Udsatte Børn
Skrevet af harning på marts 16, 2008
Kjeldberg, skrev for et par dage siden dette indlæg - og min hjerne og min irritation har slet ikke stået stille siden. Lad det være sagt, jeg hader generaliseringer og fordomme!
Hvad er udsatte børn egentlig? Og i hvis perspektiv - hvornår? Kan man generalisere?
Tænker på min egen barndom - som ifølge dagens norm ville betyde at jeg var blevet kategoriseret udsat.
For jeg voksede op i et fattigt hjem midt inde i byen med en alkoholiseret far og en uuddannet mor. Set udefra - fra statistikken.
Men var virkeligheden nu også sådan? Og hvis virkelighed?
For en anden side af sagen er, at ja min far var selverklæret stolt alkoholiker - lige som stort set alle andre i den kreds af journalister, forfattere og kunstnerer som jeg er vokset op iblandt.
Og ja, min mor havde stort set ingen penge - hun var bare en fattig studerende, som sidenhen blev professor.
Så var jeg et udsat barn? Ja det var jeg - ifølge statistikkerne - men ikke ifølge den kærlige, inspirerende, intelligente, vidensbegærlige og særdeles virkelige familie som jeg voksede op i.
© Harning
marts 17, 2008 at 6:57 pm
Jeg kan godt forstå din tanke. På den anden side er der jo virkelig børn og familier som er udsatte - for tiden hører man om at der er flere og flere familier som lever under fattigdomsgrænsen. Jeg synes det er en god ide, at man forsøger at hjælpe disse mennesker. Det er sikkert altid svært at definere hvem der har brug for hjælp og hvem der ikke har. Man kan selvfølgelig også diskutere om dette er den bedste måde at hjælpe på! Men jeg synes at hensigten er god nok og jeg håber at mange børn bliver glade for bøgerne.
marts 17, 2008 at 7:17 pm
Hej Jens!
den med fattigdomsgrænsen..tja..
Min mellemste søn kom for et par år siden hjem og sagde meget forundret til mig “Mor vi er fattige”. øh.. sagde jeg, hvad mener du.
Jo de havde haft om fattigdomsgrænsen i skolen - og siden han var vel indsat i husets budgetter - forstod han ingentig, for ifølge hvad han havde lært i skolen så levede vi for langt under fattigdomsgrænsen!
Tænke sig, at før skolen fortalte ham det - var han slet ikke klar over at han/vi var fattig/e.
Og sådan er der så meget. Og vist findes der mennesker i danmark som har meget få penge, men ofte er det også et spørgsmål om prioriteter - og lige når det gælder bogprojektet, tja så er jeg nok lidt der, hvor Kjeldberg også er: Hvem skal læse bøgerne for børnene - hvis de har ikke-læsende forældre, eller ihvertfald forældre der prioriterer anderledes? Biblioteker findes jo som bekendt - gratis og frit tilgængelige. Som man kan vælge at bruge - eller lade være..
Og igen - hvem er udsat? Ifølge hvis mening?
marts 17, 2008 at 11:55 pm
Du har fuldstændig ret: fattigdom er ofte et spørgsmål om prioritering. Jeg er helt enig og tænker ofte på det, når de taler om fattigdom i nyhederne. De voksne prioriterer forkert, men det går ud over børnene.
Du er et eksempel på, hvordan man trods økonomiske begrænsninger kan have en god barndom - og jeg er sikker på at du har givet dine egne børn det samme. Det var meget spændende at læse om din barndom. Du og din familie har haft mulighed for at opveje økonomiske begrænsninger med et kulturelt overskud, men der er mange familier som bare ikke har de samme ressourcer.
Men det er meget muligt at du har ret: et par bøger fra det offentlige vil måske ikke hjælpe disse familier og deres børn ret meget. På den anden side tror jeg altså heller ikke at det kan skade dem….
marts 18, 2008 at 8:27 am
Jeg er nok ikke helt enig i, at gratis bøger til udsatte børn pr definition ikke er skadeligt. Sagde bibliofilen noget forskrækket over sig selv…
Jeg mener nemlig, at der kan være en stor risiko ved at single nogle børn ud - stemple dem som udsatte - og derved risikere at gøre dem til svage og ofre i egne og andres øjne.
