principper

er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder - når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.

Andre tør sætte ord - ved handling og værdi.

Hatten af for det!

Personligt synes jeg bare at du er for sej “to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer - ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag - lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre - faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Kommentarpolitik

Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.

Men, som vante læsere nu vil kunne se - er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.

Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. - Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer.

Udvalgte strofer fra Tøsemagt

Jeg ved hvem jeg vil ha`
Og hvem jeg ska´ ta`

Jeg er hammer intelligent
Og super potent

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´ meget hvad.
Jeg vil ikke nøjes
Men sku gerne ophøjes.

Han er ik´ så gammel
Har brug for en skammel
På køkken bor(d)et
Med mig ved roret.

” Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg er hammer intelligent
Og super potent
Jeg vil ikke ha´ hans gener
som noget der forener.

Jeg vil ikke ha´ hans sæd
Den må han lægge et andet sted.
Når han er færdig med at bore
Er han en kasseret gammel hore.

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer.”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´meget hvad
Og når han er en fuser
Vil jeg brug´ min håndbruser

”Jeg er hammer intelligent og
Super potent.
Scorer 13 taller og tæsker tøseballer”

© Harning

Og så et spørgsmål:

Er ovenstående - for eller imod feminismen, for eller imod kvinder, for eller imod mænd, for eller imod rødstrømpebevægelsen?

Endnu en gang hetz mod sundspendlerne

Jeg bliver SÅ træt, af at læse Metro der fortsat giver spalteplads til Ilmar Reepalaus hetz mod os sundspendlere. Igår var manden endnu engang ude med riven - denne gang med en påstand om at vi snyder med bla. boligsikringen. Altså den som de fleste af os slet ikke kan få! Hvad manden egentlig vil er tvivlsomt, i år synes han at være interesseret i at kunne snage i vores indtægter - går jo ikke, at danskere ikke skal oplyse til Hr. Reepalau hvad de tjener. Sidste år kom jeg frem til at hans agenda vist nok var som beskrevet herunder, men da manden er noget ulden og ikke til at lokke korrekte tal ud af - så står hans agenda vist fortsat hen i det uvisse…

Låt Danmark betala för systembolaget!

Nu får det vara nog, anser Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.

Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.

Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan dom av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.

Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?

Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark - lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.

Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.

De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna - utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.

Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).

Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.

Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.

Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar - i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.

Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?

Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?

Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.

Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan…..

©Harning

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg - som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik - Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Harning, du har fandeme større nosser end en elefant

var der engang en god ven der sagde til mig.

Det var den gang, gad vide hvad han ville sige i dag, hvor jeg sidder foran mit tastatur og nærmest er ved at tisse i bukserne over den udfordring jeg har givet, ikke bare alle jer der ude, men så sandelig også mig selv.

For kan man virkelig skrive en bog på 45 dage?

Jeg har regnet på det, selvfølgelig har jeg det.

Og ja, det burde kunne lade sig gøre.

Men…

Jeg ved end ikke hvilken bog jeg skal skrive!

For ikke tale om, at vist har jeg regnet, men det betyder også at jeg må prioritere - kraftigt - i en periode.

Og så er det at tvivlen begynder at nage for alvor, for vist kan jeg skære hist og pist - bruge min tid lidt bedre, men som alle andre skal jeg have den faste indtægt ind, og være sammen med børnene naturligvis (der ganske vist er vant til at: ”Tyst! mor skriver”, men alligevel) og så er der et par opgaver for dsfs som jeg hverken kan eller vil unddrage mig, og halvfjerds digte som skal oversættes - for der er allerede indgået forlagsaftale….

Så jeg bliver nødt til at skære i mit stof! Min behovstyring, min bibliopati - og begrænse mit læsestof til en bog el. to hver fjortendes dag. - måske endda mindre…..

Og kan jeg det?

Tvivlen nager allerede, for hvad nu; hvis jeg lige kommer forbi en bog jeg ikke har (ud skal jeg jo), eller hvad nu; hvis min yndlingskritiker bestemmer sig for selv at modtage udfordringen og for at sætte en pind i hjulet for mine vinderchancer - (og dermed forbedre sine egne) og publicerer en stribe af fantastiske anmeldelser til bøger jeg bare må eje og læse?

Men mon ikke det er et senere spørgsmål, lige nu må det væsentlige vist være, at finde ud af hvilken bog jeg skal skrive…..

