Harning

Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn

Posted by harning på september 9, 2008

Ifølge en ny undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har foretaget, anser en stor del af socialrådgiverne, at de er nødt til at vælge mellem pengene og  barnet når de skal træffe afgørelse om socialt udsatte børns tarv.

Det lyder naturligvis umiddelbart urimeligt – at der ligefrem skulle være et valg.

Børnene eller pengene.

Men er det nu også det, et valg ? Og er foranstaltninger for børn nødvendigtvis dyre?

Ja, en del af de foranstaltninger, som vi idag iværksætter – er tærskedyre. Men virker de?
Ofte ikke.

Er de valgt ud fra den viden og den forskning som vi har om socialt udsatte Børn & Unge?
Ofte ikke.

Så hvorfor skulle vi bruge endnu flere penge på et område, hvor der allerede i forvejen kan rejses alvorlige tvivl om hvorvidt de penge som bliver brugt – bliver brugt rigtigt?

© Harning

Læs også:

Anbringelse af Børn&Unge udenfor hjemmet

Se også Politiken 17 sept
About these ads

61 svar to “Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn”

  1. Marian said

    Minder mig om, at jeg hørte/læste en gang et eller andet sted hen, at politikere som regel ikke kan tænke lægere frem end allerhøjest fire år ind i fremtiden. Først bruges der en hulens masse penge på at ruinere børnene psykisk og socialt mere eller mindre fuldstændigt, og så bruges der efterfølgende mindst lige så mange penge på at vedligeholde ruinerne som ruiner. Forståeligt er det virkelig kun, hvis man går ud fra at evnen til at tænke fremtid er begrænset til allerhøjest fire år.

  2. harning said

    Selvfølgelig kan den manglende fremtids (og dermed også konsekvenstænkning) være en del af problemet.
    Men Jeg synes også, det er et problem dels at vi bruger penge til noget vi ikke ved hvad er – dels at socialrådgiverne i denne sammenhæng synes at mene der er tale om et enten eller valg. For hvordan kan de sige det, når de i forvejen ikke ved hvilke valg de træffer, med hvilke konsekvenser?

    Hvis jeg skulle vælge at investere en del af mine penge – ja så ville jeg ærligt talt have en minimumsgaranti for at de ynglede og ikke bare gik tabt.

    Her synes situationen at være, at socialrådgiverne ynker over at de ikke må have lov til at investere penge i nogle børn – der ikke nødvendigvis vil gro, men tværtimod visne i foranstaltningen.

    Meget besynderligt.

  3. silhuet said

    Jeg ved vist ikke helt mine levende råd idag, hverken i stort eller småt, så jeg overlader de virkeligt betydningsfulde emner i din gode hænder.

    Børnene kan være lykkelige for, at de er mennesker som dig (og Marian) der igen og igen stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Eller mangel på samme.

    (og som ganske og helt og aldeles udfrivilligt barnløs, ja så tænker jeg: Ku´ jeg ikke låne et par stykker. Børn altså :D )

  4. harning said

    Hvor mange vil du låne?. :D

    Og tak, for at du tror på – at det at stille spørgsmål gør en forskel.

    (apropos at stille spørgsmålstegn – så tror jeg at en kvik lille søgning her på siden – på Brian Mikkelsen måske kunne give et par uventede svar. :D
    Og,på forhånd: Sorry! Men jeg kunne altså ikke dy mig. :D )

  5. Marian said

    Jeg vil nødigt gøre socialrådgiverne uret, og de er selvfølgeligt bundet af en hulens masse regler og love og og og, men er de egentligt så meget andet end alle disse reglers og loves (den på fire år begrænsede tænkningens) lange arm? Har de nogensinde været andet? Som jeg læser artiklen, er man især harm over, at man ikke bare sådan uden videre må håndhæve reglerne og lovene om anbringelse mere (fordi det er for dyrt).

    Det er jo en katastrofe for den lange arm. For nu skal den pludseligt til at tænke selv… Hvor den førhen havde det så dejlig nemt: ”Ok, det hér barn har det ikke helt så godt derhjemme, altså anbringer vi.” Hvis det ikke skal være et enten-eller-valg, så kræver det selvstændig tænkning.

  6. harning said

    Reglerne er for så vidt gode nok Marian, og det har de været hele tiden.
    Så som Barnets bedste og den mindst indgribende foranstaltning.

    Problemet er bare, at da socialrådgiverne jo ikke VED hvad der er barnets bedste – men bare har egne personlige formodninger, og derved naturligvis heller ikke kan overskue hvad den mindst indgribende foranstaltning er -ja så går det jo helt galt.
    Hvilket du jo også så smukt påpeger ved kommentaren: .”
    ”Hvis det ikke skal være et enten-eller-valg, så kræver det selvstændig tænkning.”

  7. Marian said

    Det var også netop derhen jeg ville med det. Regler osv. er fine nok, sålænge man ikke overlader styringen komplet til dem, men ved at bruge dem som et redskab. Ikke andet, ikke mere. Og i enkelte tilfælde måske også i lettere varieret form, hvis det ville være det bedste.

    Silhuet: Jeg ville straks og uden betænkeligheder låne dig dejlige menneske et par børn, hvis jeg havde nogen!

  8. harning said

    Jo, men alt det giver loven jo også plads til.
    Hvad lovgiver har glemt at tage hensyn til – er at de mennesker som er sat til at administrere den, ikke har den fornødne viden om fx. børn & unge, foranstaltninger, hvad der virker eller ikke virker osv- og at de derfor ikke er i stand til at handle efter lovens intentioner.
    Og det er jo noget rod.

  9. Marian said

    ”Institutionaliseringen dræber kunsten”, plejer Bent Branderup at sige. Et lille langen ud efter den Spanske Rideskole i Wien. Og ret har han: stort set alle de virkelige kunstnere på hesteryg, denne institution har frembragt, har også forladt den før eller siden, fordi de ikke kunne leve med at skulle indrette deres kunst efter nogle kunstige regler.

    Jeg ser detsamme problem med alle institutioner og systemer: de dræber kunsten, og de dræber i værste tilfælde mennesket. Når regler bliver til dogmer. Hvilket de bliver enten af bekvemmelighed, eller af uvidenhed, eller en kombination af begge. I tilfældet statslige, danske institutioner ser jeg som regel en kombination af begge. Og jeg spørger mig: hvem vinder egentligt hvad hér?? Det er jo ikke kun børnene, der er på tabersiden. Det er jo også socialrådgiverne – om end som oftest uden at de bemærker det selv.