Kommer til at tænke på når børnene har fået i opgave at skrive stil om hvad deres forældre arbejder med.
Mine børn er sluppet meget heldigt fra det, men jeg har altid været irriteret på de børns vegne som har været nødt til at skrive far er kontanthjælpsmodtager og mor er på førtidspension og de “går bare derhjemme og passer os”. -Fordi der i samfundet ligger en negativ betragtning mod mennesker som er på overførselsinkomster og som “passer” sine egne børn. - Og fordi jeg endnu ikke har hørt om en lærer som har sagt til sine elever at det er lige så fantastisk at være uuddannet på overførselsindkomst - som at have rige forældre med lange arbejdsdage og spændende uddannelser.
Ergo er nogen børn fra mine ungers klasse kommet til at føle sig mindre værd - end resten. Og det synes jeg har været ganske frygteligt.
Min bekymring om bogprojektet kunne være den samme - at så er der sat stempel på.
Nej - så hellere bogpakker til alle børn eller til ingen børn.
marts 18, 2008 at 11:41 am
Systemet arbejder jo støt på at erstatte fornuftig omtanke med regelsat hattedameri. Gode intentioner gemmes væk i skarpkantede regler for hvilke etiketter der skal udløse hvilke rettigheder, hvilke stigmaer.
Det var enklere at sende et læs bogpakker til skolerne. Børnene kunne selv vælge at få dem. Lærerne kunne vurdere hvem der måske skulle have lidt overtalelse.
marts 18, 2008 at 1:00 pm
Synes jeg lyder som en glimrende ide tosommerfugle.
marts 18, 2008 at 1:02 pm
Eller måske bare gi pengene til skolerne som i forvejen kæmper en brav kamp med at få råd til nye relevante undervisningsbøger.
marts 18, 2008 at 1:11 pm
Endnu engang må jeg nok erkende, at du har nogle meget gode argumenter. Mens jeg læste din kommentar, tænkte jeg også på, at det var en meget gennemført beskrivelse af hvordan den negative sociale arv fungerer.
marts 18, 2008 at 1:17 pm
Tak Jens.
Og du får stillet er godt spørgsmål/opsummeret en meget relevant problemstilling i din kommentar - nemlig hvordan såkaldt negativ social arv egentlig fungerer. Er det samfundets stigmatisering, der skaber den negative sociale arv, er det den enkelte individs mindreværdsfølelse, eller er det forældrenes skyld?
Eller måske er det bare mig der i baghovedet stadig sidder og fifler med mit indlæg om mønsterbrydere - der ikke er mønsterbrydere..
Hm..
marts 19, 2008 at 7:47 pm
Billedet af dine forældre og dit liv med dem er så smukt og berører mig på så mange måder.
Jeg har villet sige tak for det, også da du skrev om dem og det ovre på min blog, men kunne ikke rigtig få det formuleret. Det kan jeg stadig ikke - så nu nøjes jeg med at sige: Tusind tak.
marts 19, 2008 at 8:02 pm
Jamen….
ih, søde Kjeldberg….
Ved jo slet ikke hvad jeg skal sige…
Imponerende! Her sidder vi, to forfattere - der ikke er istand til at formulere sig.
Mon det bliver det nye kriterie for medlemskab i Dansk forfatterforening……
Hvis de altså tror på, at vi to, vi er moderne….
marts 19, 2008 at 10:27 pm
marts 23, 2008 at 9:03 am
Harning, jeg hæfter mig ved et udtryk, du bruger om din far: “selverklæret stolt alkoholiker”. Samtidig bemærker jeg selvfølgelig, at du ikke giver udtryk for nogen form for problematik i forbindelse med din fars alkoholisme, men derimod stærkt understreger, at du ikke følte dig som et udsat barn, hverken på grund af fattigdom eller alkohol.
Så er det, jeg bliver nysgerrig og gerne vil have uddybet dette med alkoholismen. Jeg, som har og har haft alkoholikere i min bekendtskabskreds og som derfor har læst en del bøger om emnet, er jo ikke just tryg ved at se mennesker, jeg holder af, glide ud i et overforbrug. Dertil har jeg oplevet for mange, for hvem alkoholen er blevet en glidebane lige lukt ned i helvede - både for dem selv og deres pårørende.
Nu vil jeg så meget gerne høre mere om ‘den anden side’ af alkoholismen. Kan det virkelig tænkes, at et menneske (og en familie) også i det lange løb kan trives med et større alkoholmisbrug? Eller er der ting, som du i årenes løb har fortrængt eller malet mere lyserøde, end de var? Hvordan ville din mor f.eks. udtale sig om situationen? Er det ikke muligt, at din far simpelthen har ‘gjort en dyd af nødvendigheden’, fordi han ikke evnede at tage kampen op med sit misbrug?
Jeg er ikke ude på at stikke til dig ud fra en eller anden moralsk dagsorden, men er oprigtigt interesseret i at høre dine overvejelser om emnet. Du er velkommen til at svare på min private mail, hvis du foretrækker det.
marts 23, 2008 at 11:18 am
Hej Tina.
Egentlig tror jeg at svaret på dit spørgsmål - er en hel bog for sig selv. Men jeg prøver..- dog bliver det nok et lidt overordnet svar…
Vist er alkholisme en sygdom der kan forårsage store såvel familiære som samfundsmæssige problemer.(jeg har faktiskt arbejdet på iogt med alkoholafvænning.
)
Men ligesom med stort set alt andet i livet findes der nuancer indenfor hele farvespektret.
Nogen bliver stigmatiserede pga. deres alkoholforbrug, andre gør det ikke. Nogen bliver ubehagelige når de drikker, andre gør det ikke. Nogen drikker familiens penge op, andre gør det ikke. Osv.
Og min barndom lå i den ende af spektret hvor jeg voksede op med en velfungerende alkoholiker, i kredse hvor alle mere eller mindre drak (Mange er historierne om rødvinsdrikkende kunstnerer og øldrikkende journalister som har opgjort verdenssituationen i godmodigt selskab - eller fået ideen til et nyt billede, en ny bog, besnakket kilder).
Jeg oplevede derfor ingen samfundsmæssig stigmatisering rettet direkte mod mig - før jeg blev ældre og måtte finde mig i at fremmede mennesker udtalte sig om alle alkoholikere over en kam - som mindre værd.
Ej heller oplevede jeg min far voldelig eller at mangle mad på bordet og tøj på kroppen.
Derimod havde jeg et meget nært forhold til min far - som jeg sidenhen har erfaret er meget få forundt….
Så nej, jeg har ikke malet historien lyserød og ja, vist havde vi sikkert problemer og op og nedture i vores familie også (inkl. en skilsmisse, som jeg forøvrigt også oplevede positivt - tro det eller lad være. :D) men mindre end andre familier omkring os, og mindre end de fleste andre mennesker som jeg har mødt gennem livet sidenhen - og ikke pga min fars alkoholforbrug.
Kommer til at tænke på en dokumentar jeg engang så hvor ædru alkoholikere fortalte om deres tidligere brug/misbrug af alkohol og hvordan deres ædruelighed havde påvirket dem. Iblandt disse var der en kvinde som fortalte om hvor vrede hendes nu voksne børn var på hende - fordi hun var holdt op med at drikke!
Deres oplevelse var nemlig, at hun havde været sådan en hyggelig mor, der gad spille spil næsten hver aften, som læste historier for dem og bagte pandekager - altsammen noget hun var holdt op med da hun holdt op med at drikke, hvorfor hendes børnebørn nu ikke havde en hyggelig og tålmodig mormor - men en irritabel og utålmodig en af slagsen, som de sjældent gad besøge…..
Stof til eftertanke……
marts 23, 2008 at 10:22 pm
Mange tak for uddybende bemærkninger, Harning. Skulle du en dag beslutte dig for at skrive hele bogen, vil jeg meget gerne læse den.
marts 23, 2008 at 11:08 pm
Det er så en aftale Tina.
marts 26, 2008 at 8:58 pm
Jeg tænker på…at i ordet alkoholiker ligger der, for mig, en problematik. Altså…når først jeg kategoriserer mig selv som alkoholiker, så er det fordi jeg har erkendt at mit forbrug er ødelæggende.
Så…når du omtaler din far som alkoholiker, så er han det muligvis slet ikke. Jo - i samfundets øjne, men han er/var i stand til at rumme og respektere sine børn - noget som jeg ellers oplever som kendetegnende for misbrugere ikke at kunne. Og som er det der kan sætte så arrede spor i fremtiden.
At blive sur og irritabel og ikke gide spille spil, når man som misbruger har stoppet sit (fysiske) misbrug, det bunder, tror jeg, mere i ikke at have fået den rette hjælp, eller anerkendt behovet for rette hjælp. Dette, oplever jeg, sker ofte for alkoholikere der fx stopper misbruget ved hjælp af antabus, i stedet for at lære at livet ikke er et lorteliv uden det stof der før gjorde det muligt at overleve i det. At stoppe med at flygte, for så at flygte i den anden retning, er ingen helbredelse. Samme gælder i øvrigt for de mange ikkerygere der nu er afhængige af nikotintyggegummi…
Jeg har ikke sandheden men taler blot ud fra egne erfaringer.
En god blog, her, som jeg vil tilføje min liste over naboer
marts 26, 2008 at 9:12 pm
Hej Anja Ligenu, og velkommen til.
Når det gælder definitioner på hvad en alkoholiker er findes der mange - især set i samfundets øjne - men den definition jeg synes bedst om og som indgår i WHOs definition er at hvis man pga af sit forbrug forårsager psykiske og/eller sociale skader på sig selv og sine nærmeste, ja så er man alkoholiker. Uanset hvor mange eller få genstande og uanset om man drikker hver dag eller ej.
Hvis man alene tager udgangspunkt i dette, så er der uværgerligt en hel del mennesker der nu defineres som alkoholikere i samfundets øjne - som ikke burde blive det, ligesom der er mange som ikke bliver defineret som alkoholikere - som er det.
Alt ligger således fortsat i nuancerne. Synes jeg.
marts 26, 2008 at 9:47 pm
Glemte.
Apropos at stoppe et misbrug alene med antabus mener jeg er en dyb misforståelse. Antabus tager hverken årsagen til misbruget, samler op på de problemer som misbruget har skabt eller så meget som fjerner lysten til alkohol. Antabus er udelukkende et “pisk/trussels” redskab for at den enkelte skal finde ubehaget ved at drikke på antabus større end velbehaget at drikke…..
Interessant er dog at der faktiskt findes medicin at tilgå som tillige fjerner lysten - men som sjældent udskrives (antagelig pga uvidenhed blandt lægerne).
En uvidenhed som jeg tror skyldes de kristne rødder som alkoholbehandlingen har i usa med dertilhørende modvilje mod enhverform for medicinering ved misbrugsbehandling. Troen på gud alene skal være nok - er deres grundlæggende holdning.
marts 26, 2008 at 10:23 pm
Jeg har mistet lysten ad anden vej end en pille. Jeg tror det måske i perioder er ok at slå lyst ihjel med kemi, men i bund og grund er jeg nok nærmere tilhænger af at se sin djævel i øjnene
marts 26, 2008 at 10:29 pm
Jeg mener bestemt heller ikke at kemi er løsningen for alle - altid. Men jeg mener at vi skal tilbyde alle de forskellige løsninger og hjælpemidler som der findes(hvad enten det er kemi, terapi eller noget helt femte) og så må det være op til den enkelte at afgøre hvad der er bedst for ham eller hende og i hvilke kombinationer.