Eller: Gå hjem og sov Kafka
Jeg har brugt de sidste par måneder på at gennemlæse en retssag. Det er en af den slags sager, som der findes i tusindevis af i Danmark, men som de færreste kender til. Det er en såkaldt ”dobbeltlukket sag”. Dobbeltlukket betyder at ingen, absolut ingen, på nær dommeren, parterne og deres advokater må få noget kendskab til den. Somme tider må end ikke parterne få alle kendsgerningerne. Dobbeltlukkede sager er opfundet med to formål, dels er det i fx. visse familiesager nødvendigt for at bespare børn ubehaget ved offentlighed dels er det i visse kriminalsager hensigtsmæssigt pga. den fortsatte efterforskning.
Formålene virker altså umiddelbart noble og fornuftige, men hvordan ved vi, som almindelige borgere, at de nu også foregår med hensyntagen til den enkeltes retssikkerhed? Det ved vi ikke, for ingen må tale om dem! Skulle der ske fejl, kan partens advokat naturligvis gøre opmærksom på dette, klage, kære eller anke en kendelse, hvis, men da også dette falder ind under hemmeligholdelsen er det normalt ikke noget som nogen andre nogensinde får kendskab til.
Det er også en forvaltningsretlig sag, en sag mellem en borger på den ene side og en statslig myndighed på den anden side. Enhver ved, at der i et demokrati og en retsstat naturligvis findes regler der regulerer myndighedernes adfærd overfor borgerne. Danmark er ikke nogen undtagelse. Vi har forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, persondataloven og straffeloven, altså en hel stribe af love og paragraffer med netop dette formål. Det lyder umiddelbart godt og ser da også helt fantastiskt ud på papiret, men fungerer det i virkeligheden?
I et demokrati burde den mest elementære retssikkerhedsgaranti for borgeren være, at denne altid havde krav på en advokat i sager mod myndigheder, og at denne havde adgang til de samme resurser som myndighederne. En sådan garanti har vi ikke i Danmark. En anden rimelig garanti burde være at dommerne i forvaltningsretlige sager, dels var uddannede og specialiserede til formålet dels at de var upartiske. En sådan garanti har vi heller ikke i Danmark.
I den specifikke sag som jeg har gennemgået siden jul, er der helt tydelig sket mange fejl. Fejl som ingen synes at interessere sig synderligt meget for – for i denne sag, helliger målet midlet, i hvertfald ifølge alle de berørte myndigheder. Og der er mange af dem, statsansatte og statsforvaltninger, justitsministeriet og såkaldte dommere, hver især med deres forudfattede mening om sagen og deres helt egen fortolkning af det, som ifølge lovgivningen ellers er gældende ret.
Idet sagen er ”hemmeligstemplet”, og idet jeg er nødt til at beskytte min kilde, har jeg naturligvis anonymiseret den virkelige sag der her er beskrevet.
Sagen.: En statslig myndighed vil gerne have bragt Rocker Larsen for retten. Den Statslige myndighed har imidlertid ikke selv lyst til at rejse sigtelse og sagsøge Rocker Larsen, og de har ingen beviser for at Rocker Larsen har begået den handling, som de ønsker ham dømt for. Hvad gør de så?
Jo de finder en intet anende respektabel borger, Fru Sørensen bankansat og mor til to børn. Og på Fru Sørensens vegne skriver den Statslige myndighed nu til byretten og siger at Fru Sørensen vil sagsøge Rocker Larsen.
Fru Sørensen, som intet kendskab har til hverken Rocker Larsen, eller den Statslige myndighed bliver noget rystet, da hun pludselig modtager et brev fra byretten om, at hun har sagsøgt en person, hun ikke kender, for en handling- som hun intet kendskab har til.
Fru Sørensen bliver bange. Hun kontakter derfor såvel den Statslige myndighed som Byretten og siger at hun ikke har sagsøgt nogen, at dette er sket helt uden hendes vidende og ber dem om at trække sagen tilbage.
Men, den Statslige myndighed nægter, for når de har bestemt at Rocker Larsen er skyldig ska´ han så sandelig også knaldes og fordi de ingen fysiske beviser har, har de brug for en vidneforklaring, der understøtter deres påstand.
En forklaring som de har bestemt, at uskyldige og intetanende Fru Sørensen skal afgive. Fru Sørensen forsøger sig med at sige, at det jo ville være løgn og at hun absolut ikke vil have sine borgerrettigheder krænket ved at vidne i en opdigtet sag. Det nytter naturligvis ikke noget.
Nu skulle man jo så tro, at Byretten ville afvise sagen, eftersom Fru Sørensen nægter at have noget kendskab til den, men nej. For Byretten tror ikke på Fru Sørensen. De har nemelig en myndigheds ord for at Fru Sørensen har impliceret og ønsket at sagsøge Rocker Larsen, og når myndigheden siger det – så må det være sandt.
Fru Sørensen er en stædig kanalje og vil ikke finde sig i sådan at blive trampet på, så hun sagsøger den Statslige myndighed og Ministeriet for at; de har rejst en sag i hendes navn og uden hendes vidende og at de fastholder denne sag mod hendes vilje.