  10. Det værste, synes jeg, er at billedet igen er på at det isoleret set handler om hvad der skal gøres med (snarere end for) barnet, for at regler er overholdt – som om lovene repræsentere idealet. Og ikke fokus på hvad der kunne gøres for at få den problematiske familiesituation til at fungere. Det er jo ofte et voldsomt tab for et barn at blive revet væk fra sine forældre, også selv om der måske er store problemer, der trænger til indgriben. For det er jo ikke fordi statistikkerne for hvordan det senere går anbragte børn er opmuntrende læsning.

    Silhuet: Jeg tror faktisk, at der (ganske bogstaveligt) kunne være muligheder for at låne et barn eller to, en gang imellem. Prøv et kik på Børns Voksenvenner Århus. Det kunne tænkes at gøre en forskel, en god forskel.

  11. harning said

    Jeg er ked af at sige det – med det er altså ikke sådan at det er loven der siger at børn absolut skal anbringes.
    Det er socialrådgiverne i artiklen der giver udtryk for at de nu er sat under administration visse steder og at forvaltningen på denne måde forsøger at finde andre billigere løsninger end anbringelser.
    Og selv om der som Kirsten Ketscher siger naturligvis ikke må skeles til pengene i forhold til hvad der er bedst for børnene – ja så synes jeg måske ikke det er helt skidt hvis forvaltningerne får set på hvad det egentlig er de gør ved/mod børnene – om det har nogen som helst effekt.
    Og da økonomi er sådan en dejlig målelig ting for myndighederne, ja så kan det faktiskt også være guleroden som gør at færre børn end idag anbringes på ligegyldige institutioner eller tvinges ind i udokumenterede MST- forsøg – bare fordi det er det som socialrådgiverne kan finde ud af at tænke sig til. – Uden øvrig hensyntagen til lovens ord om at: der skal ses på barnets bedste – udfra det enkelte individuelle barn – og at så lidt som muligt skal sættes i værk.

    (og mine børn er skam også bogstavelige nok. :D måske bare en smule længere væk…., Alle vores praktiske muse – du er altså bare for sød tosommerfugle. :D )

  12. Marian said

    ”…så lidt som muligt skal sættes i værk.” Da siger du noget! Anbringelse – det ved vi hvordan det skal sættes i værk. Hvis vi skulle se ”på barnets bedste – udfra det enkelte individuelle barn – ” ja så skulle vi jo hen og sætte en uoverskuelig masse i værk oppe mellem ørerne. Det ville da være helt i strid med at ”så lidt som muligt skal sættes i værk”.

    Stadigvæk har jeg – også – noget imod love og regler, institutioner og systemer. Sådan i al almindelighed.

  13. harning said

    :D

  14. silhuet said

    tosommerfugle:

    Genial idé!
    Tak du smukke menneske…

  15. B. said

    Hmm – Det lyder næsten som om det eneste socialrådgivere laver er at fjerne børn. I min sidste stilling, havde jeg omkring 70 børn og unge, som jeg arbejde med. Ud af dem var 4 anbragt. Bare for at sætte et lille perspektiv.
    Skal man tvangsfjerne et barn i dag, skal barnet være i overhængende fare. dvs. direkte udsat for vold eller overgreb. Dertil skal siges at omkring 70 % af anbragte børn er frivilligt anbragt.

    Det der er problemet med at blive sat under administration, er at fagligheden går fløjten. Det der sker i øjeblikket i Odense, er at man hjemtager nogle af de børn som er anbragt samtidig med at man undlader at anbringe nogle af de andre. De anbringes i stedet i egen lejelighed med støtte eller der sættes støtte på fra familiehusene. Samtidig sætter man en stopper for ansættelse af eksterne medarbejder f.eks. støtte / kontaktpersoner, psykologer m.v. Det skal familiehusene også overtage.
    Dette betyder en hel del merarbejde for familiehusene. Det har man så kompenseret på i Odense kommune ved at forlænge ventelisten med et halvt år.

    Det er da betryggende. Man kunne lige så godt sætte et skilt på døren – ”kom igen om et halvt år”

    Spørgsmålet er om en pige der har været udsat for seksuelle overgreb – er det rimeligt, at hun skal vente et halvt år på hjælp. En ung på vej ud i et misbrugsmiljø – kom igen om et halvt år. Hvor langt er vedkommende så ude? Man kunne måske have fanget den unge i opstarten og have undgået et langt og dyrt afvænningsprogram.

    Jo – jeg tænker også på penge. Derfor har jeg den mening, at jo tidligere indsats jo bedre. Men det er ikke det der ligges op til – politisk. I øjeblikket skubber man bare problemerne foran sig og det bliver kun dyre med tiden.

    Det er lige som en vandskade i huset – jo længere tid du venter med at handle på det – jo værre bliver det – og dyre.

  16. Elverfaderen said

    Prøv nu og hør her.

    En ting er anbringelser. Selvfølgelig er anbringelser ikke nødvendigvis det eneste der virker og det drejer sig heller ikke om anbringelser alene.

    Det er også de forebyggende foranstaltninger generelt, som socialrådgiverne i Odense har fået taget fra sig.

    Der er indført ansættelsesstop, forbud mod ansættelse af eksterne støttepersoner mv. Tanken er, at Interne medarbejdere skal overtage de funktioner.
    Når man så spørger hvordan man vil gøre det, da det umiddelbart vil betyde, at der skal ansættes mellem 50-100 medarbejdere mere i de lokale Familiehuse, svarer man, at Familiehusene også er ramt af ansættelsesstop, og at de fremover ikke skal udrede børn psykologisk, eller udrede forældrenes forældreevne.
    Jamen hvordan skal Familiehusene kunne klare det med det bestående personale, spørger man umiddelbart herefter. Jo det gør man ved at indføre ventetider på op til et år.

    Se det er logik for burhøns!

    Tragisk

    Det slæber en lang hale af skrækkelige børneskæbner, smadre Odense kommune som organisation, da alle søger væk, og afkaster en voldsom regning til Odense Kommunes skatteydere, når forsømmelserne skal betales med store dyre behandlingsanbringelser mv.

