Anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet
Skrevet af harning på december 12, 2007
Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i - så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen - og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.
Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.
I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. - Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.
I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet - til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.
Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog - og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.
Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater - dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.
Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.
Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne - som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.
Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det. 
Vi skal slet ikke anbringe nogen børn - medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.
Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie - men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt - som hvis det ikke var blevet anbragt!
© Harning
Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet - En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 - den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret.
Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kronikken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.
* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser - er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med - så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.
december 13, 2007 at 3:02 pm
Jeg har jo den modsatte holdning, at mange flere børn burde tvangsfjernes - for at give børnene nogle bedre muligheder i livet. Men du har overbevist mig om at jeg tager fejl, at det ikke vil forbedre deres fremtidsudsigter. Men det gør mig ærlig talt forfærdelig trist. Det forekommer mig, at disse børn er i en fuldstændig håbløs situation. Der er jo rigtig mange børn, som virkelig har brug for hjælp - men jeg har desværre lidt svært ved at tro på din løsning. Det er nok derfor, at jeg er lidt deprimeret efter at jeg har læst dit indlæg.
december 13, 2007 at 11:35 pm
Desværre er virkeligheden ikke altid som vi gerne vil have den. Men hvis du ser det lidt fra den lyse side, så er der faktiskt betydeligt flere børn fra omsorgssvigtende forældre, der klarer sig godt i livet- end der ikke klarer sig godt
Dertil kommer at mange af historiens største kunstnerer og forfattere er vokset frem under miserable forhold - så måske har dårlige kår også nogle fordele som vi bare ikke kan se?
Min løsning er vel nok også mere et opråb om, at når ikke vi som samfund kan garantere børn noget der er bedre end det de kommer fra, ja så skal vi lade dem være - Men at det bedste naturligvis ville være hvis vi kiggede på den forskning der ligger og faktiskt indrettede vores anbringelsessystem derefter, for der findes jo også en del viden om hvad der skal til for at en anbringelse blir positiv. Fx familieanbringelser, mere fokus på skolegangen, samtalepartner til de anbragte børn og ordentligt efterværn.
Som det er nu, så fjerner vi jo mere eller mindre børn bare fordi vi (kommunen, den enkelte sagsbehandler) synes at det skal vi - uden den mindste hensyntagen til hvad der så skal ske efter at beslutningen er truffet. Og en del gange sågar helt uden reel grund - og de børn der bliver fjernet, selv om de ikke burde, dem udsætter vi jo så som samfund for et desto større omsorgssvigt!
En lang kommentar, men jeg havde egentlig også så meget jeg ville have sagt i det indlæg, som jeg så var nødt til at bortprioritere.
Ps. var altså ikke min intention at ligefrem gøre nogen trist og deprimeret med mit indlæg
Bare en forklaring på hvorfor jeg har den holdning som jeg nu engang har omkring anbringelser.
december 14, 2007 at 9:10 am
Jeg synes du har nogle gode pointer og jeg har i hvert fald fået et mere nuanceret forhold til emnet. Når jeg tidligere talte for tvangsfjernelser, så var det jo fordi jeg troede, at børnene fik en ny chance. Nu må jeg erkende, at det gør de altså ikke. Jeg har nok lidt svært ved at forstå, at vores samfund ikke kan tilbyde disse børn en sikker og tryg opvækst. Det gør mig meget trist.
december 21, 2007 at 5:55 am
Det er desværre rigtigt, at der kun er så mange “frivillige anbringelser”, fordi alternativet er trusler om tvang! Virkeligheden er desværre også, at det kan være endnu sværere at få et “frivilligt anbragt” barn “hjemgivet” end et tvangsfjernet.
Tidligere brugte man meget at lade par, der ikke selv kunne få børn, blive plejeforældre. I dag er det nærmest et krav for at kunne blive plejefamilie, at man selv har børn. Jeg har hørt en del beretninger fra det virkelige liv om biologiske børn, der følte sig tilsidesat grundet pleje”søskendendenes” særlige behov. Om plejefamilier, der af samme grund måtte sende plejebørn videre i systemet. Om plejebørn, der, når de blev myndige, var totalt alene i verden. Kontakten til den biologiske familie var forlængst væk - og nu var de uinteressante for plejefamilien, fordi der ikke længere fulgte penge med!