Og nu kære læser, bør du holde godt fast, for det der her følger, er den ubehagelige og sjældent omtalte sandhed om det danske retsvæsen.
Fru Sørensen har ikke ret mange penge, så hun søger fri proces. Fri proces kan en borger få, hvis myndighederne vurderer, at der er en mulighed for, at borgeren kan vinde sagen. I Fru Sørensens tilfælde betyder det, at den selvsamme myndighed som hun har sagsøgt, også skal tage stilling til om hun kan vinde over dem i retten. Myndigheden vurderer naturligvis, at Fru Sørensen ikke vil kunne vinde, altså får hun ikke fri proces, og dermed må hun enten selv føre sin sag uden en advokat eller hun må opgive og finde sig i det Statslige overgreb.
Fru Sørensen opgiver ikke men hun skal snart opdage, at systemet er værre endnu. Til brug for sin egen bevisførelse mod den Statslige myndighed i Landsretten, har Fru Sørensen brug for dokumenter fra flere statslige myndigheder. Fru Sørensen får udleveret dokumenterne, men da det ikke er dommerne, men modparten (altså statens mand) som bestemmer om Fru Sørensen må bruge denne dokumentation i retten, får hun naturligvis afslag.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med politiafhentning såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kæmper dog bravt videre, med en lidt kantstødt tro på retssystemet, men stadig fuldt overbevist om, at de tre dommere i Landsretten vil kunne se at hun har ret. Hvad Fru Sørensen ikke ved, er at af de tre dommere i en Landsretssag, behøver kun den ene at være egentlig dommer – de andre to kan være noget helt andet, typiskt er de indhentet fra justistministeriets administration – selv samme myndighed som Fru Sørensen i denne sag har sagsøgt.
Hvad Fru Sørensen heller ikke ved er, at forvaltningsret er et helt særligt område indenfor juraen, ligesom kirurgi er det indenfor medicin, men at til forskel fra i sundhedssystemet, så skal dommere ikke have noget særligt kendskab eller speciale indenfor forvaltningsret for at få lov til at dømme i en sådan sag. I andre lande findes der særlige forvaltningsdomstole, med særligt uddannede dommere – men altså ikke i Danmark. Alt dette ved Fru Sørensen endnu ikke og hun sætter derfor sin lid til Landsretten.
Det skulle hun naturligvis ikke have gjort. Landsrettens dommere, som måske ikke er dommere, og som jo ikke har nogen særlig uddannelse indenfor forvaltningsret, og som desuden næppe kan siges at være upartiske, fortæller Fru Sørensen, at når den Statslige myndighed siger, at de har handlet korrekt når de rejste en sag på Fru Sørensens vegne, uden hendes vidende og mod hendes vilje, ja så har den Statslige myndighed handlet korrekt – for det er trods alt dem, der ved mest om forvaltningsret ! Ikke Fru Sørensen eller dommerne i Landsretten.
I mellemtiden kører den oprindelige sag videre i Byretten, hvor Fru Sørensen nu bliver truet med tvangsanbringelse af sine to døtre og fængsling af hende selv, såfremt hun ikke møder op og vidner mod Rocker Larsen.
Fru Sørensen kan nu vælge at gå videre i Højesteret, hvor dommerne faktisk er dommere og hvor flere borgere har fået ret over myndighederne end i Landsretterne, eller hun kan vælge at opgive sagen mod den Statslige myndighed. Fru Sørensen, der fortsat ikke har nogen penge, ingen advokat og ikke må bruge det bevismateriale som hun har indhentet, vælger at opgive sagsanlægget mod den Statslige myndighed.
Hvad Fru Sørensen ikke opgiver, er kampen i Byretten. Fru Sørensen insisterer fortsat på, at hun ikke har kendskab hverken til Rocker Larsen eller den handling som den Statslige myndighed vil have ham dømt for, og hun fastholder, at hun bestemt ikke vil vidne mod Rocker Larsen i en sag, som den Statslige myndighed har opfundet. Byretten er stadigvæk af den opfattelse, at hvis bare de tar Fru Sørensens piger fra hende, så skal hun nok makke ret, og de truer derfor fortsat med tvangsanbringelse.
Fru Sørensen har intet ulovligt begået og Fru Sørensen er ikke umyndiggjort. Alligevel har en Statslig myndighed handlet retsligt på hendes vegne og alligevel vil Byretten tvangsanbringe hendes børn indtil hun gør, som den Statslige myndighed forlanger. En tvangsanbringelse og en fængsling, som ingen nogensinde vil få noget at vide om, eftersom det er blevet besluttet bag dobbeltlukkede døre i en hemmelig ret, som ingen må tale om!
Fru Sørensen er bange og hun og hendes familie er nu gået under jorden. Familien har ikke reelt haft noget andet valg, for hvad skulle valget være ? Hvis ikke Fru Sørensen afgiver den vidneforklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, tar de hendes børn. Hvis hun derimod afgiver den forklaring mod Rocker Larsen som myndighederne ønsker, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvad konsekvenserne så bliver……
Virkelighedens retssikkerhedsgaranti ligger således alene i Fru Sørensens mulighed for at gå under jorden.
© Harning
Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.