    Man kan sige, at Odense Kommunes ledelse har valgt en katastrofal måde at takle deres problemer på emn man må også huske på, at det her kommer fra finansministerens hånd, der igen-igen underfinansierede kommunerne

  17. harning said

    Hej B, og velkommen til. :-)

    Nu er jeg ikke helt sikker på om det er ut, eller andre kommentatorer din kommentar henvender sig til.
    Men, som jeg synes fremgår ganske klart, så er det min opfattelse (baseret på forskning og praksis) at der i Danmark bruges rigtig mange penge til udsatte børn – uden at nogen derved har et hum om hvorvidt den igangsatte foranstaltning virker. Og det er det indlægget handler om.
    Når det gælder anbringelser så har vi en væsentlig højere anbringelsesprocent – end de lande vi sammenligner os med, uden derved at opnå nogen som helst bedre resultater.
    Når det gælder så kaldte forebyggende foranstaltninger, ja vist findes der et par gode af slagsen – men meget få som reelt er veldokumentrede. J.f. for eks. den tiltagende anvendelse af MST i visse kommuner. En metode som der, for det første, ikke findes nogen beviser for virker, og som for det andet (og i mine øjne værre) bliver iværksat uden forudgående udredning af barnet. Dette det sidste indebærer at mere end et barn og dets familie har været igennem lange ligegyldige forløb inden de tre år senere har modtaget fx en neuro psykiatrisk diagnose. Hvis de altså er ”heldige.
    For apropos neuropsykiatri så har jeg kendskab til flere børn som har haft fx. Tourette, Ad-Hd, Asperger men som ingen hjælp har fået – andet end et stempel som utilpassede og opbevaring på almindelig institution (med almindelig menes her en inst. uden viden om neuropsykiatri og som derved bare ”plager” børnene yderligere).
    Hvor mange børn som lider af en neuropsykiatrisk diagnose i Danmark er ikke til at sige, hvor mange af dem der vil ende op som såkaldt utilpassede er heller ikke til at sige.Og hvor mange af disse som vil ende med en anbringelse er heller ikke til at sige – For vi undersøger dem ikke..

    Og selv med en vandskade – er du altså først nødt til at konstatere – at der er tale om en vandskade og derefter undersøge skadens art og omfang før du handler på det.

  18. harning said

    Hej Elverfaderen og velkommen til. :-)
    Jeg tror egentlig at mit svar til B er rimelig dækkende. Dog vil jeg tillade mig et spørgsmål. De støttepersoner som du siger nu skal fjernes, hvilke støttepersoner er der så tale om? De lovindbefattede – eller nogle andre. Altså paragraf?
    Bare så vi taler samme sprog.
    For umiddelbart når der bliver sagt støttepersoner tænker jeg naturligvis på de støttepersoner som kan tildeles, og som ikke nødvendigvis har nogen uddannelse eller forudgående kendskab til noget som helst, og som for øvrigt ofte forventes at stå standby døgnets fireogtyve timer for en meget ringe løn.

  19. Elverfaderen said

    @ Harning

    I alle sager hvori der foranstaltes, skal der laves en handleplan og mindst én gang årligt, skal handleplanen følges op. Så der måles i hver evig eneste sag, på om de opstillede mål nås ved de anvendte midler. Så det er noget ordgejl du kommer med, når du siger, at ingen ved om det virker.

    Anbringelsesreformen der blev igangsat for små 2 år sidenm, er netop en renovering af Servicelovens anbringelsesområde. Den tager udgangspunkt i evident forskning, og den siger intet om at anbringelser ikke virker men at anbringelser synes at virke bedre, når de igangsættes tidligt.

    Hvad er det for beviser du mener at skulle have, for at støtte de forebyggende foranstaltninger? Naturvidenskabelige opmålinger? Kun folk der ikke aner en fløjtende fis om socialt arbejde, tror man med naturvidenskabelige optællinger kan måle socuialt arbejde.

    En af konsekvenserne ved den økonomiske tænkning fremfor socialfaglig tænkning i f.eks. Odense Kommune, er netop, at man stopper med de psykologiske udredninger og forældreevneundersøgelserne, og sætter ind med intern bearbejdning af de udsatte børns problemer – om ét år, godt nok. Se det er galemandsværk og har nogle forfærdelige konsekvenser for børn, hvis forældre forlængst er blevet konstateret ude af stand til at tage vare på deres børn. De bliver ikke længere anbragt.

    Det er en forfærdelig indstilling du lægger for dagen, hvor du nærmest legitimere den økonomiske tænkning opprioriteres til ugunst for den socialfaglige tænkning og ikke mindst børnene.

  20. Elverfaderen said

    @ Harning

    § 50, stk. 3 nr. 1 konsulenter, 6 persnlige rådgivere, 7 kontaktpersoner

  21. harning said

    At der skal laves en handleplan og at denne skal følges op på – er vi heller ikke uenige om, som jeg tidligere konstaterede – så er det ikke loven der er noget galt med.
    At handleplaner ikke bliver lavet er derimod et trist men veldokumenteret faktum. Og indholdet i nogen handleplaner gør at opfølgningen bliver meget simpel. Her et kort resume af de sidste af slagsen som jeg har haft adgang til:
    Formål
    Barnet skal anbringes for at beskyttes fra moderen
    Barnet skal anbringes på en institution
    Barnet skal gå i skole

    Opfølgning
    Barnet er anbragt
    Barnet er anbragt på ”navngiven” institution
    Barnet er endnu ikke påbegyndt i skoletilbudet

    Hvorledes forældresamarbejde og arbejde for at barnet skal hjem igen fremgår der intet om…..

    Og med risiko for at gentage mig selv. Jeg er ikke ideelt set imod anbringelser, jeg synes så sandelig også at vi skal lave forebyggende indsatser og helst så tidligt som muligt.
    Og selvfølgelig skal børnene hjælpes!!
    Spørgsmålet er bare af hvem – og hvordan.

    Når så det er sagt, så synes jeg det er enormt trist at de sagsbehandlere som du taler om flygter – fremfor at tage det som en udfordring at finde de allerbedste løsninger til de børn der har brug for det – indenfor de rammer der er. Og kan da godt undre mig over hvor deres idealisme og sociale engagement er henne..

  22. harning said

    Servicemeddelelse:
    §52.

  23. Elverfaderen said

    @ Harning

    Helt korrekt med § 52 (sad igår og lavede en § 50 undersøgelse)

  24. harning said

    Helt i orden. :D

  25. Elverfaderen said

    @Harning

    Det er klart, at der er niveauforskelle i handleplanernes udformning. Skal dog sige, at jeg aldrig har set så tynde handlepalner og har da meget svært ved at forestille mig, at nogen kommune i dette land, vil anbringe et barn (og derved påtage sig så voldsomme udgifte) på så elendigt et socialtfagligt grundlag. 99% af alle ledere ville jo hjemsende den anbringelseshandleplan med påstemplingen ”ommer”.