© Harning

Udfordring; skriv en bog på 45 dage!

Kan du det? Ja så kom og leg med mig.

Reglerne er som følger:

Mindst 100 sider eller ( 165.000 tegn. m. mellemrum)

Max fire billeder/tegninger/grafer eller lign.

Skal være enten en fagbog eller en skønlitterær roman* - ikke en digt eller novellesamling og naturligvis ej heller en telefon eller reklamebog (ja, nogen betegner faktiskt IKEA kataloget som verdens mest læste bog!!).

Hvad får du så ud af det, hvis du tar udfordringen op - og måske endda vinder ? Jo du får selvfølgelig æren og fornøjelsen af at kunne sige at du har skrevet en bog på bare 45 dage, og altefter hvor mange der tør samle handsken op -kan du selvfølgelig sige at du klarede hvad ex antal andre idioter ikke klarede (mig selv måske inklusive).

Og du ville sidde med en færdig bog i hånden!!

Og du ville naturligtvis også have haft fornøjelsen af at sparre med mig/os - dine “medkonkuranter” undervejs.

Vi går i gang den 10 januar, så hvis ikke du har noget gemt væk der i baghovedet som frister, har du alligevel et par dage til at få en idé.

Så - Saml handsken op, tag imod udfordringen, enten her på bloggen eller send en mail.

Og husk, det er ingen skam at tabe - men at end ikke prøve!

God kamp.

Harning

* om den handler om hajer eller doping, blæksprutters kærlighedsliv eller komplicerede matematiske udregninger må du selv om, ligesom du helt selv bestemmer om du skriver for voksne eller børn, socialrealistiskt eller fantasy….eller……

Og så lidt mere om de unge forældre

Bare fordi man bliver forælder i en ung alder, behøver verden og karrieren naturligvis ikke gå i stå. Det er fuldt muligt at realisere sine drømme hvad enten man som Mahatma Gandhi drømmer om en antivoldelig verden, eller som Astrid Lindren brænder for at skrive eller som Barbro Svensson (Lill-babs) drømmer om at synge. Lill-Babs blev født i den lille  by Järvsö i det nordlige Sverige, og er i Danmark nok mest kendt for sit hit ”Klas-Göran”.

Første gang hun sang i radioen var hun bare femten år gammel, et år senere indspillede hun sin første plade ”Min mammas boogie” og så blev hun gravid.

Lill-Babs var heldigvis en gæv nordlænding, så en fødsel og et barn satte selvfølgelig ikke stop for hendes sangerdrømme- og hun vendte hurtigt tilbage til scenen. I løbet af årene har hun lavet et utal af hits, hun lavede såvel plader som TV-Shows og blev landskendt i Tyskland – hvor hun to år i træk kom på anden pladsen som den mest populære TV-artist.
Hun har i løbet af sin karriere indspillet hundredevis af plader, sunget MelodiGrand Prix  og spillede hovedrollen i ”Annie Get Your Gun” da denne blev opsat i Scandinavium i Göteborg – en forestilling som solgte mere end hundredetusinde billeter.I hendes hjemland Sverige er hun desuden elsket af folket for sin åbenhed,medmenneskelighed og hjertevarme, og har været det i snart halvtreds år.

Alt i alt må siges at denne unge mor (senere mor til tre), på ingen måde har været nødt til at trække sig tilbage fra verden og leve et liv i skam og social misere på grund af en ”for tidlig” graviditet.

© Harning

 

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

 

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i - så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen - og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. - Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet - til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog - og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater - dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne - som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det.

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn - medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie - men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt - som hvis det ikke var blevet anbragt!

 

© Harning

Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet - En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 - den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret.

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kronikken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

 

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser - er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med - så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

 

En julehistorie af en slags…

Altså,hvad man dog ikke finder når man roder sine skuffer og computeren igennem…Det her følgende er resultatet af en skriveøvelse jeg engang blev udsat for, og som må siges at være ganske passende i denne skønne juletid.Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at vi to og to skulle fortælle hinanden om vores juletraditioner, hvorefter vi havde en halvtimes tid eller deslignende til at skrive en historie udfra modpartens beretning. Min makker mente, og sagde selv gentagne gange, at han ikke havde så meget at fortælle og at hans jul jo var lige som alle andres - det er jeg ikke helt sikker på er rigtigt - Men døm selv. Hvorom alting er så kom der følgende historie ud af øvelsen:

Peters Jul

Dette er historien om en helt almindelig jul, en beskrivelse af dansk kultur; og om hvordan vi fejrer en typisk traditionel dansk juleaften. Fortællingen er særdeles egnet til undervisning af flygtninge og indvandrere der skal opnå en forståelse for den danske kulturskat, og bør bruges på ethvert integrationskursus.

