Topmodel 9

Jeg ved det godt, jeg burde holde mig for god til at se den slags. Men det gør jeg ikke. Tværtimod er jeg ret vild med den slags sociale eksperimenter hvor man smider en masse forskellige mennesker sammen. Og omgang 9 er for mig helt uimodståelig fordi der er denne skønne pige som er diagnosticeret med såvel Asperger som AD-HD. Og hun deltager, og får bare ved sin tilstedeværelse sat en hel del ting på plads.

For hvem er det egentlig der er socialt handicappet? Pigen der ikke helt forstår hvad der foregår omkring hende - eller de manipulative, intrigante stikke hinanden i ryggen piger som ikke har nogen diagnose?

Skønt!!

Heather, jeg hepper på dig!. You go girl!. (som om hun læser med her, hm….)

(Note. Nu jeg er ved emnet, og endnu ikke har bestemt mig for om det ender med en klumme eller ej. Hvis du arbejder med/ eller er forælder til mennesker indenfor Autismespektret eller med andre sanseforstyrrelser - Så kast dig over alt hvad Greenspan har skrevet om emnet. Du vil blive så meget klogere, og de mennesker du skal støtte til egen udvikling vil få det så meget bedre.)

Ps. Da det jeg ser, er genudsendelser - så lad venligst være med at oplyse mig om hvordan det går.

Unge forbereder sig på døden

Hedder det sig i politiken idag, fordi flere og flere planlægger deres egen begravelse og forargelsen er allerede begyndt at røre på sig rundt omkring i blogverdenen over dette “nye fænomen”. Men hvad er der egentlig at være så forarget over?

Hvis vi ser lidt på kendsgerningerne så er det at planlægge sin begravelse altså ikke det samme som at planlægge sin død - der er stor forskel på at bestemme hvilken kiste man vil ligge i - når engang man er død og det at bestemme hvordan og hvornår man vil dø.

Og de Unge, ja det er altså ifølge artiklen dem under 40år, og selv om nogle af dem der planlægger sin begravelse er 16år så synes jeg da at det er et sundt og fornuftigt skridt at tage.

For hvilke teenagere spekulerer i forvejen ikke over livet og døden? Findes der nogen anden alder hvor hele ens eksistens i den grad bliver endevendt? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og dels forestille sig det værste - nemlig at man kan dø - og dels sikre sig at få lov til at ligge der i kisten og høre en selvvalgt Eminem eller Farlig Fredag sang, fremfor mor og fars salmevalg?

Selv sætter jeg pris på, at vide hvordan mine pårørende helst vil have det og hvordan jeg bedst respekterer deres ønske - samtidig som det sparer mig for en masse grublerier og unødvendige diskussioner når jeg skal arrangere deres begravelser. Men så er jeg jo også lidt doven anlagt.

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven - for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette - og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge - for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Spis sundt, lær mere og bliv klogere

Det er hvad alle undersøgelser de seneste decennier har vist os at vores børn har brug for. Nu senest nævnt her til aften i tv2 nyhederne. Og hvad sker der så ved at få det dokumenteret endnu engang? Ingenting.

For i Danmark har vi (vi -altså fælleskabet, samfundet) den opfattelse at det er forældrenes ansvar at børnene får en ordentlig morgenmad og en lækker madpakke med i skole.

Men hvad med de børn som ikke får en ordentlig morgenmad derhjemme - hvis ansvar er de? Dem der også gerne puttes i boksen med de udsatte børn?

Og hvis ansvar er det, hvis forældrene ikke magter at smøre madpakke, eller at skolen ikke har et køleskab, eller at der ikke er afsat tid i frikvarteret til at sidde og spise maden?

Min opfattelse er at vores børns læring og fremtid er alles ansvar, at vi alle som samfund profiterer af sunde, vidensbegærlige, kloge kommende voksne og at vi derfor burde sikre ordentlig skolemad til alle - uanset at dette kommer til at koste rigtig mange penge indledningsvis i etablering af skolekøkkener.

Derfor.: I stedet for at give nogle få såkaldte udsatte børn bøger - ville det så ikke være bedre at sikre at alle fik en kost der gjorde dem i stand til at læse og forstå såvel skolernes som bibliotekernes gratis bøger?

Harning

Pæne piger gør det

eller, du kan også få et bedre sexliv* hedder bogen som jeg fik af min far da jeg var femten. En gave jeg idag ser tilbage på med stor taknemmelighed alt eftersom hele Kofod sagen ruller. For hvor er jeg glad for, at jeg som femtenårig seksuelt aktiv, ikke bare blev accepteret af mine forældre - men at de betragtede min seksualitet som noget naturligt, fremfor noget jeg skulle skamme mig over.

Tænk hvis de i stedet for havde hængt mig ud som offer ligesom det er sket for den pige som Kofod valgte at være sammen med, gad vide hvor jeg og min sanselige kvindelighed så havde været idag? Velsagtens gemt godt af vejen i mit sinds afkroge - helt udenfor terapeutisk rækkevidde.

*”Fina flickor gör det eller du kan också få ett bättre sexliv” av Irene Kassorla.

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social - men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* - selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det - suprise - kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt - måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort - så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i - i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det - og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument - men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: - Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: - Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, - får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: - Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget - ikke hvis formålet med dem skal opretholdes - og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder - for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg - som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik - Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

Klientgørelsen af en gruppe helt almindelige borgere

Ikke ret mange mennesker, hverken pædagoger eller det omgivende samfund, forstår til fulde den enorme magt og indflydelse over børn og familiers liv, som pædagoger i ganske almindelige daginstitutioner udøver hver dag.
Pædagoger er tit de første, og ofte også de eneste der lægger mærke til at et barn og/eller en familie har et særligt behov for hjælp og støtte. Hvis pædagogen undlader, at handle på deres viden, kan det indebære at et barn ikke udvikler sit sprog, sin motorik, og sine sociale kompetencer på en hensigtsmæssig måde, med risiko for alvorlige problemer senere i livet.
Samtidig er pædagoger typisk i besiddelse af ofte meget følsomme personlige oplysninger om barnet og familiens forhold, som, hvis de misbruges, fuldstændigt kan ødelægge en familie.

Pædagogen kan således i kraft af sit fag være, ikke bare delagtig i, men direkte ansvarlig for at en forælder bliver frataget sine lovmæssige rettigheder, at et barn bliver involveret i en uretmæssig undersøgelse o.m.a.

Det er min opfattelse, at hvis vi ikke tager vores lovgivningsmæssige pligter alvorligt, har kendskab til dem og sikrer at forældre får opfyldt deres rettigheder, så umyndiggør og klientgør vi vores brugere, ved at tage ansvaret for eget liv fra dem, skaber vi en svag gruppe, hvor magtesløshed overfor samfundet og systemet er fremherskende.

Almindelige mennesker der er svage, ikke på grund af deres opvækst eller livsbetingelser for øvrigt, men som bliver de svage, fordi vi som pædagoger tager magten fra dem, når vi ikke anerkender deres viden og erfaringer, når vi ikke udviser ydmyghed og respekt for de mennesker, hvis verden vi har så stor indflydelse på.
© Harning

Få børn tidligt; bliv åndelig leder og vind Nobels Fredspris

En ny amerikansk undersøgelse foretaget af forskere fra Clark University og Center for Creative Leadership i North Carolina viser at forældre er de bedste ledere og chefer[1].

Marian N. Ruderman, research chefen på Center for Creative Leadership forklarer resultatet med, at forældre naturligt får pudset deres sociale kompetencer af og at de i rollen som opdragere lærer at udvikle andre mennesker. Ruderman peger desuden på, at forældre er bedre til at multitaske, håndtere stress og forhandle, end deres barnløse kolleger.

Det er altså forældreskabet, ikke alderen eller uddannelsesniveauet, som skaber gode ledere med evnen til at udvikle andre mennesker i positiv retning. En konstatering som bedst lader sig illustrere ved følgende lille historie:

Engang for længe siden i 1869 fødtes der en lille dreng. Da den lille dreng fyldte tretten blev han gift og fem år senere fik han sit første barn. Årene gik og drengen fik yderligere børn, rejste ud i verden og læste jura. Den lille dreng, som nu var blevet voksen, så at verden ville blive et bedre sted, hvis fattigdom, uretfærdigheder og vold kunne bekæmpes. Han valgte at gøre det til sit livs mission at bekæmpe uretfærdigheder i såvel sit eget land – som ude i verden, selv om det kostede ham en del år i fængsel.

I dag er den lille dreng, der fik sit første barn som teenager kendt over hele verden som Mahatma Gandhi menneskeretsforkæmper, fredsaktivist, åndelig leder for millioner af mennesker og vinder af Nobels fredspris.

 

© Harning.

---

[1] Kilde. Forbes.com 2007

Julehistorie for de 5-8 årige børn

Thomas og Esmeralda

Thomas kedede sig, mor var ved at bage, det havde hun gjort i flere dage nu og Thomas gad ikke være med mere. Han var træt af brunekager og klejner og hvad de nu hed alle sammen. Han ville meget hellere klippe julehjerter og folde smukke stjerner, men mor sagde, at de først skulle være færdige med alle julekagerne. Så fik han en ide, han kunne jo gå ud og tale lidt med Esmeralda, for hun kunne altid fortælle spændende historier om alle de lande hun havde været i og de mennesker hun havde mødt. Men i dag stod Esmeralda bare og så trist ud

-Jeg er helt forkert,sagde hun, helt forkert er jeg.

-Hvad mener du ? spurgte Thomas.

-Kan du ikke se, at jeg jo slet ikke passer ind her i julen? Jeg er hverken rød, eller grøn eller hvid. Jeg er lilla! Man kan altså ikke være lilla når der er jul.

-Og din mor bager bare hele tiden, så jeg, jeg må ikke komme ud at køre. Jeg keder mig. Alle de andre biler kommer hjem om aftenen og fortæller om hvor flot der er inde i byen, om lysene og det store juletræ midt på torvet. Og de har hemmeligheder sammen med deres familie, fordi de må komme med ud og købe gaver… Men jeg, jeg må ingenting, jeg må bare stå hér og være helt forkert.

Thomas synes det var så synd for Esmeralda. Hvad skulle han dog gøre for at hjælpe hende? Så kom han i tanker om nissen. Nissen der altid kom hver søndag i advent og lagde en gave i hans julestrømpe. Måske kunne han spørge nissen om hjælp? Hvis han altså bare kunne holde sig vågen hele natten, uden at mor opdagede ham.

Den aften skyndte Thomas sig i seng, og når mor kom for at læse godnathistorie lod han som om han allerede sov. Men det var svært, rigtigt svært at holde sig vågen,og uanset hvor hårdt han prøvede at holde øjnene åbne, så blev de ved med at falde i, han prøvede sågar at holde dem åbne med fingrene, men lige lidt hjalp det, og Thomas faldt i søvn.

Han vågnede med et sæt, ved at nogen pustede ham i øret. Det var da noget underligt noget at gøre, tænkte Thomas der endnu ikke havde fået øjnene åbnet helt, hvorfor puster mor mig i øret? Men det var slet ikke mor. Da Thomas fik gnedet øjnene klare så han en lille nissemand – ikke større end fars hånd, der stod på hans pude og kiggede på ham.

- Jeg hørte, at du havde et ønske og at du havde brug for min hjælp, sagde den lille nissemand.

- Hørte? spurgte Thomas, hvordan kunne du høre det?, Jeg har jo ikke fortalt nogen om det.

- Jeg er jo nisse, det er mit job, at vide hvad børnene ønsker sig, så lad os lige lægge hovederne i blød og se, hvad vi kan finde på sammen, for at få din Esmeralda glad igen.

Og så lagde de planer, de hviskede og tiskede og grinte så de fik helt ondt i maven og da de havde fundet på den allerbedste plan, gik de raskt i gang. Fnisende listede de rundt i huset og fandt alle de ting de skulle bruge og så sneg de sig afsted ud på parkeringspladsen hvor Esmeralda stod og sov.

De startede med at lave store firkanter på hele Esmeralda, af fars røde isoleringstrejp, så fyldte de det meste af firkanterne med mors hvide dåsesne, indtil hele Esmeralda var dækket af et kæmpe vinterlandskab og stod rød og hvid og smuk og lysende mod den sorte asfalt.

- Men hvad med nisserne, spurgte Thomas, der skal da være nisser i sådan et snelandskab.

- Det kommer der jo også, når jeg sætter mig ind i Esmeralda og vi kører afsted, så er der en vaskeægte nisse midt i snelandskabet, sagde den lille nisse.

- Nåja, sagde Thomas, så lad os vække Esmeralda.

Som sagt, så gjort. Thomas bankede forsigtigt på Esmeraldas højre dør.

- Hvad sker der, spurgte Esmeralda søvndrukkent, det er jo midt om natten.

- Ja, men se hvor fin du er blevet! Nu skal vi ud at køre! sagde Thomas. Og Esmeralda kiggede, gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun kunne næsten ikke tro det, nu var hun den fineste bil på hele parkeringspladsen.

- Ih, hvor er I søde, og hvor bliver jeg glad, men hvem skal køre? Du har ikke kørekort Thomas.

- Nissen hjælper os, kom nu, han kan trylle sagde Thomas samtidig med, at han hoppede ind i Esmeralda.

Så kørte de afsted, ned ad bakke og op ad bakke med nissen smilende og vinkende midt i Esmeraldas snelandskab, og ind til torvet midt i byen hvor det flotte juletræ stod.

- Hvor er det smukt sagde Esmeralda, og se! Der i gågaden, der hænger hjerter og i butikkernes vinduer er der engle. Det er meget finere end jeg havde troet, hvor er jeg glad for at I tog mig med. Du er bare den bedste ven i hele verden Thomas! Men nu må vi hellere skynde os hjem igen, før din mor opdager at du ikke ligger i din seng.

Da de kom tilbage til parkeringspladsen tog Thomas en lille grøn glaskugle frem og hængte den på Esmeraldas bakspejl, så sagde han pænt farvel til nissen, listede ind i huset og faldt i søvn før han nåede at få dynen op over ørerne.

Søndag morgen vågnede Thomas af, at hans mor skreg.

- Min bil, min bil, nogen har overmalet min bil! Thomas smilte bare, og glædede sig over, at det hele ikke havde været en drøm, og at nu havde Esmeralda, ligesom de andre biler, også en julehemmelighed.

 

©Harning

Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i - så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen - og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. - Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet - til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog - og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater - dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne - som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det.

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn - medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie - men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt - som hvis det ikke var blevet anbragt!

 

© Harning

Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet - En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 - den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret.

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kronikken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

 

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser - er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med - så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

 

En julehistorie af en slags…

Altså,hvad man dog ikke finder når man roder sine skuffer og computeren igennem…Det her følgende er resultatet af en skriveøvelse jeg engang blev udsat for, og som må siges at være ganske passende i denne skønne juletid.Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at vi to og to skulle fortælle hinanden om vores juletraditioner, hvorefter vi havde en halvtimes tid eller deslignende til at skrive en historie udfra modpartens beretning. Min makker mente, og sagde selv gentagne gange, at han ikke havde så meget at fortælle og at hans jul jo var lige som alle andres - det er jeg ikke helt sikker på er rigtigt - Men døm selv. Hvorom alting er så kom der følgende historie ud af øvelsen:

Peters Jul

Dette er historien om en helt almindelig jul, en beskrivelse af dansk kultur; og om hvordan vi fejrer en typisk traditionel dansk juleaften. Fortællingen er særdeles egnet til undervisning af flygtninge og indvandrere der skal opnå en forståelse for den danske kulturskat, og bør bruges på ethvert integrationskursus.

Det følgende er en genfortælling af den nu voksne Peters erindringer.

Julen startede så småt i november, hvor vi selv skulle tjene penge til ulandskalenderen, dette gjorde vi ved at udføre småjobs i huset, et af de mere spændende og det som jeg husker bedst, var at gå ud med skraldespanden. Det var ikke ligefrem hver dag man måtte det: vi var jo flere søskende.

Mor og far gad ikke rigtigt at pynte op i december, så hver dag i julemåneden når jeg kom hjem fra skole, startede den store eftersøgning. Jeg var Sherlock Holmes og min opgave var at finde det ene stykke julepynt, der var sat op den dag. Nogen dage lykkedes det faktisk for mig. Da vi så nåede frem til juleaften var der som regel 21 stk. julepynt i hele huset. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal fortælle, vores jul foregår vel ligesom hos alle andre.

Tilvejebringelsen af juletræet er et fast ritual, hele familien tager af sted sammen. Vi er en flok jægere, på jagt efter byttet. Vi går ud i min fars venners skov og nedlægger så to pragteksemplarer (et til os og et til min faster), og julen starter egentlig først for alvor den 23, hvor juletræet bliver taget ind og pyntet.

Jeg har altid ønsket mig et farvestrålende juletræ, med store flotte kugler og meget pynt – lige som Chip og Chap har. Vores juletræ var kedeligt; hvidt med lidt glimmer og nogle engle. Det lignede slet ikke et rigtigt juletræ. Et rigtigt juletræ, ligesom Walt Disneys.

Ikke fordi min mor ikke er kreativ, tværtimod. Hun er graver, og hvert år slæber hun en masse gran med hjem, som hun har stjålet på kirkegården. Dette bruger hun så til at lave store juledekorationer, der skal gerne stå mindst to på hvert bord.

Selve Juleaften starter om morgenen med en gave fra mors veninde, den leger vi med og så ser vi ”Mens vi venter” med Jørgen Clevin i fjernsynet. At se fjernsyn er da hvad alle gør, det er da en vigtig juletradition.

Vi er kristne, så en rigtig jul kræver selvfølgelig et kirkebesøg, men sådan noget skal jo planlægges. Nogen år går vi i kirke om formiddagen, og nogen år om eftermiddagen. Det kommer an på hvornår de sender Disney i fjernsynet. Far insisterer på at se det, og ja, jeg kan da også godt lide tegnefilm.

Jo kristne er vi da !

Om aftenen spiser vi traditionel dansk julemad: and med det hele, og så selvfølgelig ris al mande, med tilhørende mandelgave. Jeg tror egentlig at min mor og far snyder med gaven, mine søskende og jeg får den i hvert fald på skift. I år er det min tur.

Efter maden vasker mor og far op, og vi andre går ned og spiller bordtennis. I den traditionelle danske jul, er hjælpsomhed og fællesskab sat i højsæde.

Aftenen fortsætter med højtlæsning af juleevangeliet, så synger vi en tre-fire salmer og så er der tid til gaveuddelingen.

På dette tidspunkt er huset forvandlet til en sauna. Der er levende lys på træet, knald på brændeovnen og mors kirkegårdsdekorationer spreder en liflig duft af muldjord i hele huset.

Vi råsveder i den tørre ekstreme hede, til trods for, at vi sidder i shorts og hawaii- skjorter.

Gaverne bliver pædagogisk fordelt meget langsommeligt, så når alle pakkerne endelig er delt ud, er aftenen snart forbi. Vi når lige at lege lidt med gaverne og måske spille et spil, før der er tid til en midnatstur. Sammen går vi ud i mørket og nyder den kolde friske luft.

Og sådan ender så min fortælling om den ganske almindelige danske jul. Den var da ikke særlig spændende ?Vi gør da det samme som alle andre.

© Harning

Er det lærerne eller de blinde der er idioter?

Jeg undres endnu engang over lærernes manglende evne til professionel vidensformidling. Ifølge TV2 nyhederne udtaler rektor Eigil Dixen til Jyllands-Posten idag følgende vrøvl:

“…….lærere kan ikke kommunikere med elever og få undervis­ningen til at fungere, når de ikke kan se deres ansigtsudtryk,”

Siden hvornår er det blevet sådan, at det, at formidle viden hænger sammen med om hvorvidt formidleren kan se modtagerens ansigtsudtryk? Og hvordan i alverden skal de andre 24 elever i en klasse kunne forstå og lære noget - når læreren kigger på den 25 elev, eller kan lærere nu også se og tolke 25 elevers ansigtsudtryk samtidig? Og hvordan mon blinde lærer? Er de bare idioter uden evne til hverken at modtage eller formidle viden?

Egentlig burde det ikke undre mig, lige så lidt som det sikkert undrer alle de elever der har oplevet at blive bedømt ud fra personlige kriterier (om læreren synes de var for tykke, for tynde, for grimme, for smukke, for hvide, for sorte osv.)

Men så igen ved nærmere eftertanke, som tidligere skolebestyrelsesmedlem, så er det da en fantastisk ide! Ikke flere lærebøger, computere eller andet pjat der absolut ikke kan formidle viden - i kraft af disse tings manglende evne til at se elvernes ansigtsudtryk.  Sikke mange penge der så kan skæres i budgetterne…

Stop belejringen af Arto!

Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Det er et sted hvor de kan mødes med andre unge som har samme interesser og hvor de kan debattere deres egne værdier med andre.
De kan fortælle om deres daglige op og nedture til jævnaldrende, en oplevelse der giver de unge en tiltrængt følelse af, at de ikke er alene i verden. For mine egne børns vedkommende har Arto ( efter at vi er flyttet til udlandet) desuden været det sted, som har sikret, at de fortsat har et danskt netværk, at de er orienteret om dansk kultur, og sidst men ikke mindst, at de ikke bare opretholder men videreudvikler deres danske sprog. Så ja, jeg synes at Arto er et fantastisk sted for vores børn og unge. Hvis de dog bare måtte være der ifred! Men, det må de desværre ikke. Sitet invaderes af stadig flere behovsstyrede og kontaktsøgende voksne som vil ”hjælpe” børnene. Der er ”Hojmand”, ”colamor”, ” cybergoggerne”, og alle de andre, og fælles for dem alle er en påstand om, at de er der for børnenes skyld, for at hjælpe. Vores børn er intelligente og videbegærlige. De kan sagtens selv finde ud af at henvende sig til professionelle fagpersoner i form af lægebrevkasser, osv på nettet eller ringe til børnetelefonen, hvis de har brug for mere støtte end hvad deres forældre, venner, almindelige lærere og pædagoger kan give dem.Derudover har Arto en stor redaktion med voksne mennesker som også gerne er behjælpelige med alt mellem himmel og jord. Det er altså ikke for børnenes skyld at ”Hojmand” og alle de andre voksne er der. Så hvad vil de egentlig?
Det engelske ord ”Grooming”, anvendes for at beskrive hvad det er pædofile gør i den indledende fase med deres ofre. Konkret betyder dette, at de finder sårbare børn som de viser, omsorg og venskab overfor. De roser, anerkender og støtter barnet, og under dække af at ville hjælpe får de indyndet sig hos barnet, hvorpå overgrebene starter. Selvom ” Hojmand”, ” cybergoggerne”, og de andre i vid udstrækning benytter groomingmetoden tror jeg egentlig ikke, de er pædofile på groomingmission overfor de unge, i hvert fald ikke ”cybergog” som bruger formuleringer som ”din lille frækkert” - da dette jo næppe er en formulering som binder an til en teenager, men snarere latterliggør anvenderen. Men én ting er, hvad jeg tror, noget andet er virkeligheden. Der skal en politiundersøgelse til for at afklare om ”Cybergogoggerne” er pædofile eller ” bare” pædagogstuderende uden respekt for andre menneskers integritet og uden evne til formulere sig hensigtsmæssigt overfor unge. Og er det så ”bare”? Er forskellen egentlig så stor mellem en pædofil og en voksen som udnytter børn til styrkelse af eget selvværd eller tilfredsstillelse af egne behov?
Er krænkelse af et barns privatliv og følelser ikke at betragte som et overgreb? Eller er der kun tale om overgreb når der ligger en seksuel intention bag? En ting er helt sikker - de kontaktsøgende voksne på Arto er der kun af én årsag. Nemlig for at dække deres eget behov. Ikke børnenes, og bestemt heller ikke mit, hverken som forælder eller som pædagog. Jeg er ikke bekymret for at mine børn skal udsættes for pædofile, eller at de skal mangle voksne at tale med. Men jeg er alvorligt bekymret for at de skal miste tilliden til voksne – hvis de gentagne gange skal opleve at voksne er nogen som handler efter eget behov uden hensyntagen til børnenes integritet.
Børn og unge i dag overvåges og holdes i forvejen alt for meget i hånden af voksne. Herved fratager vi dem muligheden for, at gøre egne erfaringer, selv om vi ved, at det er de egne erfaringer der danner grundlaget for såvel kognitive som sociale kompetencer.Det bedste vi kan gøre for at hjælpe, er derfor, at være til stede når de unge har behov for det – når vi inviteres til at hjælpe – og at vise dem at vi har tillid til, at de godt kan sondre mellem situationer som de selv kan håndtere og situationer hvor de har brug for voksenindblanding. Beviset på, at de unge kan selv, fremgår af de rigtige helte på Arto. Nemlig de unge mennesker, som har styrken til at sige fra overfor voksne som krænker dem - hvad enten denne krænkelse giver sig udtryk i et fysiskt eller et mentalt overgreb. Det er de samme unge mennesker som selvstændigt har påtaget sig opgaven at beskytte de sårbare unge, og som er gået på barrikaderne på Arto, for at bede de uindbudte voksne om at forlade sitet! Så stop belejringen af Arto, smut ud af de unges univers og find på noget andet med jeres liv. Gå i terapi, tag et kursus i pottemageri eller tilmeld jer en besøgsordning. Sagt med andre ord GET A LIFE !

©Harning

Politiken 2 januar 2007

Gentagelser 3

Først en update. Den julehistorie for de 5-8 årige som har figureret i kommentarfunktionen her på bloggen - er nu fundet, fravristet påskeharen og vil være at finde i Valmuers julenummer.

Gentagelserne forsætter med “Stop belejringen af Arto” - der på ingen måde er blevet mindre aktuel siden den første gang blev publiceret i Politiken d. 2 januar i år- så kast jer endelig bare ind i debatten.

Hvor mon børnene får det fra ?

Hermed, i dagens helt særlige anledning, “gæsteindlæg”

***

***

Nu 34 år

store slaskelår

mishandlet hår

Og på fingrene skæresår

***

tre umulige børn

en uduelig Sør`n

og i huset orn`li mandehørm

***

Hva`har du nu opnået

Nu du gaverne op har flået

***

jo det skal jeg dig sige

Nej mor, det ik en pige

***

Men derimod et lille hus

og et gavekort på tyve knus

…..Og bemærk venligst at 34 er i BEGYNDELSEN af trediverne, ikke i midten eller i slutningen af trediverne - men i BEGYNDELSEN!!!

Statsreguleret kønsdiskriminering

Piger elsker blod! Det er i orden for piger at elske blod. Blodet er det der gør pigerne forskellige fra drengene og det der gør piger til kvinder! Når piger bløder, kan de ære sig selv og verden ved at anvende natursvampe. Svampene skal passes og plejes og når menstruationen er over anbefales en smuk ceremoni, hvor svampene bliver begravet.

Dette mine venner, er en del af min søns seksualundervisning! Min søn ved nu alt hvad der er at vide om natursvampenes pasning, plejning og vaskning.

Men hvordan en vagina egentlig ser ud, og hvad en klitoris er. Det er der fortsat ikke nogen der har gidet oplyse ham om, efter to års seksualundervisning i den danske folkeskole.
Til gengæld har ham fået rigtig meget at vide, om pigers følelser og hvor vigtigt det er for piger at have erotiske fantasier. Han er blevet oplyst om, at pigernes fantasier er naturlige og at det er et flot udtryk for selvstændighed, når pigerne onanerer. Det lyder jo meget godt, tænker du måske. Men hvad med drengene? Har de ikke også en eller anden form for eksistensberettigelse i undervisningen? Jo, selvfølgelig har de det. Lærerne har skam gjort meget ud af at fortælle, at drengenes lyst til at se porno er unaturlig. At porno er grimt, ulækkert og vanærende for enhver mand eller kvinde.
Min dreng er med andre ord altså pervers.
Skal jeg nu gå til af bekymring for, at mit lille pus, er ved at udvikle sig til en fuldblods-seksualforbryder, og at han vil gøre karriere i fængselspsykiatrien?
Nej!
Jeg vil hellere bekymre mig om, at give min søn den undervisning, som folkeskolen helt klart er ude af stand til.

Som alle gode mødre henvendte jeg mig derfor til biblioteket i forvisning om, at der da hér fandtes alt hvad hjertet kunne begære om drenges udvikling ind i puberteten. Jeg tog en hurtig beslutning og slæbte samtlige tyve bøger om emnet med hjem. Ud af de tyve var der én, som faktisk behandlede emnet seriøst. Èn der beskrev de kropslige og hormonelle forandringer hos drenge og oven i købet lukkede op for muligheden for at drenges seksuelle fantasier var helt normale! Èn ud af tyve. Tænk lidt over det. Kun én bog. Alle de andre behandlede primært piger, pigers følelser, pigers forandringer, og ja, også jeg ved nu alt om natursvampenes pasning og plejning. En oplysning, jeg helt ærlig gerne ville have været foruden.
Det lykkedes mig derimod ikke at finde bare et godt billede af kvindens udvendige kønsorganer. Hvad gør en bekymret mor så? Ja, jeg er jo lidt genert, så jeg kunne jo ikke bare lægge mig ned og vise ham mine, og jeg vil nødig i fængsel for at vise min søn porno, så hvad gør man? Jeg var heldig, det lykkedes mig at finde en kunstner i vennekredsen, som var villig til at lave en naturtro tegning (altså ikke af min). Men er det rimeligt?

Og hvem skal lære ham om alle de dejlige fantasier, som jeg synes han er i sin fulde ret til at have? Hvem skal lære ham at de ikke er perverse, og at hans hænder ikke falder af, hvis han sover med dem under dynen?
Hvor blev ligestillingen af, når drenge skal lære om natursvampenes pasning og plejning, men end ikke tillades en lille omgang fællesonani?

©Harning

 

Højere løn til den samlede pædagoggruppe?

Jeg har for første gang i meget lang tid været inde for at læse debatten på BUPLs hjemmeside. Jeg kommer der ellers yderst sjældent ud fra en betragtning om, at der er grænser for hvad mit temperament og min professionelle stolthed kan bære.Men…… nu var jeg lidt nysgerrig med hensyn til mine kollegers holdninger vedr. overenskomstforhandlingerne.

Og hvad fik jeg så ud af det? Skam, irritation, frustration ……….

Det første der slår mig er sproget. De mennesker jeg skal arbejde sammen med, udvikle lære og handleplaner med, skrive underretninger sammen med, de mennesker der skal varetage børnenes sprogudvikling- de kan ikke stave! Ikke engang tilnærmelsesvis!!!

I debatten om lønforhandlinger fremkommer følgende eksempler:

Én gør opmærksom på hvor ”kvalifiseret” og ”profesionell” vedkommende er til at udføre sin ”profesion”. En anden fortæller om lønforhandlinger som alle ”kunne stå indenfor” Eller hvad med ”opgaver der er havlet ned” og ” ….bedre forhåld..”

Rent grammatisk synes der desuden, at være stor enighed blandt de debatterende om, at endelser er noget fanden har skabt og derfor ikke relevante at tage hensyn til.

Fx: ” …vi udføre…….”

”..vi skal sørger for forældre opfatter institutioner som værende…xxx”

” hvor de kan deffinerer alt”

Sproget er helt klart det største og mest gennemgående problem, dertil skal så lægges en smule forældreforagt og enkelte individers totale mangel på opfyldelse af den kontrakt som de er ansat til at varetage. En pædagog og tillidsmand skriver således: at han slet ikke har læst lov om dagtilbud!!

Helt ærlig, hvordan kan jeg som pædagog være stolt af min profession, af mine kollegaer? Og hvordan kan vi sætte os til forhandlingsbordet og bede om mere i løn, når vi (som gruppe) så indlysende mangler helt basale og faglige færdigheder?

Og er der noget, at sige til, at jeg sjældent besøger denne debat?

Mit forslag til de kommende lønforhandlinger ville derfor være at før vi bruger penge på at hæve lønnen for pædagoger som gruppe - så bør vi bruge penge på: dels efteruddannelse i dansk og socialfag (juraen i pædagoguddannelsen), dels revidere selve grunduddannelsen ved at indføre Dansk som obligatorisk linjefag og afsætte yderligere et halvt år til socialfag.

Vi må i hvert fald gøre noget, for når dette er det billede som offentligheden får af os som gruppe - så har vi ikke en chance for at få nogle lønkrav igennem.

(naturligvis ved jeg at der faktiskt findes fagligt kompetente pædagoger derude. Problemet er imidlertid ikke dem - men de pædagoger der glimrer ved deres inkompetence på en pædagogfagligdebatsite til fuld offentlig skue da de her fremstår som repræsentanter for den samlede gruppe)

© Harning

Indbydelse til bogreception

På lørdag vil jeg til en forandring kravle ud af mit elskede tæppe, væk fra spisebordet, kaffen og computeren for at deltage i Dansk-Svensk forfatterselskabs bogreception, så jeg håber at rigtig mange af jer læsere vil dukke op og hjælpe os forfattere med at gøre litteraturen sjov, levende og vedkommende.

Hvis du synes jeg er for kedelig - så vil der heldigvis være en del andre både danske og svenske forfattere til stede - som alle vil præsentere deres seneste udgivelser.

Vær med, og mød op på ”LOFTET” kl.14.00-16.00.

lilla torg, indgang ved Hedmanska gården. 40 minutter fra København og bare tre minutters gang fra Malmø centralstation.

Skoleleder erkender manglende kompetence

Jeg har lige siddet med en klagesag hvor en forælder har klaget over dels manglende aktindsigt i sit barns skolepapirer - dels manglende begrundelse for skolens afgørelse for ikke at udlevere aktindsigten.

Og jeg er nu imponeret. Faktiskt.

Jeg ved godt, det er sjældent at jeg bliver imponeret over myndighedspersoner - men lige netop denne sags skoleleder, har ved en skrivelse til forælderen imponeret ved en opvisning af en, selv for skoler, sjælden idioti.

Forælderen anmoder høfligt om fuld og løbende aktindsigt i barnets skolepapirer - en helt selvfølgelig ret i henhold til forvaltningsloven.

Skolens leder svarer at: ”det har jeg ikke kompetence til at udlevere”.

Jamen er det ikke bare imponerende? I et smut lykkes det ham at tilsidesætte såvel forvaltningslovens regler om aktindsigt som samme lovs regler om begrundelse for afgørelser. Imponerende.

Endnu mere imponerende finder jeg det faktiskt: at en mand- der selv- på skrift- oplyser, at han ikke har den fornødne kompetence til at udføre sit arbejde - fortsat er ansat!

Men måske var skrivelsen egentlig slet ikke ment som svar til forælderen, måske var den egentlig en opsigelse, for så er begrundelsen jo helt fin…………