    Det er korrekt, at i en praksisundersøgelse udsendt i 2008, hvor man havde undersøgt 143 anbringelsessager fra 11 kommuner, var kun 36% af sagerne i overensstemmelse med lovgivningen. Men det var typisk nogle basale formalitet, der ikke var på plads og eksplicit nævnt.
    -barnets sundhedsforhold var ofte ikke berørt
    -15 åriges selvstændige partstatus fremgik ofte ikke
    -andre børn i familien, som del af en helhedsorienteret indsats i hele familien
    -inddragelse og handleplaner til forældre
    -eksterne ressourcer i netværk ikke beskrevet og inddraget
    -forældremyndighedsdelen ofte slet ikke nævnt

  26. harning said

    I ærlighedens navn, må vist lige siges at jeg ikke har set eksempler fra Odense – hverken på gode eller dårlige handleplaner. Men jo, desværre eksisterer de flere steder i landet – ligesom særdeles mangelfulde §50 undersøgelser.

    Og du kan vel ikke mene at forhold som dem du selv nævner er ligegyldige!?

  27. Marian said

    Kan ikke dy mig. Vil lige komme med to cent mere. – Nogen sagde forleden: to bucks, siden cent ikke ville kunne gøre det længere pga. inflationen. Men det hér er altså bare cent, siden jeg ikke er uddannet pædagok (sorry:-gog mener jeg selvfølgeligt!) eller sociolog. Bare et ”barn”, sas. Har dermed det forkerte perspektiv på sagen.

    Det der igen og igen forstyrrer mig ganske grusomt i diskussioner som denne er netop det perspektiv, fra hvilket børnene betragtes – og bedømmes. Og Harning, hér er jeg ikke engang enig med dig: er det tvingende nødvendigt, at stemple børn for livet som – lad os være ærlige – ”loonies”, eller neuro-psykiatrisk, som du siger?? Er det ok, som det sker i USA i dag, at to-åringer bliver stemplet som værende ”bipolare” efter en 10 – 15 minutter varende konsultation hos en ”ekspert”, for så at få ”hjælp”, i form af kemiske substanser, der i sidste ende meget vel kan betyde: operationen lykkedes, patienten døde (Rebecca Riley)?? Som jeg ser det, er det bagsiden af medaljen mht. en hurtig udredning. En fare, der lurer lige om hjørnet, sådan som hele vores samfund ”fungerer” i dag. Også i Europa.

    Personligt ser jeg sagen ikke anderledes end et andet af os ”børnene”. Det er sa…(nu var jeg dog lige ved at bande, men vil styre mig) ikke børnene, heller ikke de voksne, der måtte reagere ”sindssygt”, der er noget galt med. Det er samfundet.

    Det er altid dejligt, at kunne sætte begreber, labels på ting. Også på adfærd. Især, når man ikke forstår adfærden som sådan. Men forstår man den pludseligt, bare fordi den kan kaldes ”ADHD”, eller ”skizofren”?? Ja, det tror folk jo gerne, såsom Jacob hér (kassen ca. midt på siden) f.eks., der mener han er kommet på den ”rette hylde”. Undskyld, men det er altså et himmelskrigende eksempel på falsk ego-identifikation – og med til at holde mennesket fast i krisen: ”Jeg er skizofren.” Og?! Hvad betyder det? Hvad betyder det for Jacob? For hans omgivelser?

    Jeg vil ikke lægge skjul på, at det også var en lettelse for mig, at få sat et begreb, et label på min adfærd. Det hjalp endda med at forstå. Men ikke fordi jeg skulle have kunnet genkende mig i ”eksperternes” bort-/forklaringer af min adfærd. Det hjalp, fordi jeg vågnede op, så verdenen og så hvorfor jeg havde reageret på den, som jeg nu havde gjort: meget sundt. Og siden jeg nu var både voksen og ikke blev hverken institutionaliseret eller systematiseret, havde jeg chancen til at melde mig bevidst ud af en sindssyg verden og indrette mit liv efter mine individuelle behov. Ikke som ”skizofren”, ”handicappet”, ”syg”, og dermed tilpasset samfundets normer, men som bare mig, tilpasset mine egne normer. Og hvis jeg endeligt skal stemples, ja så vil jeg meget hellere stemples som ”utilpasset” – til en verden der ikke har plads for andet end én sandhed, én realitet, én slags normalitet, én måde at tænke, føle, se tingene på.

    Sålænge vi bliver ved med at skyde skylden på enkelte individer (og hér er det ligegyldigt om vi gør brug af Freud og klinisk patologiserende psykologi, eller om vi anvender neuropsykiatriens tvivlsomme begreber dertil) og deres forældre måske, vil alle tiltag, om det så er anbringelse, MST, whatever, ikke give andet end et tiltagende antal mennesker, der bliver diagnosticeret, skubbet lidt rundt i systemet, for så til sidst at blive skubbet helt ud af samfundet.

    Så, ja, helt enig, hjælpen skal være individuelt tilpasset det enkelte barn. Det er bestemt ikke børnene, der skal tilpasses hjælpen – som det er i dag. Men det er ikke nok. Selv den allermest individuelle, skræddersyede og fagligt – og lovmæssigt – korrekte hjælp vil ikke kunne være en virkelig hjælp, sålænge den tager udgangspunkt i, at det er individet, der er ”galt på den”. Er det en niårig dreng, der går amok, fordi ingen hører/ser ham, der er ”syg”, eller er det et samfund, der nægter at høre/se ham??

    Jeg ser altså ikke løsningen i at tilpasse individet til samfundet. Jeg ser den i at tilpasse samfundet til dets individuelle medlemmer. – Mens jeg desværre også ser, at vi i dag fjerner os med tiltagende hastighed fra dette ideal. Med ”eksperterne” – både de pædagogiske, sociologiske, psykologiske, psykiatriske – som frontfigurer i denne udvikling.

    Til sidst: Hatten af for David’s indsigter og hans venner, der vælger, at give deres børn en reel chance. Udenom et system, der ikke er gearet til andet, end at hjælpe sig selv. ”F*** the system – it should turn its high-powered perception on itself”, som Matt siger længere nede i kommentarerne.

  28. harning said

    ”Det hjalp, fordi jeg vågnede op, så verdenen og så hvorfor jeg havde reageret på den, som jeg nu havde gjort: meget sundt. ”

    Og hvor ville det være godt hvis andre så også kunne se det.

    Vi har haft diskussionen før – men lige som du, kan jeg ikke dy mig. :D

    Nej, jeg mener ikke at børn skal stemples, medicineres for så at ignoreres.
    Men jeg mener, at hvis vi skal kunne hjælpe det enkelte barn, må vi også se på hvad det enkelte barn har brug for. – Hvilket ofte ikke bare er én ting, én diagnose,én behandlingsmulighed.

    De neruropsykiatriske diagnoser var bare et eksempel, men et meget relevant eksempel – fordi det ikke kan nytte noget at vi anklager familien, stempler et barn som umuligt og utilpasset og anbringer det på en kold institution – bare for så sidenhen finde ud af at med rette pædagogiske værktøjer, og et minimum af forståelse – så havde barnet kunnet blive i eget hjem, i den skole som det altid har gået i osv.
    Og ja, nogen vælger desuden medicin – også det et valg som jeg stadig mener er op til den enkelte (igen, efter grundig information m.v.).

