Vær venligst opmærksom på, hvordan du formulerer din kommentar. Kommenterer der kan anses for injurierende eller som på nogen måde kan ophæve kilders anonymitet, eller som krænker andre menneskers privatliv vil ikke blive publiceret.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Ophavsret
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan naturligvis citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Hvis du ønsker at gøre brug af mine tekster på anden vis, kan dette ske efter skriftlig aftale.
Det startede ellers så godt; da lille Malthe* forventningsfuldt,spændt og en lille smule genert mødte op for endelig at begynde i skole ligesom storebror. Malthe var glad for sin skole og sine klassekammerater og hans forældre trygge i deres overbevisning om at den danske folkeskole levede op til alle løfter om et ligeværdigt og respektfuldt menneskesyn…..indtil den dag hvor Malthes mor blev ringet op af klasselæreren. Hvorfor?
Jo, for lille generte Malthe havde siddet stille i klassen, lyttet til hvad de andre børn havde at sige, pænt gjort som læreren havde bedt ham om, samtidig som han bare sådan skulle tisse. I kender det sikkert selv, skal man så skal man, og Malthe som jo desuden bare er 6 år han skulle virkelig.
Men lille Malthe, som jo er godt opdraget, ville absolut ikke forstyrre læreren og holdt sig derfor så godt han kunne, og da han simpelthen ikke kunne holde sig længere, rakte han forsagt hånden op, ventede pænt til det blev hans tur og spurgte så om han ikke nok måtte have lov til at gå på toilettet.
Nej! Det må du ikke!
Var lærerens svar.
Og Malthe, som jo er en smule genert, og vel også en lille smule bange for læreren, gjorde som læreren sagde. Han blev siddende. Og tissede i bukserne. Nu skulle man jo tro at læreren straks ville have indset at hun var gået for vidt og derfor havde skyndt sig med at hjælpe lille Malthe.
Men nej…
Læreren beordrede Malthe til at blive siddende på sin stol. I sit eget pis. Udstillet. Ydmyget. Krænket. Hvorefter læreren ringede til Malthes mor og sagde til hende at Malthe måtte blive siddende dér. På stolen. Alene.Udstillet.Ydmyget.Krænket.
***
Den stakkels lærer er selvfølgelig efterfølgende blevet tilbudt psykologhjælp. Malthe derimod, som jo faktisk er offeret og den som er blevet krænket, ydmyget og hængt offentligt til skue i skolens gabestok har lige så selvfølgeligt- intet sådant tilbud fået.
Hvis du vil vide hvordan skolen for øvrigt har håndteret den uacceptable tilsidesættelse af børnekonventionen som Malthe blev udsat for, så følger en opdatering i kommende indlæg.
* (Anonymiseret idet moderen er bekymret for at offentliggørelse vil indebære repressalier mod hendes barn fra skolens leder)
Efter uendeligt tålmod med os forfattere og flere måneders hårdt arbejde fra de to ildsjæle Lonni Krause og Kenneth Krabat så en ny antologi dagens lys i august. Antologien ”Ordløst, 119 digtere i dansk forfatterforening” må nok siges at være vor tids mest digre samling af poeter i én og samme bog og i bedste kunstnerlige ånd er den selvfølgelig gratis og lagt ud til fri op og download for privatpersoner*. Så… hvis du vil læse mine eller andres bidrag klikker du bare på bogen herunder.
God fornøjelse!
Harning
*Men den må naturligvis ikke anvendes i erhvervsmæssig øjemed, herunder offentlige og private skoler samt skriveskoleundervisning, uden tilladelse fra forlaget eller aftalt kompensation til de enkelte digtere, herunder CopyDan-afregning eller tilsvarende.
Som mange af jer andre derude, stemte også jeg ved EP-valget og da jeg heldigvis er stemmeberettiget i Sverige betød det at jeg kunne sætte mit kryds ved det eneste parti som jeg mener reelt arbejder på at sikre individets integritet og hjemmets ukrænkelighed fra overvågnings og stikkersamfundets magthavere. Nemlig Piratpartiet.
Stor er således min glæde idag, hvor jeg kan konstatere at Piratpartiet med sine 7,1% af stemmerne gik forbi flere af Sveriges ellers etablerede partier, så som V, C og Kristdemokraterna og dermed har formået at sende at klart signal til “gammelpolitikerne” om at ikke alle vil tolerere overvågning, censur og andre integritetskrænkende tiltag, ligesom jeg må formode; at fordommen om at det kun er unge fildelende fyre i lumre indelukkede colasejlende værelser nu er blevet gjort grundigt til skamme.
SFI iværksætter ifølge Politiken en større undersøgelse for at finde ud af hvilken hjælp der er mest hensigtsmæssig for svage familier, et initiativ som KL er glade for da de erkender at de ikke aner i hvilken grad kommunernes foranstaltninger har nogen effekt.
At man nu vil se nærmere på de to mest anvendte foranstaltninger, nemlig familiebehandling og hjemme hos`er synes jeg er glimrende, ligesom jeg ju ikke kan være andet end enig i at der er brug for en undersøgelse på området. Men, for selvfølgelig er der også et par men, for det første mener jeg at man starter i den forkerte ende – nemlig i antagelsen om at det er forældrene som der er noget galt med.
Enhver der ved det mindste om forskning ved også at hvis grundforudsætningerne er forkerte – ja så bliver resultaterne af forskningen også derefter, hvorfor en eventuel undersøgelse naturligvis burde tage udgangspunkt i en tilbundsgående undersøgelse af barnets problematik først for så sidenhen at kigge på hvilke “behandlinger” der eventuelt virker, alt andet er som at sende en patient med ondt i maven til en almenpraktiserende læge som remitterer patienten til omfattende behandlinger hos alt fra fodterapeuter til psykologer til strålebehandlinger.
For det andet så er kommunernes tilbud om såvel familiebehandling som hjemmehos særdeles varierende i såvel tid som kvalitet, hvorfor jeg finder at det vil blive særdeles vanskeligt at kunne drage nogle endegyldige konklusioner medmindre SFI påtænker at sikre at alle familier som deltager får præcis det samme tilbud – en tanke som i givet fald ikke fremgår af dagens artikel.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på anbringelsesområdet, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere,med erstatningsansvar, at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!
Idag findes der ingen sådan garanti – tværtimod så synes parolen fortsat være: at bare vi fjerner børnene fra deres forældre så har vi løftet vores samfundsmæssige opgave – selv om dette sker uden nogen som helst skelen til hensigtsmæssighed eller bedrede vilkår.
Der findes naturligvis heller ikke ikke noget krav om erstatningsansvar, for igen – alene det at fjerne børnene fra de umulige forældre anses jo for værendes alfa og omega, at børnene så ikke får bedre vilkår eller måske endda forværrede vilkår kan da vel ikke være myndighedernes skyld synes ræsonnementet at gå.
Og så er det at jeg bliver så glad, når jeg en helt almindelig lørdag aften kan læse i Politiken at der faktisk eksisterer en forening af tidligere anbragte børn i Danmark (Foreningen Godhavnsdrengene) som arbejder på at få regeringen til at tage ansvar for de overgreb og den omsorgssvigt som de blev udsat for under deres anbringelsestid. Eneste torn i mit øje er at de tilsyneladende vil nøjes med en undskyldning. En undskyldning?
Nej, de skal da have fuldstændig oprejsning!
Og de skal selvfølgelig gå rettens vej og forlange såvel en undskyldning som en klækkelig erstatning.
Forfatterinden og filosoffen Nina Karin Monsen er blevet tildelt den norske pris “Fritt Ord” hvilket har skabt en hel del debat,kritik,og ja, sågar næsten også optøjer .Kritikken skyldes Monsens tidligere udtalelser om homoseksuelle og deres ret (mangel på samme) til at indgå ægteskab og få kunstig befrugtning og fremføres primært af homoseksuelle omend også en del andre har meldt sig til kritikerkorpset. Og så er det jeg undres, for hvorledes kan nogen anse at en betingelse for at modtage en Fritt Ord pris er at prismodtageren alene udtrykker “godkendte” og politisk korrekte ufrie ord? Selv er jeg, et langt stykke hen ad vejen, rent holdningsmæssigt dybt uenig med Monsen – men det indebærer jo på ingen måde at jeg mener, at hun ikke bør have samme ytringsfrihed som alle andre eller at hun ikke skulle kunne fortjene at få en pris for at benytte sig af denne ytringsfrihed.
For ordet er frit – hvad enten det så handler om Mohammed tegninger*, Playboybilleder eller homoseksuelle, og at, som visse af aktørerne i denne sag, ligefrem demonstrere mod Monsens ret til at ytre sig synes jeg ikke bare er beskæmmende men tillige et usædvanligt pinligt udtryk for demonstranternes snæversynede dobbeltmorale.
På arbejde. Min kollega og jeg er uenige om hvem der skal gøre hvad. Pludselig tar han fat i min arm og råber: “se mig i øjnene når jeg taler til dig”. Han er vred og stor og stærk og jeg bliver grebet af panik. Kan ikke finde ord. Forsøger at vriste mig fri. Men han er større og stærkere og insisterende, så jeg står bare dér og lader ham se ind i min sjæl og mærker hvordan jeg langsomt forsvinder
For en uge siden skrev jeg et indlæg omhandlende Pirate Bay& Civil ulydighed, i indlægget havde jeg lagt et link til hvordan man som dansk internetbruger kunne komme omkring spærringen af The Pirate Bay – desværre har det vist sig at også den side som jeg linkede til er blevet blokeret. Derfor får I nu et par guides til såvel XP som Vista direkte på bloggen.
Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år.
Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at:“fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”.
2002 – for syv år siden.
Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..
Som tidligere mangeårigt skolebestyrelsesmedlem på en større dansk skole er det med stor undren at jeg har læst Jeres profil på Rådmandsgade skoles hjemmeside. Af denne fremgår det at skolens rektor Lise Egholm er “strategisk leder” i skolebestyrelsen. Og omend jeg kan have forståelse for et enkeltindivids psykologiske bagvedliggende behov for at fremstille sig selv i så positivt et magtlys som overhoved muligt, må jeg sige at jeg ingen forståelse har for, at I, som valgte forælderepræsentanter, finder det acceptabelt at sekretæren i skolebestyrelsen (j.f. folkeskolelovens §42. stk 6) officielt betegner sig som skolebestyrelsens “strategiske leder”.
For mig at se, så har I hermed valgt at sende et budskab om at Jeres funktion - alene er at danse efter rektors pibe,uden den mindste hensyntagen til gældende lovgivning.
Altså en marionetfunktion.
(Hvilket naturligvis forklarer at I ikke reagerede da jeres inspektør gik ud i offentligheden og afgav ytringer der tydeligt viser at hun på ingen måde har lyst til at rette sig efter hverken Folkeskoleloven (j.f) eller lov om social service (j.f))
Det kunne dog være interessant at vide, med hvilket formål og med hvilken begrundelse I anser, at der bør være en skolebestyrelse på Rådmandgadesskole?
Gang på gang hører vi de unge af anden etnisk herkomst end dansk fortælle at de bliver diskriminerede og udsat for racisme. Og gang på gang forsøger vi som samfund påstå, at det ikke sker. Nu viser det sig så, at i hvert fald én skole på Nørrebro konsekvent har behandlet børn med indvandrerbaggrund ikke bare som andenrangsborgere – men som mindre værd end de materielle ting som vi omgiver os med. For på Rådmandsgade Skole anser man ikke at indvandrerbørn har samme ret til at slippe for at blive mishandlede som etnisk danske børn. Når etnisk danske børn bliver slået på, laves der som minimum en underretning til socialforvaltningen, når lamper ødelægges og vægge tegnes på indgives der en politianmeldelse, men når børn af anden etnisk herkomst end dansk bliver slået på så anser skolen ikke at dette er noget som bør indrapporteres*- hverken til det ene eller til det andet sted.
Og så er det jeg undrer: Hvis indvandrerbørnene allerede i skolen, gentagne gange og meget konkret oplever at deres ve og vel er undtaget loven og at de ikke har samme rettigheder som alle andre børn i Danmark – hvorfor skulle de så ikke have en følelse af at de bliver diskriminerede og udsat for racisme?
Og når de allerede som små børn oplever, at det danske samfund opfatter dem som helt legale boksepuder for vokse – hvordan skal de så, som voksne, kunne føle sig som værdige mennesker?
Eller som mennesker i det hele taget…..?
(* Kan I for øvrigt huske Sonay? Pigen der fortalte sin lærer at faderen havde taget kvælertag på hende – men hvor læreren ikke havde lyst til at underrette forvaltningen. Sonay døde.)
Ja, enten det eller også er Israel ikke spor interesseret af fred i Gaza. Mossad anses, som bekendt, som en af verdens bedste efterretningstjenester – alligevel har de ikke formået at gå ind i lille bitte Gaza, lokalisere de Hamaspersoner som de anser for at være fjenden og dræbe dem på stedet. Ej heller har Israel været i stand til at få ram på deres udtalte fjender, til trods for at de er verdens fjerde største militære magt og efterhånden har bombet alt som rører sig i Gaza. Nu kan jeg så læse i Politiken at USA igen vil komme stakkels Israel til undsætning (udover de våben som de forærede væk allerede i september) ved hjælp af radar til de såkaldte våbensmuglertunneler. Jamen..
Hvis agendaen virkelig var den udmeldte – at få ram på Hamas og ikke civilbefolkningen, hvorfor har Israel så ikke benyttet sig af de muligheder de har haft i form af ikke bare Mossad men også i lige så høj grad de spærrede grænser, det lille område og den relativt lille befolkning? Fx kunne de jo bare have tømt hele Gaza på folk og sorteret Hamas ud fra mængden.
Chefredaktør Tøger Seidenfaden udtaler i avisens netudgave at han er enig med det jødiske samfund i, at sammenligningen mellem de jødiske soldater anno 2008 og de tyske soldater fra 1943 ikke er rimelig.
Og fortsætter: “Det er ikke en sammenligning, man nogensinde vil kunne finde på lederplads i Politiken. Den er stødende for alle, der har en erindring om nazismens forbrydelsers omfang og karakter”.
Der er rigtig mange ting i hele denne affære som jeg stiller mig aldeles undrende overfor -så her blot et udpluk:
Så, mener de virkelig at Politiken burde have ladet hån om ytringsfriheden og undladt at publicere tegningen, bare fordi den repræsenterer et andet synspunkt end deres eget?
2. I det åbne brev til Politiken skriver de at: ” For det Mosaiske Troessamfund og ikke mindst de jøder, der er overlevende efter Holocaust, er det uforståeligt, at der skal foretages sådanne sammenligninger mellem Israels hærs handlemåde og nazisternes forsøg på endlössung af det jødiske folk.” og de fortsætter: “Det er en total forvrænget sammenligning” Disse påstande synes jeg bør tages med en hel del modifikationer, ikke bare fordi vice forsvarsminister Matan Vilnai på israelisk arméradio allerde i februar 2008 selv brugte ordet ”Shoah” (Houlocast), som det svar han ville give på qassamraketerna, heller ikke bare fordi FNs menneskerettighedsråds særlige udsending til de besatte palæstinensiske områder, den amerikanske jøde Rickard Falk helt tilbage i 2007 sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med nazisternes behandling af jøderne under anden verdenskrig. men også fordi sammenligningen mellem Holoucast og det der sker i Gaza lige nu også fremføres af Israeler der til forskel fra Mosaisk trossamfund rent faktisk befinder sig på plads og derfor vel også må antages at have en vis indsigt i hvad de udtaler sig om.
Men Mosaisk trossamfund mener måske at ovennævnte jøder og Israeler også er antisemitister? Hvor går grænsen egentlig for hvornår man bliver betragtet som antisemit i Mosaisk trossamfunds øjne?
Hvad med dem her, er de mon antisemitister?
Da præsident Shimon Peres for nylig deltog i en hyldest af Israels nationalpoet Bialik i Tel Aviv deltog en stor grupper poeter som valgte at læse Bialiks digt “Om slagt”, hvorefter de spurgte de deltagende hvordan de kunne få sig til at stå der og drikke champagne samtidig som hundredevis blev dræbt i Gaza. Poeterne, er de mon antisemitister?
Den 7 januar besatte jødiske kvinder Israels ambassade i Canada i et forsøg på at fortælle verden, at ikke alle støtter Israels volds og apartheidpolitik. Kvinderne, er de mon antisemitister?
Den engelske politiker Gerhard Kaufman opvokset som zionist og hvis forældre flygtede fra polen under anden verdenskrig siger: ““The present Israeli government ruthlessly and cynically exploit the continuing guilt from Gentiles over the slaughter of Jews in the Holocaust as justification for their murder of Palestinians,” Gerhard Kaufman er han mon antisemit?
Hos Ordholder er der pt en debat udsprunget af undervisningsminister Bertil Haarders udtalelser om morgenbøn i den danske folkeskole. Selv anser jeg, at troen hører til i kirken/moskeen/synagogen /templet og andre dertil indrettede steder – Ordholder er af en anden opfattelse og foreslår derfor obligatorisk protestantisk morgenbøn indtil det fyldte fjortende år.
Til trods for at Israels militær er gået i mod landets egen højesteret og har forbudt udenlandske journalister tiltræde til Gaza, til trods for at de fratog sine soldater deres mobiltelefoner og til trods for at Israel har bombet elforsyningen sønder og sammen og til trods for at over 70% af telekomunikationen er brudt sammen, så findes der et par enkelte mennesker inde i Gaza som ikke har mistet modet – og det er bloggerne.
Mange ting er de blevet kaldt herhjemme, bloggerne – dem der er lige som dig og mig. De danske netaviser forsøger gang på gang at få os bloggere til at forstå, at vi er korridorsnakkende amatører, at vi er useriøse, at vores indlæg i bedste fald er trivielle dagbogsindlæg fra en kedelig hverdag, og at intet vi skriver går op imod den rigtige ærefulde, troværdige, gennemarbejdede, re-searchede journalistik. (j.f fx dette)
Krigen i Gaza har med al ønskværdig tydelighed vist, at disse ærværdige journalister intet andet er end copypastere som gladeligt genoptrykker den ene telegrambureaunyhed efter den anden uden nogen som helst interesse for at værne om objektivitetens*, journalistikens eller ytringsfrihedens hellighed. Ikke ét ord; hvor der burde have været et ramaskrig til vores egen regering over at de støtter Israels censur.
At demonstrere er en demokratisk ret som vi alle kan benytte os af for at gøre vores stemme hørt på fredelig vis.
Hvis du ønsker at benytte dig af at bo i et frit demokratisk land og give din stemme tilkende og protestere mod volden og krigen i Gaza kan du møde op et af følgende steder:
I Danmark
Tirsdag den 13 januar vil der i Danmark afholdes en landsdækkende protestdag mod krigen i Gaza med demonstrationer i bla.
København, Sønderborg, Esbjerg, Odense og Silkeborg.
Demonstrationen støttes indtil videre af blandt andet Rehabiliteringscentret for Torturofre, Human Rights March, Det Danske Fredsråd, Fredsvagterne, Kommunistisk Parti, KPiD og Enhedslisten, oplyser Karen Henriksen og tilføjer, at listen langt fra er endelig. Der arbejdes på fuld kraft med at få flere til at bakke op om initiativet.(fra arbejderen)
Frem til tirsdag vil der desuden afholdes spredte demonstrationer rundt omkring i landet og en fakkelvagt vil befinde sig på rådhuspladsen
TIRSDAG DEN 13. JANUAR
Esbjerg: Pt. ikke flere oplysninger – Arr. Esbjerg Fredsbevægelse
Hillerød: Foredrag om Israel-Palæstina-konflikten ved Martin Krasnik. Grundtvigs Højskole, Frederiksværksgade 147.
København: Rådhuspladsen kl. 17 og videre til Christiansborg Slotsplads
København, Israels Plads kl. 19.30 – (v. Nørreport station, bag ved Grønttorvet). Vi afholder to minutters stilhed for ofrene for Israels angreb i Gaza. Medbring blomster og lys. Kom iklædt det palæstinensiske flags farver.
Odense: Demonstration kl. 16 – pt. ikke flere oplysninger
Silkeborg: Fakkelvagt kl. 16.30 på Torvet
Arrangør: Internationalt kvindenetværk
Slagelse: Demonstration kl. 18.30 foran Rådhuset – arr. Kommunistisk Parti i Vestsjælland.
Sønderborg: Demonstration kl. 15.45 ved Føtex og videre til Rådhuspladsen, Arr: Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
LØRDAG DEN 17. JANUAR
Odense: Pt. ikke flere oplysninger
I Sverige:
Borås: Demonstration för fred i Gaza
Lördag den 10 januari kl. 12.00 på Stora torget. Demonstration, flygbladsutdelning och tal.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Borås: Slut upp och visa solidaritet med offren i konflikten i Gaza!
Lördag den 17 januari klockan 12.00 på Stora torget.
Arr: Vänsterpartiet Borås
Gislaved: Stoppa massakern i Gaza !
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Gågatan
Gävle: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13:00, Södermalstorg
Göteborg: Demonstration – Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, OBS! Ändrad tid! Samling kl 14.30 på Götaplatsen
Arr: Gaza Kommitte
Halmstad: Tyst manifestation för Palestina
Lördagen den 10 januari kl 12 på Stora torget
Helsingborg: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 14.00. Plats Gustav Adolfs torg
Karlstad: Demonstration – Demonstrera mot bombningarna av Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00.Plats: Soltorget
Kramfors: Stoppa massakern i Gaza!
Lördag den 10 januari, klockan 12.00 på Kramfors Torg
Kristianstad: Demonstrera mot bombningarna!
Lördagen den 10 januari. Kl 12.00. Plats Söderportskolan.
Luleå: Manifestation till stöd för Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, utanför Smedjan på Storgatan.
Arr: Palestinagruppen med fl.
Lund: Protestera mot bomberna över Gazas befolkning
Varje lördag på Stortorget i Lund mellan kl 12-13.
Malmö: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14, Gustav Adolfs Torg
Arr: Nätverket mot Israels krig och ockupation
Norrköping: Stoppa massakern i Gaza!
Torsdagen den 10 januari, samling kl 12 på Tyska Torget.
Demonstration med huvudtalarna Lars Stjernkvist (s) och Torbjörn Björlund (v).
Arr: Svenska Palestinska Föreningen i Norrköping i samarbete med (s) och (v)
Näsåker: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 14-15.
Stockholm: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden! Lördagen den 10 januari, kl 13-15, Sergels Torg.
Arr: Gaza Solidaritet
Sundsvall: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 12:00, Stora Torget
Trollhättan: Stoppa massakern i Gaza – bryt blockaden!
Lördagen den 10 januari, kl 13.30. Plats: Kompassen utanför Odens varuhus
Umeå: Dagliga protester på Rådhustorget kl 12
Uppsala: Demonstration mot Israels markoffensiv!
Lördagen den 10 januari, kl 12.30, Samling Slottsbacken
Vetlanda: Manifestera mot Israels militära offensiv – Stoppa ockupationen!
Fredagen den 16 januari. Samling 14.30 vid Kantarellen
Västerås: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kl 13.00-14.30, Fiskartorget – Sigmatorget.
Arr: Västerås/Palestina Solidaritet!
Örebro: Stoppa massakern i Gaza!
Lördagen den 10 januari, kkl. 13.00, utanför Skattehuset
Östersund: Manifestation mot Israels krig!
Lördagen den 10 januari, klockan 13.00. Samling vid Stjärntorget, utanför Biostaden.
Arr: Nätverket för Global Fred och Demokrati i Östersund
Tack till Gaza; Peace n´Freedom för sammanställning av den svenska listan
I følge Politiken.dk udtaler to folkeskoleledere (Lise Egholm og Olav Nielsen) at de i dag ville tøve med at optage jødiske børn på deres skoler og sågar pænt rådgive forældre med jødisk baggrund om at finde en anden skole. Begrundelsen som de giver er at det ville kunne skabe konflikter blandt børnene pga den pågående krig i Gaza. Dette er ikke bare noget sludder – det er tillige en klar udmeldelse om at de to skoleledere ikke anser sig være i stand til at udføre det job som de er ansat til.
For en skoleleder er naturligvis forpligtiget til at arbejde i henhold til folkeskolelovens formål. Formål som klart statuerer at skolen skal gøre børnene “fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer,” samt at Folkeskolen “skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Da både Lise Egholm og Olav Nielsen helt åbenlyst ikke ser sig istand til at sikre at deres skoler overholder ovenstående formål er det min opfattelse at de umiddelbart bør fratræde deres stillinger .
Alternativt; hvis skoleledernes manglende overholdelse af folkeskoleloven skyldes uvidenhed kunne de bede formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fati El-Abed, om et kursus – idet han helt klart har forstået hvad det indebærer at gå i dansk skole. Han udtaler bla at det er “forkasteligt” hvis skoler fraråder jødiske forældre at indskrive deres børn og siger videre at det er “deprimerende” og “til at græde over”, “hvis en international konflikt fører til, at danske børn med forskellig baggrund ikke kan gå på samme skole i fredelig forening”.
Hvis du ikke har andet at tage dig til mellem jul og nytår, er træt af fjernsynets hundredesyttende genudsendelse af “Sound of music”, ikke er sart og er til hardcore satire og gratis/open source compterspil med en politisk agenda så er det her den perfekte side for dig.
Her kan du hjælpe pædofile præster med at gramse på børn og finde på gode måder at dække over det, give dit religiøse had frit løb eller kaste dig ind i kampen om copyright på nettet.
Men husk endelig!:
Hvis du bor i lande med meget restriktiv pædofillovgivning som Australien eller i et land hvor dette ovenikøbet kombineres med en censurerende katolsk overmagt som Italien – så risikerer du retsforfølgelse.
Indtil i dag levede jeg i den lykkelige overbevisning at unisex og hele æraen af kedelig kønsligegyldighed og ensartethed var forbi – og at nu måtte piger være piger og drenge måtte være drenge. At der var plads til forskellighed. Dette selvom jeg befinder mig i rødstrømpernes og genusforskernes* højborg. Nu kan jeg så læse at virkeligheden er en anden – at almindelige legepladser anses for skadelige fordi de fremmer kønsforskellene og at cykler, sandkasser og gynger i følge disse genusforskere derfor burde fjernes fra de svenske børnehaver og skoler.
De seneste par dage har der været optøjer i Malmøbydelen Rosengård- i nat værre end nogensinde. At beboerne i Rosengård oplever en berettiget krænkelse når kommunen lader dem leve i lejligheder så fyldte af kakerlakker at børnene får psykiske mén er der vist ingen tvivl om. Ligesom der ingen tvivl er om at Hr. Ilmar Reepalu* udtalelse om at en fredelig lille bitte moske ikke “passer ind” i området opleves som krænkende og dybt urimelig.
Spørgsmålet er så om ildspåsættelser og vold er et rimeligt modspil til krænkelsen. Mit svar på det er, at nej selvfølgelig er det ikke det. At anvende vold og trusler mod civile som politisk udtryksform er terrorisme – hvad enten det så er de unge på Nørrebro eller de unge i Rosengård som vælger denne måde at kommunicere sit budskab ud på.
Problemet er at vi som samfund i både Danmark og Sverige accepterer og sågar endda undskylder disse unge, til forskel fra fx fredelige banner-ophængende optøjer som Greenpeaces eller mulige pengetransaktioner i lande langt væk fra vores egne baggårde. Budskabet vi sender bliver dermed ikke bare uklart – men tillige accepterende. Debatsiderne rundt omkring er ligefrem ved at sprænges af al den forståelse som alle disse stenkastende, ildspåsættende og ofte tilrejsende, udefrakommende unge får.
Organisationer som tar avstånd till den senaste veckansvåld: Islamiska förbundet i Malmö, Malmö unga muslimer, Månens scoutkår, Ibn Rushd, södra Sverige, Stöd kliniken, Quran läsare förening och Isvec Milligörus arbetar med Islamiska kulturföreningen med att försöka skapa lugn. (Sydsvenskan)
Hér en lille søndagstanke. ..
Det er frivilligt om man vil indgå i fx PKU registeret. Jeg kan således vælge om jeg vil have mit DNA og dertil hørende meget private oplysninger opbevarede og registrerede .
Men kan jeg nu det? For hvad nu hvis jeg ikke vil, men min mor min far mine søskende og mine børn vil? Kan jeg så forlange deres DNA profiler destruerede fordi disse tillige indeholder personfølsomme oplysninger om mig, min etnicitet, mine sygdomme mv. ?
En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nu en gang for alle gjort klart at DNAregistre over uskyldige er i strid med menneskerettighederne – En dom som jeg naturligvis ikke kan andet end glædes over fordi vi alle hermed ikke bare har ret til at holde vores egne private oplysninger for os selv – men naturligvis også fordi dommen bekræfter mig i, at ideen om at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, stadig ligger i grunden af vores retssamfund.
Interessant bliver nu imidlertid at se hvorledes vores myndigheder vil håndtere denne nye afgørelse, for som bekendt har vi i årevis registreret alle nyfødte der har fået foretaget en PKUtest. Som forælder har man ganske vist haft mulighed for at nægte samtykke* til at ens barns DNA blev opbevaret og registreret – men i virkelighedens verden har denne nægtelse været en, til tider, sandhed med modifikationer. Når jeg skriver sandhed med modifikationer skyldes det, at jeg aldrig har givet samtykke til at mine børns DNA måtte opbevares længere tid end nødvendigt for at få foretaget selve testen, men da jeg jo er en mistroisk sjæl, så henvendte jeg mig efterfølgende til Statens Seruminstitut med anmodning om at mine børns tests blev destruerede. – Hvorefter jeg modtog en pæn skrivelse om at destruering var sket på baggrund af min henvendelse!
Men indtil da,var de altså blevet gemt – fuldstændigt i strid med mine tidligere ønsker og uden mit forudgående samtykke.
Så ja, interessant skal det blive at se hvorledes myndighederne nu vil gribe registret an.
I Storbritannien og især i New Zealand har man længe arbejdet udfra den viden vi idag har om at børn og unge som bevidner vold i hjemmet kan få meget alvorlige psykiske mén (mange af dem lider fx af PTSD ) og for to år siden indførte Sverige særlige erstatningsregler for disse børn i erkendelsen af at de er ofre.
Nu foreligger der et dansk forslag om en lignende anerkendelse, idet et flertal i folketinget ønsker højere straf til voldsforbryderen hvis et barn har overværet volden. Et forslag som, i kraft af sin signalværdi, kunne gøre en forskel for de udsatte børn.
Hvad vi dog bør være særlig opmærksomme på; er nogle af de erfaringer som netop Sverige har gjort omkring vanskelighederne på området – når man samtidig i meget lang udstrækning har regler om fælles forældremyndighed og udvidede samværsordninger – regler som vi har – ikke bare tilsvarende i Danmark – men som vi i forbindelse med indførelsen af forældreansvarsloven skærpede yderligere, og hvis absurde konsekvenser der desværre allerede er fremkommet flere meldinger om.
Skulle forslaget vinde hævd, og skal det være meningsfuldt for de udsatte børn, burde det derfor også indebære en ændring af den nuværende forældreansvarslov. En ændring som Brian Mikkelsen, til trods for skarpe udtalelser om børns ret til at slippe for samvær med voldelige forældre, ikke umiddelbart synes spor interesseret i at foretage.
Min teenager ved godt hvad PTHC står for, en viden jeg må indrømme jeg ikke selv havde før han fortalte mig om det (en viden jeg for øvrigt virkelig godt kunne have ønsket mig foruden). Hvad min teenager derimod ikke vidste noget om før jeg fortalte ham det, var hvad en børneattest er for en størrelse – en viden som jeg synes alle teenagere burde have, en viden som det i dén grad undrer mig at de ikke har.
For teenagere eksperimenterer og de bliver forelskede og de lader sig rive med af situationen og ingen af dem tænker på at bede deres legekammerater om dokumentation på, at de er over femten. Lige så lidt som de tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis de ikke gør det. For det kan have konsekvenser. Alvorlige konsekvenser. Og selvfølgelig burde alle femten, seksten og syttenårige vide hvad det kan indebære for dem at have sex eller lidt fællesonani med en sød og venlig person på fjortenårogellevemånederellerderomkring.
Så hvorfor ved teenagere ikke noget om det? Når nu det kan få indflydelse på deres liv.
Alvorlig indflydelse.
I Aalborg kommune er antallet af anbringelser steget eksplosivt i det forløbne år, og jeg kan ikke lade være med at spekulere i om det skyldes ren panik efter den voldsomme kritik som kommunen fik efter Rasmus Popenda sagen.
For selvfølgelig er der ikke kommet flere børn som har brug for at blive anbragt lige som der heller ikke er kommet flere kompetente anbringelsessteder til disse børn og jeg kan desuden vanskeligt forestille mig at kommunen på bare et år pludselig er lykkedes med at lave komplette udredninger af de pågældende børn.
Nogen ville måske hævde at Aalborg kommune tidligere anbragte for få børn og at de nu har mandet sig op, er begyndt at tage børnenes problemer på alvor og har fundet kvalificerede løsninger. Men…også denne variant har jeg vanskeligt ved at forstille mig, idet Aalborg kommune stadigvarende er kendetegnende som den kommune hvorfra jeg får tilsendt flest mails, sagsakter og fortællinger fra forældre med forespørgsler om kommunens ageren (eller mangel på samme). Faktisk har jeg så meget materiale fra Aalborg kommune liggende at jeg ville kunne fylde en hel bog – alene med eksempler derfra.
Om de børn som er blevet anbragt og om dem som ikke er det. Om de børn som selv har ønsket anbringelse og som ikke har fået den( som Rasmus heroverfor). Om de børn som ikke har ønsket anbringelse, men som alligevel blev tvunget væk hjemmefra (som trettenårige Sofie* der i ensomhed og frustration på anbringelses – institutionen møjsommeligt skar ordet hjælp i armen med en ikke helt ren kniv). Om de børn som er blevet anbragt og som år efter stadig ikke har fået hverken psykiater/psykolog -hjælp eller en ordentlig skolegang. Om de børn som ikke er blevet anbragt og hvis eneste tilbud har været MST. Om de børn som er døde og om de forældre som har rendt kommunen på dørene for at få hjælp, hvor der ingen hjælp var at hente. Om de fantastiske unge som selv tog initiativ og skrev til socialrådmand Mai-Britt Iversen efter hjælp, men hvor der ingen hjælp var at finde. Om de små børn som mistede deres bolig fordi samme socialrådmand tilsyneladende synes kollektiv afstraffelse af hele familier er bedre end reele forebyggende tilbud til de udsatte unge og deres familier.
Så nej, jeg kan ikke lade være med at spekulere..
Over årsagerne til de mange pludselige anbringelser og over panik,vægelsind og ansvarsfralæggelse. Og jeg spekulerer over om disse børn nu også bliver anbragt steder hvor de reelt får de tilbud og den skolegang som de har brug for,ligesom jeg undrer om disse børn og forældre virkelig ikke kunne have været hjulpet på anden vis …
Mine sidste to indlæg har fra hver sit perspektiv haft medicin som bivirkning, hvorfor jeg egentlig synes det var bedre at samle problematikken i et selvstændigt indlæg.
I hele den vestlige verden bruger vi forskellige typer af medicin til at behandle og holde visse “symptomer” nede hos de dele af befolkningen som vi karakteriserer som psykisk syge (diagnoser som depression, skizofreni, hele det neuropsykiatriske spektrum m.f).
Hvorvidt medicin generelt er en god eller dårlig idé, er ikke min pointe i dette indlæg. Det er derimod det faktum at vi til den ene side accepterer og til tider lovpriser denne medicin samtidig som vi til den anden side ikke anerkender de bivirkninger som medicinen også kan føre med sig.
Mit spørgsmål handler derfor om ansvar. Først et par eksempler:
1. En ung mand tager livet af sig selv mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er selvmordstanker og selvmordsforsøg.
2. En ung mand slår en anden person ned mens han er påvirket af medicin hvor bivirkningerne ifølge indlægssedlen er emotionel instabilitet, fjendtlighed, og aggression.
Hvis ansvar er de to unge mænds handlinger?
Er det deres eget ansvar, fordi de vælger at spise en medicin som har disse bivirkninger? Er det lægens ansvar som har udskrevet medicinen? Er det medicinalvirksomhedens ansvar som har udviklet medicinen? Er det de pårørendes, omgivelsernes ansvar som ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme? Er det samfundets ansvar som tillader disse mediciner? Eller er det sådan, at de unge mænd hver især har ansvar for deres egne handlinger og at medicinens bivirkninger ikke er relevante?
Forestil dig en retssag – Hvordan synes du at ansvaret skulle fordeles? -Hvem burde dømmes?
I Sverige vill vi att skolan skall betraktas som samhället i övrigt när det gäller brott. Brott som sker i skolan ska alltså polisanmälas på lika villkor med brott begångna utanför skolan. En omedelbart logisk och självklar tanke – brott är brott oavsett vart det blir begånget och av vem. Och brott bör anmälas till polisen. Frågan är, vem som bör göra polisanmälan om brott begås i skolan.
Förutsättningen för att skolan som institution ska kunna stå som anmälare och samtidigt hantera uppgiften att säkerställa lika behandling av alla i skolan samt det enskilda barnets rättssäkerhet är att; alla landets skolor har nolltolerans för alla brott som begås av alla skolans medaktörer i alla åldrar, barn och vuxna.
Denna förutsättning finns inte i dagens Sverige. Som det är nu avgör varje skola själva vilka brott som de vill polisanmäla, liksom de själva beslutar om vilka personer de vill anmäla eller inte anmäla.
Skolornas polisanmälningar sker sålunda i dagsläget fullständigt godtyckligt.
Enligt en artikel i lärarnas tidning visade en rundringning till landets rektorer att Malmö stad är den enda kommunen som har en enhetlig policy om förfarandet vid polisanmälningar i kommunens skolor. I alla våra andra kommuner är det alltså helt olika regler om vad som gäller, allt efter vilken skola barnen går på.
Barnens rätt att behandlas lika, oavsett var i landet de bor, blir härmed illusorisk och det enskilda barnet blir totalt utlämnat till den enskilda lärarens,rektorns, skolans individuella etik och moral.
Hur är det då i Malmö, som ju trots allt ser ut att vara lite bättre än de andra kommunerna när det gäller att behandla de egna borgarna lika? Ja, om vi börjar med att se på policyn så framgår det att den enskilda skolan innan polisanmälan sker av barn under 15 år och särskilt under 12 år ” noga ska överväga” detta.
Vad som specifikt menas med “noga överväga” framgår inte. Det är alltså, återigen, tala om helt godtyckliga beslut även i denna “enhetliga” kommun. Vissa skulle nu kanske vilja anföra; att vi självklart kan lita på att alla skolor tänker lika, att alla anställda naturligtvis har samma rättsuppfattning och att det “noga övervägandet” räcker gott och väl för att se till att polisanmälningar sker likartat. Liksom vissa säkert skulle vilja anföra att det bara är jag som är ovanligt misstrogen mot våra myndigheter. Låt mig därför framföra ett par exempel från verkligheten på hur just Malmö stad administrerar och tolkar den enhetliga policyn - så får ni själva döma.
- En fjortonårig pojke blir påhoppad och misshandlad av flera jämnåriga (14-15 år), jämnåriga som senare samma dag yttermera uppsöker pojken på dennes bostad under rasten. Polisanmälan görs inte.
- En trettonårig pojke hamnar i slagsmål med en jämnårig klasskamrat. Polisanmälan görs.
- En lärare använder fysisk våld för att hålla fast en elev. Polisanmälan görs inte.
- Två jämnåriga gymnasiekillar slåss. Ingen av dem önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs.
- Ett flertal elever använder rasistiska och nedsättande ord om andra elever. Polisanmälan görs inte.
- En femtonåring blir påhoppad av två jämnåriga i gymnasieskolan. Femtonåringen önskar polisanmälan gjord. Polisanmälan görs inte.
Som medborgare i ett demokratiskt samhälle, som förälder och som pedagog undrar jag vad det är för ett budskap vi egentligen förmedlar till våra barn, när vi tillåter, att skolan som borde vara den som förmedlar demokrati, jämlikhet och rättssäkerhet - i stället förmedlar godtyckliga beslut* baserade på personliga uppfattningar.?
Polisanmälningar ska vara föräldrarnas ansvar, inte skolans. För föräldrar ska pr. definition vara subjektivt partiska till fördel för deras egna barn – liksom föräldrarna är de bästa att avgöra huruvida deras barn kommer att fara mest illa genom att polisanmälan görs med därpå följande förhör och eventuell rättegång eller genom att polisanmälan inte görs.
Så ja…Brott är brott oavsett var det begås och av vem. Polisanmälan av brott är däremot inte bara en polisanmälan. Det är ett godtyckligt ställningstagande som inte hör hemma i våra skolor.
(*Beslut som enligt skolornas egna upplysningar ofta inte ens skrivs ner. Det finns alltså ingen empirisk möjlighet att undersöka huruvida en skolas polisanmälningar är godtyckliga eller inte)
Historien om en kvinde, der er på tålt ophold i Danmark fordi hun har foretaget aborter i henhold til kinesisk lovgivning beskriver meget rammende et af mine favoritord – Absurdisme.
For, hvad er det lige hun har gjort forkert? Forbrydelser mod menneskeheden? Jamen herrejemine, herhjemme accepterer vi også aborter, også sene sådanne – på levedygtige børn. At vores tidsgrænse så ikke er den samme som den kinesiske regerings finder jeg absolut irrelevant, det samme gør Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager som ikke mener der er grundlag for sigtelse fordi konen handlede efter gældende lov i det land hun befandt sig i. Et land vi for øvrigt samarbejder med på en lang række områder.
Alligevel fastholder de administrative myndigheder at hun skal være på tålt ophold, som med den nye hastelov vil indebære at hun skal i natfængsel i Sandholmlejeren- hvorved ikke bare hun, men også hendes børn straffes for noget som vores eget retsvæsen ikke finder ulovligt.
Jo, morale er godt – dobbetmorale er dobbelt så godt – men bureaukratetik er nu engang det allerbedste !
*(Absurdisme note: Flygtningenævnet som er den instans der har bestemt at kvinden skal være på tålt ophold pga forbrydelser mod menneskeheden – er pga sin blotte eksistens selv blevet kritiseret af netop Menneskerettighedsorganisationer. )
For et stykke tid siden bragte jeg Nikolajs og Mettes historie. Deres oplevelse af systemet som fordomsfuldt, overformyderisk og stærkt præget af tvang er desværre langt fra enestående. Eksemplerne er utallige, men i stedet for at bringe endnu en personlig historie – vil jeg idag bare gøre opmærksom på denne tilsynsrapport vedr. Mors Garage fra Aalborg kommune, hvoraf det klart fremgår at et frivilligt tilbud opleves som (og bliver præsenteret som) tvang overfor brugerne.
(hvis du orker og ikke allerede er blevet alt for deprimeret, så kan du læse Aalborg kommunes kommentarer til rapporten her.)
For en gangs skyld, ser det ud til at jeg er enig med Venstre og Dansk folkeparti. I følge politiken arbejdes der nemlig nu på et forslag om at unge med kriminel adfærd skal kunne låses inde på institutioner efter svensk model. Hvis den svenske model følges, vil dette helt konkret indebære, at de unge og deres forældre får en langt bedre retssikkerhed end de har i dag og at de unge reelt udredes, behandles og modtager skoleundervisning – altsammen noget der pt ikke sker i Danmark.
Hvorledes partierne forestiller sig at den svenske model skal kunne implementeres i Danmark – uden omfattende ændringer i bla. den sociale lovgivning og uden uddannede mennesker til at varetage udredningerne fremgår ikke af artiklen, men indtil det modsatte er bevist vil jeg denne gang forbeholde mig den naive tro på at selvfølgelig har politikerne også taget hensyn til dette…
Jeg holder skrivepause. Altså pause fra at skrive indlæg på bloggen – for at kunne bruge lidt mere fokuseret tid på at skrive andre ting. Du vil stadig kunne debattere tidligere indlæg og jeg vil helt sikkert også være at finde lidt rundt omkring i kommentarfelterne hos alle jer andre i blogsfæren. Jeg vil bare ikke poste nye indlæg i et stykke tid.
Skulle du kede dig, kan du jo altid læse eller genlæse nogle af mine tidligere indlæg – herunder listet de tolv som andre har været mest interesserede i at læse*.
Så kan du godt tro om igen. For uanset hvor meget du garderer dig med alias og des.lign. Så både kan og vil Statsbiblioteket indhente dine oplysninger ved hjælp af dine personlige brugernavne og adgangskoder som de danske internetsteder skal udlevere til dem. Faktiskt er statsbiblioteket så glade for ordningen at de dagligt høster og arkiverer alt fra dine børns samtaler på Arto til dine egne indlæg og samtaler og billeder på fx Scor.dk, Facebook og Dating.dk.
Datatilsynet synes at det er en rigtig skidt ide, men kan ikke gøre noget ved det – Statsbiblioteket derimod kan overhoved ikke se problemet fordi det i første omgang er meningen, at kun forskere skal have adgang til dine private oplysninger og at det vel for øvrigt er lige meget hvis det hele bliver udgivet når du er pensionist….
Jeg synes selvfølgelig at det er helt horribelt, men hvad synes du?
Som bekendt har en kvinde ret til selv at bestemme hvorvidt hun vil have en abort* i Danmark indtil gravidtitetens 12 uge. Denne ret er nært knyttet til vores etiske forståelse af – at et foster i denne alder ikke er et barn – et menneske. Fosteret er så at sige bare en klump celler der tilhører den enkelte kvinde. Havde vi ikke denne etiske forståelse – og betragtede vi cellerne som et selvstændigt individ, så ville kvinden ikke længere kunne udøve en selvstændig bestemmelse over om hvorvidt det individ som hun bar i maven havde ret til at leve eller ej.
Vi har altså, så at sige, valgt at betragte fostre indtil 12graviditetsuge på lige fod med fx. en fingernegl. Og så er det jeg undres når jeg kan konstatere at visse sygehuse vælger at begrave disse afklippede negle på en kirkegård fremfor at smide dem i skraldespanden eller evt at finde på smarte måder hvorpå affaldet kunne genbruges. Skal jeg tolke det således at sygehusene i disse tilfælde faktiskt mener at der er tale om et individ – et menneske? Og hvis det er det de virkelig mener, hvordan kan de så overhoved medvirke til drab på dette menneske?
Eller begraver de også håraffald, gamle svulster mv?
Nogle bureaukrater er netop fremkommet med et lovforslag om at vi bør registrere alle psykisk syge.
Etisk råd udtaler at dette er en dårlig ide. Hvorfor etisk råd overhoved blander sig i debatten synes umiddelbart at stå lidt hen i det uvisse – medmindre vi antager at Etisk råds primære opgave er at hjælpe samfundet med at skille sig af med besværlige,anderledes ikke normtilpassede individualister og skabe en hyggelig, ensartet masse.
Med ovenstående antagelse in mente bliver Etisk råds begrundelse for hvorfor det er en dårlig ide noget mere klar. De forklarer nemlig at de: “frygter, at psykisk syge helt vil fraskrive sig medicinen, hvis de risikerer at ende i et centralt register hos myndighederne. “
Selvfølgelig skal de psykisk syge ikke fraskrive sig medicinen. Og naturligvis er det mest fornuftige at eksperimentere med forskellige medikamenter i det skjulte for på denne måde at finde frem til den bedste terminationsmetode. Samtidig med at man offentligt går ud og flytter fokus i debatten ved at tale om centrale registre (som om et sådant register i forvejen ikke ville kunne oprettes på ti minutter ved samkøring af lægernes registre).
Etisk råd vil nemlig på denne måde give befolkningen tid til langsomt at vænne sig ved tanken om det fælles bedste. Genialt.
Endnu mere genialt fremstår det når man medtænker hvorledes man kan anvende lægerne i propagandaen – udtalelser fra så agtværdige medlemmer af samfundet om ”kalkuleret risiko” (de sindsyge er som bekendt farlige) og ”manglende personaleressourcer” skal sikkert snart få rodfæste i befolkningen. Særlig nu hvor vi står overfor en finansiel krise og stigende arbejdsløshed.
Genialt.
For selvfølgelig vil samfundet så på sigt indse, hvad det endnu ikke helt forstår, at de der underlige, anderledes mennesker er alt for plejekrævende og koster os alt for meget – og at en mere organiseret udryddelse derfor er den eneste fornuftige løsning.
De sidste par dage harPolitikens Tjeksektion kørt historien om spillet “Kindergarten Killer”. En journalist har fået færten af en rigtig god katastrofehistorie, og så skal den naturligvis have hele armen.
Spillet det hele handler om er en lille sag i South Parkstil (tegneserieanimation) og kan angiveligt findes helt gratis på danske spillesites. Én ting er at endnu engang belemres med dårlig journalistik*- som naturligvis ikke er undersøgende og kritisk og i dette tilfælde end ikke det mindste objektiv, men at så også være nødt til at læse socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerups totalt ubegrundede antagelser om at spillet skaber afstumpethed og at han nu vil kontakte spillestederne for at presse dem til at udøve censur er ikke bare kvalmende pinligt men tangerer til krænkelse af demokratiets ytringsfrihed.
Hvordan ville det se ud hvis Haarder gik ind og forbød eventyr i børnehaverne, historie, samfundsfag og litteraturundervisning i skolerne med begrundelsen at han personligt ikke ville have at hans børn skulle høre om så uhyggelige ting som onde stedmødre, koncentrationslejre og mennesker som blev slået ihjel for ikke at tale om det langt værre – at disse historier skulle kunne inspirere naboens børn til at begå samme grusomheder, for der findes som sagt syge mennesker der ude….
Jamen det ville da vække et ramaskrig hos den danske befolkning.
Ole Hækkerups opgave som IT-ordfører i denne sag, burde ikke være at udtale sig på baggrund af personlige følelser og ubegrundede antagelser – men tværtimod at fremkomme med viden om og ønsket om konkret oplysning og udvikling indenfor IT-området. For spil dræber ikke – det gør mennesker.
OG, før også jeg bliver totalt censureret** kommer her fra mig til dig et helt gratis lille senryu fra bogen på græssets smaragdgrønne:
***
en børnehave
uskyldige glæder
lækkert flænset kød
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder. (Hvis du ikke har fulgt med fra starten bør du nok læse dette først: del 1, del 2 , del 3 og del 4)
Nikolaj:
Når jeg ser tilbage på især det første år, og ser det lidt udefra, så er det ikke til at forstå hvordan vi kunne klare det. Men det får mig også til at spekulere over, hvad en psykolog måske kunne have fortalt socialforvaltningen om Mettes og mine evner som kommende forældre. Ville han allerede dengang have kunne se den indre styrke som vi begge besad?
Da Line skulle fylde tre år, og Mette atten, blev vi enige om, at nu ville vi ikke leve skjult længere. Vi synes ikke, det var rimeligt overfor Line- som snart havde brug for jævnaldrende kammerater og selv om vi kom ud og mødte andre mennesker, så ville både Mette og jeg gerne have en uddannelse. Men bange var vi alligevel, og selv om vi ikke ville leve skjult længere så ønskede vi heller ikke at gøre opmærksom på os selv eller vende tilbage til Danmark.
Vi endte med, at flytte til Sverige, hvor fortalte at vi kom fra Norge og ret hurtig derefter fik vi vores svenske cpr.nummer. Line startede i en svensk børnehave, Mette begyndte at tage sin studentereksamen og jeg gik tømrerlinjen på gymnasiet samtidig som både Mette og jeg arbejdede.
Idag er Line elleve år, hun har fået en lillebror og trives rigtig godt. Hun en en glad og aktiv pige, der går til både fodbold og violin. Jeg er ansat i et tømrerfirma og arbejder et par gange om ugen i en ungdomsklub. Mette er endelig færdig med sin uddannelse og selv om hun lige nu er godt tilfreds med sit arbejde med misbrugere, venter hun på at der dukker en stilling op i familieforvaltningen i den by vi bor i fordi hun gerne vil være med til at sørge for at alle bliver behandlet retfærdigt og at alle får lov til at blive hørt i familiesager.
Vi har et godt liv nu.
Men jeg ville aldrig anbefale nogen at få børn som teenagere, så længe systemet ikke er blevet ændret og fordommene mod unge forældre ikke er væk.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Kommunikation er ægte interesse, nysgerrighed og ydmyghed i dialogen med andre.
Og dialogen fremmes bedst , hvis begge kommunikationspartnere har den samme fælles baggrundsviden. Hvis én af kommunikationspartnerne besidder en større viden end den anden, dannes der ikke en jævnbyrdig magtfordeling, og personen med mest viden vil dermed alene sidde på magten.
Desværre sker der ofte det, at pædagoger og lærere ved forældresamtaler glemmer, at de har en forhåndsviden som forældrene ikke har.
Når en pædagog oplever at et barn skiller sig motorisk, socialt el. kognitivt ud, begynder en langsom faglig bearbejdningsproces. Pædagogen vil typisk ikke sige noget til forældrene , førend hun er sikker på, at der reelt er noget at fortælle. Derfor går pædagogen i gang med; at observere barnet, diskutere og analysere sine observationer med kollegaerne og så småt lave handleplaner i hovedet, sådan at hun føler sig godt klædt på, til en samtale med barnets forældre.
Forældrene som, i disse situationer, jo ikke tidligere har hørt om barnets problematik er et helt andet sted i processen. Deres proces er rent faktisk slet ikke begyndt endnu.
Den oplevelse som forældre beskriver de har haft, når de har været til en sådan samtale, kan bedst illustreres ved en analogi til det chok der opstår, når hospitalet ringer og fortæller, at et nært familiemedlem er blevet indlagt efter et trafikuheld, men ikke giver nærmere besked om skadens omfang.
For mennesker som ikke selv har børn, kan denne analogi lyde som en overdrift, men faktum er, at intet kan ryste en forælder mere, end at få at vide at der er eller kan være noget galt med deres barn. Forældre som modtager beskeden fra pædagogen, begynder ofte straks at spekulere på, om det er noget af varig art, om barnet vil kunne indgå i sociale samspil og få venner på lige fod med andre børn, om de vil blive “normale” voksne osv. osv.
Når pædagogerne så ved samme samtale, begynder at fortælle forældrene om hvilke planer de har for at afhjælpe barnets situation, bliver det ofte mere end forældrene kan klare. Især hvis der så tillige bliver stillet krav og forventninger fra pædagogen om, at forældrene her og nu skal være istand til at tage en beslutning og umiddelbart acceptere institutionens forslag.
Det kan forældrene naturligvis ikke, de har jo ikke deltaget i tidligere samtaler og diskussioner omkring analyserne af observationerne. De har altså en mindre vidensbasis end pædagogen, og magtforholdet bliver dermed skævt, medmindre institutionen sikrer sig at gå langsomt frem, holde kontinuerlige møder, og delagtiggøre forældrene i den faglige bearbejdningsproces som pædagogerne opfatter som en naturlig del af deres fag.
….
En anden problematik der til tider kan skabe en magtfordrejning i samtalesituationer med forældre, er pædagogers behov for at være anerkendende overfor andres følelser. En teoretisk god intention som fungerer rigtig godt i praksis overfor børn, der har brug for hjælp til at sætte ord på deres følelser, men som fungerer knap så godt i en samtale med forældre.
I den situation opfatter forældrene ofte pædagogen som særdeles patroniserende, og føler at der bliver sat specifikke forventninger op til deres forældrerolle.
Som en mor fortæller: ” Jeg sad der, og var helt i chok, de havde lige fortalt mig at der var noget alvorligt i vejen med mit barn, så siger pædagogen – Jeg kan se at du er ked af det nu. Jeg troede det var løgn, hun talte til mig som om jeg var et lille barn…. Og hvad skulle jeg sige? Jeg var lammet og følte mig egentlig ikke spor ked af det lige der….faktisk følte jeg ingenting…skulle jeg have følt noget? Er jeg en dårlig mor fordi jeg ikke følte mig ked af det?”
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Hvorom alting er, så kom vi til Norge og frem til det lånte sommerhus efter en fjorten timer lang biltur. Vi boede i sommerhuset i tre måneder, så blev der for koldt. Det var en surrealistisk tid. Til den ene side var det rigtig norsk idyl, godt vejr og familiehygge og til den anden side var vi meget bevidste om at vi måske var efterlyste af politiet hjemme i Danmark, så vi turde ikke ringe eller skrive hjem – vi var bange for at mine forældre blev aflyttede. Det lyder sikkert paranoidt, men hvad skulle vi tro?
Vi vidste ikke ret meget om politiarbejde. Men vi vidste at myndighederne rigtig gerne ville have fingrene i vores barn.
Da vi ikke kunne bo i sommerhuset længere, fik vi husly i en kirke. Der var os og så to andre familier – de var flygtninge som havde gemt sig fordi Norge ville sende dem ud af landet, så vi var en noget broget skare.
Selv om alle var venlige, var det enormt hårdt at leve sådan. Vi havde ikke vores eget værelse, og vi var stadigvæk så paranoide, at vi knap turde forlade kirken, andet end for meget små ture. Og vi kedede os. Efter et stykke tid, fik præsten vist også nok af vores selvpåtagede frihedsberøvelse, så han begyndte at plage mig om at jeg skulle tage et arbejde. Men hvordan skulle jeg kunne det, spurgte jeg, så finder de os bare.Det endte med at han fik skaffet mig sort arbejde som stik i rend dreng i et byggefirma og samtidig lykkedes det ham at få Mette til at gå med i en mødregruppe.
Det var vendepunktet for os begge to. Når vi kom ud, og så andre mennesker blev det tydeligt hvad vi havde gået glip af og at vi havde ladet vores liv stå på stand-by. Med lidt mere hjælp fra præsten lykkedes det os at finde en etværelses lejlighed som vi kunne leje i anden hånd for de penge jeg tjente som stik i rend dreng. Mette kunne selvfølgelig ikke arbejde, for vi turde ikke aflevere Line til nogen.
For første gang siden Mette havde født levede vi et næsten normalt liv. Vi begyndte at lære vores naboer lidt at kende, jeg tog engang imellem en øl med mine kolleger og vi begyndte også så småt at turde ringe hjem en gang imellem, fra en telefonboks godt nok, men alligevel…..
Da Line fyldt et år kom mine forældre, min onkel og den ven som havde været sammen med os den første uge, hjem og besøgte os. Min mor, der ikke havde set sit barnebarn siden hun blev født, græd og kunne slet ikke lade være med at røre ved hende hele tiden mens de var hos os. Og selv om vi stadig var bange for at politiet skulle have fundet ud af hvor vi var, så var det en meget stærk oplevelse af tryghed, igen at være sammen med familien.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
For et stykke tid siden skrev jeg om de utilpassede unge og afsluttede med følgende spørgsmål:
“Når nu vi ved at en stor del af de indsatte i landets fængsler lider af div diagnoser – hvordan kan det så være at de unge aldrig bliver udredt og eventuellt medicineret? Hvordan kan det være forældrenes og miljøets skyld når vi taler om de utilpasede unge – men ikke når de unge vokser op?”
Nu er der ifølge Politiken kommet en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser at 31% af de anbragte børn lever med en langvarig/kronisk diagnose (som fx ad-hd) sammenlignet med bare 7% af ikke anbragte børn. Artiklen afsluttes med noget der kunne ligne en undren over hvordan dette kan være – for det siger rapporten tilsyneladende ikke noget om. Men helt ærligt!
Det er da indlysende synes jeg. Svaret altså. For der er en grund til at de blev anbragt,og selv om familien fik skylden, så betyder det jo ikke at det er familiens skyld.
For måske ville de med et minimum af pædagogisk vejledning og et fornuftigt skoletilbud have kunnet eksistere ganske glimrende sammen med deres børn – havde de bare vidst hvilken form for støtte barnet havde brug for….
En eftertanke…Læste for ikke så længe siden en anden rapport, der konkluderede at op til25% af forældre til børn med handicap (det være sig fysiske eller psykiske) ikke var klar over at de kunne søge tabt arbejdsfortjeneste..
Ja, sådan kan en overskrift meget vel komme til at se ud om et par måneder, sammen med overskrifter de kommende år i stil med “flere tusinde danskere dømt som terrorister” og så de internationale: “Danmark et terroristland” “I Danmark avler de terrorister”, “Intet andet land har så mange terrorister pr. indbygger som Danmark”
Selv vil jeg i løbet af dagen melde mig ind i – og dermed, som lovet, støtte den danske terrororganisation Greenpeace – økonomisk, ligesom jeg vil opfordre alle jer andre til at gøre det samme. Alternativt, hvis miljøet ikke har jeres interesse, eller hvis I synes Greenpeace er lidt for ekstreme så kan I melde jer ind i Fagforeningen Træ,Industri,Byg. Medmindre de nu bakker væk fra deres værdinormer ved truslen om fængsling….
Red. Egentligt medlemskab er ikke nødvendigt. Du kan, ligesom jeg bare give et økonomisk bidrag direkte her:
Hvis du synes at dette mit økonomiske bidrag til en terrororganisation er forkasteligt så kan du melde mig til Brian Mikkelsen , da det er justitsministrene som står for den groteske sammenblandning af politik og jura i Danmark.
Og så en tanke..Hvis nu justitsministeren går på jagt efter mig – ville det mon så kvalificere mig til et gratis fristed i fx. københavn?
Mer än 50% av Sveriges befolkning säger sig enligt den senaste Sifo undersökningen att vara emot FRA och igår deltog flera tusen svenskar i demonstrationer emot lagen.
Att demonstrera är ett av de sätt varpå vi (som tur är) fortfarande har rätt att tillkännage vårt missnöje med makten. Civil olydnad och helt vanligt civilkurage ett par andra. Om du hör till den stora mängd mänskor som är emot FRA, men som inte gärna deltar i större demonstrationer kommer här några förslag på hur du kan bidra till kampen mot Storebror Samhället med lite stillsammare och kanske till och med poetiska medel.
1. Skriv gärna namnen på påstådda terrororganisationer och personer i dina mejl och när du chattar på nätet. (de påstådda och ej dömda organisationerna/personerna hittar du på EUs – terrorlista)
2. Nämn Osama Bin Laden och bombdåd så ofta du kan i telefonen. (namnen på kända svenska aktivister fungerar också bra)
3. Diskutera och ange exempelvis ditt etniska ursprung och dina politiska åsikter som: “afroamerikan starkt aktiv för kommunismen”. (Du kan säkert själv hitta på ytterligare varianter över religiös och filosofisk övertygelse, din hälsa och ditt sexualliv.)
4. Använd eventuellt tjänster som Relakks och Dold.se, som hjälper dig med anonymisering och kryptering på nätet.
5. Eller tillkännage i tystnad ditt motstånd med hjälp av lite sofistikerad poesi:
Och kom ihåg att:
även Mahatma Gandhi och Martin Luther King har använt sig av Civil olydnad upprepade gånger.
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Den aften holdt vi krisemøde hjemme hos os. Mig, mine forældre, min onkel og nogle venner. Min onkel kendte en familie i Norge, der havde et sommerhus som han troede vi kunne låne et stykke tid. Det var en drastisk løsning, men vi var alle desperate på det tidspunkt og behovet for at kunne handle var vigtigt for os. Familien blev ringet op, midt om natten, min onkel satte dem ind i historien og lovede at vi var ordentlige unge mennesker der nok skulle behandle huset pænt, og betale for os. Og de sagde ja. Uden at tænke over det og bare med den ene kommentar at de ikke ville have betalt. Pludselig vendte stemningen, vi hoppede og dansede og opførte os sikkert ganske tåbeligt set med andres øjne. Men for os, var det endelig én positiv beslutning, ét positivt besked, som betød at vi kunne beholde Line.
Senere skulle vi naturligvis rammes af indsigten i hvad et liv på flugt rent faktiskt og praktisk betød. Men på det tidspunkt, havde vi alle en noget optimistisk holdning om at det hele nok skulle gå. Vi talte ganske vist om hvad det kunne indebære, men at tale om noget man ingen personlig erfaring har af, er bestemt ikke det samme som at gennemleve det.
Dagen efter brugte vi på, at lade Mette hvile, mens alle vi andre arrangerede billeter, lånte penge af venner og familie og samlede det mest nødvendige sammen til Line. Selv mælkeerstatning og sutteflasker anskaffede vi, for min mor var usikker på Mettes mentale tilstand, og om hun skulle orke at amme, eller om mælken måske ville forsvinde. Vi bestemte også at en af familiens nære venner skulle tage med os op den første uge og hjælpe os.
Jeg tog op på sygehuset for at fortælle Mette om planerne. Først kiggede hun bare på mig, så begyndte hun at argumentere for hvorfor det ikke ville kunne lade sig gøre, at kommunen sikkert ville efterlyse os. Og værst af alt, de havde jo sagt at hvis hun ikke samarbejdede så ville de sørge for at hun ikke måtte se Line overhoved.
Jeg var alt for overbevist om min egen plan og havde desuden en hel del af en syttenårings fandenivoldske tilgang, til at lade mig slå ned, så jeg insisterede. Og egentlig tror jeg, at jeg vandt diskussionen ved ren udmattelsesmetode.
Klokken elleve den aften listede vi ud af sygehuset med Line gemt under min jakke. Og så kørte vi bare.
Vi ved ikke om politiet blev underrettede, det går vi ud fra, men det dukkede aldrig op i nyhederne. Derimod ved vi at Socialforvaltningen kontaktede både Mettes og mine forældre dagen efter. Det er jo lidt sjovt hvis man tænker over det, hér har de nægtet at anerkende såvel mine som mine forældres rettigheder og ”partsstatus” i måneder, så lige pludselig tror de at vi ved noget- kan bidrage med noget.
Mine forældre nægtede selvfølgelig ethvert kendskab til noget som helst. De sagde bare at de ikke anede hvad deres søn lavede eller hvor han var og at de for øvrigt slet ikke ville tale med nogen som tidligere ikke havde villet tale med dem.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Ved morgenens nyhedslæsning studsede jeg noget over en udtalelse i denne artikel fra DR- nyhederne. Artiklen omhandler enlige forsørgere og hvorvidt de skal have særlig støtte i form af fx. et særligt skattefradrag. En problematik som jeg ganske givet har en masse meninger om – men det er ikke grundlaget for dette indlæg.
Nej, for det jeg nu sidder her og irriteres ganske særdeles meget over, er den enlige mor som angiveligt udtaler at hun har levet på overførselsindkomst i mange år og at hun bla. pga dette er fattig. Årsagen til dette er at hun har haft et sygt barn. Og så er det jeg står helt af.
For enten så har hun haft et sygt barn som har krævet pasning i en sådan grad at hun har været nødt til at være hjemme, og dermed må hun nødvendigvis have fået tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Servicelovens regler (§42) herom. Eller også har hendes barn ikke krævet pasning i tilstrækkelig grad til at hun har været nødt til at blive hjemme.
Har hun modtaget tabt arbejdsfortjeneste, så er det en arbejdsmarkedsydelse der kompenserer for den løn en forælder går glip af ved at “passe” sit barn. Eller sagt på en anden måde, samfundet betaler forælderen for at passe eget barn – fremfor at hyre en,to, tre eller endnu flere pædagoger til jobbet (-i yderste konsekvens en institutionsanbringelse).
Forælderen får altså en lønpå tilsvarende niveau som han/hun havde før vedkomende måtte blive hjemme. – Ergo er lønnen/overførselsindkomsten ikke pr. definition lav. Faktiskt kan den være ganske høj. Ergo forstår jeg ingenting.
(for god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på at barnet ikke behøver at have en diagnose, for at forælderen skal være berettiget)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Mine forældre tog voldsomt anstød, da de hørte om mødet. De ringede og skrev flere gange til socialforvaltningen. De forsøgte at forklare, at de gerne ville være behjælpelige på enhver måde og spurgte til om jeg som far ikke havde nogen rettigheder. De eneste svar de fik tilbage var at jeg jo ikke var gift med Mette, så der var ikke noget bevis på at jeg faktiskt var faderen. Min forældre og jeg havde derfor ikke ”partsstatus”. Mette skrev så til dem, for at endnu engang fortælle dem at jeg rigtig nok var faderen til hendes barn. Det brev svarede de slet ikke på.
Situationen var uholdbar. Hverken Mette eller jeg, eller mine forældre var indstillede på at opgive vores barn/barnebarn. Men vi var også meget i tvivl om hvordan vi skulle gribe det an, fordi det var så tydeligt at forvaltningen havde truffet deres afgørelse og ikke var indstillet på at høre ét ord af hvad vi sagde, og hvad kunne vi stille op mod myndighederne? De havde så meget mere magt end os. Det er ret fortvivlende at tænke tilbage på, at den tid som skulle have været en glædens tid, istedet for var fyldt af vrede og uro og angst.
Fødselen var lige sådan.
Da Mette fik veer kunne vi end ikke finde ud af at være glade. Vi var bare enormt bange for at vores barn nu ville blive taget fra os, så fødslen var meget smertefuld for Mette. Hun kæmpede imod og ville slet ikke presse.
At føde barnet, var for hende blevet ensbetydende med at miste det.
Hun kan stadigvæk ikke tale om det.Bare et par timer efter at lille Line var født ringede de fra forvaltningen og sagde at de ville komme og hente hende tre dage senere, og at det var vigtigt både for barnet og for Mette at hun samarbejdede.
Den dag idag undrer det mig at de vidste besked så hurtigt, og vi ved ikke hvem der fortalte dem at Mette havde født. Det har nok været sygehuset. Men det er så svært at tro på at fx jordemoderen, der vidste hvor svært det var for Mette, skulle kontakte dem så hurtigt at hun end ikke fik lov til at hvile efter fødselen.
Opringningen fra forvaltningen fik Mette til at kure sig sammen til en lille kugle. Hun holdt op med at snakke med nogen og lå bare og stirrede ind i væggen. Hun var udmattet, stresset til det yderste og nu gav hun op. Jeg havde mest lyst til at styrte ned på kommunen og slå første bedste socialrådgiver ned. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg slog min hånd til blods i parkeringskælderen i stedet for.
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail,såfremt du har en positiv historie at bidrage med)
Nedenstående historie er Mette og Nikolajs fortælling* om hvordan de har oplevet det, at blive forældre i en meget ung alder.
Nikolaj:
Det at blive forælder som teenager har for os været et mareridt, og bestemt ikke noget vi kan anbefale andre. Ikke fordi vi ikke ville have barnet, eller fordi vores datter på nogen måde har været et svært barn. Men pga. Myndighederne.
Jeg var sytten og min kæreste femten da vi fandt ud af at hun var gravid. Mette gik stadig i folkeskole dengang og jeg på teknisk skole. Selvfølgelig blev vi chokerede da vi fandt ud af at hun var gravid, men så satte vi os ned og snakkede det igennem med mine forældre, og de lovede at støtte og hjælpe os hvis vi ville beholde barnet. Og det ville vi.
Mettes forældre reagerede helt anderledes, men det havde vi næsten også regnet med. Enhver undskyldning for at råbe og skrige var altid velkommen i deres hus. Så det blev der en del af.
Alligevel begyndte vi at glæde os. Jeg var med til jordemoderbesøgene, vi gik til fødselsforberedelse og jeg tog weekendarbejde i grillbaren samtidig som jeg fortsatte med at passe min skole og dele aviser ud.
Da Mette var i syvende måned fik hun et brev fra socialforvaltningen, de ville se hende og hendes forældre i anledning af hendes graviditet. Jeg var ikke inviteret med. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok være gået med, måske var tingene så blevet anderledes, men det gjorde jeg ikke. Mettes forældre ville ikke have det, og jeg ville ikke gøre dem mere sure end de allerede var.
Mette: Mødet var forfærdeligt. Jeg havde nok lidt naivt troet at vi skulle snakke om hvordan de bedst kunne støtte mig når jeg blev mor, med uddannelse, måske forældrekurser og sådan noget.
Da vi kom, var der to socialrådgivere og så en der præsenterede sig som leder. Vi nåede knap nok at sætte os ned, før den ene socialrådgiver sagde at, ja jeg var jo kun femten og mine forældre var på bistandshjælp og der havde vist også været en undersøgelse igang fordi de drak. Derfor havde de bestemt at mit barn skulle anbringes i en plejefamilie lige så snart jeg havde født.
Jeg blev rigtig ked af det, men også vred. Så jeg råbte af dem, og det var måske ikke så smart. Men helt ærligt, de ville ta mit barn. Jeg skreg og græd og forsøgte at forklare, at Nikolaj jo stillede op og at det gjorde hans forældre også, så vi skulle nok klare os., at Nikolaj arbejdede og var ved at uddanne sig til tømrer. Så begyndte de at fortælle om at femtenårige piger slet ikke kunne være ordentlige mødre, og at en eller anden undersøgelse havde vist at børn til så unge mødre blev misbrugere og kriminelle når de voksede op. Hvis altså ikke moderen havde skadet dem først, eller den unge far ikke havde rystet dem så de døde. Og at Nikolaj alligevel ville gå fra mig i løbet af det første år.
Så de stod fast ved deres beslutning.
Mit barn skulle anbringes i en sød plejefamilje lige så snart jeg havde født, og enten kunne jeg samarbejde og så ville jeg få lov til at besøge hende engang imellem, eller også ville de sørge for, at jeg ikke fik hende at se hvis jeg skulle være vanskelig.
Mine forældre sagde ikke så meget. De var nok på min side fordi kommunen i deres øjne var fjenden, men de var også opgivende fordi de levede i en verden hvor kommunen bestemte over hver aspekt over deres liv – eller sådan følte de i hvert fald.
Når jeg ser tilbage på mødet nu, med den viden og erfaring jeg har nu, kan jeg godt se at der er mange ting jeg burde have gjort anderledes. Jeg burde have formået at holde mine følelser tilbage, jeg burde have bedt dem om at vise mig de undersøgelser de talte om, jeg burde have spurgt til om de ikke skulle undersøge mig og Nikolaj først. Men på den måde var jeg for ung og uerfaren, så lidt ret havde de da.(smiler)
(Da jeg stadig er ved at indsamle materiale om unge forældre, er du meget velkommen til at kontakte mig på min mail, såfremt du har en positiv historie at bidrage med.)
Datatilsyn & Persondata lyder måske og opfattes måske af mange, som diffuse størrelser der alene omhandler elektroniske registre – der ikke vedkommer dem. Men faktum er, at loven vedkommer os alle, og desuden også omfatter manuelle registre og ikke kun elektroniske registre. Ej heller er register alene at forstå som endeløse opremsninger af folks navn og adresser. Registre indeholder personoplysninger,og ofte ganske følsomme sådanne.
J.f. Kapitel 1 §1. Stk. 1:” Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register”
Ifølge vejledningen til lovens § 3, nr. 3 defineres register som: ” Enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag. Omfattet af bestemmelsens registerbegreb er manuelle registre, såsom fortegnelser, kartoteker, journalkortsystemer og andre samlinger af manuelt materiale, som opbevares struktureret efter bestemte kriterier vedrørende personer for at lette adgangen til de indeholdte personoplysninger..”
Denne beskrivelse er helt tydelig, og relevansen for institutionerne åbenbar. De regler efter denne lov som i denne kontekst er særligt relevante, er reglerne i kapitel 4 og kapitel 8 om indhentning af oplysninger, formålet med indhentningen og samtykke til denne, samt reglerne efter kapitel 10 om muligheden for at få slettet, berigtiget eller blokeret en oplysning og muligheden for at klage over behandling af oplysninger.
Reglernes relevans i forhold til pædagogens daglige arbejde i institutionen vil blive nærmere forklaret i det følgende.
Samtykke og indhentelse af oplysninger
Når forældre vælger at indskrive deres barn i en institution, har de en naturlig forestilling om at de samtidig giver deres samtykke til at børnene i institutionen bliver behandlet efter de af institutionen udmeldte værdier (fx selvbestemmelse, kristen tro o.lign.). Forældrene er også indstillede på at pædagogerne i dagtimerne påtager sig rollen som den opdragende part, og de giver dermed sit underforståede samtykke til at børnene leger, spiser frokost m.v. i institutionen.
Forældrene er derimod ikke altid klar over at der i institutionen også foregår andre ting, og at pædagogerne i kraft af deres professionalisme har nogen særlige forpligtigelser.
Disse særlige forpligtigelser kræver forældrenes udtrykkelige samtykke. Det er vigtigt at være opmærksom på at samtykket skal være specifikt, og at det kun er gældende for et år ad gangen.
Institutionen skal således sikre sig at forældremyndighedsindehaveren ved og giver sit samtykke til at institutionen:
• opretter registre,
• observerer børnene og forældrene,
• nedskriver oplysninger om børnene og forældrene,
• og at disse oplysninger kan blive videregivet til andre.
Mindstekravet til en oplysning er at den der afgiver denne, fuldt ud er klar over til hvem oplysningen afgives, med hvilket sagligt formål, og i hvilken sammenhæng den afgives. Dette er en almindelig retssikkerhedsmæssig garanti som desværre ikke altid bliver opfyldt.
Eks: For at spørge et barn (eller forældrene) om hvor barnet tilbringer/har tilbragt weekenden, skal pædagogerne altså:
1. Informere om at disse oplysninger bliver indhentet 2. Forklare hvad formålet med indhentningen af oplysningen er (især hvis videregivelse) 3. Forældrene skal give deres samtykke.
Cand.jur. Jon Andersen slår endvidere fast at: ” oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet” (jf.. for øvrigt persondatalovens § 5, stk.3).
En pædagog må altså ikke under foregivelse af at skulle indhente oplysninger om et barns helbredsmæssige forhold hos forældrene samtidig undersøge om forældrene snyder med feriepengene, modtager kontanthjælp som enlige selv om de er samboende, får udbetalt uberettiget boligsikring m.v.
Pædagogen må således heller ikke agere “dyneløfter” som det nogen gange er blevet udtrykt ønske om fra forvaltningen og politikernes side.
Et samtykke er for øvrigt kun gældende i et år, og det er derfor ikke nok at sikre sig samtykke når barnet starter i institutionen. Evt kunne dette sikres kontinuerligt ved de almindelige forældresamtaler.
Samtykke til at der tages billeder, vil de fleste forældre for eksempel opfatte som at de giver tilladelse til almindelige stilbilleder taget med gammeldags kamera hvor deres barn deltager på lige fod med andre i hverdagssituationer.
Forældre vil ikke opfatte et sådant samtykke som et samtykke der samtidig giver tilladelse til videofilmning af barnet i specifikke observationssituationer, og de vil sandsynligvis heller ikke bryde sig om hvis deres barn bliver udstillet i en uheldig situation hvor det fremstår som ked af det, aggressiv eller lignende, og at det bliver vist til andre forældre i institutionen.
Det er også værd at tage med i betragtning at dagens digitalkameraer åbner helt nye muligheder for manipulation med billeder hvorfor sådanne optagelser altid skal håndteres varsomt.
Bipersoner
Persondataloven indeholder foruden regler om hovedpersoners rettigheder også regler om personer der bliver nævnt, men som ikke har direkte del eller part i en sag. Disse personer kaldes bipersoner. Bipersoner har samme rettigheder som hovedpersoner til at blive informeret om hvilke oplysninger om dem der indgår i en sag.
I en daginstitution kan man forestille sig at en moder fortæller en pædagog at barnets far har været voldelig overfor hende, og at han nu er ligeglad med barnet. Forældrene er skilt, og moderen har forældremyndigheden mens faderen har samkvem.
Hvis pædagogen vælger at nedskrive hvad moderen har sagt sådan at oplysningen indgår i et register el.lign., har faderen ret til at blive informeret om at oplysningen eksisterer, selv om den ikke umiddelbart er en del i en sag som han er part i.
Såfremt pædagogen ikke nedskriver oplysningen, er den naturligvis kun at betragte som sladder og irrelevant.
Blokering
Sammen med persondataloven kom også den helt nye mulighed for at få en oplysning blokeret. En blokering indebærer rent konkret at en given oplysning ikke må videregives til tredje person.
Særligt i forbindelse med pædagogers samarbejde med forældre kan dette vise sig at være en udmærket regel. Forældre har tit brug for at meddele institutionen om forhold i familien som er relevante for barnets hverdag her og nu, men som ikke nødvendigvis er relevante i andre sammenhæng.
Eks. 1. En mor har fået diagnosticeret en depression. Da sygdommen kan få indflydelse på barnets hverdag indtil moderens medicin virker, er det en relevant oplysning her og nu. Moderen vil dog ikke at sygdommen nævnes i forbindelse med hendes barns handleplan, dels fordi hun anser at hendes enkeltstående depression er irrelevant iforhold til hendes barns asperger diagnose, dels fordi der fortsat er tabu og fordomme omkring emnet.
Eks 2. Man kan også forestille sig at en mor og far der er kærester men bor hver for sig, ønsker at oplysningen om deres indbyrdes relation ikke bliver videregivet.
For institutionen er det en relevant oplysning fordi barnet naturligvis ikke skal sættes i en situation hvor det er forbudt at fortælle om at mor og far er kærester.
Forældrene begår ikke noget ulovligt ved at have hver sin husholdning men vil undgå at blive udsat for den belastning som en unødvendig bedrageriefterforskning ville udsætte familien for, og institutionen bør derfor meddele forældrene muligheden for at få oplysningen blokeret. En blokering foretages rent praktisk ved at der ved siden af oplysningen i journalen laves en tilføjelse af at oplysningen er blokeret og altså ikke må videregives sammen med journalens øvrige oplysninger.
Sletning og berigtigelse
Ifølge persondataloven har forældre mulighed for at kræve en oplysning slettet (alternativt berigtiget). Dette vil typisk forekomme hvis institutionen har indsamlet skriftlige informationer om barnet og /eller familien som forældrene ikke anser for at være korrekte. For eksempel kan det forekomme at forældrenes information er blevet fejlagtigt tolket og nedskrevet af pædagogen hvorfor det også må siges at være særdeles vigtigt at forældrene har mulighed såvel for at vide hvad der er nedskrevet om dem og deres barn som mulighed for at kræve en fejlagtig oplysning slettet.
Vi må også være opmærksomme på at det kan være til meget stor skade for et barn at blive inddraget i en sag med tilhørende undersøgelser og interview som alene er opstået på baggrund af en pædagogs misforståelse eller manglende retsforståelse. (JF.. for øvrigt officialmaximen.)
Det kan også ske at en pædagog har indhentet en oplysning under falske forudsætninger, dvs. at hun for eksempel overfor forældrene har forgøglet at være underlagt tavshedspligten men så senere alligevel vælger at videregive oplysningen.
En sådan oplysning der er indhentet under falske forudsætninger, eller som ikke er indhentet under forsvarlige omstændigheder, kan ikke tillægges nogen betydning og er dermed ikke juridisk gyldig. Denne type oplysninger må altså ikke benyttes når der træffes afgørelse i en sag.
Eksempelvis kan man forestille sig at en institution i deres perspektivplan informerer forældrene om at institutionen har tavshedspligt.
En af mødrene opfatter pædagogerne som sine veninder og spørger dem dagligt om fx hvordan det går derhjemme, kommenterer deres nye frisyre og fortæller om sine egne lægebesøg. Moderen føler at hun kan betro sig til sin nye veninde (Bente på girafstuen), Bente har på et tidligt tidspunkt sagt til moderen “at du kan roligt betro dig til mig, for jeg er underlagt tavshedspligten”. Så en dag fortæller moderen at hendes barn nogen gange bliver råbt ad og behandlet nedladende af hendes nye kæreste.
Fordi pædagogen i denne situation har sagt at hun har tavshedspligt, vil moderen kunne hævde at oplysningen er indhentet under falske forudsætninger, og at den derfor ikke kan anvendes til yderligere foranstaltninger i forhold til barnet. Pædagogen vil derfor ikke kunne træffe afgørelse om underretning om omsorgssvigt begrundet i kærestens adfærd overfor barnet.
En afgørelse truffet med baggrund i en ugyldig oplysning vil altså kunne kendes ugyldig i en klageinstans hvorfor det er særdeles uhensigtsmæssigt hvis pædagogen ikke fra start har ageret med hensyntagen til lovgivningen.
Eksempelvis vil en oplysning som ikke er korrekt indhentet, altså kunne medføre at den blev slettet hvorved der ved videre behandling ikke måtte tages hensyn til denne uanset om pædagogen anser sig have en viden. Dette kan i yderste konsekvens hindre at et barn får den hjælp som barnet har behov for.
Pædagogen kan for eksempel tro sig vide at en forælder har et alkoholproblem, hun baserer sin tro på at moderen ofte lugter af alkohol, og at barnet fortæller at moderen drikker meget vin derhjemme. Hvis pædagogen vælger at nedskrive dette i en sådan form at hun skriver at moderen er alkoholiker, kan moderen kræve oplysningen slettet fordi det er en diagnose bygget på formodninger og med et barns diffuse oplysninger som kilde fremfor en lægelig diagnose. Skulle moderen få oplysningen slettet, må pædagogen ikke handle på den og kan derfor heller ikke træffe afgørelse om underretning begrundet i omsorgssvigt på grund af alkoholmisbrug i hjemmet.
Det er derfor tillige vigtigt at pædagogen sikrer en solid kilde når hun nedskriver en oplysning. Naturligtvis er det ikke muligt for pædagogen i enhver situation at være forberedt på og tage stilling til at et barn kan udlevere følsomme oplysninger. Men det er op til pædagogen at afgøre om det er oplysninger hun vil nedskrive og videregive, ligesom det er op til pædagogen, forud for barnets indmeldelse i institutionen, at gøre forældrene opmærksomme på at tavshedspligten ikke er ubetinget men snarere valgfri efter pædagogens vurdering af omstændighederne.
Det må også siges at være i modstrid med pædagogens arbejdspraksis hvis hun i hver enkelt dagligdags samtale skulle redegøre for forældrene og barnet hvorledes deres lovsikrede rettigheder er.
En sletning foretages rent praktisk ved at oplysningen slettes fra registret/journalen, en berigtigelse anvendes som alternativ når sletning ikke er teknisk mulig (se herunder).
Computerteknik kontra retssikkerhed
Persondataloven er en ekstra retssikkerhed for borgeren og har især sin berettigelse i myndighedernes udveksling af oplysninger. Til trods for at borgeren ifølge lovteksten har ret til at kræve ukorrekte/ falsificerede oplysninger slettede, er dette ikke altid praktisk muligt idet mange offentlige journalsystemer er indstillet på en sådan måde at sletning af tekniske årsager ikke kan foretages. Meningen med at der ikke kan slettes i systemerne, er tænkt som en sikkerhed for borgerne for at en sagsbehandler ikke skal kunne skjule egne eventuelle fejl.
Dette gør det desto mere vigtigt at være opmærksom på at en berigtigelse skal tages lige så alvorligt som en decideret sletning.
En berigtigelse foretages ved at sagsbehandleren /pædagogen skriver den korrekte oplysning i journalen med klar reference til den fejlagtige oplysning (det tidligere journalnotat). Det mest korrekte vil være samtidig at skrive at der er tale om en berigtigelse. Desværre er det tit en ulempe for borgeren når en oplysning ikke teknisk kan slettes men bliver berigtiget, idet nogen mennesker synes at antage at “ingen røg uden ild”, og derfor alligevel tillæger en oplysning betydning til trods for at berigtigelse har fundet sted.
Det er derfor essentielt for forældre i daginstitutioner (hvor mange registre fortsat behandles manuelt) at få muligheden for at kræve forkerte oplysninger slettede før daginstitutionen videregiver oplysninger til andre i myndighedspersoner. Dette forudsætter naturligvis at forældrene af pædagogerne er gjort bekendt med at oplysningen overhovedet eksisterer, og at den kan slettes.
Et samfund, hvor den enkelte opmuntres til at agere politi, og indrapportere sine mistænkelige medmennesker til den almægtige Stat….Hvor skolelærere og pædagoger skal udpege mistænkelige børn, med en ikke normanbefalet adfærd – mulige terrorister, selvfølgelig er de det, de der ikke passer ind……
Tabt for ord, der alligevel er for kontroversielle til at udtales, sidder jeg nu bare dybt desillusioneret tilbage, drikker min kaffe og spørger mig selv hvornår det hele gik så galt.
Idag starter sagen der måske skal afgøre om ovenstående påstand kan blive en realitet. Greenpeace er nemlig – til forskel fra både PFLP og FARC allerede dømt efter terrorparagraffen i Danmark. De er så at sige, ifølge dansk ret, at betegne som terrorister. Hvilket naturligvis gør den kommende sag i Østre landsret så meget mere interessant. For hvis Fighers&Lovers bliver dømt for at give økonomisk støtte til terrororganisationer – kan vi se frem til et større cirkus i det danske retsvæsen de kommende år.
Jeg meldte mig ganske vist ud af Greenpeace for mange år siden, men skulle Fighter&Lovers blive dømt, vil jeg straks melde mig ind igen, opfordre alle andre til at gøre det samme og så købe og sælge, badges,plakater,T-shirts og så for øvrigt overveje at melde mig selv.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbeck bliver i dagens avis anklaget for ikke at overholde forvaltningsloven.
Og hvad så?
For dem jer som måske ikke ved det, så er forvaltningsloven en af de love som er tænkt, at skulle regulere forholdet mellem borger og stat, at give retssikkerhed til den enkelte i forhold til myndighederne, og af en lov at være, så er det en usædvanlig nem lille sag. Den indeholder regler om aktindsigt,partshøring,tavshedspligt, begrundelse og klagevejledning.
Hvad loven ikke indeholder er mulighed for at holde den enkelte myndighed ansvarlig for overtrædelser. Visst kan man klage (det står der jo i loven), men myndigheden er da ligeglad, ofte gider de end ikke at læse klagen og forholde sig til klagerens punkter, og hvorfor skulle de egentlig også det?
Det er jo ikke som om de mister deres autorisation, får bøder eller bliver fængslet for at tilsidesætte borgerens rettigheder. Faktisk er det sådan, at rigtig mange myndigheder* end ikke har læst forvaltningsloven. Og når der ingen reelle konsekvenser er, for ikke at overholde den lovgivning som man er ansat til at arbejde efter, og som derfor bare giver én en masse ekstra arbejde – så findes der vel heller ikke nogen som helst anledning til at følge den?
Kvikke hoveder vil nu måske påstå, at jamen vi har jo Ombudsmanden. Og det har vi da, han er bare ikke en egentlig rekursinstans og vælger således helt selv hvilke klager han gider beskæftige sig med, ligesom han heller ingen mulighed har for at uddele konsekvenser til myndigheden. (j.F.)
Nåh, siger de kvikke hoveder, men når alt andet fejler så har vi da heldigvis domstolene. Og det har vi da, men til forskel fra andre lande har vi ikke nogen egentlig Forvaltningsdomstol og de danske dommere er derfor ikke særlig vidende indenfor forvaltningsretten(J.F), og at anlægge en sag ved domstolen koster penge. For borgeren.
Forvaltningsloven er således bare en illusion, et fatamorgana som enkelte naive mennesker stædigt fastholder.
* observer venligst, at myndigheder ikke bare er ministerier og socialrådgivere, men også skolelærere, pædagoger og alle andre som er ansat i den offentlige forvaltning for at varetage borgernes behov.