Det følgende er en genfortælling af den nu voksne Peters erindringer.

Julen startede så småt i november, hvor vi selv skulle tjene penge til ulandskalenderen, dette gjorde vi ved at udføre småjobs i huset, et af de mere spændende og det som jeg husker bedst, var at gå ud med skraldespanden. Det var ikke ligefrem hver dag man måtte det: vi var jo flere søskende.

Mor og far gad ikke rigtigt at pynte op i december, så hver dag i julemåneden når jeg kom hjem fra skole, startede den store eftersøgning. Jeg var Sherlock Holmes og min opgave var at finde det ene stykke julepynt, der var sat op den dag. Nogen dage lykkedes det faktisk for mig. Da vi så nåede frem til juleaften var der som regel 21 stk. julepynt i hele huset. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal fortælle, vores jul foregår vel ligesom hos alle andre.

Tilvejebringelsen af juletræet er et fast ritual, hele familien tager af sted sammen. Vi er en flok jægere, på jagt efter byttet. Vi går ud i min fars venners skov og nedlægger så to pragteksemplarer (et til os og et til min faster), og julen starter egentlig først for alvor den 23, hvor juletræet bliver taget ind og pyntet.

Jeg har altid ønsket mig et farvestrålende juletræ, med store flotte kugler og meget pynt – lige som Chip og Chap har. Vores juletræ var kedeligt; hvidt med lidt glimmer og nogle engle. Det lignede slet ikke et rigtigt juletræ. Et rigtigt juletræ, ligesom Walt Disneys.

Ikke fordi min mor ikke er kreativ, tværtimod. Hun er graver, og hvert år slæber hun en masse gran med hjem, som hun har stjålet på kirkegården. Dette bruger hun så til at lave store juledekorationer, der skal gerne stå mindst to på hvert bord.

Selve Juleaften starter om morgenen med en gave fra mors veninde, den leger vi med og så ser vi ”Mens vi venter” med Jørgen Clevin i fjernsynet. At se fjernsyn er da hvad alle gør, det er da en vigtig juletradition.

Vi er kristne, så en rigtig jul kræver selvfølgelig et kirkebesøg, men sådan noget skal jo planlægges. Nogen år går vi i kirke om formiddagen, og nogen år om eftermiddagen. Det kommer an på hvornår de sender Disney i fjernsynet. Far insisterer på at se det, og ja, jeg kan da også godt lide tegnefilm.

Jo kristne er vi da !

Om aftenen spiser vi traditionel dansk julemad: and med det hele, og så selvfølgelig ris al mande, med tilhørende mandelgave. Jeg tror egentlig at min mor og far snyder med gaven, mine søskende og jeg får den i hvert fald på skift. I år er det min tur.

Efter maden vasker mor og far op, og vi andre går ned og spiller bordtennis. I den traditionelle danske jul, er hjælpsomhed og fællesskab sat i højsæde.

Aftenen fortsætter med højtlæsning af juleevangeliet, så synger vi en tre-fire salmer og så er der tid til gaveuddelingen.

På dette tidspunkt er huset forvandlet til en sauna. Der er levende lys på træet, knald på brændeovnen og mors kirkegårdsdekorationer spreder en liflig duft af muldjord i hele huset.

Vi råsveder i den tørre ekstreme hede, til trods for, at vi sidder i shorts og hawaii- skjorter.

Gaverne bliver pædagogisk fordelt meget langsommeligt, så når alle pakkerne endelig er delt ud, er aftenen snart forbi. Vi når lige at lege lidt med gaverne og måske spille et spil, før der er tid til en midnatstur. Sammen går vi ud i mørket og nyder den kolde friske luft.

Og sådan ender så min fortælling om den ganske almindelige danske jul. Den var da ikke særlig spændende ?Vi gør da det samme som alle andre.

© Harning

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

“…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget - når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden - i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” - da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. De