Der er da sikkert børn, der har fået en ny chance ved at blive fjernet fra hjemmet. Og selvfølgelig skal børn, der er udsat for seksuelt misbrug, vold eller andet groft omsorgssvigt, væk! Men der er desværre langt mellem solstrålehistorierne. Både for børnene og for de forældre, der fik stemplet: “Duer ikke!” - sommetider på et lidt for løst grundlag.
december 21, 2007 at 6:43 am
Hej Fru Møller.
Ang. frivillige anbringelser, så har du helt ret i at det kan være betydelig vanskeligere for forældrene at få dem hjem, og desværre det kan også være vanskeligere for dem at både se børnene og at få lavet en handlingsplan for hjemgivelse. Dette ene og alene fordi de ikke har en advokat - hvilket de har ret til ved en tvangsanbringelse men ikke ved en frivillig anbringelse. - Hvorfor jeg også til enhver tid vil råde forældre i de omstændigheder at nægte en anbringelse - for hellere tvang og retssikkerhed via advokat end frivillig anbringelse og et retssikkerhedsmæssigt vakuum når kommunen smøler.
Ang. de biologiske børn i plejefamilier så findes der enkelte bøger skrevet i retroperspektiv om emnet - og hvor netop den problematik som du beskrivers nævnes ret ofte, og det er jo ikke så godt..
marts 13, 2008 at 2:58 pm
Jeg er ikke enig med dig.
Børn og unge som udsættes for seksuelt misbrug, vold og misbrug fra forældrenes side, det være sig alkohol, narko, og des lige, SKAL tvangsfjernes.
Så er der børn af “alternativt begavede forældre” .. og børn og af psykisk syge…. jeg kunne blive ved.
Loven er sådan indrettet, at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes før man skrider til en tvangsanbringelse.
Så.. stedet for at argumentere for en afskaffelse af tvang, hvad så med at se på de muligheder, som systemet faktisk har for at hjælpe ? Du er jo pædagog.. hvilke “bæredygtige” løsninger foreslår du som fagperson ?
marts 13, 2008 at 3:10 pm
Jeg synes det er helt fint, at du ikke er enig. Men det er bare en konstatering du kommer med - du mangler dokumentationen og argumentationen for dit synspunkt, ellers er det noget vanskeligt at debbatere.
Og jo systemet har mulighed for at hjælpe, hvilket jeg faktiskt også har givet udtryk for mange gange - at vi har en overordnet god lovgivning som desværre ikke altid bruges - ligesom de forskningsresultater vi kender, sjældent bruges i praksis.
Et godt sted at starte ville derfor være at netop følge loven, at indrette praksis efter viden og ikke efter tilfældig individuel tro fra den enkelte sagsbehandler. - At forholde sig til såvel officialmaximen som proportionalitetsbegrebet. - At have reele holdbare løsninger, når endelig en anbringelse skal finde sted osv.
Og når det gælder pædagoger - gid de dog allerede på studiet ville lære at lave objektive observationer og hensigtsmæssige underretninger som socialrådgiverne kunne handle på.
Hvis det var “bæredygtige” løsning på helt specifikke sager/problemstillinger du ønskede mit svar på (fremfor rent overordnet) - så må du præcisere lidt bedre.
maj 26, 2008 at 9:06 pm
Ved et tilfælde…måske er der mere mellem himmel og jord…så jeg pludselig din artikel om anbringelse af Børn & Unge udenfor hjemmet.
Jeg kan godt forstå din argumentation, især efter jeg har gjort mig de samme tanker, da en sag om netop anbringelse af et barn udenfor hjemmet er meget aktuel for mig lige nu.Jeg har i al fald fundet ud af, hvilke afsavn et sådant barn har. Tænk sig, at måtte undvære en forælders omsorg og kærlighed. Tænk sig, som i dette tilfælde, som jeg har kendskab til, at blive isoleret på en institution med begrænsede familiære bånd.Jeg har fulgt med i udsendelserne og debatterne fra Århus Kommune, hvor hjælpen ikke var der, hvilket bestemt er en grim side af manglende støtte til udsatte børn. På den anden side findes der også børn, der er anbragt frivilligt af den ene forælder og hvor den anden forælder er skubbet ud på et sidespor af det offentlige. Jeg er ganske harm over, at det offentlige, i den for mig aktuelle sag, ikke kan gennemskue en mor, som selv har massive problemer og som rejser til en anden del af landet med sine børn, fordi faren ikke må få samvær med sine børn. En far, der iøvrigt har en pædagogisk uddannelse og som til daglig arbejder med børn. Han har tilmed i flere år arbejdet med børn, der blandt andet har ADHD problematikker. Moren har aldrig kunnet magte det ene barn, som hun har fået anbragt på en institution i den nye kommune, som hun er flyttet til. Moren får selv antidepressiv medicin og har blandt andet selv fået psykolog hjælp. Faren har tidligere kæmpet for at få forældremyndigheden over sønnen, men til alles undren fik han den ikke. Selv hans advokat, havde aldrig været udsat for så grotesk en sag før, så han nægtede simpelthen at tage imod advokatsalæret fra faren. Nu har faren det sidste halve år kørt 15.000 km for at hente og bringe sønnen på institutionen. Sønnen elsker at være ved sin far, og han er meget ked af at skulle tilbage til institutionen ved endt samvær. Drengen er glad og stortrives ved faren…faktisk så meget, at faren fra institutionens side fik lovning på at have drengen i 4-5 uger i sommerferien. Og hvad sker der så lige pludselig! Faren modtager et brev om, at deres samvær begrænses til weekend besøg PÅ institutionen hver 6. weekend og 2 ugers sommerferie…vel at mærke 2 enkelt uger! Begrundelsen herfor er, at drengen er ked af det, når han kommer tilbage på institutionen. Hvad er det for et samfund, vi lever i? En far, der er kærlig og omsorgsfuld og som magter at have sit barn boende hos sig, begrænses i sit samvær med sin søn, fordi sønnen er ked af at være på institutionen!!! Jeg er dybt chokeret. Faren vil naturligvis tage kampen op. Han vil kæmpe for sin søn og sønnens behov.
Den million, det koster kommunen på årsbasisat at fastholde en urimelig anbringelse, kan komme til at koste den dreng dyrt!
maj 27, 2008 at 11:44 am
Hej JR, og velkommen til.
Det lyder uværglig som en horribel historie, men uden at have kendskab til alle detaljer synes jeg det er lidt svært at kommentere. Dog vil jeg tillade mig at udtrykke undren over at faderen ikke nu - efter den nye forældreansvarslov - har fået del i forældremyndigheden?
Ligeledes vil jeg udtrykke undren over forvaltningens begrundelse for afgørelse om at begrænse samværet. En sådan afgørelse skal naturligvis begrundes i faktiske forhold - hvilket ikke synes tilfældet hér idet al forskning viser at det er afgørende for børns udvikling at have stabile omsorgspersoner i sit liv med dertilhørende ofte frekvenderende samvær , - særlig under en anbringelse.
Såfremt faderen har brug for kompetent råd og vejledning i specifikke forhold kan jeg anbefale SOFO - linket kan findes her til højere under titlen ” Kompetent socialrådgivning”.
Og vend endelig gerne tilbage og fortæl hvordan det går for den lille familie.
juni 1, 2008 at 5:50 pm
Senest nyt fra mig; faren har anket samværskendelsen og han venter svar på ansøgningen om fælles forældremyndighed over sønnen. Der mailes i aften til Karen Jespersen…hun er ikke hurtig til at svare, ved jeg af egen erfaring.
Jeg vil gerne have lidt råd fra dig. Jeg overvejer kraftigt at give et tip til Ekstra Bladet, idet de plejer at kunne sætte skub i debatten. Pt må man sige, at sagen er meget grotesk set i lyset af de mange penge, som kommunerne skal spare på det sociale område. Faren er indforstået med, at jeg kontakter Ekstra Bladet….er der ting, som jeg skal passe på med i forbindelse med min kontakt til Ekstra Bladet?