De forfulgte forfattere

ser nu endelig ud til at kunne få tilbudt fristeder i Danmark.

En ordning og en ny lov som jeg ser frem til med stolthed.

Men, hvem skal afgøre om forfatterne er forfulgte? Hvilke kriterier berettiger som forfølgelse? Vi ved jo fra almindelige flygtninge, at en smule tortur og dødstrusler sjældent kan gøre det ud for forfølgelse i bedømmerens øjne. Og hvad med de danske forfattere, der er udvandret efter at have følt sig forfulgt i Danmark - vil de nu kunne flytte hjem igen - med alt betalt?

***

et anstrøg af anstændighed

penetrerar oskuldens manipulativa mylla

med rosa gummihandskar

Tilfældige uddrag fra FLUGT

“…Hun fortrød at hun var gået op i huset igen. Hun fortrød at hun ikke havde fået alle papirerne med, at faxen stadig stod derhjemme.
Hun sad helt stille i den mørke gang, hvor intet dagslys nåede ind – i sin egen celle, kunne lige så godt havde været på en anden planet.
Dag blev til nat, nat blev til intet.
I mørket.
Hun kunne høre sit eget hjerte slå, luften som hun trak ind og ud.
Intet andet.
Sekunder, minutter, timer.
Umuligt at regne.
Hun vidste hvordan den så ud. Seks meter lang, skabe, mellemrum, knagerække til overtøj, kosteskab…”

***
“…Angsten krøblede hende til tider stadig. Her til morgen var posten kommet med et officielt udseende brev…”

.…Reaktionen hade været umiddelbar. Hun måtte væk. Hurtigt fandt hun tasken med de mest vigtige papirer, den lille opsparing og børnenes pas. Låste døren, løb hen og hentede børnene i deres respektive skoler, med dårlige undskyldninger om tandlægetider og syge bedsteforældre. Så ind til centrum, ind i menneskevrimlen…”

***

Topmodel 9

Jeg ved det godt, jeg burde holde mig for god til at se den slags. Men det gør jeg ikke. Tværtimod er jeg ret vild med den slags sociale eksperimenter hvor man smider en masse forskellige mennesker sammen. Og omgang 9 er for mig helt uimodståelig fordi der er denne skønne pige som er diagnosticeret med såvel Asperger som AD-HD. Og hun deltager, og får bare ved sin tilstedeværelse sat en hel del ting på plads.

For hvem er det egentlig der er socialt handicappet? Pigen der ikke helt forstår hvad der foregår omkring hende - eller de manipulative, intrigante stikke hinanden i ryggen piger som ikke har nogen diagnose?

Skønt!!

Heather, jeg hepper på dig!. You go girl!. (som om hun læser med her, hm….)

(Note. Nu jeg er ved emnet, og endnu ikke har bestemt mig for om det ender med en klumme eller ej. Hvis du arbejder med/ eller er forælder til mennesker indenfor Autismespektret eller med andre sanseforstyrrelser - Så kast dig over alt hvad Greenspan har skrevet om emnet. Du vil blive så meget klogere, og de mennesker du skal støtte til egen udvikling vil få det så meget bedre.)

Ps. Da det jeg ser, er genudsendelser - så lad venligst være med at oplyse mig om hvordan det går.

Nej, du er ikke gået forkert

Men undskyld at siden og jeg roder, vil forhåbentlig blive bedre i løbet af det kommende døgns tid.

RED. JEG ER TRÆT AF WORDPRESS!!!!! DET VIRKER SLET IKKE EFTER HENSIGTEN!!!!

Unge forbereder sig på døden

Hedder det sig i politiken idag, fordi flere og flere planlægger deres egen begravelse og forargelsen er allerede begyndt at røre på sig rundt omkring i blogverdenen over dette “nye fænomen”. Men hvad er der egentlig at være så forarget over?

Hvis vi ser lidt på kendsgerningerne så er det at planlægge sin begravelse altså ikke det samme som at planlægge sin død - der er stor forskel på at bestemme hvilken kiste man vil ligge i - når engang man er død og det at bestemme hvordan og hvornår man vil dø.

Og de Unge, ja det er altså ifølge artiklen dem under 40år, og selv om nogle af dem der planlægger sin begravelse er 16år så synes jeg da at det er et sundt og fornuftigt skridt at tage.

For hvilke teenagere spekulerer i forvejen ikke over livet og døden? Findes der nogen anden alder hvor hele ens eksistens i den grad bliver endevendt? Hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og dels forestille sig det værste - nemlig at man kan dø - og dels sikre sig at få lov til at ligge der i kisten og høre en selvvalgt Eminem eller Farlig Fredag sang, fremfor mor og fars salmevalg?

Selv sætter jeg pris på, at vide hvordan mine pårørende helst vil have det og hvordan jeg bedst respekterer deres ønske - samtidig som det sparer mig for en masse grublerier og unødvendige diskussioner når jeg skal arrangere deres begravelser. Men så er jeg jo også lidt doven anlagt.

Giv mig mit dashboard tilbage

YES! Jag ääälskar systembolaget

Der har reddet min dag, min uge, min måned og nok også mit år! Og ja, jeg er skide overfladisk, men som 34årig træt mor til tre er det nu engang ikke til at undgå, at blive begejstret når en venlig pligtopfyldende butikschef spørger om hun må se ens legitimation, før hun vil udlevere varerne.

Opfordring til drab?

For et par dage siden skrev jeg dette indlæg, og jeg havde egentlig forventet at nogen ville reagere på det noget makabre paradoks der var deri - men nej. Til trods for rigtig mange læsere så synes ingen andre end mig at undres…… Så nu er spørgsmålet - hvorfor?

Er pjækkebøder overhoved muligt?

Ja, det er ihvertfald hvad Haarder tror. Men faktum er at det ville kræve en ændring i folkeskoleloven - for i Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Undervisningspligten betyder at det er forældrenes ansvar at børnene modtager undervisning, men ikke at denne undervisning skal finde sted i skoleregi*. Det er altså både muligt og fuldt lovligt for forældre selv at undervise sine børn (fx. derhjemme). En mulighed som nogle forældre (inkl. undertegnede) har valgt at benytte sig af, af forskellige årsager.

Hvis Haarder vil gennemføre sin pjækkebødeplan fordi nogle børn (og måske deres forældre) ikke kan finde ud af at møde i skolen, må han altså nødvendigvis begrænse alle andres frie individuelle valg. Og er det rimeligt?

Det mener jeg ikke at det er, selv om jeg naturligvis også kan se nogen fordele.

Fordelene kunne nemlig være, at en opstramning af kommunernes ansvar ved indførelsen af en reel skolepligt ville sikre at de børn der nu venter på 12, 13, 14 måned på et specialskoletilbud kunne få dette - og at forældrene kunne kræve erstatning af kommunerne for manglende opfyldelse af loven, såfremt deres børn manglede et ordentligt skoletilbud i mere end en uge - for det med penge og erstatning og pjækkebøder må jo nødvendigvis gå begge veje…

*dvs, at lidt intelligente forældre bare kan hævde at de selv står for undervisningen, hvis de vil undgå pjækkebøderne.

Spis sundt, lær mere og bliv klogere

Det er hvad alle undersøgelser de seneste decennier har vist os at vores børn har brug for. Nu senest nævnt her til aften i tv2 nyhederne. Og hvad sker der så ved at få det dokumenteret endnu engang? Ingenting.

For i Danmark har vi (vi -altså fælleskabet, samfundet) den opfattelse at det er forældrenes ansvar at børnene får en ordentlig morgenmad og en lækker madpakke med i skole.

Men hvad med de børn som ikke får en ordentlig morgenmad derhjemme - hvis ansvar er de? Dem der også gerne puttes i boksen med de udsatte børn?

Og hvis ansvar er det, hvis forældrene ikke magter at smøre madpakke, eller at skolen ikke har et køleskab, eller at der ikke er afsat tid i frikvarteret til at sidde og spise maden?

Min opfattelse er at vores børns læring og fremtid er alles ansvar, at vi alle som samfund profiterer af sunde, vidensbegærlige, kloge kommende voksne og at vi derfor burde sikre ordentlig skolemad til alle - uanset at dette kommer til at koste rigtig mange penge indledningsvis i etablering af skolekøkkener.

Derfor.: I stedet for at give nogle få såkaldte udsatte børn bøger - ville det så ikke være bedre at sikre at alle fik en kost der gjorde dem i stand til at læse og forstå såvel skolernes som bibliotekernes gratis bøger?

Harning

Pæne piger gør det

eller, du kan også få et bedre sexliv* hedder bogen som jeg fik af min far da jeg var femten. En gave jeg idag ser tilbage på med stor taknemmelighed alt eftersom hele Kofod sagen ruller. For hvor er jeg glad for, at jeg som femtenårig seksuelt aktiv, ikke bare blev accepteret af mine forældre - men at de betragtede min seksualitet som noget naturligt, fremfor noget jeg skulle skamme mig over.

Tænk hvis de i stedet for havde hængt mig ud som offer ligesom det er sket for den pige som Kofod valgte at være sammen med, gad vide hvor jeg og min sanselige kvindelighed så havde været idag? Velsagtens gemt godt af vejen i mit sinds afkroge - helt udenfor terapeutisk rækkevidde.

*”Fina flickor gör det eller du kan också få ett bättre sexliv” av Irene Kassorla.

Forældreansvarsloven

Efter at jeg nu i et års tid har hoppet op og ned, hevet mig selv i håret og råbt og skreget over den nye forældreansvarslovs idioti og miskmask, er jeg nået frem til det resultat, at i stedet for at fortælle om alt det der er galt med den, så vil jeg fortælle om de eneste to ting som faktiskt er godt. Lidt positiv skal man jo være…..

Sociale relationer

Endelig anerkender staten (ja, lidt ihvertfald) hvad vi alle ved, nemlig at dagens familier er komplicerede og ofte består af dine børn, mine børn og vores børn. Dette betyder at fx en social - men ikke biologisk far kan søge samvær med det barn som han har delt familie med i årevis efter et samlivsopfør med moderen. Det samme kan stedsøskende og for øvrigt også bedsteforældre. Fantastiskt. For barnet altså. Bortset selvfølgelig, at det kræver særlige omstændigheder….Men, alligevel. Det er fremskridt.

Vold

Også når det gælder vold har staten ændret synspunkt en lille smule* - selvfølgelig ikke helt markant, men dog. Det er nu sådan, at der ved fastsættelse eller ved afgørelse om ophør af samvær kan medtages, ikke bare om barnet selv er blevet direkte udsat for vold af samværsforælderen, men alene det at samværsforælderen** har udøvet vold mod moderen, en evt. ny kone, andre børn eller i det hele taget andre personer i barnets påsyn kan tages med i betragtningen. Staten har altså indset, at det - suprise - kan være belastende for et barn at se og opleve vold…

***

*Når jeg skriver en lille smule, så er det fordi en forælder som har slået den anden forælder ihjel (iht. samme lov) stadig kan få forældremyndigheden over barnet uden nævneværdige problemer.

**Der er ingen intentionel kønsdiskriminering fra min side, ex kunne ligesågodt have gået den anden vej med en voldelig moder.

Hvis du vil vide mere:

Så finder du Forældreansvarsloven her

og vejledningen om samvær her

Harning

(og ja, der er forskel på en lov og en vejledning, men jeg har en undskyldning for ikke rigtig at skelne i denne sag)

Blogging with a purpose Award

Jeg er egentlig ikke så meget for alle de der blogging award-memes. Men da denne award, efter min mening, er lidt mere seriøs og da Tosommerfugle nominerede mig (med en begrundelse jeg ikke kan lade være med at være glad og en lille smule stolt af) skynder jeg mig at give bolden videre.
“Blogging with a Purpose”.

Hermed reglerne:

1. Nominerede blogge skal nominere 5 personer, som ikke har modtaget prisen.

2 De nominerede blogge skal have et formål

3. I indlægget om prisen skal der laves et link tilbage til denne blog

4. De nominerede blogge skal lægge award-logoet på deres blog. Logoet skal linke tilbage til denne blog

Og mine nominerede er (tadam….)

Pär Ström, der aldrig opgiver kampen mod overvågningssamfundet og femimafiaen.

Dynamics of my mind, for at lykkes med, at blogge fordomsfrit og analytisk om religion og kristendom - så selv en ateist som jeg selv finder det interessant.

Jens Drejer hvis blog om opera og litteratur aldrig mister fokus og altid bidrager med nye vinkler på gamle bøger…

Om Blogs der skriver så letbegribeligt om lige netop blogs - at også jeg den tekniske idiot forstår.

Kjeldberg som dels formår at beskrive forfatterens alle kvaler mens hun nyder en päronsplit i bankboksen og samtidig formår at have overskud og mod til at påtage sig børnenes stemme i kontroversielle emner.

I dag fejres Verdens Poesidag

Dagen* blev indstiftet af UNESCO i 1999 med det formål at digtoplæsninger skal resultere i at digterne fra hele verdenspoesien kan ses, høres, læses og udgives mere. Hvor og hvordan du vil tilbringe denne dag - bestemmer du selvfølgelig selv.

Men hvis du har lyst til at tage ud af dit hus og opleve noget, så kan jeg da anbefale dig at tage ind til Dansk forfatterforening, Strandgade 6 i København hvor der i aften klokken 19.00 er Dansk-Svensk poesiaften.

Og så ses vi forhåbentlig der.

* (egentlig den 21 - men pga af påsken i år fremflyttet de fleste steder)

red. 19.30 - Jeg kan desværre ikke nå det (sådan er det nogen gange når man har børn) men hvis du har været derinde må du meget gerne smide en kommentar og fortælle hvad jeg er gået glip af.

Bogen jeg ikke vil læse højt på Verdens poesidag d. 26

han slikker pigen
som planternes osmose
gennem mødommen

.

Glad Påsk

Nu vil denne blogs indehaver tage på et velfortjent hvil, sætte sig op på sit kosteskaft og flyve afsted - skulle I kede jer, mens jeg er væk , kan I bruge tiden på at regne ud hvorfor jeg mon har valgt lige netop dette billede.

GLAD PÅSK !

At betale børn for at makke ret

I kender dem godt - måske er du selv en af dem, forældre og bedsteforældre som mener at man kan betale børn for at makke ret. At ved at love børnene penge og kørekort - så lader de være med, at ryge, at drikke, at opføre sig som andre pubertale væsener.

Men har de ret? Kan man betale børn for at makke ret eller er det bare en sidste desperat illusion som disse forældre holder fast i - i mangel på bedre?

Selv tror jeg naturligvis ikke på det - og kunne nu vælge at referere til forskning for at underbygge mit argument - men det vil jeg slet ikke, for jeg vil meget hellere videreformidle denne lille historie fra den pubertale verden anno 2008:

Mormor til Sille: - Ej, sådan kan du altså ikke se ud, pæne piger har ikke huller i øjenbrynet, mormor giver dig tusinde kroner hvis du tager den der frygtelige stang ud.

Sille til mormor: - Hvor er du bare gammeldags, alle de andre piger i min klasse har også sådan én, - får jeg så de tusinde kroner nu?

Mormor til Sille: - Værsgo hér, min pige, det var en fornuftig beslutning. Du behøver heller ikke være som alle de andre piger, det er godt at du kan se det nu. Det, mormors pige.

Sille til mig tre dage senere:

Jeg har bare fået den fedeste piercing i brystvorten, vil du se? Mormor har betalt den!

I Like

Når et indlæg får sit eget liv

er det nogen gange bare for sjovt.

Udsatte Børn

Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette indlæg - og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden. Lad det være sagt, jeg hader generaliseringer og fordomme!

Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?

Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.

For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.

Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?

For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.

Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.

Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.

© Harning

Små og store bedrifter

Jeg har brugt meget tid gennem årene at tænke over netop små og store bedrifter. For hvad er en stor bedrift egentlig? Er det at få 13 i en opgave eller at bestige Mount Everest? Når jeg lægger øret mod samfundets surren og familie og venners forståelse - så nævnes ofte ting som netop gode karakterer, en uddannelse, et nyt job, at føde børn, at være enlig forsørger at kunne tabe sig fyrre kilo, at blive månedens medarbejder, at blive optaget på en eller anden top ti liste osv.

Men for mig er disse standardiserede bedrifter helt uanvendelige. Ja, jeg har født tre børn - men helt ærlig- ud skulle de jo, gode karakterer, en uddannelse,nogle lister og et par bogudgivelser er det også blevet til i løbet af mine fireogtredive år - men, det er jo livet, hvad skulle jeg ellers have gjort ? Nej, for mig er de store bedrifter dem - hvor jeg personlig har overskredet en grænse, bedrifter som for andre nok synes fuldstændig latterlige, eller i hvert fald meget små - men som for mig har været enorme.

Som da jeg seksten år gammel boede sammen med min daværende kæreste lidt ude på landet. Vi var meget fattige og lavede derfor en aftale med naboen om at indkøbe nogle kyllinger - som vi så kunne fede op, slagte og spise. Hvad jeg ikke havde forudset i den sammenhæng, var, at sådan nogen også skal plukkes - det ligesom et led i hele processen medmindre man er glad for hønsesuppe med fyld i. Og hvem skulle så gøre det? Naboen der ganske vist var en gæv nordjyde - synes ikke at det var hans job at plukke vores kyllinger og kæresten nægtede pure. Altså måtte det blive mig. Og det gjorde jeg så. Sgu! Og hold da op hvor er jeg stadig stolt af den bedrift.

Eller som da jeg for to år siden bestemte mig for, at nu skulle det være slut med min bilneurose, som har forhindret mig i at køre bil siden jeg for seksten år siden fik mit kørekort. Så jeg indkøbte mig en bil - en stationcar intet mindre. , som jeg selvfølgelig var nødt til at bede bilforhandleren om at køre hjem for mig - for jeg turde ikke. Hvorefter jeg satte et ”Övningskör” bagpå, smed telt, soveposer og børn i bilen og kørte femhundrede kilometer nordpå en søndag morgen klokken tre. Gæt lige om mormor blev forbavset da vi dukkede op på hendes dørtrin med morgenbrød….

© Harning

Ha en mening, Be a Man!

Er de danske mænd blevet forvandlede til tavse lallende jasigende tøffelhelte? Skal vi nu til at se hvordan den ene efter den anden (ligesom i vores naboland) begynder at pappablogga om deres små rollingers overgylpede stofbleer - mens mor går på job og passer karrieren, og vi alle hæver vores arme i fælles jubel? Er det den nye danske mandlige identitet?

Eller er det som Jens og Susan er inde på i kommentarerne i indlægget her under, at mænd bliver slagtede og anklagede for kønsdiskriminering - hvis de vover at lufte en tanke, en værdi som ikke følger den slagne femipopulistiske rute..

Ha en mening, Be a Man!

Rødstrømperne krænker til stadighed kvindekonventionen!

og de har taget mig og min krop som gidsel!

For nogle år siden skrev jeg denne sangtekst i protest over kvindebevægelsens selvbestaltede ret til politisk korrekthed og ejerskab over andre kvinders sind og kroppe.
I dag er den mere relevant end nogensinde, da Dansk Kvindesamfund igen er gået på banen for at nedgøre,kritisere og fordømme sine medsøstres karrierevalg.
Dette er fuldstændig uacceptabelt!
Uanset hvad Dansk kvindesamfund eller andre med dem ligesindede måtte mene eller tænke, har jeg fortsat ret til mit frie individuelle valg når det kommer til mig selv og min egen krop i henhold til kvindekonventionen.
Denne ret insisterer jeg på, at fastholde, såvel for mig selv som for andre kvinder der ikke sympatiser hverken med inkarnerede misforståede rødstrømper eller medlemmerne af Dansk Kvindesamfund.
Teksten er således et oprør mod en bevægelse, der ikke længere kæmper på kvindens side - men som har skabt sin egen side at kæmpe for.

En side der er snæversynet og hæmningsløst dæmoniserende moraliserende overfor de frie kvinder som ikke passer ind i den forudbestemte korrekte ramme.

Kvindebevægelsen er derved, ifølge min opfattelse, blevet den undertrykkende part, der fuldstændigt ignorerer den enkeltes kvindens frie valg, og i ligestillingens navn misbruger den enkelte kvindes krop.
Ingen andre steder i samfundet møder man så intolerante holdninger, som hos disse hovmodige kvindeforkæmpere. De er de første til at råbe ”Offer” eller ”Billig” eller ”udnyttet” hvis en ung selvbevidst intelligent kvinde ønsker at eksperimentere med og nyde sin egen seksualitet.
Eller gud nåde og trøste - skulle ønske at blive hjemme og passe sine børn- eller som jeg, vil forbeholde mig retten til at gå i stiletter, nøgen på nær et forklæde mens jeg bager småkager til de små poder.- og glæder mig til at min søde (på nuværende tidspunkt imaginære) forsørger kommer ind ad døren.

Tøsemagt er således et slags begravelsesdigt til rødstrømperne, og samtidig en hyldning til enhver kvindes ret til individuel selvbestemmelse.

© Harning

Red. 13 marts: Hvis du vil støtte kvinders ret til selv at bestemme over deres krop, kan du bla. gøre det hér.

At være villig til at gå i retten for sine principper

er der ikke ret mange der tør! De fleste af os har meget travlt med at råbe op, og har tilsvarende travlt med at dukke nakken når det virkelig gælder - når vores højtbårne principper og værdier virkelig bliver sat op mod vores liv og vores frihed.

Andre tør sætte ord - ved handling og værdi.

Hatten af for det!

Personligt synes jeg bare at du er for sej “to sommerfugle”, og din historie næsten for smuk til at bære..

Og en PR-agent…og en dobbeltgænger….

for jeg kan bare ikke finde ud af det. Faktsikt er det så slemt, at ikke nok med, at jeg ikke kan finde ud af at sende mine skriverier nogen steder hen - det er så slemt at jeg end ikke kan finde ud af at takke ja - når jeg ligefrem bliver opfordret til at gøre noget der har med dem at gøre for penge!

Jamen, hallo, du har jo tre udgivelser på bagen - de kom vel ikke bare til af sig selv siger du så måske.

Nej og jo.

For sandheden er at “Forældrerettigheder” aldrig var blevet skrevet - havde et forlag ikke opmuntret mig til det, og “på græssets smaragdgrønne” var aldrig kommet længere end til skrivebordsskuffen havde det ikke været for sønneke, der sendte manus til et forlag.

Så, nej jeg kan ikke finde ud af det.

Jeg ved godt at jeg burde, at det er en del af det at skrive - og have råd til at blive ved med at skrive i dagens Danmark. Men for mig er det nok oftest sådan, at når først en historie - et digt er skrevet, ja så er det et overstået kapitel og jeg har fået min fornøjelse ud af det, og så vil jeg bare kravle under et tæppe med et glas vin og måske diskutere de bagvedliggende ideer og værdier - derhjemme, i fred og ro…..

Muse søges!

Jeg har ingen muse, en mangel jeg nu har brugt et par dage at tænke over. For hvorfor har jeg ikke det? Er det fordi jeg ikke har brug for en? Eller er det noget med kønsdiskriminering, for hvem har vel hørt om en kvindelig forfatter eller kunstner der havde en muse?

Har du?

På…

Skrankepave Skammelsen
Skrankepave Skammelsen trykkede på send og lænede sig tilfreds tilbage i stolen, mens han fornøjet smagte på den sidste rest af frokostkyllingen som han havde fundet i den bagerste kindtand.
Det skulle nok få den trodsige lille Jensen til at makke ret. Hvad bildte han sig også ind? Sådan at komme og tro, at man bare kunne henvende sig på Biblioteket uden at lade sig registrere med navn og cpr-nummer. Registret var jo Skrankepave Skammelsens hjertebarn, med det kunne han holde øje med hvad Folket interesserede sig for og indtil nu havde der aldrig været problemer - ikke før han var mødt på kontoret hér til morgen og havde fundet en mail i sin indbakke.
En mail UDEN underskrift og UDEN cpr-nummer. Skrankepave Skammelsen havde været lige ved at få hjerteslag - lige der på stedet.
Sikke en uforskammethed og som om det ikke var slemt nok, havde den formastelige lille Jensen endda tilladt sig at fremkomme med et forslag om en bog som Biblioteket ikke havde!
Den slags oplysninger var jo naturligvis fuldstændigt irrelevante for Biblioteket.
Lille Jensen kunne da umuligt tro, at Skrankepave Skammelsen virkelig skulle nedværdige sig til at sætte sig ind i, eller endnu værre - faktisk læse ny litteratur?
Nej, der måtte være tale om et forsøg på at sætte sig op mod det fantastiske Biblioteks Bureaukrati. Meen se, dér havde lille Jensen forregnet sig, for Skrankepave Skammelsen var bestemt ikke én der tålmodigt tolererede den slags opsætsighed fra Folket.
Det var hans ærværdige pligt, at hurtigt og kontant slå den slags revolter ned og fordi Skrankepave Skammelsen tog sine pligter meget alvorligt, havde han da også straks sat sig ned og forfattet en klar besked til lille Jensen, om at den slags uregistrerede og irrelevante oplysninger var direkte ulovlige at sende til Biblioteket, og at videre forsøg på den slags straks ville foranledige fængsling!

Og det var grunden til at Skrankepave Skammelsen nu kunne læne sig tilfreds tilbage, sutte på sin kylling og give sig selv et par velfortjente klap på skulderen efter endnu en arbejdsom dag i Bibliotekets Bureaukrati.

© Harning

(Stor tak til lille Jensen for inspiration
og baggrundsinformation om Ixxxx Bibliotek)

*****

Kommentarpolitik

Jeg kunne have forsvoret, nogensinde, at skulle blive en af dem der belærer andre om hvordan de opretholder almindelig pli i kommentarfunktionen, at jeg nogensinde skulle censurere kommentarer.

Men, som vante læsere nu vil kunne se - er der dukket en lille boks op i venstre side, indeholdendes denne blogs kommentarpolitik.

Boksen er naturligvis ikke rettet mod alle jer fornuftige mennesker derude, og jeg er oprigtig ked af det såfremt den vækker anstød. Men desværre har den vist sig at være en nødvendighed. - Så bær venligst over med den i fortrøstning om at den ikke er rettet til Jer.

Udvalgte strofer fra Tøsemagt

Jeg ved hvem jeg vil ha`
Og hvem jeg ska´ ta`

Jeg er hammer intelligent
Og super potent

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´ meget hvad.
Jeg vil ikke nøjes
Men sku gerne ophøjes.

Han er ik´ så gammel
Har brug for en skammel
På køkken bor(d)et
Med mig ved roret.

” Scorer 13 taller
tæsker tøseballer”

Jeg er hammer intelligent
Og super potent
Jeg vil ikke ha´ hans gener
som noget der forener.

Jeg vil ikke ha´ hans sæd
Den må han lægge et andet sted.
Når han er færdig med at bore
Er han en kasseret gammel hore.

”Scorer 13 taller
tæsker tøseballer.”

Jeg gør mig kåd og glad
Det ik´ li(ge)´meget hvad
Og når han er en fuser
Vil jeg brug´ min håndbruser

”Jeg er hammer intelligent og
Super potent.
Scorer 13 taller og tæsker tøseballer”

© Harning

Og så et spørgsmål:

Er ovenstående - for eller imod feminismen, for eller imod kvinder, for eller imod mænd, for eller imod rødstrømpebevægelsen?

Udfordring; skriv en bog på 45 dage! - DEADLINE

Så var det sidste dag igår, for at fuldfølge udfordringen om at skrive en bog på 45 dage. Hvordan gik det så?

Jo, jeg har nu et råmanuskript til en bog som nok vil runde de nogen og 70 sider - men  desværre er jeg ikke nået at blive helt færdig. Jeg venter spændt på kvindens resultat, med stor forhåbning om at hun klarede hvad jeg ikke formåede i denne omgang.

Og havde jeg været en personlig blogger, ville jeg nu have fortalt at det skyldes livets uforudsigelighed og at mit indenfor den seneste måned synes at have taget en helt ny drejning - men nu er jeg jo ikke nogen personlig blogger….

Så undskyldninger af den slags er vist ikke brugbare..

Men jeg fortsætter selvfølgelig ufortrødent med bogprojektet, og håber at jeg dog alligevel vil blive helt færdig, om ikke andet så til påske, hvor min korrekturlæser har tid til at kigge på det færdige resultat.

Fortsættelse følger…….

Harning går under jorden

Nu tror I måske, at det er på grund af dem her, men det er det ikke. Ej heller er det gamle exer eller skrigende børn der har fortrængt mig fra mit hjem.

Det har derimod faxen, telefonerne og i særdeleshed netforbindelsen.

har brug for

Timer og dage uden distraktioner.

Men….

vender naturligtvis tilbage den 24 februar for at afslutte udfordringen og give en status.

Mon der er plads til mig her …..

Kvalitet eller kvantitet

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget - ikke hvis formålet med dem skal opretholdes - og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder - for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

Endnu en gang hetz mod sundspendlerne

Jeg bliver SÅ træt, af at læse Metro der fortsat giver spalteplads til Ilmar Reepalaus hetz mod os sundspendlere. Igår var manden endnu engang ude med riven - denne gang med en påstand om at vi snyder med bla. boligsikringen. Altså den som de fleste af os slet ikke kan få! Hvad manden egentlig vil er tvivlsomt, i år synes han at være interesseret i at kunne snage i vores indtægter - går jo ikke, at danskere ikke skal oplyse til Hr. Reepalau hvad de tjener. Sidste år kom jeg frem til at hans agenda vist nok var som beskrevet herunder, men da manden er noget ulden og ikke til at lokke korrekte tal ud af - så står hans agenda vist fortsat hen i det uvisse…

Låt Danmark betala för systembolaget!

Nu får det vara nog, anser Malmös kommunalråd Ilmar Reepalu i tisdagens City. Han anser att danskar som bor i Sverige och arbetar i Danmark kostar mycket fler pengar än vad den danska staten skickar tillbaka. Hur detta räknestycke ser ut skulle jag väldigt gärna vilja se.

Själv bor jag i Sverige och arbetar i Danmark – visst lägger jag mina skattepengar i Danmark, men jag går också hos dansk läkare, använder mig av dansk sjukvård, och om jag är sjuk, skal ha föräldrapenning eller om jag blir temporärt arbetslös så betalar Danmark.

Fast nu är det ju inte de arbetslösa danskarna som Hr. Reeplalu har fått nog av, utan dom av oss som arbetar och skattar på andra sidan. Så låt oss se vidare på matten.

Jag själv får alltså ingenting från Sverige, hur är det då med resten av familjen?

Bostadsbidrag får vi varken från Danmark eller Sverige. Egentligen har vi rätt till bostadsbidrag från Sverige, men eftersom det särskilt fina svenska decentraliseringsystemet har skapat ett enskilt kontor, utan handläggare, för oss som arbetar i Danmark - lär detta tidigast komma till utbetalning om femton år eller så.

Barnbidraget kommer från Danmark – men används i Sverige för att betala sonens förskola.

De flesta gränsarbetare betalar dessutom maxtaxa eftersom försäkringskassan räknar om de danska kronorna - utan att medtaga den högre skatteprocenten. Bruttoinkomsten framstår därmed illusoriskt högre – och bidraget blir därmed mindre.

Sen är det den äldste sonen som visserligen går i gymnasiet, men som varken får studiebidrag eller gratis tandbehandling i Sverige. (sistnämnda har vi naturligtvis klagat över).

Sverige tjänar däremot på min fastighetsskatt, min vägskatt och mina miljöavgifter för inte tala om all dyr el som jag använder och de lokala näringdrivande som har glada dagar när jag använder min höga danska lön för alla mina inköp.

Till och med mitt månatliga pendlarkort köper jag i Sverige – till stor glädje för skånetrafiken, eftersom den danska staten betalar även för detta.

Faktiskt lägger jag alla pengar som jag tjänar - i Sverige, förutom ett par flaskor vin då och då, som jag hellre köper i Danmark eftersom det är både lättare och billigare än att springa på systemet.

Men.. det kanske är detta som Hr. Reepalu protesterar emot och vill att Danmark skall betala – de förlorade spritskatterna ?

Eller är sanningen den, att sjukvård, arbetslöshetskassa, pensioner osv. inte alls kostar samhället så många pengar som politikerna vill låta påskinna och att skatten som betalas i Sverige både räcker mer än väl och blir över?

Faktum är att jag lägger en kvarts million kronor till det svenska samhället –utan att få någonting tillbaka och att Hr. Reepalu och vänner dessutom får in 11.000 kronor per familjemedlem från den danska staten.

Det finns ett ord får människor som singlar ut en folkgrupp och gör dem till syndabockar, undrar om Hr. Reepalu definierar sig själv som en sådan? Och jag undrar om mina barn nu kommer att vilja stanna i Sverige och bli produktiva vuxna skattebetalare, eller om de kommer att hinna bli så trötta på att kallas ” Djävla danskar” att de emigrerar så fort de bara kan…..

©Harning

Idag er det valentins dag

Og det ærger mig grænseløst. For hvilken anden dag på året, er bedre til at fortælle romantiske historier? Og jeg kender en. En rigtig god en endda. En af de sjældne af slagsen. Som jeg bare ikke kan tillade mig at fortælle. Og det ærger mig!

ØV.

det går ikke så godt, rapport fra en bog på 45dage

Det går ikke helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig. Primært fordi jeg sidder på sidelinien i to anbringelsessager, og derfor synes at associere alt hvad jeg læser og skriver til disse to. Det skaber en ujævn rytme i skrivningen og sågar -Manglende overblik! En erkendelse jeg ikke er særlig glad for, men ikke desto mindre er det sådan det forholder sig.

Måske det er vinteren der gør sig gældende, for det er en ganske ny erfaring for mig, at på denne måde være næsten ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, at lade tankerne vandre væk fra fokus.

Og så er der alle de indlæg, jeg gerne ville have skrevet. Som jeg har været nødt til at lægge på is pga bogprojektet.

Bortset fra, at de ikke er lagt på is

de bliver ved med at poppe op i min bevidsthed

i hele lange flotte sætninger..

Fx. Er der indlægget om registeret over myndighedspersoner (findes det, findes det ikke? Og hvis det eksisterer, hvad indeholder det så?)

Og indlægget (som nu er blevet til flere) om den meget interessante sag fra Aalborg - som jeg fortsat ikke har fået tilladelse til at publicere…

Og indlægget om Sveriges besynderlige narkopolitik - Hvor jeg sidder og gnider mig i mine små hænder over den frydefulde sarkasme…

Og…..

Det eneste digt jeg kan citere

helt udenad endda. (og nej det er bestemt ikke et af mine egne) Kom jeg igen til at tænke på idag, da jeg læste dette indlæg af ordholder, så for dem af jer der vil vide - hvad der er uforglemmeligt for mig:

Du har tappat ditt ord

”Du har tappat ditt ord och din papperslapp,

du barfotabarn i livet.

S