    Barnet skal altså ses.

    Dette er vi enige i.
    Og der skal ikke gættes, hverken på behov,skyld,diagnoser, eller eventuelle foranstaltninger.

    Og – at insistere på at et barn ikke skal have en diagnose – fordi det så bliver stemplet, anser jeg for ligeså slem en stemplig.
    Hvis vi skal kunne rumme og acceptere alle på lige fod – må vi også holde op med at klassificere noget som grimt.
    Og jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå hvorfor en borderlinediagnose, en Schizofrenidiagnose, en Aspergerdiagnose, en Ad-Hd diagnose m.v på nogen måde adskiller sig fra en diagnose som døv, eller blind eller en hjertekardiagnose eller…
    Jeg kan bare ikke se det.

    Verden er ikke sort og hvid – den er forunderligt dejligt grå. :D

  29. harning said

    Og Marian. :D
    Hvis vi ikke havde en vis form for diagnosticering, hvordan skulle jeg så – hvis jeg var psykisk syg og havde brug for at forstå mig selv lidt bedre – kunne finde ind til fx din blog og se at der findes andre der har det som mig og at der er alternativer til det etablerede system?

  30. Marian said

    ”Og jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå hvorfor en borderlinediagnose, en Schizofrenidiagnose, en Aspergerdiagnose, en Ad-Hd diagnose m.v på nogen måde adskiller sig fra en diagnose som døv, eller blind eller en hjertekardiagnose eller…
Jeg kan bare ikke se det.”

    Af to årsager: 1. Der mangler ethvert videnskabeligt bevis på, at de førstnævnte ”diagnoser” skulle være ”diagnoser” i medicinsk forstand. Altså diagnoser på hjernesygdom, som man gerne vil have os til at tro i dag. Grundlag for diagnosticeringen danner ene og alene individets (eller dets nærmestes) beretning om den oplevede adfærd. Dette er ikke videnskabeligt (medicinsk) holdbart. Punktum.

    2. Psykiatriske diagnoser adskiller sig markant fra andre diagnoser (døv etc.), fordi de diagnosticerer hele et menneskes væren som ”syg”. De blåstempler at samfundet fejer en hvilken som helst ubekvem reaktion på det som et tegn på hjernesygdom af bordet. De er den ultimative devaluering af enhver samfundskritik. Intet er mere drabeligt, end at stemple et menneske som værende ”sindssygt”. Ikke engang det, at slå ihjel. Hvorfor mon bruger totalitære systemer psykiatrien for at komme af med systemkritikere? Og før nogen nu siger, at jamen, det gør vi jo ikke hér i vores civiliserede del af verdenen! vil jeg sige: Tænk jer godt om!

    Jeg tænker, at lige så vigtigt det er at se det enkelte individ, så vigtigt er det at se samfundet, verdenen som helhed, som det enkelte individ er en genspejling af. Mennesker reagerer. De agerer ikke bare (hvilket dog er, hvad neuropsykiatrien vil have os til at tro). Og jeg tænker også at det er netop hér, det i dag i tiltagende grad går galt.

  31. Marian said

    Da kom vi vist til at skrive samtidigt. Jo, hvis vi havde et samfund, der kunne rumme hvad der i dag bliver stemplet som ”utilpasset”, så ville jeg ikke være nødt til at blogge. Jeg ville ikke være nødt til at råbe: ”Vagt i gevær!”

    Hér i øvrigt et eksempel på, hvad psykiatrisk diagnosticering gør ved mennesket: Min første tanke var: ‘Yeah, nice! Jeg kan gøre og sige hvad jeg vil. Jeg er undskyldt. Fedt!’ – Og hér stopper tankegangen – den bevidste – så for mange. Min fortsatte: ‘Oh sh**! Jeg kan gøre og sige hvad jeg har lyst til. Og ingen vil tage det jeg gør eller siger alvorligt…’ Resultat: En følelse af total afmagt. Der så, hvis den ikke takles bevidst, uvægerligt fører til øget og fortsat ”symptomatik”…

  32. harning said

    1 – der er vi stadig helt uenige ifht til hvordan vi hver især læser og tolker forskningsresultaterne. Punktum.
    (en uenighed som jeg for dagens emnes skyld synes vi skal holde os fra. :D)

    2. Det er til en vis grad rigtigt at:
    ”… diagnosticerer hele et menneskes væren som “syg”. De blåstempler at samfundet fejer en hvilken som helst ubekvem reaktion på det som et tegn på hjernesygdom af bordet.”
    – Hvilket er helt forkasteligt! Og det skal vi væk fra. Igen, jeg kan ikke se forskel på at have den ene eller den anden diagnose – en diagnose er bare en tilføjelse til individet (på godt og ondt)

    Et menneske er ikke sin diagnose!
    Og begreber som en autist, en Schizofren en mongol osv. skal naturligvis ud af sproget!

    Og så den personlige erfaring – jeg har på ingen måde oplevelsen af at neuropsykiatrien anser at,mennesker alene agerer – men at de netop reagerer og at en stor del af de pædagogiske metoder som bruges – bruges udfra en antagelse om at mennesket REagerer.

    Dertil skal så lige sighes, at fra forskning til praksis er vældig langt på rigtig mange sygehuse, instituioner m.v.
    Og dermed vender vi tilbage til indlægets oprindelige emne.

    For vi har en viden – vi bruger den bare ikke.
    I stedet for bruger vi penge til højere og venstre på foranstaltninger der i bedste fald – ikke gør endnu mere skade.

  33. harning said

    ”Der kom vi vist til at skrive samtidigt”, ja vi gjorde så Marian. :D

  34. Marian said

    Ja, jeg tænkte godt at du ville sige det, at det er helt forkasteligt. Men det er den helt logiske konsekvens af idéen at ”psykisk sygdom” skulle være genetisk betinget hjernesygdom. Så, ligemeget om vi siger ”en skizofren” eller ”en person med skizofreni”, så er resultatet i sidste ende detsamme: en devaluering, den totale, af personen som menneske. At tro andet er ønsketænkning.

  35. harning said

    Hvad enten vi snakker genetik, biokemi el. andet vil jeg have lov til, ikke bare at leve i min ønsketænkning men også at stædigt og ihærdig tfortsætte med at overbevise andre om at jeg har ret
    og de har fejl.
    For det er ikke en logisk konsekvens. (og så vender vi tilbage til fx. Stern)

    Den logiske konsekvens er:

    At vi er mennesker, er vi! :D

  36. Marian said

    Ja, vi er så. Hvis dog bare samfundet kunne/ville se det! Og afskaffe psykiatrien ;)

    P.S.: Forskningsresultater: Robert Whitaker, Mad In America (engelsk :) ), eller – for viderekomne – : Mary Boyle,Schizophrenia. A Scientific Delusion? (også engelsk :), men avanceret, både videnskabeligt og sprogligt :( )

  37. Delvis off topic – men måske ikke helt uden interesse … Jeg så lige at Information har en artikel:
    –> Forældreansvarsloven beskytter krænkeren
    Uden abonnement på avisen (som jeg ikke har), går der et par dage før indholdet kan læses. Men på deres RSS feed skriver de:

    Den nye forældreansvarslov fra i fjor er en katastrofe og må hurtigst muligt laves om. Kvinder og børn tvinges til at ses og samarbejde med deres voldsmænd, uanset skadestuerapporter og voldsdomme

    (Margrethe Wivel og Vivian Jørgensen)

  38. harning said

    Uden at have læst artiklen så tror jeg udsagnet er helt korrekt idet den nye forældreansvarslovs essens er:
    hvor vigtigt det er, at forældrene tager ansvar for at tale sammen og ansvar for at barnet skal se begge parter koste hvad det koste vil.

    Rigtigt interessant bliver det fordi en mor der fx ikke vil udlevere et barn – naturligvis vil kunne få fogden efter sig, mens en mor der vil påtage sig ansvaret som loven lægger op til at hun så absolut skal – naturligvis ikke tilsvarende kan få rettens hjælp til at tvinge faderen til at se barnet. – Så, så vigtigt var det åbenbart heller ikke med det der ansvar…

    Og ja, lidt off-topic men det må være min skyld fordi jeg ikke har skrevet et indlæg om hvor tumpet jeg synes den lov er. Men det skyldes simpelthen, at jeg var rasende da den blev foreslået, endnu mere rasende da den blev gennemført og har så uhyggeligt meget jeg gerne ville sige i den sammenhæng – at jeg er ude af stand til at formulere det i et mindre indlæg.

  39. harning said

    Servicemeddelelse vedr. Forældreansvarsloven:
    ” Man kan ikke lovgive om, at folk skal fatte gensidig sympati, samarbejde eller opføre sig ordentligt. Derfor fører selve grundtanken med loven til, at konflikter i i forvejen konfliktramte familier eskalerer. Loven ikke bare klemmer ressourcesvage børn og familier, men også ressourcestærke børn og deres familier.” Mille Mehlsen er cand.mag.i psykologi
    Også fra information.

  40. Marian said

    Gad vide, hvornår vi får nogle skrevne love der gør det helt umisforståeligt klart for os, hvad vi må føle og tænke når der bliver sagt/gjort det ene eller andet. Dem burde vi virkeligt have haft for længst!

    Jeg synes, du skal skrive indlægget, Harning. Så vil jeg skrive et om ”biologiens – genetikens – forbandelse”.

  41. harning said

    Når mit blodtryk kan holde til det, så kigger jeg på det indlæg om forældreansvarsloven igen – indtil da vil jeg læse dit snarlige indlæg om ”“biologiens – genetikens – forbandelse” og den der oversættelse om alternativer for psykisk syge mødre. :D

  42. Marian said

    Jeg sagde ikke noget om ”snarligt”!!! Jeg skal også lige have blodtrykket ned, nemlig ;) – og de opgaver klaret, der står i kø, mht. oversættelse.

  43. harning said

    Forventningens glæde. :D

  44. B. said

    Harning

    Det jeg umiddelbart blev provokeret af, det var
    – at man sætter penge over et menneske, uanset hvem det er
    – at du / I sætter lighedstegn mellem socialrådgiver og anbringelser (anbringelser er kun en meget lille del af vores arbejde)
    – at socialrådgiver ikke ved hvad der er til barnets bedste
    – at socialrådgiver handler ud fra egen norm

    Det er stort set, som at sige ”at verden er flad” – en påstande uden nuance.

    Selvfølgelig er der nogen der ikke er dygtige nok – men her er det vores (kollegaer) opgave at støtte denne person. Eller vedkommende skal finde sig et andet arbejde.
    De kollegaer jeg har arbejdet med gennem tiden, har altid arbejdet ud fra barnets bedste og vi ved faktisk ganske meget om hvad konsekvenserne er når vi ikke griber ind – eller kommer ind for sent (f.eks. Tønder sagen) Ligeledes ved vi ganske meget om hvad virker og ikke virker – praksis erfaring bygget op gennem mange år.

    Jeg vil også sige, at jeg aldrig har oplevet et barn blive anbragt uden grund. Grundlaget spænder vidt – det kan være fra forældreløse børn til børn der er banket sønder og sammen fra fødslen. Det kan også være noget så uhåndgribeligt som omsorgssvigt. Omsorgssvigt kan være når et barn går uden der er nogen der giver barnet omsorg, ikke får mad, går i laset / beskidt tøj m.v. En af ovenstående ting er ikke nok – der skal være flere af tingene i sammenhæng og over en længere tid. Samtidig skal alle andre foranstaltninger være afprøvet dvs. praktisk hjælp i hjemmet, hjemmehosser, forældrepålæg, støtte til barnet, familierådslagning, familieanbringelse og et par hundrede andre ting. Kun hvis barnet er i overhængende fare for at tage skade psykisk / fysisk – og da mener jeg bevisligt i overhængende fare (lægelige dokumentation), kan barnet fjernes fra hjemmet med det samme.
    (husk på at der er rigtig mange børn der anbringes frivilligt, som nødvendigvis ikke har været udsat for vold eller lig. Det kan f.eks. også være handicap eller erkendelse af at man simpelthen ikke magter forældrerollen)

    Fra vi får kendskab til barnet og til der er foretaget en udredning ved hjælp af skole, læge, pårørende, psykolog m.fl. går der typisk 2-4 mdr. Herefter begynder foranstaltningerne, som man løbende måler på – og man starter for det meste med den mindst indgribende indsats, ud fra betragtningen, at jo større indgriben jo større skade kan dette medfører. Men det skal også være nok. Om en indsats virker, ved vi typisk først efter 3 – 6 mdr. Når man kommer til det stadie, hvor man begynder at tale anbringelse, er det ikke unormalt, at der er gået 2-3 år. Anbringelsen forgår for det meste mellem forældre, barnet, sagsbehandler samt en anbringelseskonsulent (de gamle amter), der alle er med til at vurdere om det er et godt eller dårligt sted for barnet.
    Jeg syntes ellers det er en god debat – bare lidt unuanceret i forhold til socialrådgiverens rolle 

  45. dax2 said

    Bruge pengene på en anden måde, det er for mig den eneste løsning i syne, og den kræver offentlig debat og omlægning af mange ting.

  46. Elverfaderen said

    @ Harning

    Selvfølgelig er forholdene ikke ligegyldige MEN det er i praksis ligegyldigt, hvis der har været taget hensyn til det, og fejlen blot, at den ikke fremgår af enten handleplanen eller § 50 undersøgelsen.

    Den karakteristiske fejl, hvor sagsbehandlerne ikke nævnte sundhedsforhold, fordi der ikke var noget at bemærke. Det er medtalt men ville være erklæret OK, hvis man havde skrevet ”i.a.b.”

    Det er også i småtingsafdelingen hvis 15 åriges selvstændige partsstatus er inddraget i men blot ikke fremgår af handleplanen eller § 50 undersøgelsen.

    Det er også efter min mening, under bagatelgrænsen, hvis forældre er blevet adspurgt om de ønsker selvstændig handleplan, og takker nej – og det så ikke fremgår af handleplanen.

    Det er også under bagatelgrænsen, hvis en handleplan ikke indeholder anførelse af hvem der har forældremyndigheden, hvis det iøvrigt fremgår alle andre steder i sagsstammen.

    Så når sådanne småting bliver til fejl, så skal det løbe op i pocentangivelser. Det er således alene et metodisk spørgsmål og de danske kommune kan imødegå langt de fleste ”fejl” ved at indrettet en fortrykt formular, så det ikke kan glemmes.

  47. harning said

    B
    Og jeg er meget glad for at du tager dig tid til at bidrage med nuancerne. :D

    Når en stor del af diskussionen er kommet til at handle om anbringelser er mit gæt, at det skyldes flere forhold; de nævnes i artiklen, de er den dyreste foranstaltning, og mon ikke også folk har læst indlægget om anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet – samt nogle af mine andre indlæg før de lægger en kommentar. Dertil hører at de fleste af os nok er af den opfattelse at mange af de forebyggende foranstaltninger med Fogh regeringen er blevet illusoriske – og overgået til frivillig basis (hvilket bestemt ikke nødvendigvis er et gode!)..
    Dertil kommer så en del af de såkaldte forebyggende foranstaltninger – som jeg sætter store spørgsmålstegn ved.

    Du nævner selv Tøndersagen som et eksempel på hvor der blev grebet for sent ind – det er vi ikke uenige i. Umiddelbart. Men Tøndersagen er lige så meget et bevis på hvordan systemet ved anbringelsen svigter nogle børn der allerede er blevet svigtet. Og så er vi vidst lige vidt, i hvert fald ifht den sag.

    ” Ligeledes ved vi ganske meget om hvad virker og ikke virker – praksis erfaring bygget op gennem mange år.”
    – At henvise til en ikke nedskrevet praksiserfaring, kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Derimod ville jeg enormt gerne påtage mig opgaven at gennemgå samtlige dine sager og foretage den arbejdsomme opfølgning-(for dem der vil stille op) og naturligvis skrive en sammenfattende rapport,, hvis du altså bare vil bruge tiden på at anonymisere dem.
    For hvis du sidder inde med en viden om hvordan børn bedst hjælpes og hvis dette kan dokumenteres – så er det da supervæsentlige oplysninger der kan sikre såvel barnets bedste som socialrådgivernes arbejdsbetingelser. (og før nogen anklager mig for sarkasme – må jeg hellere tillægge, at det er jeg ikke.)

    Og nej jeg mener ikke at socialrådgivere ikke handler ud fra de bedste intentioner. Det er jeg skam ikke i tvivl om at de gør, det gør bare ikke nødvendigvis handlingen hensigtsmæssig. Og jeg synes et eller andet sted, at det er noget arrogant, at sidde som sagsbehandler påstå sig at vide, hvad der er det bedste for lige netop det enkelte barn.

  48. harning said

    Dax2
    Helt enig. Hvor ville det være fantastiskt med en gennemgribende gennemgang af lov,praksis og forskningsresultater. For derved at se om vi kan gøre noget bedre – og i så fald hvad.

  49. harning said

    B
    Glemte, sådan kan det gå om morgenen. :D

    Du skriver at” til der er foretaget en udredning ved hjælp af skole, læge, pårørende, psykolog m.fl.” Jeg ved ikke hvad det er for nogle udredninger du grunder dine afgørelser på. Men jeg har ikke set en eneste kvalificeret udredning i Danmark. Jeg har set korte og ofte særdeles besynderlige udtalelser fra skolelærere og pædagoger.
    Jeg har set halvfærdige psykologtests (barnet testet en time eller to – slut)- hvis de overhoved er kommet i nærheden af en psykolog før måneder efter anbringelsen osv. osv.
    Hvilket naturligvis gør det ganske vanskeligt for en sagsbehandler at træffe en fornuftig afgørelse – når grundlaget er ufyldestgørende.

  50. harning said

    Elverfaderen
    ”Den karakteristiske fejl, hvor sagsbehandlerne ikke nævnte sundhedsforhold, fordi der ikke var noget at bemærke. Det er medtalt men ville være erklæret OK, hvis man havde skrevet “i.a.b.””

    Ja, hvis der intet havde været at bemærke. Igen, laver såvel du, som revision, som lovgiver en antagelse om – at der intet er at bemærke – bare fordi socialrådgiveren mener der intet er at bemærke.
    For hvordan ved socialrådgiveren egentlig det – når barnet fx ikke har været gennem børnepsyk?

    (og nej, en skolepsykologs halve WISCtest kan altså ikke gøre det)

  51. harning said

    Elverfaderen
    ”Det er også i småtingsafdelingen hvis 15 åriges selvstændige partsstatus er inddraget i men blot ikke fremgår af handleplanen eller § 50 undersøgelsen.”

    Det er jeg simpelthen fuldstændigt uenig i.Af to årsager, den ene – at hvordan ved vi så at de faktiskt er blevet tilbørligt hørt. Den anden nok så væsentlige er at handleplan og §50 undersøgelsen ligger til grund for det videre arbejde.- Hvorfor det også er væsentligt at det fremgår. For alle partes skyld.

    ”Det er også efter min mening, under bagatelgrænsen, hvis forældre er blevet adspurgt om de ønsker selvstændig handleplan, og takker nej – og det så ikke fremgår af handleplanen.”

    Samme som ovenfor, dertil så jeg for øvrigt gerne, at det klart fremgik med hvilken begrundelse forældrene takker nej til noget som helst. – Idet også et begrundet nej, kan indeholde væsentlige oplysninger om såvel familie som sagsbehandlerens arbejde.

  52. Elverfaderen said

    @ Harning

    Det fremgår jo af anden sagsmateriale – så jeg medregner det som bagateller, der giver et vrangbillede af de faktiske forhold, når vi kigger på undersøgelsen, der ligger til grund for vores lille debat.

    Jeg vil dog sige, at det for kommunerne er verdens letteste sag, at eliminere disse bagateller, alene i udformningen af deres handleplansformularer og § 50 undersøgelsesformularer

  53. harning said

    Elverfaderen
    Jeg ved godt at det kan fremgå af andet sagsmateriale, derfor skal loven jo overholdes alligevel – og mest væsentligt:
    Sandsynligheden for at de mennesker (ofte pædagoger) som skal fortsætte ”behandlingen” rent faktiskt læser andet sagsmateriale er desværre ikke ret stor.

  54. [...] Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn [...]

  55. Arnisk said

    Helt enig i at penge er vigtigere i vores såkaldte velfærdssamfund. Jeg vil endda vove påstanden at de, pengene altså, er blevet så tungt vejende et argument, at alt andet kommer til kort. Selv anerkendt viden og den sunde fornuft. Som pædagog på b.la. en særligt sikret afdeling (fængsel)og privat opholdssted for unge med DAMP og ADHD, har jeg set hvordan forholdene er, såvel i den private som den offentlige sektor. I store træk det samme problem, det skal koste så lidt som overhovedet muligt. det betyder at vi, som samfund, svigter nogle af de mest recurcesvage unge. Og de har ved gud oplevet svigt nok. så istedet for behandling er det nok nærmere en form for opbevaring der er tale om. Hvordan skulle de også kunne tilbyde behanding ? Jeg mener nå kun en brøkdel af de ansatte har en, for stedet, relevant uddannelse ?
    Værst er det dog på nogle af de private opholdssteder. Hvoraf, ifølge SL, ganske få eller slet ingen af disse har en overenskomst. Noget som SL ikke har tænkt sig at gøre noget ved. Hvis man ikke kan behandle de ansatte anstændigt hvordan tror i så at de behandler børnene ?

  56. harning said

    Hej Arnisk, og velkommen til. :D
    Jeg er enig med dig i at uuddannet personel er et meget stort problem – ligeså måden hvorpå man ”behandler” – altså obevarer børn og unge. Spørgsmålet er for mig at se – om vi ikke kunne gøre det bedre, indenfor de økonomiske rammer vi har – hvis vi altså tænkte lidt mere langsigtet. Måske endda med store økonomiske fordele i den sidste ende.

    En sammenligning, i Sverige sker der fx det at når et barn bliver tvangsanbragt på en institution så starter en komplet udredning: Psykiatriksk,psykologisk,pædagogisk,social og skolemæssig. Udredningen gennemføres af dertil uddannede personer.
    Alt i alt et forløb som ikke må tage mere end 12 uger (lidt kompliceret at redegøre for tidfrister og des.lign. så det springer jeg lige over (og med forbehold for at heller ikke Sverige er perfekte. :D )).

    Sammentaget en væsentlig forskel fra Danmark – hvilket måske også kunne forklare vores dårlige resultater og mange anbringelser og dertilhørende unødvendige tragiske konsekvenser for børnene, familien og i sidste ende samfundet.

    SL og BUPL for den sags skyld er en saga for sig – deres manglende lyst til at sætte faglighed på dagsordenen er årsagen til at jeg for længst har valgt ikke at være medlem.

  57. harning said

    Den væsentligeste forskel – som jeg ser det – er at vi i Danmark overhoved ikke udreder børnene. Hverken før eller efter anbringelsen. Påstande som ovenfor fremført af en socialrådgiver – viser med al tydelighed at de anbringende forvaltningsmyndigheder ikke aner hvem der har kompetence til hvilke udredninger.
    (psykologer har som bekendt ikke kompetence til hverken at teste eller diagnosticere og det er de færreste anbragte børn i dk som nogen sinde er vejen omkring børn&unge psyk i den anledning – ligesom støtten til forældrene er minimal, samtidig som reel skoleundervisning ligeledes glimrer ved sit fravær)

    Eller. En af de to væsentligste forskelle, hvis vi ser overordnet på anbringelser. For I Sverige har børn og forældre nemlig en langt højere grad af retssikkerhed fordi Sverige til forskel for Danmark har et forvaltningsretligt domstolssystem.
    I anbringelsessager betyder det – at barnet, forældrene, og social/familieforvaltningen betragtes som selvstændige parter – med dertil hørende ret til advokat. (hvilket afleder en hel række fordele for alle parter)

  58. [...] Det er da en selvfølge, at penge er vigtigere end børn [...]

  59. [...] Læs også: Det er da en selvfølge at penge er vigtigere end børnene [...]

  60. svend-aage said

    Vedrørende anbringelser.

    Af egen erfaring både på den ene og anden side af ”muren”

    Så finder jeg det underligt at flere/mange/alle Socialrådgiver både faglærte og ufaglærte til trods deres bedre viden pasive, gør hvad de bliver bedt om uden hensyn til hvilken side af loven der bruges bliver ved og bliver ved at anbringe børn.
    Hvis der er nogen af dem der er medviden til anbringelser under kritisable/ulovlige forhold, så vil jeg våge den påstand at dem der ved og ikke stopper der er værer end end selve anbringelsen.
    Jeg vil også påstå at hvid det er noget der rammer dem selv, uden tøven ville gribe til Cevilulødighed Ved kolektiv cevilulødighed er jeg overbevist at der vil blive ændret på prosedyren ved anbringelser, Men kun effektivt med vedvarende tilsyn og efterværn.

    mange vil nok undskylde indlæget, jeg vil ikke undskylde mine egne tanker eller erfaring.

    svend-aage
    børnehjemsbarn
    1953—1961

  61. harning said

    Hej Svend Aage og velkommen til. :-)
    Jeg kan kun erklære mig enig i, at såfremt fagpersoner er vidende om at en anbringelse er sket/sker under kritisable forhold og/eller at anbringelsesstedet er strærkt kritisabelt så opfører de sig naturligvis langt værre end en fagperson som trods alt alene har handlet i uvidenhed om forholdene.

    Selv synes jeg da også at det er en selvfølge, at jeg som pædagog, underretter de relevante myndigheder hvis jeg bliver gjort bekendt med kritisable forhold hvad enten disse forhold er på min egen arbejdsplads eller ej. Det siger loven for øvrigt også at jeg har pligt til. – Ingen kan jo være tjent med at børnene ikke har det godt. Hverken børnene, de professionelle eller samfundet som helhed.

    Og du skal selvfølgelig ikke undskylde for dine tanker!

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

 
Följ

Få meddelanden om nya inlägg via e-post.

%d bloggers like this: