Harning

Et civiliseret samfund

Posted by harning på februar 16, 2009

Hver gang jeg tror, at nu kan det bare ikke blive værre – så dukker der en ny sag op. Før jul var det sagen om den kun fjortenårige pige som havde tilbragt et år af sit barneliv spændt fast til en af psykiatriens senge og i dag er det historien om Abdulle Ahmed der har ligget fastspændt stort set hver eneste dag i de sidste seks år.
Dette til trods for at Europarådets torturkomité helt tilbage i 2002 konstaterede i en rapport til regeringen at: “fysisk fastspænding i dagevis kan ikke begrundes lægeligt,og er det samme som mishandling”.
2002 – for syv år siden.

Alligevel er tallene herhjemme stærkt stigende for hvert år. Og alligevel så tillader vi os at kalde os selv og hinanden for civiliserede…..

©Harning

Andre skriver om psykiatri: I Danmark, I Sverige Om alternativer:  Silent sea spheres, Læs også: Per-Anders Rydelius (Professor i børnepsykiatri) synspunkter om tvang
Læs også denne skræmmende redegørelse  fra den 17 feb
Eksperimentalmedicinering til trods for advarsler

Læs også: I andre lande bruger de ikke tvang

Opdatering: Læger begik overgreb

About these ads

38 kommentarer to “Et civiliseret samfund”

  1. Marian said

    Hm, jeg er ved at nå et punkt, hvor jeg snart ikke længere ved, hvad jeg skal sige – til vores civiliserede samfund. Jo mere jeg ser af hvad der foregår i dejlige civilisationens navn, jo mere bliver jeg tilbøjeligt til at give Derrick Jensen ret i hans – godt nok radikale, men altså… – kritik på den moderne, vestlige civilisation som værende grundlæggende udnyttende og misbrugende. Og ikke ret meget andet.

  2. jensdrejer said

    Det er meget uhyggeligt og det er svært at forestille en person der er så syg, at han skal være spændt fast for at forhindre ham i at overfalde andre. Jeg troede den slags patienter fik beroligende medicin.

  3. harning said

    Tjaa Marian – jeg er vel omtrent lige så tabt for ord efterhånden som du er. :-(
    Om man så kan kalde samfundet for misbrugende og udnyttende i lige denne situation ved jeg ikke, for jeg har lidt svært ved at se hvordan?
    Medmindre man ligefrem skal anklage psykiatrien for ulovlige Mengeleeksperimenter…

  4. Marian said

    Jens: Er det drengen, der er “syg”? Eller er det måske et samfund, en civilisation, der gør, at han er nødt til at reagere på det på en måde, som dette samfund så stempler som “syg”, alene for at slippe for det ansvar, det ellers måtte bekende sig til, der er at dets mekanismer altså gør det nødvendigt for nogle, at reagere voldsomt??

  5. Marian said

    …og i stedet for at give mennesker, der er kommet så langt ud, som denne dreng, den støtte, de har brug for, så fortsætter vi frit og frejdigt med at “brutalisere” (Peter Breggin) = bæltefiksere.

  6. harning said

    Jens, jeg tror simpelthen ikke på at der findes mennesker som er så syge! (hvilket psykiatriprofessoren i linket jo også er inde på).

    Medicin er noget mere speget..Fordi:
    Medicin kan hjælpe nogen gange – det samme kan omsorg og samtale nogen gange.
    Og er tvangstrøjer i form af kemi egentlig så meget bedre end tvangstrøjer af stof og læder?

  7. Marian said

    Harning: Det, drengen her udsættes for er et overgreb = misbrug (af magt).

    Og Jens, for resten: “Beroligende medicin” opleves desværre af de fleste også som et overgreb. Jeg foreslår, at man prøver selv, at tage det, før man bedømmer, hvorvidt det er bedre end al anden “behandling” ( = mishandling).

  8. harning said

    At der er tale om et overgreb og et misbrug af magt er vi ikke uenige i Marian, om det så er en rent sproglig/teknisk uoverensstemmelse ved jeg ikke rigtig.. Måske snarere en filosofisk..?
    For som jeg tænker det så indbefatter antagelsen om et udnyttende og misbrugende samfund ligeledes antagelsen om at der findes nogle bagvedliggende intentionelle behovstyringer – hvilket overført til denne sag skulle betyde at: dem der spænder patienten fast har et eget individuelt intentionellt behov for at spænde patienten fast og udøve sin magt over denne.
    Og det tror jeg ikke er tilfældet, jeg tror snarere det er et spørgsmål om afmagt fra behandlernes side, muligvis kombineret med eller efterfulgt af en vis form for afhumanisering af den enkelte patient.

  9. Marian said

    Harning: Det er nok filosofisk. Eller politisk, eller hvad man nu vil af den skuffe. I hvert fald så betragter jeg det der sker her – ligesom alle lignende mekanismer i samfundet – netop som endnu et glimrende eksempel på samfundets “individuelle”, intentionelle og dybt narcissistiske behov for at udøve magt. Den enkelte behandler er i denne sammenhæng selvfølgeligt kun en lille bitte brik i det store maskineri. Men hvis den enkelte behandler ikke selv var lige så ærkenarcissist, som hele samfundet er det, ville maskineriet gå i stå.

  10. harning said

    Først skulle jeg til at modargumentere – men så kom jeg til at tænke på en association jeg fik da jeg læste et af tosommerfugles indlæg for nyligt bla omhandlende en sygeplejerskes teori om at personligt involverede ikke burde have ret til at have synspunkter vedrørende deres dørende familiemedlemmer. Og så var det jeg tænkte…
    Findes der egentligt noget mere narcissistisk end at med bestemthed antage, at man selv ved bedre end en anden person, at man selv sidder inde med svaret på hvad der er et godt og værdigt liv for alle andre og at man derfor har ret til at udøve magt overfor dem?…Og det samme sidder jeg nu og tænker efter din seneste kommentar….

  11. Se også Politiken: Medicin gør patienter mere syge
    Medicin mod skizofreni preller af på patienter med afrikansk baggrund. Patienter er blevet mere syge af deres medicin.

    Nødvendigt at afprøve ny medicin
    Sikringen siger, at han er meget syg, og at medicinen ikke virker på ham.

    »Vi har patienter, hvor den medicinske behandling ikke virker, og når så medicinalfirmaerne kommer med nye produkter, så er vi nødt til at prøve dem for at se, om det kan hjælpe patienterne af med deres vrangforestillinger.

    Men en dag lykkes det at finde noget, der virker. Det gælder også for Abdulle

    Det lyder ikke rart at være forsøgskanin på de vilkår :-(

    Og når medicinen ikke udvirker “mirakler”, bliver løsningen fiksering. Et af psykiaternes største problemer er at både patient og forældre kæmper imod at se lægernes eksperimentelle behandlingsforsøg som noget godt ….. De kæmper forgæves imod.

  12. harning said

    Det er artikler som den du henviser til og udtalelserne deri- der kan få selv mig til at overveje at løbe alt hvad jeg kan til Scientology med åbne arme.
    For sikke da en frygtelig holdning – at sige, at medmindre familien anerkender at det ikke er ondt at spænde den stakkels mand fast i timer og dage så må de ikke besøge ham og at så vil han forøvrigt heller ikke blive rask nok til udskrivning.

    Og så kan jeg heller ikke lade være med at studse over det lidt mere poetiske indslag – nemlig det om at Abdulle jo beviseligt må være syg fordi han udtaler at behandlerne vil rive hans hjerte ud.
    Tænk… Hvis det var mig der lå der, spændt fast,krænket og umenneskeliggjort – så ville jeg sikkert også begynde at både tale og skrive om at mine fangevogtere rev mit hjerte og min sjæl ud.

  13. Marian said

    Harning: Den holdning, du henviser til, findes på sin vis også i Scientology, der kræver af medlemmer med ikke-rettroende familiemedlemmer og venner, at afbryde al kontakt. Det er detsamme, som at nægte Abdulle’s familie at besøge ham, fordi familien ikke “er rettroende”. I øvrigt et typisk kendetregn på en kult, en sekt. Scientology fungerer i rigtigt mange henseender ikke en disse anderledes, end ærkefjenden psykiatri. Se dertil sammenligningen af de to størrelser her.

    Dog må man holde Scientology tilgode, at de hverken tvinger nogen fysisk til at for-/blive medlem, og at de ikke fylder folk med stoffer, der langsomt men sikkert ætser deres hjerne væk, som psykiatrien gør det. Psykiatrien er helt afgjort fysisk langt mere sundhedsskadeligt at komme for tæt på, end Scientology.

  14. harning said

    God pointe Marian. :D

    Så er det vist meget godt, at jeg holder stædigt fast i min egen overbevisning om at jeg selv ved bedst i alle livets store spørgsmål der omhandler mig. :-)

  15. kære alle

    Jeg er glad for jeres holdning og kommentar….:)
    Det er utroligt at man oveni frihedsberøvelsen,bæltfiksering, tvangsmedicinering, isolationen her på det sidst kommet med denne racistisk og ignorante påstand om medicinen ikke virker på SORTE…

    Min familie har i årevis prøvet alle muligheder for samarbejd med lægerne, men er blevet afvist:(…
    Det har medført offentliggørelsen af denne sag….og det er kun toppen af Klimanjaro…

    Besøg Abdulle på http://www.freeabdulle.info

    Hilsen Storbror

  16. harning said

    Hej Yusuf og velkommen til. :-)

    Jeg tror at de allerfleste som læser om Abdulle empatiserer med både ham og hele jeres familie og synes at systemet har ageret fuldstændigt forkasteligt.

    Hvad angår påstandene om at den givne medicin ikke skulle virke på sorte er korrekt eller ej – racistisk eller ej, ved jeg ikke.
    Men for god ordens skyld, og for at nuancere den del af problematikken så bør nok nævnes at såvel kvinder, som afroamerikanske mænd har kæmpet i årevis for at diverse medicin ikke bare skulle afprøves/testes på hvide mænd – idet vi alle er forskellige og derved også kan reagere forskelligt – såvel positivt som negativt på medikamenter alt efter hvor gamle vi er, hvor i verden vi kommer fra, hvilket køn vi er osv.

  17. Harning..

    Jeg er måske enig med dig i at kultur, alder og køn kan have betydning for hvordan medicin virker på en, men det er på ingen måde en undskyldning for at bortforklare det med de mange års tvang–forsøg…

    Lægerne er ikke engle eller med andre ord fejlfri,,,,,,,
    Vi jo blot kun mennesker alle sammen også Benedikte ….

    Peace and love for all

  18. Marian said

    Harning: I USA er det en statistisk sandhed, at fattige, sorte mennesker har en noget større risiko for at blive stemplet som værende “skizofrene”, end velstillede hvide. De risikerer til gengæld snarere en “bipolar” diagnose, siden det er så hip og trendy, at være “bipolar”. Diagnoser og “behandlings”tiltag er modefænomener mere end at de har noget med videnskabelighed at gøre, sagde min terapeut engang. Og ja, de er modefænomener, og de er et redskab for diskriminering. Hvorvidt der foreligger tal i DK med hensyn til hvad et menneskes etniske baggrund betyder for diagnosen og “behandlingen”, ved jeg ikke. Hvad jeg ved, er at f.eks. kvinder , som i resten af verdenen, så også her i DK, bliver tre gange så ofte elektrochokket som mænd. På verdensplan foreligger der statistikker, der viser, at både kvinder, børn, ældre, socialt udsatte og etniske minoriteter i et samfund er langt mere i farezonen for at blive psykiatriseret og overmedicineret, end den berømte 40-årige, hvide mand. Er psykiatrien diskriminerende?…

  19. harning said

    Der findes absolut ingen undskyldning for den mangeårige mishandling og krænkende behandling som som Abdulle er blevet udsat for Yusuf.
    Ingen.

    Og jeg håber at han har fået en god advokat der vil sagsøge r…. ud af bukserne på de ansvarlige (selvom de jo næppe får mere end et lille knips over fingrene..- men alligevel).

  20. Marian said

    Yusuf: Jeg kender mange, der har været i en lignende situation som Abdulle. Alle dem, der i dag er i stand til at fortælle deres (skræk-)historie fra deres møde med psykiatrien, kommer med detsamme råd: Lad være med at kæmpe imod! Det kan koste én livet. Det har kostet mange mennesker livet. Jo mere overbevisende man kan gøre god mine til slet spil, jo færre og jo mindre voldsomme overgreb i form af “behandling” risikerer man, og jo hurtigere får man sin frihed igen.

    Jeg ved godt, at det er uhyre svært, når man har sin retfærdighedsfølelse i god behold, og det må være især svært for Abdulle selv, hvis retfærdighedsfølelse der er blevet så i den grad trådt på. Men det er den eneste vej.

  21. harning said

    Den statistiske sandhed om at minoritetsgrupper og socialt dårligt stillede stemples som en større risiko gældendes alt fra sygdom til kriminalitet og domsfældelser er jo desværre på ingen måde begrænset til USA.
    Men nu gik mit svar jo overordnet omkring medicin (og ikke kun medicin indenfor psykiatrien) og det er nu engang sådan at vi er individer med diverse individuelle forskelle – hvilket naturligvis gør en forskel på måden vi reagerer på div medicin.

    Og jeg kender heller ikke tallene fra DK – derimod så slog diskriminationen jo ganske hårdt igennem indenfor svensk hiv-behandling, hvor et antal afrikanske mænd blev tvangsinternerede med begrundelsen at alle jo ved at afrikanske mænd er promiskuøse….. (dette var vel for en ti år siden, hvordan det ser ud i dag ved jeg ikke. )

  22. Marian said

    Harning: Spørgsmålet er stadigt, om man kan tale om en biologisk, genetisk forskellighed, som artiklen antyder, det skulle dreje sig om. Faktum er jo, at ingen neuroleptika virker “symptomdæmpende”. De virker allerhøjest dæmpende på den almene livsenergi. Ikke symptomspecifikt. Når mennesker oplever, at disse stoffer nedtoner deres “symptomer”, så skyldes det, at disse mennesker er såpas sløvede af “medicinen”, at de dårligt kan fornemme sig selv længere. Et andet faktum er, at neuroleptika kun “virker” for ca. 60% af dem, der tager dem, uanset etnisk baggrund. Tro spiller en – stor – rolle hér: placeboeffekten er virkelig, som Gianna plejer at sige. Og mennesker med en ikke bare etnisk men også kulturel anden baggrund end den moderne, vestlige civilisations, har ofte en helt anden holdning til oplevelsen af ekstreme sindstilstande. En holdning, der f.eks. ikke ser sagen an som en biologisk sygdom, der måske ikke engang ser sagen an som udelukkende negativ, som vores samfund gør det.

    Det ville ikke undre mig et sekund, hvis jeg selv f.eks. var én af dem, der ikke oplever “medicinen” som hjælpsom. Siden jeg ikke tror på sygdomssagaen. Og siden jeg, for at være helt ærligt, ikke for noget i denne verden ville måtte undvære det, krisen har givet mig. ;)

  23. Dualeh said

    21. Feb Bæltefikseringen af AbdulleAllerede få uger efter første indlæggelsen på Aalborgs Psykiatriske sygehus kom jeg i kontakt med Abdulle Ahmed som resource person.

    Han blev behandlet rimeligt fornuftigt og humant der, indtil noget gik helt og rivende galt i et enkelt weekend vagt, en vagt turnus hvor nogle vagter fremprovokerede en, nærmest indstuderet udmygende og voldelig episode,en episode som resulterede i, at Abdulle fra at være så godt ovenpå i sygdoms behandling, at han var begyndt at gå i skole igen, til han med et og iløbet af timer med vold og magt og i dybt hemmelighed i forhold til familien,blev ekspederet til Benedikte Volfings, i mine øjne, Gøge rede, udenfor rækkevidden af menneskelig opsyn eller kontrol!

    Allerede i 2001 havde vi gjort opmærksom på, at specielt medicinen ZYPREXA fra den amerikanske peroducent LILY er så giftig, at man i sit eget land har dømt producenten LILY til at betale flere miliarder kroner i erstatning til de patienter og institutioner som Lily havde skiult giftigheden af denne medicin med uerstatlige skader til følge for de psykiske syge patrienter som blev mishandlet med denne “kemikalie”. Men ingen i Det danske Psykiatri har villet høre på eller undersøge vanvidet med, den dag i dag, at fortsætte med menneske mishandlingen!.

    Abdulle skulle med andre ord, blive til en forsøgs kanin uden stemme eller rettigheder, og i hænderne på en fulstændig menneskelig følelsesforladt “LÆGE” Benedikte Volfing!.

    Justitsministeriet og retsvæsenet bære deres store del af denne menneskemishandling idet de har kontinueret deltaget i Gøge redens fremkalkering af falske hjemmelavede rapporter, rapporter som blot kopieres år efter år med nyt dato stempling og uden nogen sinde, at nogen andre dommer eller bisidder har set på Abdulle!!!.

    Een af de iøjenfaldende, urimelige og utroværdige postulater er, at man til hver enkelte, såkaldte retsmøder een gang om året og hvor den samme dommer bliver brugt som gummi stempel, fremskaffe en ny udtalelse fra Aalborg politi, som også sender et nyt kopi af sin rapport 7 år siden blot med nyt dato og hvor man påstår, selv om man har set måske een enkelt gang for 7 år siden da Abdulle blev indlagt, at Abdulle er “farlig” og derved gummistempler “dommeren” et nyt et årrigt forsat bæltefiksering i den vanvittige gøgerede!.

    Derforfor er jeg af den opfattelse, at det ikke er Benedikte Volfing og sin institution som bør undersøges, men også justitsministeriets helt uacceptable slendrian i behandlingen af denne borger og ministeriets indirekte medansvar for denne menneske mishandling!.

    Jeg mener at denne sag klart egner sig til Det europæiske menneskerets domstol i Strassburg, og der må kunne findes mennesker med almen menneskelig følelse der vil være med til at rejse denne sag imod den danske regering.

    A.F. Dualeh

  24. harning said

    Hej Dualeh og velkommen til. :-)

    Jeg kan kun erklære mig enig i at sagen bør føres i retssystemet og det snarest.

  25. silhuet said

    Puha…hvor er det her svært. Så svært, at jeg næsten hverken kan finde kræfter eller mod til at starte. Eller slutte.

    Jeg arbejder i psykiatrien – godt nok “kun” admnistrativt. Så jeg er en af “ærkenarcissisterne”. Jeg indsender dagligt tvangsindberetninger omkring ENHVER tvangsforanstaltning der er foretaget på patienter, og sikrer at alle der er udsat for tvang får en patientrådgiver. Jeg gør mit yderste for at sikre alle – også de mest udsatte – en fair og korrekt behandling

    Jeg tror ikke på tvang, lad mig slå ( :D ) det fast. Jeg tror ikke på tvang!. Men jeg har oplevet mennesker (patienter), der har truet eller direkte angrebet deres medmennesker og således har udsat andre for tvangsovergreb. Her må man gribe ind – også med tvang. Jeg mener ikke den private frihed indebærer retten til at indskrænke andres frihed (ligesådan med ytringsfriheden iøvrigt)

    Jeg står derude – midt i systemet – og ser afmagten. Dagligt. For det er afmagt, der fører til tvangsmedicinering, fiksering (som iøvrigt foregår ret sjældent hvor jeg er ansat heldigvis)eller tvagstilbageholdelse. Det sker jo fordi de (vi?) møder en adfærd, vi ikke forstår. Ikke tør forstå, måske, fordi vi dermed skal omtænke hele det paradigme, vi har bygget vores verdensopfattelse op omkring.

    Men når det er sagt, må jeg tilføje at jeg faktisk kun uhyre sjældent oplevee direkte arrogance fra behandlerne. Eller “kulde”. Hvad jeg oplever er træthed, stress, og alt, alt for lidt tid og alt for få ressourcer til at sætte sig ned og forstå. Fatte. Hvad det er dette medmenneske (patient)har at fortælle. Os. Sig selv. Sin familie. Samfundet. You name it.

    Jeg vil ikke forsvare behandlingssystemet. Jeg har såmænd engang selv været “underlagt” dets indgriben. Men jeg bliver sgu ked af det, når jeg ser, at i stort set alle taler om Dem med stort D, som en gruppe ondskabsfulde magtliderlige mennesker, der kun vil undertrykke folk med såkaldte “afvigelser” (afvigelser fra hvad, kan man spørge?).
    Det er ikke sandheden. Eller i hvert tilfælde en meget unuanceret sandhed. Og det tjener ikke noget formål at stigmatisere behandlerne, som de stigmatiserer patienterne. Det er at stoppe krig med krig. Det fører kun til mere krig

    Jeg tror, at vi – alle os der ikke vil acceptere tvang og overgreb HELLER ikke i behandlingssytemet – lige præcis skal foregå med et godt eksempel. Lytte. Lytte til, hvad det er for en afmagt systemet oplever, siden de må gribe til sådanne umenneskelige midler. Vi må give os tid. Til at forstå. Og derigennem ændre!

    (Og jeg forsvarer ikke umenneskelig behandling ller tvang, lad det være slået fast med syvtommersøm. Men jeg prøver at forstå. Det. Dem )

  26. harning said

    Silhuet, også jeg forsøger at forstå hvad der ligger bag anvendelsen af tvang i systeme, og jeg kan have forståelse for at tvang kan være nødvendig for midlertidigt at fjerne en meget voldsom person fra det ydre samfund.
    Men når denne person så er indenfor systemets fire vægge – så er det immervæk systemet og dets ansattes ansvar at sikre at vedkommende ikke bliver sat i en situation som resulterer i vold, og når vi vælger at sige at disse personer er syge og at de skal have behandling, ja – så må vi nødvendigvis også påtage os ansvaret i en situation som fx den Dulaeh beskriver vedr. Abdulle fremfor, som det tilsyneladende skete, at give Abdulle skylden og ansvaret.
    Jeg har jo for øvrigt også arbejdet indenfor systemet – ikke i psykiatrien men FX med mennesker med fysisk/psykisk udviklingshæmning som andre har stemplet som ekstremt udagerende og agressive. Mennesker som derfor er blevet lukket inde og er blevet mandsopdækkede. Og min erfaring er at disse mennesker ikke er aggressive og udagerende når de bliver mødt af et veluddannet personale der netop er villige til at se på dem som individer og skabe trygge rammer for udvikling.
    Spørgsmålet er så hvad der skal til for at helt fjerne tvangen – selv tvivler jeg på at det handler ret meget om ressourcer fordi det er både dyrt og besværligt at spærre folk inde i længere tid. Jeg er derfor nok (desværre) af den opfattelse at det handler om holdninger og til vis grad om hensigtsmæssig uddannelse. For mig giver det derfor også mening hvis vi anvender den normsættende lovgivning som vi nu engang har til at slå ( :D ) fast med syvtommersøm at tvang bare ikke er i orden. Delvis for derigennem at forsøge at ændre holdningerne og værdierne i systemet ,men så sandelig også fordi jeg inderligt ønsker de brodne kar væk sådan at du og jeg og alle vi andre kan være stolte af at udføre vores job indenfor systemet.

  27. harning said

    OG jeg må dertil sige at det er helt ubegibeligt for mig at hvis jeg som privatperson vælger at spænde min nabo fast uden lægelig begrundelse. Ja, så er der tale om mishandling, tortur og frihedsberøvelse som jeg vil få en årelang fængselsstraf for – men hvis jeg som ansat indenfor psykiatrien gør det samme overfor en patient, så skal jeg ikke straffes fordi jeg jo bare handlede i afmagt…..

  28. silhuet said

    Jeg er langt hen ad vejen meget enig.
    Stadig dog med den indvending, at hvis folk i kraft af deres adfærd indskrænker min frihed, ja så stopper min tolerance. Så må man godt gribe ind. Også med lovligt nødværge i form af tvangslignende foranstaltninger.

    Men det meget, meget sjældent nødvendigt. Deri er jeg enig.
    Og fuldstændig på linie med dig finder jeg det dybt foruroligende, at man er immun indenfor “systemet. Det er sgu snart ligesom politiet: man får en “næse” i værste fald, og selv det forekommer uhyre sjældent. det er grotesk, at systemet selv skal dømme systemet. Det er slet, slet, slet ikke iorden.

    Og jeg vil til min død kæmpe for at retfærdigheden sker fyldest. For såvel den ene som den anden part!

    (Og jeg synes Abdulles historie netop understreger nødvendigheden heraf!)

  29. harning said

    Silhuet – jeg mener egentlig ikke at man kan tale om at en patient indskrænker en plejers/behandlers frihed.
    Lovlig nødværge er en halt anden sag – og jo på ingen måde det som der er tale om ved gentagne og langvarige tvangsfikseringer på en psykiatrisk afdeling.

  30. silhuet said

    Harning: Du har nok ret. Der er er forskel på en affekthandling som man naturligvis må stoppe med alle tænkelige midler, ifald det medfører fare for personen selv og omgivelserne.
    Og langvarig fiksering på den anden side. Det er sandt, at det er to forskellige ting.
    Det ene er – som du skriver – en nødforanstaltning, som ophører i dét øjeblik, at den akutte situation er afværget. Det andet er – som man kan tænke sig – en dybt krænkende indskrænkning af et menneskes udfoldelsesfrihed.

    Når “vi” benytter tvang overfor medmennesker – særligt i form af tvangsmedicinering – får jeg altid associationer til NaziTyskland. For til trods for, at jeg vitterlig ikke tiltror lægestanden onde hensigter, så må det nu engang fra patientens side, være at sammenligne med en tysk naziofficers ordre om, at jøderne skulle “vaskes”. Vel vidende, hvad “vask” indebærer.
    Ifølge officeren er det jo til alles bedste. At de “vaskes”. Viskes. Ud. Væk.Og de der bestemmer, dikterer hvad der er rigtigt og forkert.
    Frygteligt!

    Du har ret. Tvang er ikke okay.
    Men som systemet fungerer – og det er altså OS – du og jeg – der har valgt de ansvarlige politikere, så er loven indrettet således, at tvang anses som et behandlingsindgreb.
    Så vi må ændre systemet.
    Ikke hade lægestanden, hvoraf langt størsteparten gør et ægte, indfølt og sobert stykke arbejde.

    Men tvang er ikke iorden. Punktum.

  31. harning said

    Det store spørgsmål er jo netop om loven virkelig er enig i at der er tale om behandling eller ej. Selv mener jeg det er yderst tvivlsomt at de ansvarlige læger i de to sager hér ville få medhold i en evt retssag uanset om denne retssag udspillede sig indenfor vores egen nationale domstol eller menneskeretsdomstolen. Men, da det ikke er op til mig at anlægge den sag – må vi vist bare vente og se og håbe på at enten de implicerede selv eller deres værger/forældremyndighedsindehavere rejser sagerne.

  32. Marian said

    Lidt sent, men alligevel: Jeg kan kun give dig ret, Harning, når du siger, at det handler om holdninger, ikke om ting som ressourcer (penge). Og selvfølgeligt kan jeg også kun give dig ret, når du siger, at det må være absolut nok, at hindre et menneske i at udøve vold hér og nu, mens faren er faktisk. Og ikke et sekund længere. Det var, hvad Soteria f.eks. gjorde. Med success.

    Samtidigt tænker jeg, at det er meget, meget vigtigt at se på, hvad der har forårsaget voldelighed. Som regel er det jo, som Dualeh beskriver, personalets manglende indfølingsevner, kombineret med en narcissistisk (desværre, Silhuet :( ) – og godt nok ikke bevidst ondskabsfuld – higen efter at få de egne mindreværdsfølelser dæmpet ved at kunne tromle et annet menneske ned. Jeg har hørt om utallige beretninger, hvor folk simpelthen blev chikaneret af personalet, indtil det lykkedes at få dem til at “udagere” – så man “med ret” kunne gribe til tvangsforanstaltninger (udøve magt). Og som regel skal der jo ikke så meget til, når et menneske i forvejen er i en meget sårbar, ustabil sindstilstand. Der skal slet ikke meget til, hvis denne sindstilstand skyldes, at mennesket igennem længere tid er blevet “chikaneret” (udsat for traumatiserende oplevelser). Så har man nemlig en meget udpræget sans for uretfærdigheder, mens selve krisen, som det helingsforsøg den er, siger: “Nu er det nok! Jeg finder mig ikke i det her mere!”

    Sådan en oplevelse kan jo f.eks. være at vokse op i et borgerkrigshærget land som Somalia, hvor der er en hel befolkningsgruppe, der prøver at tilfredsstille sin higen efter at få dæmpet de egne mindreværdsfølelser ved at tromle en anden befolkningsgruppe ned. Bemærk parallelen. Ja, og midt i alt det står barnet/teenageren Abdulle, tvunget til at se på, uden at kunne gøre noget. Lige så magtesløs, som psyk”patienter” som regel er overfor personalet. Flere paralleler. Sådan en oplevelse kan også være, at komme til Danmark, som flygtning.

    Faktisk er parallelerne ret så slående. Og når jeg ser på dem, så kan jeg ikke andet, end at konkludere, at vores moderne, vestlige civilisation mener, at følgerne af traumatiserende oplevelser skal behandles/kureres ved hjælp af flere traumatiserende oplevelser. Simpelthen fordi det befinder sig hinsides dens evner, at kunne bare så meget som forestille sig andet.

    Narcissisme, overgreb, magtsyge, mishandling… meget længere rækker det moderne, civiliserede menneskes – “fladlandske” – forestillingsevne desværre ikke. Og så længe det forbliver fortrængt i det ubevidste, så længe det bliver ved med at være elefanten i stuen, som ingen må nævne, så vil der ikke ændre sig noget. Hverken i psykiatrien, eller mht. krig, f.eks.

    Det største problem ser jeg i, at det alene er via de “fladlandske”, narcissismen, overgrebene, etc. forsvarende, normer og værdier, at vores civilisation kan fungere (farmaindustrien, våbenindustrien, etc.). Samtidigt med, at angsten (den diffuse, Silhuet ;) ) for at tillade, at denne civilisation ender, er alt, alt for stor, til at dens kollektive fortrængningsmekanismer kunne ophæves. Det tomme rum, der åbner sig, og der egentligt kun er tomt, så længe vores forestillingsevner er begrænsede til todimensionel sansning, kan og må ikke eksistere.

    Jeg tror, at Abdulle ville have noget meget vigtigt at fortælle. Men der er bare ingen, der tør at lytte. Meningsfuld galskab, flere end to dimensioner, kan og må ikke eksistere.

  33. harning said

    “at vores moderne, vestlige civilisation mener, at følgerne af traumatiserende oplevelser skal behandles/kureres ved hjælp af flere traumatiserende oplevelser.”

    En frygtelig betragtning, som jeg også gang på gang væmmes over i forbindelse med børnesager (såvel forældremyndighedssager som socialsager) – hvor børn gang på gang udsættes for alt fra forhør og krænkelse af privatliv til fysiske magtovergreb i systemets hellige omsorgs og behandlingstolkning.

  34. Marian said

    Harning: Nogle gange spørger jeg mig, hvordan i al verden det kan gå til, at jeg ikke er gået ned med en gedigen “depression” endnu… Ligesom jeg nogle gange faktisk tøver lidt med at udtale, hvad jeg synes om vores verden. Især overfor folk, hvor jeg ikke ved, hvor “stabile” de er, psykisk…

    (Og så har jeg selvfølgeligt ikke hørt om beretninger angående chikane i psykiatrien, men jeg har altså hørt beretningerne selv… )

  35. silhuet said

    Marian:
    Meningsfuld galskab er så langt fra at foretrække fremfor galskabt Mening ;-)

    Også jeg er et fæ, en dåre, en linedanser uden line, en meningsløs galning, og jeg håber og vedbliver at tro på, at så længe vi prioriterer MEDmenneskelighed højere end noget andet, så når vi langt.
    Det vigtigste er – i min begrænsede optik – at vi undlader at dømme. Hinanden. BEdømme hinanden. Men ser med de altid uerfarne hjerte.

    Så ser vi, hvad vi ser. For første gang. Hver gang.
    Uden FORdomme…

  36. harning said

    Men Silhuet, hvad nu hvis man på forhånd DØMMER alle til at være fantastiske, enestående, spændende individer?. ;-)

  37. DEJLIGT FORSLAG.

    Hermed vedtaget!!!!!

  38. harning said

    Godt så. :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: